Med vedtagelsen af Den Grønne Pagt i 2019 søgte EU oprindeligt at øge virksomheders rolle i den bæredygtige omstilling gennem krav til bæredygtighedsrapportering (Corporate Sustainability Reporting Directive, CSRD) og bæredygtigheds due diligence (Corporate Sustainability Due Diligence Directive, CSDDD). Siden lanceringen af Draghi-rapporten  i september 2024 har den politiske linje dog bevæget sig i retning af en kraftig reduktion af administrative byrder for virksomhederne gennem mere proportionelle bæredygtigheds-krav i håbet om at øge EU's globale konkurrenceevne.

I 2025 iværksatte EU-Kommissionen en bæredygtigheds-omnibusforenklingspakke med det formål at reducere og forenkle de eksisterende krav dog uden at opgive målsætningerne. Draghi-rapporten og Kommissionens “Competitiveness Compass” i 2024 pegede netop på behovet for at reducere rapporteringsbyrder med 25 procent. Omnibuspakken er første konkrete udmøntning af dette og indebærer ændringer af blandt andet CSRD, CSDDD og Taksonomiforordningen mv. 

Med Omnibus‑pakken er der sket tre centrale skift:

1. Begrænsning i anvendelsesområdet for bæredygtighedsreguleringen, CSRD og CSDDD
Tærskelværdierne for, hvilke virksomheder der omfattes, er blevet markant hævet. For CSRD foreslås krav kun at gælde virksomheder med mere end 1.000 ansatte og mere end 450 millioner euro i årlig omsætning, og for CSDDD sigtes mod virksomheder med mere end 5.000 ansatte og mere end 1,5 milliarder euro i global årlig omsætning. Det betyder, at reguleringen hovedsageligt rettes mod de største virksomheder. 

2. Politisk skifte mod forenkling og afbureaukratisering
EU-Parlamentets og Rådets forhandlinger har lagt vægt på harmonisering af rapporteringskrav, at reducere mængden af datapunkter og begrænse muligheden for at kræve data ned gennem værdikæden. Sidstnævnte tiltag omtales også som et ”SMV-skjold”. Dette indebærer, at når virksomheder foretager den indledende kortlægning af aktuelle og potentielle negative indvirkninger på bæredygtighed, så må de som udgangspunkt ikke anmode SMV’er og ”small midcap” virksomheder (op til 500 ansatte) om flere oplysninger end dem, der er i den frivillige rapporteringsstandard for disse virksomheder. Virksomheden kan dog bede om flere oplysninger under visse betingelser, hvis det er nødvendigt og ikke kan skaffes på anden rimelig vis. Med dette tiltag begrænses kaskadeeffekten af ESG-krav, der ellers særligt ville ramme de mindre leverandører. 
Selve processen for bæredygtigheds due diligence simplificeres og ændres også, så virksomheder ud fra en risikobaseret tilgang skal fokusere ressourcerne der, hvor negative indvirkninger er mest sandsynlige og alvorlige. Dybere analyser begrænses til disse områder. Frekvensen af selve forpligtelsen til at gennemføre bæredygtigheds due diligence ændres til hvert femte år, eller når der sker ”væsentlige ændringer” i forretningsforholdet, opstår nye risici, eller der i øvrigt er grund til at tro, at tiltagene ikke længere er tilstrækkelige. Kravet om at gennemføre klimaomstillingsplaner fjernes, og der sker væsentlige ændringer i forhold til håndhævelse og erstatningsansvar. Kravet om at afbryde en forretningsforbindelse (som sidste udvej) fjernes. Dog opretholdes kravet om at suspendere samarbejdet. Det meget omstridte civilretlige ansvar fjernes, og spørgsmålet overlades i stedet til national ret. 

3. Justering af tidsplaner og overgangsordninger
Gennem ”Stop‑the‑Clock”-direktivet har EU udskudt eller forlænget implementeringen af rapporteringskrav for en række virksomheder. Samtidig arbejdes der på at forenkle rapporteringsstandarder. Disse ændringer understøtter den politiske bevægelse mod at give virksomheder mere tid og større fleksibilitet.

En kompleks rolle for erhvervsadvokaten 

På den ene side bevæger vi os i retning af regelforenkling og med øget fokus på ansvarlig selvregulering. På den anden side argumenteres for effektiv kontrol med virksomheder for at sikre ensartede markedsvilkår samt en fortsat transition i retning af bæredygtighed. Navnlig på det grønne område står ønsket stærkt fra EU's side om at opnå europæisk energiuafhængighed. Reguleringsmæssigt handler det derfor hele tiden om at sikre fornuft i balancen. De seneste års krav til virksomheders arbejde med at fremme bæredygtighed viser imidlertid, at det har været særdeles vanskeligt at opnå denne balance mellem regulering og erhvervsfrihed. Den politiske og regulatoriske usikkerhed har ikke tjent virksomhederne. Danske virksomheder har været langt fremme med at implementere krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering, blot for at blive mødt med regelforenkling inden arbejdet reelt var fulgt til dørs. Med en rekalibrering af balancen i de ændrede regler inden for bæredygtighedsrapportering og bæredygtigheds due diligence får virksomhederne større forretningsmæssigt manøvrerum til meningsfuldt at arbejde med bæredygtighed. Dette udfordrer potentielt erhvervsadvokaten, der i sin rådgivning må gå særdeles nuanceret til værks. Hvornår er der tale om ”væsentlige ændringer” i forretningsforholdet, der aktiverer pligten til at gennemføre bæredygtigheds due diligence? Hvad betyder den risikobaserede tilgang for den enkelte virksomhed? Er der risiko for negative indvirkninger på menneskerettigheder inden for virksomhedens indflydelsessfære? Dette stiller store krav til erhvervsadvokaten, da der er brug for at forstå flere nuancer i det risikobillede, som en virksomhed navigerer i. Og det ændrer sig konstant og med høj fart. Den kompetente kan indtænke værdi, både for virksomheden og samfundet. Forståelse for den geopolitiske situation og den aktuelle samfundskontekst vil i den henseende få stor betydning. En regelforenkling er således en kærkommen håndsrækning for virksomhederne. For erhvervsadvokaten øges kompleksiteten i rollen som betroet, relevant og fremadsynet rådgiver.