Tekst: Hanne Hauerslev

Når straffelovens voldtægts paragraf her i efteråret skal revideres, er der meget mere på spil end jura og lovtekniske spidsfindigheder. Straffeloven afspejler nemlig vores kulturelle, religiøse og samfundsmæssige normer og byg-ger – modsat megen anden lovgivning - på signalpolitik.

“Straffeloven har langt mere end privatretten været udtryk for den ideologi, som magthaverne ønsker for samfundet. Så straffeloven er historisk set mere et udgangspunkt for signaler,” forklarer retshistoriker og professor på Københavns Universitet Helle Vogt, der også kan fortælle, at strafferammen for voldtægt har ændret sig markant igennem tiden. Indtil 1930 var der dødsstraf for voldtægt, og det kan spores helt tilbage til de tidligste love – de første er fra 1200-tallet. På det tidspunkt er voldtægt ikke en forbrydelse mod kvinden, men mod hendes værge. Det bliver først ændret med Jyske Lov i 1241, hvor kvinden nu bliver betragtet som juridisk objekt. For voldtægt er der dødsstraf eller fredløshed – noget, som betragtes som en hård straf, da selve sjælen er på spil, idet den dømte hverken kan komme i kirken eller blive begravet i indviet jord.

Senere bliver det muligt at betale sig fra en voldtægtsforbrydelse som et alternativ til dødsstraf – dog med den betingelse, at forurettede giver tilladelse dertil.

“Det skal ses i lyset af, at en ugift kvinde ofte ikke kunne forsørge et barn. Lovgivningen var i høj grad baseret på de samfundsmæssige udfordringer, og det blev indført, at gerningsmanden kunne betale sig fra dødsstraf, hvis offeret var indstillet på det. Det gjorde man, fordi økonomisk kompensation er vigtig, når du ikke har en stat, der kan hjælpe.”

Næste store skift inden for reguleringen af voldtægtsforbrydelser sker i 1866, hvor voldtægten ikke længere skal meldes med det samme, hvad det af bevismæssige årsager skulle tidligere. Straffen er fra fire år til dødsstraf ved skærpende omstændigheder, og den strafferamme opererer man med helt til 1930, hvor dødsstraf afskaffes – men strafferammen er stadig hård, nemlig op til 16 år.

I dag er strafferammen for voldtægt op til 12 år under særligt skærpende omstændigheder. Men man kan ikke sammenligne strafferammer dengang og nu direkte, mener Helle Vogt.

“Man kan ikke sætte lighed mel-em fortid og nutid, for mennesker var ikke frie individer som i dag, hvor straffelovens bestemmelse om voldtægt bygger på vores moderne idé om selvbestemmelse, som for eksempel at der godt kan ske overgreb, selvom kvinden frivilligt er gået hjem med en mand. Når strafferammen med tiden er mindsket, er det vigtigt at huske på, at det også hænger sammen med, at voldtægt ikke blot er anerkendt som overfald, men også som kontaktvoldtægt, der er svær at bevise,” siger Helle Vogt, der også ser samme problemstilling ved samtykke.

“Samtykke som juridisk begreb kender vi blandt andet inden for ægteskabsretten, og det går helt tilbage til middelalderen. Dengang var der ingen formkrav til ægteskab, og det kunne blive indgået ved et frivilligt samtykke. Men det skabte problemer, for hvordan beviser du et samtykke? Løsningen kom ved den lutherske ægteskabsret i 1500-tallet, hvor der skal være vidner til samtykke, når man indgår ægteskab, for selvom det er et smukt princip, at et par kan indgå en aftale, så er det svært at have med det at gøre i praksis.”

Behov for ændring
Advokat Hanne Rahbæk har en plads i Straffelovrådet, som i februar afgav en betænkning om en frivilligbaseret voldtægtsbestemmelse. Her har diskussionen om samtykket som en del af en kommende voldtægtsparagraf haft en central rolle. I rådets betænkning er der redegjort for gældende ret for lovgivningen i ti lande og for de internationale forpligtelser. Rådet konkluderer blandt andet, at den gældende retstilstand ikke i tilstrækkelig grad afspejler, at enhver har en ubetinget ret til seksuel selvbestemmelse og seksuel integritet, og at seksuelle handlinger altid skal være frivillige for parterne.

“Igennem mange år har der været en diskussion om voldtægtsparagraffen, og i 2012 anbefalede Straffelovrådet at fastholde bestemmelsen, som den er i dag, da kernen i bestemmelsen er frivillighed, hvilket lever op til de konventioner, der findes til beskyttelse af kvinder. Desuden konstaterede rådet dengang, at samtykke i sin rene form jo også kan opnås med tvang. I praksis var det den diskussion, vi genoptog i Straffelovrådet her otte år senere, men vi analyserede også omkring 100 domme og kunne se, at nogle afgørelser kunne have fået andet udfald, hvis loven havde en anden terminologi, og derfor var konklusionen, at der er brug for en ændret udformning,” siger Hanne Rahbæk, der var en del af rådets flertal, der gik ind for frivillighed som det centrale omdrejningspunkt i en ny bestemmelse.

Professor Trine Baumbach fra Københavns Universitet er også med-lem af Straffelovrådet og udgjorde det mindretal, der stemte for, at den nye voldtægtsparagraf indeholder et krav til samtykke. Hun mener, at den gældende lovgivning allerede bygger på en forudsætning om manglende frivillighed, og at der derfor er behov for at sikre en mere tydelig ændring ved at indføre et krav om samtykke som et nøglebegreb. Det vil styrke det strafferetlige værn om voldtægtsofre og sikre bedre forebyggelse. Og der er virkelig grund til fornyelse, mener hun.

“Den bestemmelse, som vi har i dag, er bygget op om principper, der stammer fra middelalderen med fokus på tvang. Synet på kvinder var dengang, at de ikke måtte have sex uden for ægteskabet. Derfor var det vigtigt, at det kunne bevises, at et udenomsægteskabeligt samleje var sket ved tvang. Alene af den grund er den nuværende voldtægtsparagraf helt forældet, for i dag gælder der et princip om personlig frihed for både mænd og kvinder,” siger Trine Baumbach.

Hun lægger stor vægt på forebyggelsen af voldtægter i en kommende ny paragraf.

“Derfor skal det være let at forklare, hvor en ny lov for alvor gør en forskel. Og det gør samtykket, for det vil betyde, at man ikke kan have samleje med en kvinde over 15 år, medmindre hun er med på det. Kravet om samtykke gør det soleklart, at der skal være et tilsagn. Manden skal selv være sikker på, at kvinden er med på samlejet. Det er let at forstå, og når det er let at forstå, vil der alt andet lige komme færre voldtægter,” forklarer hun.

“Grunden til, at jeg går ind for samtykket, er netop, at så er der ikke noget at tage fejl af. Og jeg mener bestemt ikke, at det er et stort krav at stille til folk, at man kun må have samleje med en person, der ønsker det. Det siger sig selv.”

Når Trine Baumbach lægger vægt på at højne værnet om kvinder med den nye paragraf, er det, fordi hun mener, at der i dag er alt for mange frikendelser, hvor ofrene har været passive.

“Problemet er de sager, hvor ofrene ikke gør modstand, og hvor der er alt for mange frifindelser. Nogle af de sager kan man sætte spørgsmålstegn ved. Hvis du lever i et ægteskab med psykisk vold, vil det jo være meget svært at bevise en voldtægt, fordi psykisk vold ikke efterlader mærker, selvom offeret er i en tilstand, hvor hun ikke kan modsætte sig samlejet. Hvis samtykke bliver et krav i den nye voldtægtsparagraf, så bliver det ikke længere relevant at bevise psykisk vold, for så vil fokus være på, hvad der fik manden til at tro, at hun var med på samlejet.”

Under forårets debat om frivillighed og samtykke blev Trine Baumbach spurgt af flere journalister, om et samtykke skal være skriftligt for at holde i retten.

“Alle, som er seksuelt aktive, ved godt, hvad et samtykke er, og selvfølgelig kan det også være stiltiende. Men er du i tvivl, så spørg. Det er ikke hokuspokus. Grundlæggende er det bare et rimeligt krav.”

Ny paragraf skal forebygge
At debatten om en ny paragraf overhovedet kom til at handle om sprogbrug og terminologi er ifølge strafferetsprofessor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet “temmelig skørt”. Men han erkender, at han ironisk nok selv er medansvarlig for den udvikling.

“Jeg er stor tilhænger af at revidere voltægtsbestemmelsen. Da begrebet samtykke fremkaldte ret stærke mod-forestillinger, foreslog jeg at søge inspiration i svensk lovgivning, der er baseret på begrebet frivillighed. Så forstummede kritikken, men derfra kom debatten beklageligvis til at handle om terminologi på en meget uforsonlig måde. Sprogbrugen i selve paragraffen er imidlertid underordnet. Uanset om man juridisk foretrækker det ene eller andet ord, så henviser man i jævne vendinger til, at begge parter skal være med på, hvad der foregår. Under alle omstændigheder skal det i lovforarbejderne udpensles, hvor grænsen går,” siger Jørn Vestergaard. Han vægter især, at den nye paragraf får en klar forebyggelseseffekt.

“Voldtægtsparagraffen skal ikke revideres for at straffe mange flere, men for at forebygge forskellige former for adfærd, som man samfundsmæssigt set ikke accepterer. Det er jeg sikker på kommer, da det ligger i at have en bestemmelse, som ikke lægger vægt på magtmidlerne ved en voldtægt, men at der skal være en gensidig forståelse og enighed om, hvad der foregår. Det vil give kvinder et bedre afsæt til at markere, hvor grænsen går, og i det hele taget ændre vores mindset i forhold til, hvad mænd kan tillade sig,” forklarer Jørn Vestergaard. Han understreger, at den nye paragraf ikke bliver noget universalmiddel, der helt kommer til at udradere, at voldtægter finder sted.

“Vi lever i et meget seksualiseret samfund, så det er en stor udfordring at ændre på opfattelsen af kønsroller og seksualmønstre, men en tydeliggørelse af retten til at blive behandlet ordentligt gør en forskel. Det vil skubbe til vores omgangsformer og være med til at ændre en uacceptabel kultur,” siger Jørn Vestergaard, der ser det som en stor fordel, hvis lovteksten bliver helt enkel og uden juridiske spidsfindigheder. Det vil alt andet lige gøre det lettere at få ønsket om en holdningsændring gjort klart.

Lidt mindre retssikkerhed
Hanne Rahbæk ser i dag diskussionen om frivillighed eller samtykke som “en krig om ord”.

“Jeg stemte for frivillighed i Straffe-lovrådet – men ser i virkeligheden ikke, at der er den store forskel. Mit ønske var, at bestemmelsen skal være klarere og formen enklere. I den formulering, der nu er kommet, er der brugt en meget kort form, og lovteknisk gør man det, at kravene til samtykket fremgår af forarbejderne til bestemmelsen. For mig at se giver det lidt mindre retssikkerhed, da kravene ikke fremgår  direkte af paragraffen,” siger Hanne Rahbæk, som understreger, at hun taler på egne og ikke på Straffelovrådets vegne.

“Som instrument til en kulturændring er det et klart signal fra lovgivers side, at der skal være samtykke. Men det vil være op til domstolene, hvor meget der skal til, og hvor grænsen går i den situation, hvor parterne fejllæser hinandens signaler. Det bliver en stor opgave for domstolene at fastlægge grænserne, og i sidste ende handler det jo stadig om beviset, som naturligvis skal være meget klart, da vi har med de høje strafferammer at gøre. Det vil stadig være sådan, at der skal ret håndfaste beviser til for at idømme en langvarig fængselsdom,” siger hun.

Også Jørn Vestergaard mener, at selv en klar lovgivning ikke ændrer på, at det kan være svært at bevise, at der er begået voldtægt, når parterne står i retten.

“En samtykkelov ændrer ikke på, at det er bevisproblemerne, der kan udgøre den store udfordring i voldtægtssager, ikke lovanvendelsen. Domstolene skal dog nok finde ud af at anvende samtykkebestemmelsen på en fornuftig måde,” siger han.

Professor Trine Baumbach håber, at der med en lovændring vil komme færre forkerte frifindelser.

“Voldtægt er en utrolig skadelig og ødelæggende forbrydelse. Fra blandt andet krisecentrene ved jeg, hvor traumatiserende den er. Nogle kvinder må leve med traumer for resten af livet, og det er klart, at straffelovgivningen skal adressere den forbrydelse på en ordentlig måde. Derfor er det heller ikke for meget forlangt, at manden har en pligt til at sikre sig, at den anden er med på at have samleje – for man kan vel næppe være uenig i, at man ikke må have samleje med en, der ikke vil det.”

Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Karoline Normann er enig:

“Selvom det kan være svært at se, at den nye paragraf ændrer grundlæggende ved bevistemaet i voldtægtssager i praksis, er straffeloven jo netop et redskab, der også bruges til at signalere samfundets syn på borgernes adfærd. I den forstand har lovforslaget været med til at debattere en lang række vigtige spørgsmål i forbindelse med voldtægtssager, så det forhåbentlig er blevet klart for alle, at der i enhver form for seksuel relation skal være frivillighed fra alle parter under hele forløbet. Men hvordan denne frivillighed er udtrykt, eller med andre ord hvordan det konkrete samtykke er givet, vil jo fortsat være op til domstolene at vurdere, og jeg har vanskeligt ved at se, at voldtægtssagerne ændrer fundamental karakter ved det praktiske arbejde i retten for forsvarerne og anklagerne med den foreslåede lovændring.” 

STRAFFELOVEN § 216
1) For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller
2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

FORSLAG TIL NY LOVTEKST, SOM BLEV SENDT I HØRING 29. SEPTEMBER 2020:

STRAFFELOVEN § 216
For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.