Det kan blive betragtet som et paradoks, at FNs verdensmål 16 fokuserer så markant på at skabe stærke juridiske institutioner, og at EU fokuserer så markant på ”access to justice”, når hovedparten af potentielle retlige sager aldrig når at blive artikuleret som retlige problemer og aldrig når juridiske konfliktløsningsinstitutioner.

I Danmark er der på papiret enkel adgang til domstolene og til en række klagenævn, der er indrettet efter enkelthedens princip, så alle borgere i princippet let kan få deres konflikter løst med ganske få økonomiske omkostninger. Alligevel er tilgangen af sager overraskende lav. Derfor er det nødvendigt at overveje, hvorfor borgere ikke bruger retlige institutioner i den grad, som de potentielt kunne. Hvorfor bliver konflikter ikke artikuleret? Hvorfor bliver uretfærdighed ikke set som uretfærdighed? Disse spørgsmål er mindst lige så vigtige som spørgsmålet om, hvordan vi skal indrette de retlige institutioner. Selvom indretningen er en væsentlig diskussion, er det på en måde også den forkerte diskussion, da den overser den retlige transformationsproces, der ligger forud for, at en konflikt er transformeret til at tale rettens sprog og med klare påstande.

Isbjerg-problemet

Hvis ikke diskussionen skal starte ved indretningen af juridiske institutioner, hvor skal den så begynde? Her er det nødvendigt at fralægge os en traditionel juridisk forestilling, der fokuserer på sager, der allerede er retliggjort og hvor juridiske institutioner ”blot” skal løse dem. Vi må udvide perspektivet og se på, at inden konflikter overhovedet når juridiske institutioner, er de blevet transformeret gennem en lang fase, nemlig ”den før-retlige fase” (Felstiner et al., 1981, Olesen og Hammerslev, 2020, Hammerslev og Nielsen, 2021). Amerikansk forskning (Miller og Sarat, 1981) har gentagne gange påvist, at hovedparten af potentielt retlige problemer aldrig bliver transformeret til retlige sager, der afgøres ved domstolene alt afhængigt af retsområde. For eksempel er det påvist, hvordan kun 38 ud af 1.000 potentielle erstatningssager ender med et retligt søgsmål ved domstolene. Kun 116 potentielle sager bliver diskuteret med en advokat. Inden for diskrimination når blot 8 ud af 1.000 domstolene, og kun 29 potentielle sager bliver diskuteret med en advokat. Tallene er højere for konflikter efter en skilsmisse, hvor 588 ud af 1.000 potentielle sager bliver  taget til advokat, og 451 når domstolene. At så få potentielle sager bliver retliggjort og ender ved domstolene er kaldt ”isbjerg-problemet” (Barton og Mendlovitz, 1960), hvor hovedparten af sagerne skjuler sig under vandoverfladen.

Det væsentlige spørgsmål er derfor, hvilke barrierer individer har for at opsøge juridisk bistand, siden potentielle retlige sager sjældent medieres af retshjælp eller advokat – og aldrig ender ved domstolene eller ved andre juridiske konfliktløsningsinstitutioner, på trods af at disse står klar til at hjælpe.

Den før-retlige fase

Svaret på det spørgsmål er komplekst og skal findes i den før-retlige fase, hvor en oplevet uretfærdighed, krænkelse eller skade går igennem tre stadier ofte i en dynamisk og iterativ proces: Anerkendelse (naming), addressering (blaming) og ansvarliggørelse (claiming). Frem for at gøre det for teoretisk, lad os tage udgangspunkt i et konkret (amerikansk) eksempel. Dora fortæller:

Sam og jeg har været sammen i næste fem år, han mishandlede mig on and off de første år, men det sidste år har været værst. Vi nåede dertil, hvor han tævede mig dagligt, og i omkring fire uger tævede han mig 2-3 gange om dagen … Jeg har ingen familie i nærheden, jeg har kun mig selv og vores søn. Jeg levede i konstant frygt, for jeg vidste aldrig, hvad han kunne finde på. Sam truede mig med pistoler, spydpistoler ... Han slæbte mig ned ad bakken ved at hive i mit hår, han flåede mit tøj af og smadrede pander i hovedet af mig. Vi har været nødsaget til at reparere alle døre …, fordi han har smidt mig igennem dem. Der var så meget vold, at det virkede som om, det aldrig ville stoppe. (Merry, 2003: 360)

Anerkendelsesfasen er den første i den før-retlige fase. Med anerkendelse sker der en bevidstgørende proces, hvor et socialt, sundhedsmæssigt, køberetligt etc. problem eller en følelse af uretfærdighed (som for eksempel seksuel krænkelse på en arbejdsplads) omdannes fra at være ubevidst og ikke-anerkendt for skadelidte, til at skadelidte anerkender problemet. I eksemplet må skadelidte Dora ud fra denne forståelse anerkende de problemer, som hun oplever i sit parforhold med Sam, som vold og ikke blot som for eksempel en maskulin reaktionsmåde eller en kommunikationsform. Anerkender Dora ikke sine problemer, vil hun heller ikke kunne adressere sine voldelige oplevelser til for eksempel venner, en retshjælpsinstitution eller politiet, og hun vil ej heller kunne gøre Sam ansvarlig for volden ved for eksempel at søge oprejsning.

Evnen til at anerkende forskellige problemer og situationer som retlige afhænger af individets sociale position, egne ressourcer – dvs. økonomi, uddannelsesniveau, kulturel forståelse, sociale netværk, beskæftigelsesstatus – retlige bevidsthed samt tidligere erfaringer med det juridiske system. Anerkendelsesfasen er den vigtigste i transformationsprocessen, idet denne fase afhænger af skadelidtes sprog, forståelseskategorier og handlemuligheder.

Når skadelidte Dora har anerkendt, at Sams voldelige adfærd mod hende er vold og ikke selvforskyldt afstraffelse eller andet, kan Doras problem potentielt gennemgå adresseringsfasen. Udgangspunktet i problemadresseringsfasen er, at skadelidte har oplevet et problem, som vedkommende mener, at der kan gøres noget ved. Det er således skadelidtes perspektiv, der dominerer i problemadresseringsfasen. I Doras tilfælde vil det betyde, at hun transformerer sin voldsoplevelse til en anklage om vold og retter denne mod Sam, som hun mener er skyldig i voldshandlingerne. En problemadressering behøver ikke at omhandle en så alvorlig anklage som Doras, og mulighederne for oprejsning kan ligeledes være forskellige. Det afgørende i problemadresseringsfasen er, at skadelidte retter sin (an)klage mod en anden fysisk eller juridisk person og gør denne ansvarlig for den skade, krænkelse eller uretfærdighed, som skadelidte har oplevet. Anerkender Dora alene volden, som hun oplever uden at adressere en anklage mod sin partner for disse skadevoldende handlinger, er det ikke muligt at transformere voldsproblemet til en retlig sag.

Ansvarliggørelsen finder sted, når Dora anklager Sam for volden og kræver en form for bod. Hvis Sam påtager sig skylden og beder om tilgivelse, kan anklagen potentielt ende der og blive kanaliseret over i andre ikke-retlige problemløsningsalternativer eller forblive uforløst. Hvis Sam derimod afviser, delvist afviser eller ignorerer anklagen, kan Doras voldsoplevelser udvikle sig til en retlig konflikt.

Problem-mediatorer

Indenfor forskellige sociale arenaer, som skadelidte færdes i, og som rammesætter skadelidtes muligheder for at anerkende problemet og ansvarliggøre skadevolder, kan skadelidte også interagere med problem-mediatorer, dvs. tredjepersoner, der på forskellig vis interagerer og/eller reagerer på skadelidtes problem. Problem-mediatorer er særdeles afgørende for, hvilke udviklingspotentialer et socialt problem har afhængigt af deres relationen til skadelidte. Forhandlingerne om det sociale problem, der finder sted mellem mediator og skadelidte, afspejler, hvorvidt der er tale om en samtale mellem ligemænd og -kvinder (familie, venner, bekendte, kollegaer, naboer) eller en professionel samtale med for eksempel advokater, retshjælpsinstitutioner, socialrådgivere, patientforeninger. Disse diskussioner kan skabe (gen)anerkendelse af problemet, så det kan transformeres mod en juridisk problemstilling.

Ofre giver op

Dora bor med Sam i et depriveret udkantsområde, hvilket gør, at de er underlagt specifikke klasse- og kønsstrukturer. Den kulturelle forståelse af maskulinitet og femininitet afspejler de forståelseskategorier og handlemuligheder, der er indlejret i Doras boligområde, bekendtskabskreds (herunder voldsramte veninder) og det lokale politi. De interesser, ressourcer og livsbetingelser, der er anerkendt i de fællesskaber, som Dora indgår i, afspejler sig også i de problem-mediatorer, som hun søger hjælp hos. Doras venner og naboer fortæller hende for eksempel, at en ”god hustru” ikke hiver sin mand i retten, og at hun i øvrigt selv er skyld i de voldelige episoder, fordi hun ofte provokerer Sam. Det lokale politi forholder sig passivt til Doras henvendelser om partnervold, da politiet kender Sam som en venlig og dygtig lystfisker. Politiet ser ikke Dora som et typisk voldsoffer. Disse alternative anerkendelsesmønstre forhandlet med både ligemænd og -kvinder samt professionelle (alle problem-mediatorer) i lokalmiljøet får Dora til at tvivle på sig selv som rettighedsbærer, og de fastholder hende i lang tid i en limbo mellem anerkendelses- og adresseringsfasen, hvilket medfører, at Sam ikke bliver stillet retligt til ansvar for sin voldelige adfærd.

Selvom der blev vedtaget ny strafskærpende lovgivning ved partnervold, var det fortsat de traditionelt kønnede forståelseskategorier, der gennemsyrede Doras fællesskaber, og som blandt andet gav en skamfølelse over at have levet med volden i mange år, en skyldfølelse over at skulle ”udstille” sin partner som voldelig og en frygt for repressalier – alt sammen følelser, der afholder Dora fra at rette anklage. Det var først, da en ny NGO – altså en problem-mediator – tilbød lokalområdets voldsramte kvinder retshjælp, at Dora ikke længere betragtede Sams voldelige overfald som en naturlig maskulin reaktion og kommunikationsform, men derimod som decideret vold. Dora blev overbevist om, at volden i hjemmet ikke var selvforskyldt, men hun blev fortsat udfordret af de strukturer, hun var underlagt, hvorfor hun gentagne gange søgte om hjælp til at anlægge sag mod Sam for derefter at frafalde sine anklager mod ham.

Refleksioner

Konflikter er noget, der kan udvikle sig på mange måder blandt andet afhængigt af de ovenstående beskrevne elementer i den før-retlige fase, hvorfor det måske er relevant at genoverveje, hvordan hele den retlige infrastruktur er designet ift. retshjælp og juridisk bistand og adgang til juridiske konfliktløsningsinstitutioner. Borgernes forståelser og (af)veje gennem den før-retlige fase er af central betydning for, at potentielle retlige problemstillinger overhovedet bliver retliggjort. Det rejser en række nye spørgsmål, som for eksempel om retshjælp skal møde borgerne, hvor de er. Om klagenævn bør gentænke deres potentielle indgange for borgere, om småsagsproces overser elementer for store dele af befolkningen etc. Og måske vigtigst: Tager hele opbygningen af den institutionelle juridiske infrastruktur højde for borgernes (af)veje til retfærdighed? Citat:

Borgernes forståelser og (af)veje gennem den før-retlige fase er af central betydning for, at potentielle retlige problemstillinger overhovedet bliver retliggjort. Det rejser en række nye spørgsmål, som for eksempel om retshjælp skal møde borgerne, hvor de er.

Forskningen bag denne artikel er lavet af Ole Hammerslev i samarbejde med lektor Annette Olesen, Aalborg Universitet og delvist med post doc. Stine PP Nielsen, SDU.

Ole Hammerslev

Ole Hammerslev er professor i retssociologi ved Juridisk Institut, SDU og gæsteprofessor ved Rättssociologiska institutionen, Lunds Universitet. I perioden 2015-17 var han Professor II ved Institutt for kriminologi og retssosiologi, Universitetet i Oslo. Han er cand. Jur. og ph.d. (i sociologi) fra Københavns Universitet.