Modtager
Erhvervsstyrelsen
Erhvervsstyrelsen har den 6. februar 2025 sendt udkast til bekendtgørelse om registrering af og adgang til oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen i præ-høring. Advokatrådet vil indledningsvis takke for muligheden for at fremkomme med bemærkninger til bekendtgørelsen.
Advokatrådet har følgende bemærkninger:
Advokatrådet foreslår, at bekendtgørelsens § 48 udvides, så det specifikt fremgår, at advokater anses for at have en legitim interesse i oplysninger om reelle ejere og dermed har adgang til oplysninger i registeret.
Baggrunden herfor er den forventede ændring af hvidvaskloven, hvor advokater forpligtes til at indhente, kontrollere og stille til rådighed for pengeinstitutterne, identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere af midler på en samleklientkonto (jf. Forslag til Lov om ændring af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) (Pengeinstitutters adgang til oplysninger om reelle ejere af midler på advokaters samleklientkonti). Lovforslaget forventes fremsat i april 2025.
Advokater er alene omfattet af hvidvaskloven ved behandling af de i hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 13 anførte sagstyper og er kun i disse tilfælde forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer. Med den forventede ændring af hvidvaskloven vil alle advokater, der behandler betroede midler på en samleklientkonto fremover blive pålagt at indhente og kontrollere identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere af midlerne. Som lovforslaget forventes fremsat, vil advokater derudover forpligtes til uden ugrundet ophold at stille disse identitetsoplysninger til rådighed for det pengeinstitut, hvori samleklientbankkontoen føres. Der er således ikke tale om et generelt krav om gennemførsel af kundekendskabsprocedurer, men alene en forpligtelse til at indhente, kontrollere og stille identitetsoplysninger på de reelle ejere til rådighed.
Som følge heraf, er det Advokatrådets vurdering, at den foreslåede bekendtgørelses § 47, jf. § 18a, nr. 2, i den kommende Lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister, selskabsloven og forskellige andre love (Ændring af adgang til oplysninger om reelle ejere som følge af 6. hvidvaskdirektiv) ikke umiddelbart finder anvendelse på de advokater, der ikke er underlagt et generelt krav om gennemførsel af kundekendskabsprocedurer jf. hvidvaskloven § 1 stk. 1 nr. 13, men alene forventes underlagt en enkelt bestemmelse i hvidvaskloven om identitetsoplysninger, i relation til brugen af samleklientkonti.
Advokater, der ikke er underlagt krav om gennemførsel af kundekendskabsprocedurer, må formodes at være omfattet af bekendtgørelsens § 48, nr. 4, men det Advokatrådets vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt, at det i § 48 præciseres, at advokater, der som følge af brugen af samleklientkonti skal indhente oplysninger om reelle ejere har en legitim interesse i at få adgang til oplysningerne.
Advokatrådet foreslår derudover, at bekendtgørelsens § 51, stk. 4, ændres i forhold til advokater, der skal indhente oplysninger om reelle ejere som følge af brugen af samleklientkonti, da den foreslåede ordning ikke vurderes at være anvendelig i praksis. Såfremt advokater i hver enkelt sag skal anmode om adgang til oplysningerne, og vente op til 12 arbejdsdage (og i særlige situationer op til 24 arbejdsdage), vil det ikke være muligt at leve op til de forventede forpligtelser i hvidvaskloven omkring pengeinstitutters adgang til oplysninger om reelle ejere af midler på advokaters samleklientbankkonti. Ifølge den forventede ændring af hvidvaskloven skal advokaterne uden ugrundet ophold stille identitetsoplysningerne til rådighed for pengeinstituttet.
Advokatrådet henstiller til, at der sikres en fleksibel løsning i forhold til adgang til data og gerne således, at advokater med samleklientkonti kan søge om en generel godkendelse til løbende at kunne tilgå oplysningerne om reelle ejere, uden at skulle opfylde kravene i bekendtgørelsens § 51, stk. 4, om dokumentation for legitim interesse, ved hver enkelt overførsel af midler til samleklientkontoen.
Med venlig hilsen
Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær