”Pas på når du går over vejen.”

”Dyr som dig fortjener ikke at leve.”

”Håber du nyder den korte tid, du har tilbage på jorden.”

”Håber du får kræft.”

”Du er den første, der skal skaffes af vejen.”

”I står i vejen for Danmarks frihed og burde hænges i en lygtepæl.”

”Håber din lorte-biks sprænger i luften.”

Det er udsagn som disse, advokater må lægge ører og øjne til i hverdagen. De fleste trusler kommer på mail, en del via sociale medier, mange af dem anonyme, men de oplever også verbale trusler ansigt til ansigt, hvor der ikke bliver lagt bånd på.

Så alt imens advokater værner om retssikkerheden i deres arbejde, er deres egen sikkerhed på spil. Det viser Advokatsamfundets seneste retssikkerhedsanalyse, som blev præsenteret på retssikkerhedskonferencen den 21. november. Respondenterne, 1070 advokater, har svaret på en række spørgsmål, heriblandt om trusler, og blandt advokaterne er det 19 procent, omtrent 200 personer, der oplever trusler. Ser man udelukkende på forsvars- og familieretsadvokater har hver tredje modtaget trusler, hvilket er på samme niveau, som da Advokatsamfundet gennemførte en undersøgelse i 2020.

Den netop gennemførte undersøgelse viser, at hver anden har oplevet negative konsekvenser som stress, angst og søvnløshed på grund af truslerne. 19 procent har mistet arbejdsglæden, 14 procent har ændret arbejdsrutiner og 7 procent har overvejet at skifte karriere. 13 procent har kontaktet politiet, og 6 procent har kontaktet Advokatsamfundet for at få hjælp. 83 procent har ikke gjort noget.  

Tallene overrasker ikke Karoline Normann, forsvarsadvokat og forperson for Advokatrådets strafferetsudvalg. Hun oplever selv trusler i sit arbejde, hvoraf de fleste dog typisk er fra psykisk syge og retspsykiatriske patienter. De truer oftest sig selv og sjældent hende, og dem har hun en særlig forståelse for – også i kraft af sin uddannelse som psykolog. Men også hun mærker, at der kommer flere trusler i indbakken, og selvom hun ikke selv er på sociale medier, er hun bevidst om, at forsvarsadvokater bliver diskuteret i diverse fora. Og det er er ikke en rar fornemmelse. Hun er især ærgerlig over den eskalering af anonyme trusler, som bliver rettet mod kolleger, der påtager sig meget medieomtalte sager, for eksempel spektakulære drabssager eller sager om økonomisk kriminalitet i større skala.

Forstår ikke opgaven

”Det tyder på, at der er mange, der ikke har forstået forsvarsadvokatens opgave i retssamfundet, og så går man efter manden i stedet for efter bolden,” siger hun.

Hun ser derfor et behov for mere oplysning om, hvad forsvarsadvokaternes rolle er, og at der er brug for, at myndighederne anerkender den rolle.

”Det er derfor, vi mener, at advokater, der går i retten, bør være omfattet af § 119, som giver – om ikke en reel – så i hvert fald en formel beskyttelse ved trusler mod offentligt ansatte. Men det er der desværre ikke megen lydhørhed overfor, og det har jeg ærligt talt svært ved at forstå, ” siger Karoline Normann. 

Hun understreger, at advokatens kerneopgave netop er at repræsentere andre, og at det derfor ikke nytter, at signalere, at advokaten giver op, blot fordi klienten er ”lidt besværlig”.

”Vi er jo netop blevet bedt om at være dem, der står på mål for en anden, og derfor ikke kaster håndklædet. Trusler kan være – og er tilsyneladende – en del af arbejdet som advokat, men det betyder dog ikke, at vi altid skal finde os i det,” siger hun.

For eget vedkommende er der i skrivende stund særligt én sag, der påvirker:

”Jeg har en meget psykisk syg klient, som i perioder skriver meget tit. Han truer både med at begå selvmord, men også med at ’gøre det af med os alle sammen’, som han har mødt i sin kamp mod systemet. Det er da utrygt og meget ubehageligt at åbne disse mails,” siger hun.

Karoline Normann vil normalt strække sig langt, fordi det er så vigtigt med princippet om, at enhver i retssamfundet har krav på et forsvar, og det er sjældent, hun afviser en klient – men  der er grænser.

”Jeg tror og håber, at langt de fleste advokater elsker deres arbejde, er stolte af deres fag, og at de betragter udtrykket ’med lov skal land bygges’ som en fundamental del af deres DNA. Men når det så er sagt, så tror jeg også, at der er en gruppe af advokater, og det er selvfølgelig først og fremmest straffe- og familieretsadvokater, som har en klientgruppe, der til tider kan være stærkt belastet og derfor også stærkt belastende for advokaten. Og det må vi ikke glemme. Fordi de mennesker har selvfølgelig krav på en advokat, og vi advokater vil også gerne være der for dem.”

Når Karoline Normann oplever for eksempel trusler, så gør hun det samme som, når hun oplever voldsomme beskrivelser og billeder fra sagerne og i retten; at hun vender det med en kollega eller sin partner. 

” Det giver en ro at dele det med andre og på den måde få det vendt og håndteret. Hvad det er, der måske gør én lidt utilpas eller ubehageligt til mode. Jeg synes ikke, at det er en svaghed at være åben om det eller at søge hjælp, og jeg håber, at flere for eksempel vil benytte sig af den psykologordning, som Advokatsamfundet tilbyder.”

Tjekker huset hver dag

Allan Nejbjerg er forsvarsadvokat i Esbjerg/Ribe og medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg. Han har også mange klienter, der er stærkt psykisk syge, og nogle af dem bor på institution.  

”Jeg får trusler hele tiden, men det er meget sjældent, jeg tager dem alvorligt. Jeg er som regel kold over det,” siger han.

Alligevel er han en af de advokater, der har ændret adfærd efter en konkret trussel fra en klient, der sad i arresten. Det kom ham for øre, at klienten sammen med andre indsatte truede med at begå indbrud i hans hjem for at stjæle hans armbåndsur.

”Det var jo lidt fjollet, for han sad i arresten, men jeg blev alligevel lidt paranoid, for når det handler om ens eget hjem, så bliver det personligt, og så bliver det ubehageligt, og jeg ved jo ikke, hvem han kender udenfor. Det blev så konkret, at det fik mig til at ændre adfærd, både i forhold til at holde afstand og ikke komme for tæt på klienterne og være varsom med, hvad man fortæller om sig selv. Man skal altså ikke være venner med dem.”

Allan Nejbjerg griner lidt af sig selv, men selvom der er gået noget tid, tjekker han huset en ekstra gang hver dag.

”Jeg kan bare mærke, at nu er det blevet rutine. Man ved ikke rigtigt, hvad man skal gøre i den situation. Man kan jo ikke ringe til politiet på grund af det.”

Allan Nejbjerg er ikke bange for at tage konfrontationen med sine klienter, hvis de er truende og siger til dem meget tydeligt, at de skal stoppe. Men én situation gør ham virkelig vred, og det er, når det går udover hans kolleger og ansatte på advokatkontoret.

”Vi havde en mand, som ringede ind til vores reception, jeg tror, at jeg var den 5. advokat, han havde, inden hans sag kom for retten. I dette tilfælde lå der så en masse beskeder om, ’at hvis ikke du tager telefonen, så bliver du slået ihjel’ osv. Men så begyndte han også at ringe ind til receptionen og sige, at han ville komme efter dem og brænde bygningen ned – og der er min grænse nået. Så jeg måtte også skrive til retten og bede om at blive afbeskikket. Så måtte de jo finde en anden advokat. Jeg accepterer ikke, at det går ud over vores ansatte.”

Vrede borgere

Kåre Pihlmann, forsvarsadvokat og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, har mange sager om økonomisk kriminalitet og er blandt andet forsvarer i udbyttesagen om skattesvindel. Som følge af den sag, modtager han jævnligt trusler fra vrede, anonyme borgere. Hver gang sagen har været omtalt i medierne, kan han være sikker på, at der kommer angreb i mailbakken.

”Hvis jeg har været i medierne, så vælter det ind med hatemail, og der bliver ikke lagt fingre imellem, skulle jeg hilse og sige. Jeg har lige fået en om, at jeg også vil blive stillet til ansvar, og når ’de’ kommer til magten, så vil de tage sig af mig og den slags. Jeg har indtryk af, at det er en psykisk syg person. Det indtryk sidder man jo tit tilbage med. Der findes åbenbart en underskov af mennesker, som ser det som sit kald at reagere på den slags.”

Kåre Pihlmann har tilbage fra starten af sin karriere været igennem ubehagelige ting, også fra klienter.

”Jeg har flere gange gennem årene oplevet, at når en klient bliver dømt – og det sker jo en gang imellem for selv de bedste forsvarsadvokater – så vender klienten sig mod dig, og så er det pludselig din skyld. Så har du ikke været god nok, du har ikke været lydhør nok, og så har du overset det ene og det andet. Så får du hele svineren, og den reaktion kommer jo i forskellige grader,” siger han.

Af samme årsag har forsvarsadvokaten hemmelig adresse. Men engang havde en truende person fundet den alligevel.

”Han havde også fundet ud af, hvem min hustru var. Vedkommende havde tydeligvis brugt temmelig meget tid på at finde ud af oplysninger omkring mit familieforhold. Det oplevede jeg da som yderst ubehageligt, og da jeg i det sagskompleks gjorde anklageren opmærksom på det, så trak vedkommende bare på skulderen og sagde, at hvis jeg følte mig truet, så måtte jeg jo lave en anmeldelse til politiet. Det var jeg ikke imponeret over.”

Kåre Pihlmann gik ikke til politiet, fordi truslerne var for ukonkrete.

”Jeg kender jo godt, de regler der er i spil, og hvad der skal til. Men det er ubehageligt, fordi du går rundt dagen efter med sådan en utryghed og den der usikkerhed, om hvad der kan ske. Man bliver lidt paranoid og kigger sig over skulderen.”

Kåre Pihlmann understreger, at hvis man vil være forsvarsadvokat, så skal man forstå, at det ikke er en normal branche at være i.

”Du betjener jo et klientel, som er lidt anderledes end andre, og det skal man vide. Man må tage nogle forholdsregler. Men det betyder ikke, at det er rimeligt med trusler, og at det bare er noget, man selv må klare.”

Han opfordrer også andre forsvarsadvokater til at tale med andre, og at de ikke skal gå alene med truslerne. På et tidspunkt fik han selv glæde af at vende en situation med en psykolog.

”For en del år siden var jeg involveret i et sagskompleks, hvor jeg oplevede mig truet på min sikkerhed, og der opsøgte jeg professionel bistand og havde flere samtaler med en sagkyndig på området. Og det var jeg meget glad for. Vedkommende satte det i et mere realistisk perspektiv og forklarede mig lidt om, hvilke tanker og handlemønstre der lå bag det, der gjorde, at der var en der pludselig reagerede på den måde i forhold til mig. Det betød, at det var lettere for mig at distancere til det bagefter, og til sidst fyldte det ikke længere hos mig.”

Derfor er § 119 vigtig for advokater

Truslerne bliver ikke færre, men det betyder noget med en lovmæssig beskyttelse.

Når en tiltalt modtager en dom i retten med ordene: ’Jeg slår jer alle sammen ihjel’, så gælder der skærpede straffe for truslerne mod dommeren, de administrative medarbejdere, anklageren, politibetjenten og fængselsbetjenten – men ikke for forsvarsadvokaten. Som den eneste er forsvareren – ofte endda som beneficeret advokat, der skal møde op, når ingen anden advokat ønskes – ikke omfattet af straffelovens § 119.

Justitsministeriet har gentagne gange afvist, at advokater skal have samme formelle beskyttelse som andre offentligt ansatte og alle de andre aktører i retslokalet. Det vil advokaterne gerne ændre på.

”§ 119 er vigtig for os, fordi den lige præcis sætter fingeren på, at det er en velkendt problemstilling, at vi ofte håndterer udsatte mennesker, som er voldsomt belastede og derfor reagerer uhensigtsmæssigt overfor andre, ligesom for eksempel sundhedspersonale på retspsykiatriske afdelinger og personalet i arresthusene kender så godt. Vi har indimellem et arbejdsmiljø, som er fuldstændig magen til politiets og alle mulige andres, og som alle ved og har forståelse for, har et udsat job,” siger Karoline Normann og fortsætter:

”Ligesom det er udsat at være parkeringsvagt, buschauffør eller læge på en retspsykiatrisk afdeling, som alle er omfattet af § 119. Hvorfor gælder det ikke advokaten?,” siger Karoline Normann og tilføjer:

”Beskyttelse efter §119 er en anerkendelse af, at man faktisk godt kan se det. Jeg tror, at det vil være en af de ting, der vil hjælpe på at aftabuisere og skabe forståelse for advokatens rolle, for så har offentligheden også sagt: ’Ja vi ved godt, at advokater kan trues af deres egne eller tidligere klienter, og det er ikke i orden’.”

Justitsministeren er ganske fåmælt i sin forklaring på, hvorfor advokater ikke skal forvente beskyttelse. I et folketingssvar lyder det:

”Jeg anerkender, at advokater er centrale aktører i retssystemet, men de hensyn, der ligger bag straffelovens § 119, gør sig efter Justitsministeriets opfattelse ikke i samme grad gældende for advokater, der ikke tilhører gruppen af offentligt ansatte.”

En opfattelse der ikke deles af Advokatrådet eller Landsforeningen af Forsvarsadvokater, som har påpeget, at advokater, der går i retten er beskikkede og ofte beneficerede.

”§ 119 er vigtig for os. Det er vigtigt for os med en anerkendelse af, at vi indtager samme position i relation til beskyttelse i straffesagskæden, som alle de andre gør,” siger Kåre Pihlmann og uddyber:

”Vi sidder tilbage med indtrykket af, at systemet mener, at fordi vi repræsenterer det klientel, vi nu engang gør, så må man bare være lidt mere hårdhudet og have lidt mere teflon og kunne tage det der kommer. Til det må man bare sige, at vi er jo ikke mere teflonbelagt end alle andre. Og det er det, vi mener, at en lovændring vil vise.”

Karoline Normann mener ikke, at ministerens begrundelse holder.

”Systemet beder advokaterne varetage en opgave, som en eller anden advokat i sidste ende ikke kan sige nej til, for vedkommende skal jo have en advokat, og den opgave kan ikke gives videre i én uendelighed blot fordi, klienten er en udfordring. Vi har bestemmelser i retsplejeloven, som giver mulighed for advokatpålæg, og det er faktisk især i de sager, hvor ingen vil have klienten, fordi klienten er besværlig, skifter advokat igen og igen, eller fordi advokaterne selv trækker sig. Med den ene hånd tvinger man en retstilstand, hvor umulige klienter bliver pålagt at få en advokat, men i samme moment vil man ikke anerkende den her problemstilling, der følger med. Jeg synes, det er på grænsen af respektløst.”