Publiceret:
02.09.2026
Af Tekst samt foto af Benjamin Jungdal
I Mexico er lovgivningen på papiret fortrinlig, men straffriheden overvældende. Den mexicanske stjerneadvokat Carmen Ochoa har vundet utallige sager for voldsramte kvinder. Men det har haft sin pris i et retsvæsen, der korrumperer selv de bedste.
”Med en øl og 300 kroner kan jeg få en lejemorder til at dræbe dig.”
Sådan lød en af mange sms’er Carmen Ochoas klient havde modtaget. Hun repræsenterede en kvinde, der kæmpede for at komme ud af et voldeligt ægteskab.
”Den ville være lige til, tænkte jeg. Beviserne var soleklare,” mindes hun.
Dødstrusler er altid en alvorlig sag. Men i Mexico, et af Latinamerikas voldeligste lande, bærer de alligevel mere tyngde.
Carmen Ochoa og hendes klient troppede op på krisecenteret, hvor kvinder, der lever i voldelige forhold, kan søge beskyttelse fra staten og indgive voldsanmeldelser.
”De tog ikke sagen alvorligt og viftede hende væk. Så jeg afleverede anmeldelsen hos anklagemyndigheden i delstaten. Her skete der heller ikke noget,” fortæller hun.
Året var 2013, og Carmen Ochoa var en nyudklækket advokat fra universitetet fuld af energi. Idealistisk og en smule ”naiv”.
”Sagen blev trukket ud, og min klient blev nødt til at forlade delstaten og gå i skjul. Mere end et år senere blev der udstedt en arrestordre, men ægtefællen blev aldrig anholdt. Da gik det op for mig, at det mexicanske retssystem var i problemer,” fortæller hun.
Den 35-årige Carmen Ochoa er en del af en ny generation af kvindelige advokater, der har taget kampen op mod et retssystem, der er gået i stå i et land, hvor op mod 95 pct. af alvorlige forbrydelser aldrig bliver straffet. Hun har med succes hjulpet voldsramte kvinder gennem et snørklet og korrupt retsvæsen, som hun ville ønske, var baseret på ”grundlæggende tillid”.
”Hent din chef”
Jeg møder Carmen Ochoa på hendes kontor på 5. etage i en nybygget skyskraber i den mexicanske millionby Guadalajara. Væggene er plastret til med diplomer og udmærkelser.
”Det giver et indtryk af succes,” griner hun.
Hun driver et advokatkontor, der specialiserer sig i skilsmissesager og sager om partnervold. Hun har ti advokater ansat, der hver dag ”banker på dørene i retsbygningen”.
Det er en stor kontrast til de ydmyge kår, hun kommer fra. Da hendes forældre blev skilt, endte hendes mor ”økonomisk ruineret” efter et opslidende retsopgør:
”Jeg så, hvor dårligt min mor blev behandlet i et retssystem, der ikke forstod, hvordan det er at være kvinde i Mexico. Så jeg besluttede mig for at læse til advokat. Jeg ville sikre mig, at retfærdigheden sker fyldest i lignende sager,” fortæller hun.
I sit første job på et advokatkontor var hun omgivet af mænd. Hun skulle ofte høre på embedsmændene hos anklagemyndigheden, der viftede hende væk med ordene ”sig hellere til din chef, at han kan komme”.
”Jeg hadede det, men det var almindeligt i Mexico dengang.”
Hun stiftede en forening for kvindelige advokater, der skulle arbejde for, at flere kvinder kom ind i det juridiske fag.
”Når skilsmissesager kommer for en mandlig dommer, kan der være risiko for, at nogle perspektiver ikke bliver taget i betragtning. Selvom han kender lovgivningen, er han måske ikke følsom over for, hvad det vil sige at være kvinde, opdrage børn og styre en husstand. I Mexico bliver det huslige arbejde betragtet som udelukkende kvindens ansvar.”
Hun har set mange skilsmissesager, hvor kvinder stod tilbage uden ”midler til at overleve”.
”Her er min erfaring, at kvindelige dommere er mere tilbøjelige til at tilkende en ligelig bodeling, som loven foreskriver.”
En række juridiske reformer har medført, at der i dag er væsentlig mere ligestilling i advokatstanden i Mexico end for blot et årti siden.
”Men vi har stadig meget arbejde foran os på den front.”
En langtrukken proces
”Jeg sætter altid sådan en kasse frem, når nye klienter besøger mig,” siger Carmen Ochoa og finder en pakke med servietter og stiller den på bordet.
”De står i svære situationer med systematisk vold i hjemmet eller har børn, der er blevet kidnappet af deres fædre,” siger hun.
Op mod syv ud af ti kvinder i Mexico har oplevet fysisk eller psykisk vold i deres levetid ifølge tal fra de mexicanske myndigheder. Lovgivningen foreskriver, at kvinder, der lever i voldelige forhold, har ret til beskyttelse senest 24 timer, efter at de har henvendt sig på krisecenteret.
”I praksis kan der gå op til fire uger, før det sker. I mellemtiden står de i en meget sårbar situation,” fortæller Carmen Ochoa.
Derefter indgiver den forurettede anmeldelsen til anklagemyndigheden.
”Jeg oplever ofte, at embedsmændene forsøger at tale kvinder fra at anmelde deres partnere. Det er en fast arbejdsgang. Uanset om anmeldelsen drejer sig om psykisk, seksuel eller fysisk vold, vil anklagemyndigheden gøre alt for at undgå at gøre arbejdsbyrden større,” fortæller hun.
Inden hun stiftede sit advokatbureau i 2016, forsøgte hun at føre sagerne alene.
”Det kan ikke lade sig gøre. Man skal have et team til at støtte en, så man hver dag kan tage ind til offentlige embedsmænd og presse dem. Hvis du ikke møder op og spørger ind til sagen, bliver den lagt i bunden af bunken.”
Anklagemyndigheden indsamler beviser og anmoder om et retsmøde, hvor en dommer kan afgøre, om den mistænkte skal sigtes. Det kan ofte tage op til ét år. Hvis der rejses tiltale, kan der gå yderligere to år, før retssagen begynder og dommen afsiges.
”Det er i de hurtigste. Jeg har set sager, som har strakt sig mere end 15 år. Der er konsekvenser på begge sider. Kvinderne, der søger retfærdighed, skal vente, og mændene, der sidder i fængsel, skal vente. Hvis den sigtede frifindes, kan han have tabt mange år bag lås og slå,” siger hun.
I Mexico kan man praktisere som advokat efter en fireårig universitetsuddannelse. Man skal ikke arbejde som advokatfuldmægtig eller bestå en advokateksamen for at få sin beskikkelse.
”Vi har heller ikke et advokatnævn, som kan fratage advokater deres ret til at drive advokatvirksomhed. Den eneste måde at blive sanktioneret som advokat her er, hvis en part i en sag indgiver en klage til anklagemyndigheden over uprofessionel adfærd. Så har anklagemyndigheden beføjelser til at undersøge sagen og efterfølgende føre en strafferetslig proces. Men det sker forsvindende sjældent,” siger Carmen Ochoa.
Hun mindes en sag, hvor en advokat ved anklagemyndigheden ikke kendte den korrekte procedure for at fremlægge bevismateriale fra en mobiltelefon.
”Videoerne fra telefonen endte med ikke at indgå i retssagen og domsafsigelsen. Disse beviser var afgørende for sagen, da de viste den fysiske vold, som den forurettede indledningsvist havde anmeldt,” sukker hun.
Dyre tasker og parfume rækker længst
På jurastudiet lærte Carmen Ochoa paragrafferne udenad. Hun blev skolet i at procedere og lærte de fineste idealer om bevisførelse og retspleje.
Da hun fik sit første job på et advokatkontor, ramte hendes ”drøm om retfærdighed” den ”snavsede” mexicanske virkelighed.
”Det er ganske normal praksis, at advokater ankommer til domstolen for at spørge ind til deres klienters sag. Så svarer embedsmændene, at den er i proces. Det betyder som regel, at sagen er gået i stå,” siger hun og fortsætter:
”Så tilbyder advokaterne indirekte at bestikke embedsmænd eller sågar dommere for at få sagen hurtigere igennem. Det kan være penge, dyre tasker eller parfume. Det er ikke unormalt at se advokater komme slæbende med dyre mærkevarer hen ad retsbygningens gange.”
Til at starte med var hun chokeret.
”Men vi finder os i det på et tidspunkt i vores karriere. Jeg kender ikke nogen, der ikke deltager i systemet. Hvis ikke man gør, kan sagerne trække ud i en uendelig proces, og det kan have alvorlige konsekvenser for de involverede parter,” fortæller hun.
En dag opsøgte en kvinde Carmen Ochoa og bad om hjælp.
”Hun var bange for sin voldelige partner, og krisecentret havde ikke ydet hende den beskyttelse, som hun havde ret til.”
En uge senere blev kvinden skudt og dræbt foran retsbygningen af partneren.
”Det er en af de sværeste sager, jeg har haft. Hvis en lille sum penge eller en taske havde givet hende den beskyttelse, hun havde brug for, havde målet så helliget midlet?” spørger hun.
Har du selv deltaget i den korrupte praksis?
”Jeg ville lyve, hvis jeg svarede nej. Hvis ikke jeg deltog, ville jeg aldrig gøre fremskridt i mine sager. Nogle advokater bestikker dommere for at afgøre sager til deres klienters fordel. Også selvom de ved, at deres klienter er skyldige. Det kunne jeg ikke finde på,” fortæller hun.
Carmen Ochoa har ført en række sager, hvor kvinder har fået deres børn kidnappet af deres partner, nogle gange i flere år. I disse sager skal der oftest tages mere ”drastiske” metoder i brug, siger hun:
”Jeg har flere gange taget hen til politigårde og domhuse for at overbevise myndighederne om at gøre deres arbejde og få børnene hjem igen. Her vejer hensynet til børnene højere end at føre sagen efter bogen,” siger hun.
Mexico er et af de mest korrupte lande i Latinamerika. Korruption gennemsyrer hele samfundet. Fra færdselsbetjente, der lader folk køre over for rødt for et par håndører, til toppen af det politiske og juridiske lag. Eksempelvis blev guvernøren i delstaten Sinaloa sigtet for narkosmugling af det amerikanske justitsministerium tidligere i år. Flere organisationer og tænketanke har gennem årene fremhævet, at korruption blandt advokater og dommere er et dybt rodfæstet og systemisk problem i Mexico.
”Jeg håber, at vi kan skabe opmærksomhed omkring problemet, så der kan ske grundlæggende strukturelle ændringer,” siger Carmen Ochoa.
Her mener hun, at Mexico skal hente inspiration fra det danske retsvæsen, som på hendes jurastudie blev fremhævet som ”forbilledligt”.
”Det største problem for jer er, at I ikke længere er verdens lykkeligste land. Nu er det Finland,” siger hun og griner.
Da hun studerede, troede hun, at Mexicos retssystem ville være som Danmarks:
”At myndighederne hurtigt ville gribe ind og yde ofre for voldelige forbrydelser beskyttelse. At retssager ville finde en effektiv og professionel afslutning,” siger hun og tilføjer:
”Jeg ville elske at føre retssag i et retssystem, hvor jeg ikke skal gøre andet end at kende loven, følge proceduren og stole på, at dommerens afgørelse er retfærdig og uafhængig. Jeg drømmer om et retssystem, hvor man ikke køber sig til sejre ved domstolene. Men vi nøjes med de midler, vi har til rådighed indtil da.”
Carmen Ochoa
- Uddannet advokat i 2011 i den mexicanske delstat Jalisco
- Formand for foreningen for kvindelige fagfolk og iværksættere i Jalisco
- Stifter af advokatforeningen for kvinder i Jalisco
- Driver sit eget advokatfirma, der specialiserer sig i skilsmissesager og sager om vold mod kvinder.