Spiller EU’s charter om grundlæggende rettigheder en reel rolle i advokaters rådgivning og i de sager, der føres ved domstolene? Og beskytter charteret overhovedet de mest udsatte i samfundet? Det var blandt de centrale spørgsmål, da Advokatsamfundet for nylig samlede jurister, forskere og studerende på Københavns Universitet i anledning af 25‑året for EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

EU‑charteret blev bindende med Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 og er i dag en obligatorisk del af EU‑medlemskabet. Charteret har eksisteret i omkring 25 år, men kendskabet til det er fortsat begrænset. Samtidig oplever mange advokater, at forståelsen for, hvorfor en regelbaseret samfundsmodel er afgørende, er under pres – ikke mindst blandt yngre generationer.

EU‑chartret som fortolkningsgreb – og værdikamp

Dagens keynote oplæg blev holdt af Niels Fenger, der gav et indblik i, hvordan charteret i praksis fungerer som et gennemgående fortolkningsredskab i EU-retten. Han pegede på, at charteret langt fra er en sjælden gæst i EU Domstolens praksis, men indgår i omkring ti procent af sagerne – og i en endnu større andel af Domstolens storkammer sager, hvor 15 dommere behandler de mest principielle spørgsmål

Ifølge Niels Fenger er det navnlig bestemte bestemmelser, der går igen: artikel 47 om effektiv domstolsbeskyttelse samt artikel 7 og 8 om privatliv og databeskyttelse. I takt med GDPR og anden dataregulering spiller en stadig større rolle, fylder netop disse rettigheder mere i praksis.

”EU‑Domstolens sagsportefølje har ændret karakter. Hvor domstolen tidligere især blev forbundet med økonomisk regulering – som landbrug, konkurrence og statsstøtte – fylder spørgsmål om retssikkerhed, straffeproces, data og grundlæggende rettigheder langt mere i dag,” sagde han.

Et markant og helt aktuelt eksempel var EU‑Domstolens opgør med Ungarns såkaldte ”børnebeskyttelseslovpakke”. Lovgivningen byggede på en påstand om, at fremstillinger af homoseksualitet er skadelige for mindreårige og medførte begrænsninger i blandt andet undervisningsmaterialer og tv‑udsendelser i Ungarn.

”Sagen var særlig, fordi Kommissionen ikke alene førte den på klassiske EU-retslige spor, men gjorde gældende, at lovgivningen ramte selve EU’s værdigrundlag – herunder pluralisme, tolerance, menneskelig værdighed og ligestilling,” sagde Niels Fenger.

EU‑Domstolen fastslog i sagen, at lovgivningen fører til stigmatisering og marginalisering af personer, der ikke passer ind i et cis‑heteroseksuel norm.

”Ungarn-sagen bliver et eksempel på, at EU’s værdier ikke behandles som pæne hensigtserklæringer, men som bindende retsnormer. Sagen fremhæver, at domstolen i den forbindelse afviser argumentet om ’national identitet’ som fripas: Medlemsstater kan have nationale forfatningstræk, men de har samtidig tilsluttet sig et fælles værdigrundlag, som de skal overholde – ikke kun ved optagelsen, men vedvarende,” sagde Niels Fenger.

Når charteret møder de mest udsatte

Efter keynote oplægget rettede Maja Løvbjerg Hansen, direktør i Stenbroens Jurister, blikket mod charterets betydning for samfundets mest udsatte. Hendes hovedpointe var, at charteret i praksis ofte er vanskeligt at omsætte til et effektivt juridisk værn for netop disse grupper.

Hun pegede på en markant forskel mellem Danmark og flere andre europæiske lande, hvor samarbejdsorganisationer i højere grad fører retssager med afsæt i charteret på vegne af udsatte borgere.

”Retssager tager lang tid, og for mennesker i ekstremt udsatte positioner risikerer afgørelserne at komme for sent. Når en sag først er endeligt afgjort, risikerer de mennesker, sagen handler om, ikke længere at være der – enten fordi deres livssituation har ændret sig fundamentalt, eller fordi de helt er faldet ud af systemet. Charterets retsvirkning bliver dermed svær at bruge som efterfølgende korrektiv over for myndighedsafgørelser,” sagde hun

I stedet anvendes charteret ifølge Maja Løvbjerg Hansen som et normativt grundlag for forhåndsdialog med forvaltninger og myndigheder – typisk på ledelsesniveau frem for hos den enkelte sagsbehandler. Målet er ikke at vinde principielle sager, men at ændre praksis, så hjælpen når frem, mens der stadig er behov for den. Rettighedsbeskyttelse, lød hendes budskab, starter ikke altid i retssalen.

Uforløst potentiale og nye risici

Konferencens afsluttende paneldebat tog afsæt i spørgsmålet om, hvorfor EU‑charteret fortsat spiller en relativt beskeden rolle i dansk praksis sammenlignet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Panelet bestod af Marya Akhtar, Rasmus Grønved og Anne Muurholm Petersen.

Rasmus Grønved pegede på, at charteret blev lanceret med store forventninger, men ikke har fået samme gennemslagskraft som EMRK. En væsentlig forklaring kan være, at charteret sjældent står alene: En omfattende sekundær EU‑ret udfylder og konkretiserer rettighederne, hvilket kan gøre det fristende at føre sagerne på de konkrete regler.

”Charteret fylder betydeligt mere i EU-systemets centrum, altså hos EU-Domstolen i Luxembourg, end i dansk retspraksis og blandt danske advokater. Man kan således spørge, hvorvidt der ligger uforløst potentiale i charteret, som danske jurister ikke i tilstrækkelig grad aktiverer. Er der anbringender, som aldrig bliver gjort gældende – eller som domstolene ikke tager alvorligt nok?” funderede Ramsus Grønved.

Marya Akhtar pegede på, at charteret formelt binder, og at EU‑retsakter skal være i overensstemmelse med det. Men i praksis opleves charteret ofte som ”kommet på bagkant”, fordi EU‑retten var veludviklet, før charteret trådte i kraft, og fordi rettighedshensyn ofte afspejles indirekte i domstolens fortolkning.

Hun hæftede sig desuden ved, at heller ikke EU-Domstolen altid henviser til charteret i det omfang, man kunne forvente. Det kan være med til at fastholde charteret i en slags skyggetilværelse, hvor det bliver et “ekstra lag” snarere end et selvstændigt juridisk anker.

”Hvis man skal ændre det, kræver det sandsynligvis sager, hvor charteret bliver brugt mere rent og konsekvent – og hvor det demonstrerer sin værdi som argumentationsmotor, ikke kun som pynt. Samtidig ligger der et væsentligt praktisk benspænd: Charteret kan kun anvendes, når man er inden for EU-rettens anvendelsesområde, og dét kan i konkrete sager være vanskeligere at få greb om, end det lyder,” sagde hun.

Advokatfuldmægtig Anne Muurholm Petersen førte debatten videre til det helt håndgribelige med fokus på erhvervsstrafferet og kunstig intelligens. Hun pegede på, at automatiserede og datadrevne processer både kan synliggøre og forstærke diskrimination. Anne Muurholm Petersen beskrev et konkret eksempel fra praksis;

”En virksomhed ønskede at forbedre diversitet i rekruttering og trænede en sprogmodel på ti års ansøgninger. Men fordi virksomheden historisk primært havde ansat mænd, lærte modellen netop dette mønster og frasorterede i praksis ansøgninger med indikatorer for kvindekøn – eksempelvis ord som “kvinde” eller uddannelsesreferencer til kvindeuniversiteter. Resultatet blev, at intentionen om mere ligestilling endte med at reproducere den gamle skævhed.”

Konferencens sidste indlæg var jurastuderende Emilie Graff, der blandt andet slog på, at charteret stort set er usynligt på studiet. Konferencen blev afrundet af Jonas Christoffersen, medlem af Advokatrådets Grundrettighedsudvalg, der takkede oplægsholderne og deltagerne og samlede trådene: EU‑charteret er måske ikke altid i forgrunden – men det er i stigende grad en del af det juridiske grundlag, som advokater og domstole må forholde sig til i en verden præget af komplekse rettighedsspørgsmål.

Arrangementet blev afholdt med støtte fra Dreyers Fond og var det første i rækken ”Optakt til IBA 2026” – en serie arrangementer frem mod IBA‑konferencen i København i oktober 2026, hvor mere end 6.000 advokater fra hele verden ventes at deltage.