Selv om en borger har retten på sin side, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vedkommende også får ret. Sådan lød det fra Justitsminister Nicolai Wammen, da han i går holdt tale på retssikkerhedskonferencen.

”Der er borgere og virksomheder, som har retten på deres side, men som ikke altid ender med at få ret alligevel. Myndighederne har naturligvis et ansvar for at træffe korrekte afgørelser. Men myndigheder kan tage fejl. Derfor skal borgeren have mulighed for at få undersøgt, om reglerne er anvendt korrekt, og her er adgangen til juridisk hjælp central,” sagde Nicolai Wammen.

Ifølge justitsministeren består der en grundlæggende ubalance mellem myndigheden, der har erfaring og juridisk ekspertise, og borgeren, der måske møder systemet for første gang.
Regeringen lægger derfor op til en reform af retshjælpssystemet med enklere adgang til juridisk bistand og bedre mulighed for at få prøvet sin sag, sagde ministeren. Derudover benyttede han anledningen til at invitere advokaterne ind i kampen mod ventetider.

”Vi følger også udviklingen ved domstolene tæt. Ventetiderne falder ved byretterne, men ved landsretterne er kurven endnu ikke knækket. Der er fortsat meget at gøre. I 2027 skal en ny domstolsaftale på plads. I det arbejde vil jeg gerne række hånden frem og invitere jer advokater til at bidrage med jeres erfaringer med, hvordan sagerne behandles i praksis.”

Børns rettigheder skal virke i virkeligheden

Ministerens tale kom efter de første faglige indlæg, som handlede om, hvordan borgernes retssikkerhed er i mødet med staten.
Her satte de fem oplægsholdere fokus på børns rettigheder og adgangen til retshjælp og fri proces.

I panelet var der bred enighed om, at Barnets lov skulle have styrket børns rettigheder, men at nye rettigheder på papiret ikke nødvendigvis gør en forskel, hvis børnene ikke kender dem, kommunerne ikke efterlever reglerne, eller systemet er så komplekst, at det er svært at få hjælp.

Anne Mørk, ph.d. ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, pegede i sit indlæg på, at problemerne på børneområdet har været kendt gennem årtier, og at Barnets lov eksempelvis har haft som ambition at styrke børns rettigheder og give børn flere rettigheder end tidligere. Men loven gør ikke i sig selv op med de retssikkerhedsmæssige udfordringer, som man gennem de seneste 20 år har set på børneområdet.

”Problemerne handler ikke kun om selve lovgrundlaget. De knytter sig også til den kommunale praksis og til en kultur, hvor de juridiske rammer ikke nødvendigvis står øverst i bevidstheden hos de socialrådgivere, der behandler sagerne. Den grundlæggende udfordring på børneområdet er derfor ikke nødvendigvis, at vi mangler reformer eller nye regler. Problemet er snarere, at vi ofte tror, at retssikkerhed kan lovgives frem gennem endnu en reform eller endnu flere regler.”

For Gitte Leth, stifter af Barnets Stemme, er det tilsvarende afgørende, at børn ikke blot tildeles rettigheder, men også får hjælp til at forstå og bruge dem.

”Hvordan gør et barn brug af en rettighed, hvis ingen voksne fortæller barnet, at retten findes, forklarer, hvad den indebærer, eller hjælper barnet med at bruge den?”

Folketingets Ombudsmand Christian Britten Lundblad advarede samtidig mod, at regler og formaliteter kommer til at overskygge det barn, som systemet skal beskytte.

”Vi skal både se på, hvordan reglerne fungerer, hvordan børnene bliver inddraget, og hvordan sagerne kan behandles på en måde, hvor det enkelte barns situation, retssikkerhed og rettigheder hele tiden er i centrum. For i sidste ende er god retssikkerhed ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt de formelle regler er blevet fulgt. Det handler også om, at borgeren kan forstå systemet, komme i kontakt med myndighederne og opleve, at vedkommende bliver set, hørt og forstået.”

Fri proces skal ikke kun eksistere på papiret

Men rettigheder, der skal fungere i praksis, forudsætter også, at borgeren kan få kvalificeret juridisk bistand. Og netop her pegede flere af oplægsholderne på udfordringer.

Karen-Margrethe Schebye, advokat og medlem af Retsplejerådet, beskrev et system for retshjælp og fri proces, som kan være svært at navigere i.

”Vi har et system, som på papiret kan se udmærket ud, men som bliver utroligt kompliceret, når man kommer ned i maskinrummet. Og jeg forstår godt, t den enkelte borger har vanskeligt ved det, for selv som advokat kan man indimellem være i tvivl.”

Tobias Stadarfeld Jensen, medlem af Advokatrådets grundrettighedsudvalg og ph.d.-studerende ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, pegede på en anden barriere, nemlig økonomien. Hvis advokater af økonomiske grunde må fravælge principielle sager, kan konsekvensen være, at sager om myndigheders indgreb over for borgere aldrig bliver prøvet.

”Problemet er ikke, at statens advokat får betaling. Problemet er, at den advokat, der repræsenterer borgeren, ikke nødvendigvis honoreres tilsvarende for det arbejde, sagen kræver. Det er i sidste ende et retssikkerhedsproblem, for et system med fri proces skal ikke alene eksistere på papiret. Det skal være indrettet sådan, at kvalificerede advokater reelt har mulighed for at påtage sig sagerne og føre dem ordentligt.”

Dermed var scenen også sat for konferencens politiske debat: Hvis der er enighed om, at retssikkerheden flere steder udfordres i praksis, hvad skal der så til for at styrke den?

Skal systemet repareres eller bygges om?

I den afsluttende politiske debat var der bred enighed om flere af problemerne, men uenighed om løsningerne.

For Rosa Lund er den ulige adgang til retssystemet en af de største udfordringer.

”Det er et kæmpestort problem, at der ikke er lige adgang til retssystemet, og at det kræver både menneskelige og økonomiske ressourcer at kunne kæmpe sin sag. Jeg vil pege på retshjælp og lige adgang til retshjælp som det største problem”

Morten E.G. Brautsch fremhævede lange sagsbehandlingstider som et af de mest presserende problemer.

”Jeg tror faktisk, at det er vores sagsbehandlingstider. Det er en vigtig sag, fordi justice delayed is justice denied.”

For Anders Vistisen stikker problemet endnu dybere. Hvis retssystemet ikke kan levere, risikerer det ifølge ham i sidste ende at udfordre borgernes tillid til systemet.

”Det fundamentale spørgsmål er, om vi har tillid til, at vi kan opnå retfærdighed gennem de procedurer, der er. Den tillid risikerer vi at sætte over styr, hvis vi politisk ikke kan levere på de her dagsordener.”

Torsten Gejl pegede særligt på borgere, der bliver ramt af ulovlige myndighedsafgørelser, eksempelvis på socialområdet, og som kan stå meget svagt over for systemet.

”Det er fuldstændig umuligt for borgeren at være oppe imod systemet, selv om vedkommende kan være udsat for ulovlige afgørelser, som har kæmpemæssige konsekvenser.”

Spørgsmålet blev dermed, om de eksisterende institutioner kan forbedres, eller om der er behov for mere grundlæggende forandringer – f.eks. en forvaltningsdomstol. Et politisk flertal uden om regeringen har i begyndelsen af oktober med et beslutningsforslag fået besluttet, at der skal nedsættes en ekspertgruppe, der skal se på en model for en dansk forvaltningsdomstol.

Det har især Alternativet og Torsten Gejl argumenteret for.

”Når en kommune kan lave en ulovlig afgørelse, som har meget store konsekvenser for en borgers liv, uden at der bliver fulgt op på, om kommunen ændrer praksis bagefter, så kan den lave præcis den samme ulovlige afgørelse igen. Det synes jeg er et dysfunktionelt system. Derfor er jeg ikke en af dem, der tænker, at vi bare skal lappe på det igen og igen. Jeg vil gerne undersøge muligheden for at se, om en dansk forvaltningsdomstol kan generere noget retssikkerhed i Danmark.”

Rosa Lund støttede en undersøgelse, men advarede mod at se en forvaltningsdomstol som svaret på alle problemer. Fejl på blandt andet socialområdet hænger ifølge hende også sammen med ressourcerne i kommunerne.

”Vi ved godt, at den her forvaltningsdomstol ikke vil løse alle problemerne. Når det er sagt, tænker jeg, at den uden tvivl vil give en bedre retssikkerhed for borgerne.”

Morten E.G. Brautsch var mere skeptisk. Problemer med kultur, ressourcer og sagsbehandling forsvinder efter hans opfattelse ikke automatisk, fordi man etablerer en ny domstol.

”Jeg har ikke nogen principiel modstand mod forvaltningsdomstole, men jeg har meget svært ved at se, hvorfor det skulle være en bedre løsning end at arbejde med de systemer, vi har i dag.”

Anders Vistisen placerede sig mellem de to positioner. Han støttede, at modellen bliver undersøgt, men efterlyste samtidig en bredere analyse af, hvor ressourcerne gør størst gavn.

”Jeg vil gerne se, hvad merværdien er i en parallel domstolsstruktur i forhold til den struktur, der findes i dag.”

Debatten om forvaltningsdomstole pegede samtidig tilbage på formiddagens tema, der netop gik på, hvorvidt Danmark bør indføre en forvaltningsdomstol. Christian Lundblad kom med sit perspektiv på mødet mellem borger og stat, og derefter førte højesteretsadvokat René Offersen og advokat Mads Pramming hver deres sag for og imod en forvaltningsdomstol.

Jesper Rothe så et potentiale i modellen, særligt hvis den kan give borgerne bedre mulighed for at få prøvet forvaltningens afgørelser.

”Det kan godt være en meget positiv ting for retssikkerheden at få etableret en forvaltningsfunktion. Det er en af de måder, man kan gøre det på.”

Martin Lavesen advarede mod at lægge sig fast på løsningen, før problemet er undersøgt til bunds.

”En forvaltningsdomstol kan risikere at blive symptombehandling, hvis de egentlige problemer ligger i sagsbehandlingsfejl og lange ventetider. Hvad er det så, vi får løst? Er det en form for symptombehandling, hvor vi sætter en stor domstol op uden egentlig at løse de rigtige udfordringer?”