Forestil dig, at der i hele Danmark blot er en lille håndfuld advokater, der kan tale dansk. Resten af advokaterne taler grønlandsk, så chancen for, at du som klient skal have ført din sag i bedste fald på dit andet sprog og i værste fald på et sprog, som du ikke forstår, er forholdsvis stor. Lyder det lidt problematisk? Og ikke synderligt fordrende for retssikkerheden? Det er ikke desto mindre præmissen i de grønlandske retssale, da det på nuværende tidspunkt er under fem advokater, der kan tale grønlandsk i Grønland.

En af dem er Kista Høegh Niclasen. Hun er en del af den yngre generation, der gennem de senere år er kommet ud i retssystemet, og som har en anderledes kulturel forståelse end de ældre generationer.

”Det er et kæmpestort problem, at vi er så få advokater i Grønland, der reelt kan forstå og tale sproget. De klienter, der henvender sig til mig, er rigtig glade, da jeg både har en kulturel forståelse og derudover kan tale grønlandsk. Det giver en anden forståelse, at man kan tale om sin sag på sit eget modersmål med alle de sproglige nuancer og ikke på et fremmedsprog, hvad enten det handler om at skulle købe fast ejendom, eller man har fået en sigtelse eller afgørelse, som er svær at forstå.”

Hun sammenligner det med, at det ville svare til at skulle fremlægge sin sag på spansk, efter man havde haft det på c-niveau i gymnasiet. Men Kista Høegh Niclasen understreger også, at selvom det kan virke voldsomt, at der ved retssager både kan være dansk, vestgrønlandsk og østgrønlandsk i spil, så fungerer systemet overraskende godt.

”Vi har nogle tolke, der er sindssygt dygtige. På nuværende tidspunkt kan vi ikke klare os uden brugen af dansk. Vi er vant til det, og det er de vilkår, som vi må operere med. Hvis der er tvivl vedrørende forståelse eller oversættelse, stopper vi op og forsøger at finde ud af det, hvilket også betyder, at de grønlandske retssager er lidt mindre formelle, men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting.”

Uddannelse er vejen frem

Kista Høegh Niclasen mener, at den generelle udvikling i retssystemet går i den rigtige retning – men hun understreger også, at der er langt igen på visse områder. Retsvæsnet i Grønland mangler i meget høj grad uddannet arbejdskraft, hvilket slår igennem på alle niveauer – og oveni kommer den meget store udskiftning indenfor retsvæsnet i Grønland, hvor mange af de tilrejsende danskere vender retur til Danmark, når deres årlige kontrakter udløber.

”Uddannelse er vejen frem, men det er rigtig svært at få flere uddannede, når du skal rejse 4000 kilometer for at kunne uddanne dig i et fremmed land på et fremmed sprog og med en fremmed kultur. Vi har lige fået en jurauddannelse i Grønland, hvilket er positivt, men den skal jo have tid til at udvikle sig, og det varer lidt, inden folk er uddannede fra den,” siger Kista Høegh Niclasen.

Hun er ikke i tvivl om, at der skal uddannes mange flere personer indenfor retsvæsnet, hvilket meget gerne må være lokale, men også danskere, der gerne vil blive i Grønland i længere tid. Hun nævner den til tider meget svingende kvalitet i den offentlige sagsbehandling som en af konsekvenserne af den manglende uddannelse.

”Vi oplever ofte en vilkårlighed, der kan komme af, at folk ikke altid er uddannede indenfor det felt, som de arbejder med. Når det offentlige for eksempel træffer afgørelser, oplever vi, at de er mangelfulde og ikke overholder de helt basale forskrifter. Vi ser blandt andet, at folk ikke bliver partshørt, de får ikke skriftlige afgørelser, og de får ofte blot mundtlige beskeder. Jeg tror, at det skyldes ressourcemangel og uvidenhed på begge sider; folk er ikke klar over, hvilke rettigheder de har, og derudover har kommunerne samt sagsbehandlerne ikke de rette kvalifikationer til at bestride de stillinger, som de gør.”

Grønland er derudover også efterladt med forældet lovgivning, forklarer Kista Høegh Niclasen. Noget kan det grønlandske selvstyre selv påvirke, mens andre bestemmelser skal tages 4000 kilometer væk i Danmark.

”I København er vi nok ikke øverst på dagsordenen, og den forældede lovgivning bremser udviklingen. Vores lov om pant er for eksempel ikke blevet opdateret siden 1967, hvilket arveloven heller ikke er blevet, og vi taler nu på tiende år om at indføre digital tinglysning. Derudover har vi heller ikke noget domsregister, så vi kan ikke se, hvad der er blevet dømt i tidligere sager.”

Fokus er ikke på at straffe

Grønland er et kæmpestort land med få indbyggere, der bor meget spredt, men på trods af – eller måske netop på grund af det – formår grønlænderne at rykke tættere sammen.

”Vi er rigtig gode til praktikken i Grønland. Vi er måske nok få mennesker til mange opgaver, men vi får det til at fungere. Vi er gode til at hjælpe hinanden og bruge det lidt tættere netværk, som vi har. Jeg har ganske vist ikke arbejdet i Danmark, men min fornemmelse er, at vi er lidt tættere på hinanden heroppe, da der er færre af os, og vi derfor har en anden nærhed ned gennem hele systemet.”

Det kommer også til udtryk via resocialisering, som det grønlandske retsvæsen lægger stor vægt på. Blandt andet har de indsatte i grønlandske anstalter ofte tilladelse til en vis grad af hverdagsliv under afsoning, hvilket Kista Høegh Niclasen fremhæver som positivt, da man i langt højere grad kan komme ud til en normal hverdag i Grønland efter en udstået foranstaltning (I Grønland bruges begrebet straf ikke; det hedder i stedet foranstaltning, red.)

”Vores anstalter er mere eller mindre åbne i Grønland, man har større kontakt til det omkringliggende samfund, og man kan bibeholde et arbejde, mens man afsoner. I det grønlandske retssystem er fokus ikke på at straffe, det er i stedet på at hjælpe folk videre.”

Retssystemet er ulige for de svageste

Det største problem ved det grønlandske retssystem er ifølge Kista Høegh Niclasen, at det hurtigt bliver et ulige system. De ressourcestærke, som ved, hvad de skal gøre, bliver vinderne. Mens de ressourcesvage uden lignende muligheder hurtigt bliver tabt i systemet. Hun er selv medlem af bestyrelsen for IKIU – Grønlands Retshjælp og formand for det Psykiatriske Patientklagenævn.

”Jeg synes, at det er vigtigt at engagere sig i det samfund, man bor i. Vi er ikke så mange heroppe, og qua min baggrund som advokat kan jeg være med til at gøre en forskel - både for de psykisk syge, der ikke selv kan gøre krav på at få retssikkerhed, men også for andre, der har brug for hjælp til at navigere i et system, som de ikke forstår, og som heller ikke forstår dem. Det er ikke kun de ressourcestærke, der skal have adgang til retssikkerheden.”

IKIU oplever en meget stor søgning, både i Nuuk, og når de tager på rådgivningsrejser rundt om i Grønland, og Kista Høegh Niclasen indrømmer, at der ligger et kæmpe arbejde i at få oplysning ud til alle.

”Og det gør vi i høj grad hos IKIU, for det er nødvendigt, særligt når den offentlige sagsbehandling er, som den er. Folk skal have at vide, at de ikke nødvendigvis skal finde sig i alting. Vi skal bevæge os i den retning, som vi allerede går i, så vi kan sikre, at der er retssikkerhed til alle og skabe et inkluderende system, der også er gearet til at tage sig af de svageste.”