Sidste sommer kunne en anholdt corona-demonstrant efter fem måneder i varetægt forlade fængslet med en dom, der blev ændret fra to år til 60 dages fængsel, og derefter søge erstatning for 72 dage som uberettiget frihedsberøvet med udsigt til minimum 71.000 kroner i erstatning. Året før fik en person tilkendt knap 1 mio. kroner for at have siddet uberettiget varetægtsfængslet i 466 døgn i en sag om drabsforsøg, hvor han var blevet forvekslet med en anden. Det er langtfra de eneste sager, hvor personer sidder uberettiget i varetægt i flere måneder og i visse tilfælde år.

Der er menneskelige såvel som økonomiske omkostninger ved at varetægtsfængsle, og de bliver ikke mindre af, at Danmark er et af de lande i Europa, der varetægtsfængsler flest tiltalte og i længst tid. Ifølge tal fra Europarådets seneste rapport om fængselsforhold sidder 41,3 procent af de fængslede i Danmark i varetægt. Til sammenligning sidder der varetægtsfængslet 20,7 procent af de indsatte i Tyskland, 23,3 procent i Norge og 27,7 procent i Sverige.

I Advokatsamfundets seneste retssikkerhedsundersøgelse peger flere advokater på de mange varetægtsfængslinger som et stort retssikkerhedsmæssigt problem.

”Der varetægtsfængsles alt for mange, og forholdene i arresthusene er blevet forringet,” lyder det i svarene fra en advokat. En anden siger: ”Reglerne og brugen af varetægtsfængsling – herunder forlængelser – bør løbende efterses og justeres.”

Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg og forsvarsadvokat Karoline Normann er enig, og hun håber på en grundigere undersøgelse af, hvorfor varetægtsfængsling viser sig at være mere reglen end undtagelsen.

”Der er for mange varetægtsfængslinger. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er muligt for Danmark at efterforske en forbrydelse, når personen er på fri fod, når det åbenbart er muligt for alle de andre lande, vi normalt sammenligner os med,” siger hun med henvisning til det argument, der ofte bruges, når varetægtsfængslingen kræves: at der er risiko for, at sigtede kan påvirke efterforskningen.

For tyndt grundlag

Karoline Normann mener, at tendensen i systemet er, at man hellere vil fængsle for meget end for lidt.

”Det er som om, at når anklagemyndigheden kommer og beder om varetægtsfængsling, så sker det, hvis det er muligt. Men grundlaget for at varetægtsfængsle er ofte for tyndt. Det er især tilfældet i de mindre sager, hvor anklagemyndigheden ganske ofte påberåber sig en påvirknings- eller gentagelsesrisiko, og der skal ikke særlig meget til, før at man vurderer, at der er en risiko for enten påvirkning eller gentagelse.”

I nogle tilfælde kan det fortsatte efterforskningsskridt dreje sig om teledata som en sms-besked på en telefon, der allerede er indhentet af politiet, og hvor der skal ske en yderligere udlæsning som en del af bevisførelsen, og hvor anklagemyndigheden mener, der kan ske påvirkning af vidner, for eksempel den man har sendt beskeder til.

”Så siger man: Det kan godt være, at den sigtede ikke kan lave om på indholdet af sin telefon, men han kan gå ud og påvirke de vidner, han muligvis har skrevet med i forhold til forklaringen på, hvorfor de har skrevet sådan til hinanden. Så er der jo intet stille op.”

For at varetægtsfængsle skal der være en strafferamme på minimum et år og seks måneders fængsel, og en af tre betingelser skal være gældende: At der er risiko for, at tiltalte på ny begår forbrydelser, at der er risiko for at tiltalte kan flygte ud af landet, eller at der er risiko for, at tiltalte kan påvirke efterforskningen. Det er dommerens afgørelse, og der bliver ofte afsagt kendelse om varetægt, selvom en eventuel dom vil betyde mindre end halvandet års fængsel.

Se på de korte

Karoline Normann mener, at der er reelle alternativer til varetægtsfængsling i nogle sager, og at det især er de varetægtsfængslede, som har udsigt til en kortere dom på under et år, man burde se på, og som i mange tilfælde er unødvendigt varetægtsfængslet.

”I de meget alvorlige sager kan det være helt på sin plads med en varetægtsfængsling. Hvis man har kørt rundt med tyve kilo kokain i bagagerummet, eller der er sket personfarlig kriminalitet, hvor folk er afgået ved døden, så ved man som regel godt, at det kan betyde flere års fængsel, og at man skal sidde i varetægt, indtil efterforskningen er færdig, og sagen er berammet. Det er typisk ikke de arrestanter, der kravler på væggene under en varetægtsfængsling. Problemet er de kortvarige varetægtsfængslinger, og de mange forlængelser hver fjerde uge, som ofte sker blandt andet på grund af de lange sagsbehandlingstider. Når de så får en dom, har de ofte udstået straffen men under både dårligere og for samfundet dyrere vilkår, end hvis de havde afsonet deres dom i et almindeligt fængsel frem for et arresthus. Der er påfaldende mange sager, hvor de tiltalte ender med at blive løsladt, når dommen falder, for så har de afsonet,” siger hun.

Selv en kortvarig varetægtsfængsling på et par uger kan have betydelige konsekvenser for en sigtet. Forholdene er dårligere, og der er ofte besøgs- og brevkontrol. Nogle mister både job, bolig og samvær med familien, der ikke kan besøge dem under samme forhold som i et almindeligt fængsel, og som generelt er uegnede for børn.

”Det koster flere skattekroner i varetægt og har større psykiske eftervirkninger. Det ville være meget bedre og billigere, hvis der overhovedet er behov for fængsling, at man sad i varetægt med fodlænke, i åbent fængsel eller bare i et almindelig lukket fængsel,” mener Karoline Normann.

Tilfældigt og forskelligt

Hun ser også en tendens til, at retterne har forskellige tilgange til varetægt, og at de enkelte retskredse afsiger kendelser tilfældigt og forskelligt.

”Det kan være i mindre alvorlige narkosager og visse voldsager, hvor sigtede står til en frihedsstraf på under et år eller et halvt år. Det virker nogle gange lidt tilfældigt, om der sker varetægtsfængsling. Man kan gå i retten med en sag i en retskreds, hvor der fængsles, som er fuldstændig identisk med en sag i en anden retskreds, hvor der ikke varetægtsfængsles. Hvorfor er det sådan?”

Retterne skal følge et proportionalitetsprincip, som betyder, at der er grænser for, hvor længe en varetægt må vare i forhold til den dom, der er udsigt til. Karoline Normann mener, at det oftest strækkes til grænsen.

”Der er stor opmærksomhed på fængsling, som nærmest håndteres i strid med hensigten om, at man skal varetægtsfængsle så kort tid som muligt. Det virker tværtimod som om, at man skal være fængslet så længe som muligt. At hvis der ikke er et proportionalitetsproblem, så skal tiltalte være fængslet. Jeg er med på, at proportionaliteten er vigtig, og hvis der ikke er et proportionalitetsproblem, så KAN man være fængslet, men det er jo ikke fordi, at man så nødvendigvis også SKAL være det. Det er som om, det skal presses til det yderste.”

Kritikken gør sig især gældende, når der er flere tiltalte i en sag, og de er tiltalt for forskellige forhold. En sidder i varetægt, og en anden gør ikke, men berammelsen bliver trukket ud, sådan at den der sidder i varetægt må sidde, indtil proportionalitetsproblemet bliver aktuelt.

”Nogle gange virker det helt forceret den måde, retterne tilrettelægger berammelsen på for at få det til at passe med, at der ikke bliver et proportionalitetsproblem. Så får vedkommende lov til at sidde, selvom sagen ikke er berammet endnu, og derfor kan man godt give fire uger, som man benytter, indtil sagen er endeligt berammet, selvom alle godt ved, at den ikke bliver berammet på den her side af sommerferien. Så kan personen da ligeså godt blive løsladt med det samme. For ellers ender det jo med, at han har været frihedsberøvet i varetægt for hele sin forbrydelse (hvis han bliver dømt). Og det har aldrig været meningen, at afsoningen af en forbrydelse skal foregå i varetægt.”

Advokaten har forsøgt at få en opgørelse over erstatningsbeløb for de seneste år for uberettiget frihedsberøvelse samt et overblik over, hvor mange arrestanter der bliver løsladt efter dom af den årsag, at de har siddet dommen ud, mens de var i varetægt. Men det er indtil videre ikke muligt for Rigsadvokaten at samle disse tal. Dog henviser de til Finanslovsforslagets budget til erstatninger i anledning af strafferetlig forfølgelse, herunder varetægtsfængslinger, som kan give en pejling på, hvad det koster samfundet at frihedsberøve uberettiget. Disse beløb dækker ikke kun varetægt, men giver en indikation af, hvad det koster samfundet at frihedsberøve uberettiget. Af budgettet fremgår det, at der er afsat 33,2 mio. kr. årligt fra 2022 og frem til 2025, hvilket er en stigning på knap to mio. kr. fra året før, hvor der i 2021 var afsat 31,5 mio. kr. Det tyder på, at der er en forventning om, at der skal udbetales flere erstatninger for uberettiget frihedsberøvelse, selvom det ikke er alle, der får en erstatning tilkendt.

”Man skal huske, at det langtfra er alle varetægtsfængslede eller frifundne, der kan søge erstatning, hvis systemet for eksempel finder, at de ikke har medvirket til sagens opklaring og bevist deres uskyld, men eksempelvis har dækket over en anden.” siger Karoline Normann.