I det grønlandske retssystem benytter man autoriserede forsvarere, og de er som udgangspunkt ikke juridisk uddannede, men har gennemgået et undervisningsforløb med eksamen hos Landsforsvareren i Grønland.

Arbejdet som autoriseret forsvarer er en deltidsstilling, som typisk varetages ved siden af andet lønarbejde. Som autoriseret forsvarer er man tilknyttet retskredsen i ens hjemby og beskikkes fra sag til sag af kredsretten.

Landsforsvarer Finn Meinel står for at uddanne nye autoriserede forsvarere, og derudover står han til rådighed for de nuværende via en hotline og tilbyder dem den vejledning, de har brug for.

Finn Meinel kan ikke forestille sig det grønlandske retssystem uden de autoriserede forsvarere, som ofte er lokale og taler grønlandsk.

”Den lokale tilstedeværelse, den kulturelle og sproglige forståelse samt nærværet er utroligt vigtige elementer i jobbet. De lokale forsvarere kommer med en helt særlig ildhu – tænk på, at de nuværende forsvarere varetager opgaven sideløbende med deres normale arbejde. De brænder virkelig for det og sætter en ære i at gøre det godt,” siger han.

Udfordret på tid

Josef Petersen er autoriseret forsvarer i Kujalleq Kredsret og elsker med egne ord jobbet. Han er stolt over at være med til at få retssamfundet til at fungere og derved løfte retssikkerheden.

”Grønlands størrelse har en stor betydning for brugen af autoriserede forsvarere. Hvis man tager Grønland og lægger det ind over Europa, så dækker det et areal fra Norge og hele vejen ned til Marokko. Det er et kæmpe land, men vi er kun 56.000 indbyggere, og derfor kan det være nødvendigt med kreative løsninger til tider, og jeg mener, at det er et rigtigt godt kompromis at have indført autoriserede forsvarere,” siger han.

Men det kræver meget planlægning at arbejde som forsvarer, for Josef Petersen arbejder også som leder af Majoriaq Narsaq, et kommunalt tilbud til ledige, der hjælper med sagsbehandling og vejledning i forhold til uddannelse samt arbejdsmarked og findes i alle grønlandske byer. Josef Petersen er særligt udfordret i sommerperioden, hvor han er den eneste autoriserede forsvarer, der dækker Kujalleq. Han varetager jobbet sammen med en anden autoriseret forsvarer, som er Park Ranger i en Unesco-park, og derfor tager hun ikke forsvareropgaver fra juni til september.

”Jeg har et fuldtidsarbejde ved siden af jobbet som autoriseret forsvarer – og det kan nogle gange godt være lidt problematisk i forhold til den tid, jeg bruger som forsvarer. Erhvervet som bisidder, der er et borgerligt ombud, er blevet erstattet med erhvervet som autoriseret forsvarer. Men i lovgivningen om, hvilke erhverv der tæller som borgerlige ombud, har man ’glemt’ at medtage autoriseret forsvarer. Min arbejdsplads er Kujalleq Kommune, og juristerne derfra mener ikke, at erhvervet som autoriseret forsvarer indebærer et borgerligt ombud, hvilket betyder, at jeg må bruge min afspadsering og ferier, når jeg arbejder som forsvarer,” forklarer Josef Petersen.

Finn Meinel peger også på den dobbelte arbejdsbyrde som en problematik, når det handler om de grønlandske forsvarere. For når man ikke er fuldtidsforsvarer og ikke har en juridisk baggrund, så har man også andre forudsætninger end for eksempel danske advokater.

”I Grønland er vi forsvarere ikke lige så dygtige, som I er i Danmark, og det skyldes flere forskellige ting – men særligt det forhold, at forsvarerne ikke har det som et fuldtidsarbejde, er et problem. Det betyder, at den erfaringsopbygning og det vidensgrundlag, som oparbejdes via et dagligt arbejde med sagsområdet, er næsten umulig at få tilsvarende her i Grønland. Jeg er jo selv forsvarsadvokat, men jeg har slet ikke det samme antal sager, som mine beneficerede kolleger i Danmark, der møder i retten stort set dagligt,” siger Finn Meinel.

Store afstande og langt til retshjælp

Finn Meinel har arbejdet meget med kvaliteten hos de autoriserede forsvarere, siden han blev Landsforsvarer, og han nævner, at det, samt den etablerede kredsdommeruddannelse, har været med til at højne niveauet i det grønlandske retssystem.

”Jeg synes, at det går bedre og bedre. Men vi er ikke helt i mål endnu.   Vi er voldsomt udfordret i forhold til  ’Access to Justice’ på Østkysten. Der er lokale domsmænd, men vi har ingen autoriserede forsvarere derovre, og der er heller ingen lokale dommere, så alle parter kommer tilrejsende fra Nuuk.”

Ifølge Josef Petersen, der startede som domsmand i 1996, er der sket meget med det grønlandske retssystem siden da.

”Jeg synes, at vi forbedrer os hele tiden. Når det er sagt, er det også nødvendigt, at vi får tilført nogle flere økonomiske midler. Hvis man gerne vil løfte retssikkerheden, må man også acceptere, at vi er få mennesker på meget store afstande. Der skal bruges flere midler på rejser, så man som autoriseret forsvarer har mulighed for at møde sine klienter fysisk i stedet for at tale over en telefon, hvor klienten ikke kan se sagsakterne eller bilag, og der derved går vigtig interaktion tabt.”

I praksis løses mange småsager over video, men Josef Petersen rejser alligevel ofte rundt og taler med klienter.

Han peger også på, at det er et problem, at der er så mange sprog indenfor retssystemet. Som autoriseret forsvarer oplever han ofte situationer, hvor klienten har sagt noget andet til politiet, end der står i retsdokumenterne, fordi den tiltalte og betjenten ikke har talt det samme sprog, og der er blevet tolket mellem dem.

”Desuden er grønlændere langt mere autoritetstro, end danskere er, og de gør derfor, hvad politiet beder om uden at stille spørgsmål, hvilket kan betyde, at de ender med at underskrive en forklaring, som de ikke forstår, fordi den er skrevet på dansk,” siger Josef Petersen.

Den problematik bakkes op af Finn Meinel.

”De forskellige sprog samt dialekter giver anledning til problemer og fejlcitater, og man skal hele tiden have fokus på at håndtere de udfordringer, som sproget giver. Jeg håber, at vi får etableret et system, hvor vi anvender flere grønlandske jurister – gerne lokalt uddannede – så de bliver en endnu større del af retssystemet både som dommere, anklagere og forsvarere,” siger Finn Meinel.