Spring hovednavigationen over
Tilbage

Nyt tiltag fra Rørdam-udvalg kan bremse berettigede retssager

Den anden portion tiltag fra Rørdam-udvalget, som nu er offentliggjort, indeholder blandt flere et initiativ om at hæve appelgrænsen i civile sager. Det er stærkt problematisk, mener Advokatrådet, da det vil afskære virksomheder og borgere fra at føre berettigede sager.

Justitsministeren har nu offentliggjort den anden pulje af initiativer, som Rørdam-udvalget har behandlet, og som skal bidrage til at nedbringe ventetiderne. På vegne af advokaterne har Nikolaj Linneballe, formand for Advokatrådets procesretsudvalg, deltaget i arbejdet, og særligt et tiltag blandt de nyeste offentliggjorte, finder han retssikkerhedsmæssigt yderst betænkeligt.

Udvalget har set på, at hæve appelgrænsen i civile sager fra de nuværende 20.000 kr. til 50.000 kr. eller højere. Initiativet indebærer, at en række sager kun kan ankes af borgerne og få en andenbehandling ved domstolene, hvis det godkendes af Procesbevillingsnævnet. Det er meget problematisk, mener Advokatrådet, der bakkes op af formanden for Dommerfuldmægtigforeningen, DI og Forbrugerrådet.

”To-instansprincippet er en fundamental retssikkerhedsgaranti i dansk ret, og derfor kan vi ikke bakke op om at hæve beløbsgrænsen. Mange borgere og virksomheder vil reelt blive afskåret fra at få prøvet helt åbenbare berettigede sager ved landsretten, selvom det vil være sager af stor vigtighed for disse grupper. Det kan for eksempel være sager om ansættelsesretlige emner, hvor borgere vil opleve et retssikkerhedsmæssigt tab, der på ingen måde står i forhold til den meget begrænsede effektiviseringseffekt, dette tiltag kan give domstolene,” siger Nikolaj Linneballe.

Han appellerer derfor til, at retsordførerne under diskussionerne i retsudvalget vil afstå fra at gå den vej.

En række af de andre effektiviseringsforslag , som er offentliggjort, handler blandt andet om fogedforretninger, specialisering ved byretterne, lettelse af domsskrivningen m.fl.

Ifølge Nikolaj Linneballe er Advokatrådet som udgangspunkt positivt indstillet for, at man arbejder videre med flere af af disse, men ingen kommer til at flytte det helt store i forhold til at nedbringe ventetiderne, vurderer han. Dermed er konklusionen som tidligere: Der skal større muskler til domstolene, for at komme i mål med at nedbringe ventetiderne.

”Hele ideen med Rørdam-udvalget har været at drøfte tiltag, der kan nedbringe ventetiderne ved domstolene. Det har været fine drøftelser og udmærket at få talt igennem, hvad der kunne gøres, på disse områder, men effekten på ventetiderne, hvis tiltagene gennemføres, vil efter min bedste overbevisning være meget lille.”

Initiativerne kan findes på Retsudvalgets hjemmeside