I en velfungerende retsstat som den danske er det fuldstændig elementært, at frihedsberøvelse før dom kun bør ske i helt særlige tilfælde og under strenge betingelser. Varetægtsfængsling er et indgribende retsmiddel, som skal være undtagelsen – ikke reglen. Alligevel viser en ny rapport fra Justitia og Advokatsamfundet, at flere sigtede nu sidder fængslet i måneder og i stigende grad år, før deres sag afgøres. 

Et retssikkerhedsmæssigt skred

En varetægtsfængsling varede i 2024 i gennemsnit over seks måneder. Det er næsten en fordobling på en kort årrække. Antallet af forløb, der varer mere end to år, er seksdoblet i samme periode, hvor over 100 personer nu årligt har siddet over 2 år i varetægt. Regler, der kunne forkorte forløbene, anvendes sjældent, og der opleves automatik i forlængelser. Trods et fald i antallet af arrestanter ligger Danmark fortsat højt i Norden og EU. Samtidig viser analysen, at de nuværende regler giver anklagemyndigheden et bredt skøn, som kan være svært at udfordre. At antallet over de seneste år er blevet reduceret markant viser også, at loven skal strammes, så praksis ikke igen udvikler sig uhensigtsmæssigt.

”I Justitias arbejde med undersøgelsen er vi særligt blevet overrasket over, hvor voldsomt længden af varetægtsfængslinger er skredet. Når gennemsnittet nu er over seks måneder, og flere sidder varetægtsfængslet i årevis, må det være et klart tegn på, at praksis og reglerne afspejler en tid, hvor politiets efterforskning og retssagsprocessen kun varede i kortere perioder. Varetægtsfængsling skal være en undtagelse – ikke en langvarig realitet. Selvom antallet er faldet, ligger Danmark stadig højt sammenlignet med nabolande, når det kommer til længden af varetægtsfængslinger. Selvfølgelig skal man varetægtsfængsle, når det er nødvendigt, men vi har gjort det alt for automatisk og sjældent stillet spørgsmål om, hvorvidt mindre indgribende alternativer kunne bruges. Det gælder trods alt en gruppe, hvor omkring 10 procent går fri eller ikke bliver dømt for det, de blev varetægtsfængslet for,” siger Birgitte Arent Eiriksson direktør i Justitia.

Også Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet undrer sig over, den vilkårlighed der ser ud til at være i systemet, når der anvendes varetægt. Der kan sættes spørgsmålstegn ved om formålet med varetægtsfængsling er gået tabt. Det har altid været tænkt som det mest indgribende middel, som kun skal anvendes, når det er absolut nødvendigt. Alligevel bliver mange nærmest per automatik varetægtsfængslet og får fængslingen forlænget igen og igen, hvis der er en snert af mistanke mod dem.

”’Enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist’, er et ubrydeligt og grundlæggende retsprincip i Danmark. Men det klinger hult for de personer, der er sigtet for kriminalitet, og som har siddet i varetægtsfængsel i mere end tre måneder og op til flere år – uden af have modtaget endelig dom. Med denne undersøgelse er vi kommet svarene nærmere på hvorfor, og løsningerne ligger faktisk lige for, hvis retsvæsenets aktører såvel som Justitsministeriet vil tage dem til sig,” siger han og fortsætter: 

”Vi synes, det er en fundamental forringelse af retssikkerheden og krænkelse af uskyldsformodningen, når personer kan sidde fængslet i flere år og under langt mere indgribende vilkår, end hvis de havde modtaget en dom. Rapporten dokumenterer, at varetægtsfængslinger i mange tilfælde er unødigt lange og ude af proportioner,” siger Andrew Hjuler Crichton.  

Varetægtsfængslede venter på en afgørelse af deres sag i arresthuse ofte under markant større begrænsninger i f.eks. deres muligheder for besøg fra pårørende, beskæftigelse og uddannelse, end hvis de havde siddet fængslet som afsonere efter dom. 

Cirka ti procent af de varetægtsfængslede ender med ikke at blive dømt for det forhold, som de har været varetægtsfængslet for. Men uanset om de er skyldige eller ikke, så har de – udover de psykologiske effekter af langvarig varetægt - ofte også mistet både arbejde, bolig og i flere tilfælde familien, når de vender tilbage til samfundet. 

Stram op på både lov og praksis

” Varetægtsfængslinger i Danmark er ganske enkelt blevet for lange. Der er mange faktorer, der spiller ind, når vi skal forklare, hvorfor der varetægtsfængsles så længe. De lange ventetider ved domstolene er blot en forklaring, men der er påfaldende mange muligheder for at nedbringe varigheden alligevel, og flere af dem er lige til at gribe ud efter, allerede som retsplejeloven ser ud nu, men systemet ser ud til at ignorere dem. Efter vores vurdering er der metoder og værktøjer, som ikke anvendes i dag,” siger Birgitte Arent Eiriksson. 

Disse muligheder inkluderer brug af alternativer til varetægtsfængsling (f.eks. deponering af pas) samt indenretlig afhøring, hvor f.eks. vidner afhøres tidligt i forløbet, så arrestanten ikke længere kan påvirke deres forklaring og derfor ikke behøver sidde fængslet længere. Derfor er det også positivt, at regeringen i sin strafreform, der netop er sendt i høring, også selv lægger op til mere anvendelse af disse værktøjer.

Justitia og Advokatsamfundet anbefaler større ændringer for at nedbringe længden på varetægtsfængslinger, herunder ved at skærpe betingelserne over tid, pålægge anklagere og domstole at lægge en klar tidsplan tidligt i varetægtsforløbet samt indføre maksimale frister for længden. Det kan f.eks. ske ved at sætte en grænse for, hvor stor en del af den forventede straf, som en sigtet kan sidde varetægtsfængslet. 

Udover at der i højere grad er brug for indsatser omkring længden på varetægtsfængslinger er der også behov for justeringer af retsplejeloven i forhold til antallet. Rapporten dokumenterer en markant praksisændring, især hos anklagemyndigheden, som har nedbragt antallet af varetægtsfængslinger selvom lovgivningen ikke er ændret. Ændringen er delvist sket i lyset af, at domstolene også har anlagt en skærpet vurdering, men anklagemyndigheden har i mange politikredse gennem internt kulturarbejde nedbragt antallet mere end lovgivningens krav. Det viser, at lovgivningen giver mulighed for langt flere fængslinger, end der reelt er behov for. Derfor bør rammerne tilpasses, så de afspejler det faktiske behov i retssystemet.

En anklager siger for eksempel i rapporten, at der er sket betydelige ændringer i praksis:

”Så jeg anerkender den der med, at vi i Danmark har varetægtsfængslet i sager, tror jeg, hvor det ikke var påkrævet. Altså ja, der gik ligesom lidt måske automatik i den, og det er bare slut nu. Det må jeg sige. Det er bare passé. Det er tydeligt, at retterne har fået øjnene op for det. Det er tydeligt, ja.”

En dommer udtaler:

”Jeg tror, der er et stigende fokus på vigtigheden af prøvelsen. Og måske på den måde også på vores begrundelser og krav til Anklagemyndigheden.”

Undersøgelsen fremhæver, at det er en udvikling i gang, som går i den rigtige retning og netop derfor, skal reglerne nu tilpasses, så de passer til den forbedrede praksis:

”Det er jo et problem, at loven giver mulighed for både at hæve og sænke antallet af varetægtsfængslede efter forgodtbefindende. Der er brug for helt klare retningslinjer og skærpelser af hvornår, hvorfor og hvor længe, der kan anvendes varetægtsfængsling. Med rapporten dokumenterer vi, at der kan gøres langt mere for at nedbringe varetægt, og hvis både retsaktører og politikere vil medvirke til at spare på både de menneskelige og økonomiske omkostninger varetægtsfængsling har, så er det bare med at sætte i gang,” siger Andrew Hjuler Crichton. 

”Hvis vi skal undgå, at varetægtsfængsling bliver en langvarig realitet, må vi ændre reglerne nu. Det handler om proportionalitet og retssikkerhed – og om at sikre, at frihedsberøvelse før dom forbliver en undtagelse,” siger Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia.

Hvordan sikrer vi proportionalitet og retssikkerhed?

Rapporten peger på, at varetægtsfængsling skal tilbage til sin oprindelige rolle som undtagelsesmiddel. Det kræver både færre fængslinger og kortere forløb. For det første skal anklagemyndighedens strammere praksis gøres til lov, så antallet ikke stiger igen med et kulturskifte. For det andet skal der indføres klare grænser for længden af varetægtsfængsling og skærpede betingelser over tid, så kravene til varetægtsfængslingen stiger i takt med længden. Samtidig skal der skabes reelle alternativer til fængsling og sikres en kultur, hvor automatik erstattes af kritisk vurdering. Endelig skal der være bedre kontrol og gennemsigtighed, så offentligheden kan følge udviklingen. 

De otte anbefalinger lyder således:

1.    Kodificer anklagemyndighedens nye praksis
2.    Skærp betingelserne for varetægtsfængsling yderligere
3.    Indfør maksimale længder for varetægtsfængslinger
4.    Overfør eksisterende regler om længde, så de gælder for hele processen
5.    Skærp betingelserne for varetægtsfængsling over tid
6.    Opret reelle alternativer til varetægtsfængsling
7.    Yderligere arbejde med organisationskulturen blandt aktørerne
8.    Øget kontrol med anvendelsen af varetægtsfængsling
(Se uddybning i rapporten kap. 7.)

Rapporten er udgivet med støtte fra Dreyers Fond. 

Læs rapporten 'Varetægtsfængsling - Retssikkerhed før dom' her