20.12.2024
Advokatkredse
Danmark, inkl. Færøerne og Grønland, er inddelt i fem advokatkredse. Medlemmerne af Advokatrådet og Advokatnævnet vælges af og blandt advokaterne i de...
Advokatrådet udpeger efter anmodning advokater til ikke-offentlige hverv som for eksempel fondsbestyrelser og bestyrelser i foreninger samt som mediator, voldgiftsdommer, opmand eller skønsmand.
Sagsbehandlingstiden er ca. 2 mdr. fra anmodningen indgives til Advokatsamfundet.
Udpegning af advokat som bestyrelsesmedlem:
Det vil fremgå af fondens eller foreningens vedtægter under hvilket betingelser Advokatrådet udpeger en advokat til et privat bestyrelseshverv.
Når Advokatrådet anmodes om at udpege en advokat til et hverv, vil det som altovervejende hovedregel foregå ved, at Advokatsamfundet i samarbejde med fonden/foreningen udarbejder et opslag, hvorefter der indledes en kort ansøgningsprocedure, hvor hvervet opslås på Advokatsamfundets hjemmeside, på sociale medier og i Advokatsamfundets nyhedsbrev, hvorefter Advokatrådet udpeger en kandidat blandt ansøgerne. Denne proces anvendes for eksempel, hvis der ikke i vedtægten er en bestemmelse om, at fondens eller foreningens bestyrelse kan indstille en advokat til hvervet.
Klik her, hvis Advokatrådets skal udpege en advokat til et privat hverv
Der er mulighed for, at Advokatrådet kan genudpege et tidligere valgt bestyrelsesmedlem én gang, uden at der skal ske fornyet opslag til alle advokater af det konkrete hverv. Dette forudsætter, at genudpegning ikke strider imod fondens/foreningens vedtægter.
Klik her, hvis der er tale om en genudpegning af en tidligere valgt kandidat
Når det fremgår af fondens/foreningens vedtægter, at Advokatrådet skal udpege en kandidat, vil det altid være Advokatrådets beslutning, hvem der udpeges.
I nogle tilfælde vil det dog fremgå af fondens/foreningens vedtægt, at Advokatrådet skal udpege en kandidat efter indstilling fra fonden/foreningen selv. Når fonden/foreningen i disse tilfælde selv indstiller en konkret advokat til hvervet, vil der ikke ske opslag blandt alle advokater.
Der opkræves et gebyr for Advokatrådets bistand på 6.250 kr. inkl. moms i tilfælde, hvor udpegninger kræver en ansøgningsprocedure og 1.250 kr. inkl. moms ved genudpegninger og udpegninger efter indstilling fra fonden/foreningen.,
Når Advokatrådet foretager udpegning af en advokat, foretager rådet en undersøgelse af, om den pågældende inden for de sidste fem år af Advokatnævnet er blevet pålagt sanktioner for overtrædelse af god advokatskik.
Hvis dette er tilfældet, vil dette efter en konkret vurdering kunne være til hinder for, at Advokatrådet foretager udpegning af den pågældende advokat.
Anmodning om Advokatrådets bistand til udpegning skal ske via formularen her på siden.
Udpegning af advokat som mediator/voldgiftsdommer/opmand/skønsmand mv.:
Hvis det fremgår af en aftale, retsbog eller lign. kan Advokatrådet efter anmodning udpege en advokat til ovenstående hverv.
Når Advokatrådet anmodes om at udpege en advokat til et hverv, vil det som altovervejende hovedregel foregå ved, at Advokatsamfundet udarbejder et opslag, hvorefter der indledes en kort ansøgningsprocedure, hvor hvervet opslås på Advokatsamfundets hjemmeside, på sociale medier og i Advokatsamfundets nyhedsbrev, hvorefter Advokatrådet udpeger en kandidat blandt ansøgerne.
Advokatrådet kan som udgangspunkt ikke nævne konkrete parter i opslaget om hvervet, og kandidaterne kan derfor ikke i forbindelse med ansøgningen vurdere, om der foreligger en interessekonflikt. Advokatrådet forudsætter derfor, at dette spørgsmål efterfølgende afklares mellem den udpegede advokat og den, der har anmodet om udpegning. Det samme gør sig gældende for aftale om honorar, hvis dette ikke er et fast beløb.
Når Advokatrådet foretager udpegning af en advokat, foretager rådet en undersøgelse af, om den pågældende inden for de sidste fem år af Advokatnævnet er blevet pålagt sanktioner for overtrædelse af god advokatskik.
Såfremt dette er tilfældet, vil dette efter en konkret vurdering kunne være til hinder for, at Advokatrådet foretager udpegning.
Anmodning om Advokatrådets bistand til udpegning skal ske via formularen her på siden.