Spring hovednavigationen over
Tilbage

Nyt online redskab kan forudsige strafudmåling

Ilas.io er et nyt online redskab, der giver en prognose for strafudmålingerne for de mere end 300.000 danskere og deres pårørende, der årligt går igennem en straffesag. For medstifter og initiativtager til ilas, advokat Rasmus Wandall, er det resultatet af fire års forskning i et hav af sager, der nu er klar.

Forestil dig følgende: Du har overtrådt loven. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at din sag først berammes om over et år. Det er din første oplevelse med retssystemet, og du er på herrens mark, for du aner ikke, hvad du kan forvente i forhold til den straf, der hænger over dit hoved. Du forsøger at finde pålidelige svar, men du ved ikke, hvor du skal lede efter dem, og hvis Google fortæller sandheden, så skal du ind og brumme den i tre år. Hvad så med dit job? Og din familie? Kommer du ikke til at se dine børn de næste tre år? Og en bil har man da ikke helt brug for, hvis man sidder i fængsel, vel?

”Hvis man ikke selv har stået i en tilsvarende situation, er det måske nærliggende at tænke, at man ikke vil vide straffen på forhånd, men for alle dem, der reelt sidder i det, fylder det helt vanvittigt meget, og de vil meget gerne vide, hvor de står henne. Mine klienter vil for eksempel gerne have svar på helt naturlige spørgsmål, såsom om de skal i fængsel eller kan slippe med en betinget dom? Kan du nøjes med at betale en bøde? Det er måske nok simple spørgsmål, men de har store konsekvenser for ens liv,” siger Rasmus Wandall, der er medstifter af ilas og forsvarsadvokat. 

Formålet med Ilas er at give alle mennesker en let adgang til databaseret viden om strafudmåling og hjælp til at finde en forsvarsadvokat, som det ifølge Rasmus Wandall er helt afgørende at have adgang til i en hård tid og svær proces.


Rasmus Wandall

Advokat Rasmus Wandall er medstifter og initiativtager til ilas

Mentalt fængsel
Rasmus Wandall fortæller, at mange af hans klienter lever i ’et mentalt fængsel’, mens de venter på at få deres sag for retten. I ventetiden går deres tilværelse i stå. Deres liv og deres pårørendes liv bliver sat på standby, mens de venter på, hvorvidt de skal afsone en eventuel dom.

”Så googler de og læser sig frem til, at den pågældende forseelse kan give op til tre års fængsel, og så er det jo svært ikke at gå panik over, at man skal ind og sidde i tre år. Det er så trist, at folk og deres pårørende skal leve så længe i uvished. Og det er uanset om det er de forurettede eller de tiltalte, som vi taler om. Det er umenneskeligt at skulle leve i en boble i så lang tid uden at kunne få en afklaring – og det ligger mig meget på sinde at det skal ændres. Jeg har haft et ønske om at udvikle dette redskab, så mennesker kan få en reel ide om, hvilke konsekvenser en straffesag kan have for en, så man kan træffe nogle oplyste valg og begynde at leve igen,” siger han.

Rasmus Wandalls arbejde med det menneskelige behov for konkret og pålidelig viden i mødet med retssystemet er grundstenen i ilas.

”Selv for en garvet strafferetsperson som mig kan det ofte være svært at vurdere, hvad straffen i en konkret sag vil ende med at blive. Du kan lidt sammenligne det med morgendagens vejrudsigt, for det er i bund og grund mest en prognose, som man kan komme med. Det var en af bevæggrundene for at lave ilas, som vi også referer til som en form for ’vejrudsigt’. En ting er at arbejde for et bestemt resultat – f.eks. frifindelse eller en lav straf, noget ganske andet er at forberede sig på, hvad der sandsynligvis kommer til at ske. Man bliver nødt til at gøre begge dele,” siger han.

ilas ‘Vejrudsigt’ er funderet på forskning ved Syddansk Universitet i samarbejde med Lunds Universitet. Beregningerne er baseret på statistiske modeller udviklet fra samtlige strafferetlige afgørelser i Danmark over seks år. Teamet bag ilas har taget samtlige straffesager og strafferetsdomme fra hele Danmark, og koblet dem sammen med et stort registersæt, som Syddansk universitet har over sociologiske faktorer. På den baggrund har teamet udviklet de bedst mulige modeller for ’vejrudsigter’ i straffesager, herunder hvilke forhold som har betydning for straffens fastsættelse. Det videnskabelige arbejde, som ligger til grund, er under udgivelse.

”Erfarne dommere og anklagere har stor viden om hvordan sager ender normalt. Med ilas ‘vejrudsigt’ får sigtede, deres pårørende, forurettede – og alle andre – et bedre redskab til selv at få et indblik i, hvordan sager normalt ender. Det er en helt nødvendig styrkelse af det private menneskes position,” siger Rasmus Wandall.

Ilas.io

ilas.io er tænk som et online redskab, der kan hjælpe med at give en ide om strafudmåling

Vejrudsigten kan ikke stå alene
ilas ‘vejrudsigt’ giver et statistisk funderet billede af, hvordan straffesager typisk ender. Her svarer det på for eksempel hvor sandsynligt det er, at man bliver idømt en bøde, om man skal i fængsel eller noget tredje. Brugeren skal svare på 11 spørgsmål for, at ilas kan beregne, og herefter får brugeren en statistisk ‘vejrudsigt’ for, hvilken straf der kan forventes, længden på en eventuel straf og måske nok lige så vigtigt, hvilken straf der ikke skal forventes.

”Det, vi kan gøre med ilas.io, er at tage lovens ekstremer ud, få matematiske realiteter ind i stedet og skabe gennemsigtighed, så man går fra et estimat, der hedder tre år i fængsel, til måske tre måneders betinget fængsel. Det betyder alverden for klienten, for det har en indflydelse på, at man ikke skal sige sit arbejde op, man kan se sin familie i den periode, hvor man udstår sin straf, og man skal ikke aflyse de næste tre ferier, man havde planlagt.”

For Rasmus Wandall er det vigtigt at understrege, at det hele er videnskabeligt baseret, og at det er udviklet, så alle kan bruge det.

”Vi er gratis at bruge, vi er uafhængige, og man er anonym, mens man bruger sitet, så vi indsamler ikke data for at sælge det eller benytter cookies på hjemmesiden. Men ilas er altså ikke et advokatfirma, og vi yder ikke juridisk rådgivning. Statistik kan aldrig stå alene, og det er vigtigt at tale med en dygtig forsvarsadvokat om den udsigt, man får.

Tallene lyver ikke
Rasmus Wandall bruger selv ilas.io med sine egne klienter, hvor de sammen ser på statistikken, inden klientens sag kommer for retten. Og det har hidtil passet med den strafudmåling, som retten er kommet med. En anden ting, som han fremhæver, er også, at man helt ubevidst bliver lidt mere autoritetstro, når der kommer statistik ind i billedet, og han oplever ofte, at hans klienter er mere tilbøjelige til at tro på tallene fremfor en vurdering fra ham.

”Jeg havde en oplevelse for nylig, hvor en klient ringede til mig helt grådkvalt og hverken kunne sove, spise eller eksistere, fordi vedkommende kunne se frem til et halvt år i uvished, før sagen kom for retten. Der kunne jeg bruge ilas, og det betød, at han kunne falde til ro, fordi han fik en ide om, hvilken straf han kunne forvente,” fortæller han.

Rasmus Wandall har ikke hørt om et tilsvarende redskab til strafudmåling, som er baseret på pålidelig statistiske undersøgelser. En del andre lande har lavet tilgængelig statistik over strafudmåling – blandt andet England og Singapore. Men et egentligt redskab til almindelige mennesker kender han ikke til fra nogen af sine kolleger i udlandet. Den åbne domsdatabase i Danmark er en god ide for at skabe transparens, men det er nok de færreste almindelige mennesker, der kan finde rundt i den slags, mener Rasmus Wandall. For at skabe redskaber som rent faktisk hjælper, skal vi meget tættere på menneskers reelle behov, ifølge ham, for de er nemlig ikke så interesseret i jura, men mere i de reelle konsekvenser.

”Der er selvfølgelig statistiske usikkerheder – og det er også derfor, at vi refererer til ilas som en ’vejrudsigt’. Man skal heller ikke tage fejl, for strafudmåling er en meget individuel øvelse. Tal kan selvfølgelig aldrig stå alene – men tallene kan give et billede af, hvilken vej pilen peger, for allerede når man udfylder sine data, kan man godt få et realistiske billede af, hvordan den reelle straf kommer til at se ud. Men der findes selvfølgelig ikke en model, som med 100 procents sikkerhed kan udregne, hvad den endelig straf bliver,” siger han.


ilas

Brugeren skal svare på 11 spørgsmål for, at ilas kan beregne, og herefter får brugeren en statistisk ‘vejrudsigt’ for, hvilken straf der kan forventes, længden på en eventuel straf og måske nok lige så vigtigt, hvilken straf der ikke skal forventes.

Politisk ladet
Ifølge Rasmus Wandall har en af de største udfordringer ved at udvikle sitet været, at det meget hurtigt kan blive meget politisk.

”Eksempelvis har vi nationalitet med i vores indtastning – og det er da absolut politisk ladet, at man skal indtaste det for at få et realistisk billede i forhold til strafudmåling. Vi har også geografiske forskelle i form af kommuner med under indtastningen, for vi fandt ud af, at vi have en langt bedre forudsigelse, når vi havde kommunen, hvor forseelsen er foregået, med. Og vi har også et punkt med tidligere sigtelser fremfor tidligere domme, man skal udfylde, for det betyder også noget for strafudmålingen,” siger han.

Han understreger, at teamet har skulle styre gennem et landskab, der har været mineret med politiske holdninger.

”Hvis man har et møde som forsvarsadvokat, så får man mange af disse oplysninger mellem linjerne. Hvad der reelt betyder noget, baseret på forsvarsadvokatens erfaring. I Ilas.io bliver det blot skåret ud i pap ud fra statistisk data. Men det har da været en kæmpe udfordring for mig som advokat at lave et redskab, der også kan være med til at præge forestillingen om, hvad der sker ved retterne. Men det er nu engang sådan, at det foregår, og vi har også ønsket at gøre noget ved den vidensmæssige asymmetri, der er mellem systemet og den person, der er sigtet. For de står i en magtesløs situation, og jeg tror, at det her kan hjælpe den skævvridning,” siger han.

ilas

Blå bog Rasmus Wandall

Initiativtager og medstifter af ilas. Han er advokat (L), PhD hos advokatfirmaet Jon Palle Buhl og senior research fellow på Lunds Universitet med mere end 20 års erfaring med strafferet og straffeproces i ind- og udland, bl.a. som videnchef for Rigsadvokaten. Han har blandt andet beklædt stillinger ved NYU Law School, UC Berkeley, University of Oxford, Addis Ababa University, Københavns Universitet og Bergen Universitet, og han er blandt andet forfatter til bogen ”Decisions to Imprison” og en lang række artikler om strafudmåling og straffeproces.

Hvem står bag ilas?

Rasmus Wandall
Initiativtager og medstifter af ilas.

Birgitte Dahl
Medstifter af ilas og brobygger mellem fageksperter, data analytics og it.

Christian Møller Dahl
Professor i økonomi ved SDU og specialist inden for økonomi og business data science.

Christian Eppers
Medstifter af ilas og har mere end 20 års kommunikationserfaring.