Spring hovednavigationen over
Tilbage

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET)

Modtager

Justitsministeriet

Ved e-mail af 6. februar 2025 har Justitsministeriet anmodet Advokatrådet om eventuelle bemærkninger til ovennævnte udkast til lovforslag.

Advokatrådet har følgende bemærkninger: 

Lovforslaget har navnlig til formål at fastsætte regler om PET’s behandling af større sammenhængende datasæt. Der lægges i den forbindelse op til, at der oprettes et særskilt »miljø« ved siden af de almindelige regler i PET-loven, hvor det vil være muligt for PET inden for nærmere bestemte rammer at opbevare og foretage bestemte ikke-personrettede behandlinger af større sammenhængende datasæt, som således skal opbevares adskilt fra tjenestens øvrige oplysninger. 

Advokatrådet har noteret sig, at tilsynet med PET’s anvendelse af større sammenhængende datasæt vil være omfattet af den styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne, der blev gennemført ved lov nr. 666 af 11. juni 2024 om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET), lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester og lov om beskyttelse af whistleblowere (Styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne).

Advokatrådet har forståelse for behovet for at styrke tjenestens mulighed for at arbejde med større sammenhængende datasæt. Rådet finder det dog afgørende, at dette sker på en måde, hvor de nuværende regler i PET-loven ikke lempes, i det omfang PET’s behandling af oplysningerne i et datasæt får en mere målrettet karakter, f.eks. ved at tjenesten som led i en undersøgelse eller efterforskning foretager søgninger på bestemte fysiske eller juridiske personer i et indsamlet datasæt. Rådet har i den forbindelse noteret sig, at der lægges op til, at PET’s arbejde med større sammenhængende datasæt bør være underlagt Tilsynet med Efterretningstjenesternes kontrol, således at tilsynet skal kunne efterse, om PET overholder reglerne, herunder i forhold til PET’s behandling af større sammenhængende datasæt. 

Det foreslås imidlertid, at PET – i tillæg til de foreslåede regler – fastsætter interne retningslinjer for behandlingen af større sammenhængende datasæt, og at disse retningslinjer forelægges Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. 

Advokatrådet så gerne, at disse interne retningslinjer tillige blev forelagt Tilsynet med efterretningstjenesterne forinden disse fastsættes, da dette efter rådets opfattelse vil styrke opmærksomheden på mulige retssikkerhedsmæssige spørgsmål i den sammenhæng.

Advokatrådet har endelig noteret sig, at det flere steder i lovforslaget er beskrevet, at det generelt vil bero på PET’s vurdering i de enkelte tilfælde, om de respektive sagsbehandlingsskridt er nødvendige for varetagelsen af PET’s opgaver i forebyggelsen og efterforskningen af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Rådet skal anbefale, at det i alle sammenhænge i højere grad tydeliggøres, hvilke kriterier der indgår i denne nødvendighedsvurdering, således at det bliver mere gennemsigtigt at føre tilsyn hermed. 

 

Med venlig hilsen

 

Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær

 

Sagsnr: 2025 - 468