”Mere uddannelse, mere jura og flere medarbejdere. Det gælder både for politiet, kredsdommerne og de autoriserede forsvarere. Og så skal borgere i hele Grønland have meget bedre adgang til juridisk bistand og til lovgivning, retspraksis og data.”

Det er ifølge advokat Allan Nejbjerg den helt korte version af, hvad Grønland har brug for, hvis retssikkerheden skal på niveau med international standard. Og det skal den, selvom der er betydelige udfordringer. Det handler meget om ressourcer – men ikke kun det. Det handler også om afstande, enorme vidder, tyndt befolkede områder og det faktum, at Grønland – ligesom så mange andre lande kæmper med rekruttering indenfor flere fagområder såsom sundhed, uddannelse, politi, kriminalforsorg og andre velfærdsområder, og det gælder også retsvæsenet.

Advokat Allan Nejbjerg er medlem af Advokatrådet og formand for det projektudvalg, som Advokatrådet nedsatte i sommeren 2023 for at tage temperaturen på borgernes retssikkerhed i Grønland. Et projekt, der er blevet til med støtte fra Dreyers Fond. Den 16. maj 2024 præsenterede han sammen med projektudvalget resultaterne af undersøgelsen til et arrangement for interessenter i Grønland.

”Vi har præsenteret en udførlig rapport, som beskriver problemstillingerne, og vi har frembragt en række konkrete anbefalinger til at forbedre retssikkerheden på både kort og længere sigt,” fortæller Allan Nejbjerg.

Anbefalingerne handler i høj grad om at styrke uddannelse og kompetencer indenfor politi- og retsvæsen samt at føre tilsyn med faggrupperne. Og så skal der være bedre adgang til advokatbistand.

Det betyder, at det skal være muligt for borgere i hele Grønland at få bistand fra advokater – også til at føre sager ved alle instanser. For sådan er det ikke i dag.

”En af årsagerne er, at salærniveauet ikke afspejler det samlede tidsforbrug forbundet med for eksempel at rejse fra den ene del af landet til den anden for at føre en sag eller være til stede under en videoafhøring. Der skal da være lige adgang til advokat for borgere, uanset hvor i Grønland de bor, og adgangen til retshjælp skal øges betydeligt.”

Hvert besøg overrasker

Allan Nejbjerg har været i Grønland flere gange under undersøgelsens tilblivelse men også tidligere ved arbejde for Arktisk Kommando. Alligevel er der noget nyt, der overrasker ham for hvert besøg.

”Det, der har gjort allerstørst indtryk på mig de gange, vi har besøgt Grønland i forbindelse med projektet, var den sidste tur, hvor det med besvær lykkedes at nå til Tasiilaq i Østgrønland. Vi måtte vente i næsten en uge i Nuuk på at kunne flyve dertil sammen med forsvarere, politi, tolke og andre, der skulle dertil i forbindelse med en retssag, men det var vi nødt til på grund af stormvejr, som ofte opstår i området.”

Da de endelig nåede frem og kunne besøge de lokale retsinstanser, var der mange vigtige indsigter.

”Det første, der rammer én, når man ankommer til Tasiilaq, er den fantastiske natur med de spidse fjelde og den vilde kystlinje. Alene det er turen værd. Men vi var der selvfølgelig med et fagligt fokus, og det, der især gjorde indtryk, var de engagerede mennesker, vi mødte i forbindelse med vores arbejde. Alle har udvist stor fleksibilitet i forhold til ændrede tidsplaner, fordi det er vilkårene. Og en enorm åbenhed og ærlighed om udfordringerne i systemet. For i forhold til retssikkerheden er der en del at arbejde med,” siger Allan Nejbjerg.

Han arbejder i det daglige med strafferet og har haft mange sager om overgreb på børn i Danmark, og når den slags vanskelige sager skal behandles i Grønland, foregår det under andre betingelser, end han er vant til.

”Det halter gevaldigt på nogle punkter. Det, der slog mig mest, er proceduren ved videoafhøringer af børn. Der skal som udgangspunkt være en anklager, en advokat og gerne også en bistandsadvokat til stede for at varetage barnets interesser, og der er den måde, det foregår på i Grønland, altså ikke altid god nok. Der ser man for eksempel, at afhøringen foregår over en dårlig forbindelse, og uden at barnet er ordentligt repræsenteret. Ved siden af barnet sidder måske en lokal politimand eller en sagsbehandler fra kommunen, men der er stadig en risiko for at påvirke barnet. Det duer ikke. Der skal være nogle retsgarantier – både for barnet og den sigtede.”

Et særkende ved det grønlandske retsvæsen er, at det traditionelt har hvilet på et lægmandssystem, hvor hverken dommere, forsvarere eller anklagere er uddannede jurister. Sådan er det fortsat, men aktørerne har i de senere år fået en højere juridisk fagkundskab med indførelse af specialiserede uddannelsesforløb for både kredsdommere og autoriserede forsvarere.

”Jeg er imponeret over særligt de kredsdommere, jeg har mødt, og hvor godt de løfter opgaven indenfor de vilkår, de arbejder under. Men vilkårene generelt er simpelthen ikke gode nok – de mangler ressourcer, tid til kompetenceudvikling, efteruddannelse mv.

Der skal være en universel retsstandard og et fagligt niveau gældende – også i yderområderne. Geografi er ingen undskyldning for at forhindre det.”