Spring hovednavigationen over

Christiansborg: Retshjælp

Publiceret: 17. september 2026

Tekst: Rasmus Holm Thomsen

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Retsudvalget svarer: Tid til at forbedre retshjælpen?

Morten E.G. Brautsch – retsordfører for Moderaterne

Sikrer retshjælpen, at alle borgere har lige adgang til domstolene?

Nej, det mener jeg ikke, vi ærligt kan sige i dag. Vejen ind i systemet er alt for svær. Borgere skal finde ud af, om det er offentlig retshjælp, fri proces eller en retshjælpsforsikring, der gælder. Man skal forstå indkomstgrænser og dækningsregler. For en borger, der står midt i en konflikt, kan det være helt umuligt. 

Derudover er der økonomien. Hvis advokater ikke får en rimelig betaling for det arbejde, en sag kræver, bliver det sværere for borgeren at finde kvalificeret hjælp. Det er især alvorligt, når borgeren står over for staten. 

Hvad vil I gøre for, at borgere faktisk kan få prøvet deres sag?

Hvis man står med en sag, skal man hurtigt kunne finde ud af, hvor man kan få hjælp, om man er dækket, og hvad det kommer til at koste. 

En reform skal derfor gøre adgangen til retshjælp mere overskuelig. Retshjælpskontorer og advokatvagter skal have bedre rammer, fordi de ofte er borgerens første møde med juridisk hjælp. Vi skal også se grundigt på takster og salærer – hvis advokater reelt taber penge på at tage komplekse retshjælpssager, kommer borgeren til at betale prisen. 

Og så skal vi se på, hvordan vi får flere advokater og advokatfuldmægtige til at bidrage til retshjælpen. Et konkret forslag, som jeg synes er interessant, er, at frivilligt arbejde i retshjælpen kan tælle med som obligatorisk efteruddannelse. Vi skal også have retshjælpsforsikringerne med i reformen. Det er ikke godt nok, hvis forsikringen reelt ikke hjælper i de typer sager, hvor almindelige mennesker har brug for den.

Regeringen foreslår en reform af retshjælpsordningerne. Hvad er det vigtigste at ændre?

Jeg har selv haft en aktiv rolle i, at retshjælpen står i regeringsgrundlaget, og det vigtigste er, at reformen bliver drevet af hensynet til borgernes retssikkerhed. Når vi ser sager, hvor mennesker får deres liv slået ud af kurs i årevis på grund af fejl i systemet, så kan vi ikke bare trække på skuldrene. Man skal kunne stole på, at systemet griber én, når det virkelig gælder. Reformen må ikke ende som en teknisk oprydning. 

Er det vigtigt, at der også kommer flere midler til retshjælpen?

Jeg vil ikke lægge mig fast på én model, før arbejdet er gjort ordentligt. 

Vi skal først se åbent på, om de nuværende rammer er gode nok. Kan borgerne finde den rigtige hjælp? Er retshjælpskontorer og advokatvagter stærke nok? Er der advokater, der reelt har mulighed for at tage retshjælpssagerne? Og fungerer retshjælpsforsikringerne godt nok i praksis?

Så må vi derefter se åbent på, hvilke ændringer der skal til for at sikre borgerne bedre adgang til kvalificeret juridisk hjælp.

---

Anders Vistisen – retsordfører for Dansk Folkeparti

Mener du, at retshjælpen reelt sikrer, at alle borgere har lige adgang til domstolene?

Et retssamfund fungerer kun, hvis borgerne har tillid til, at de kan få en retfærdig behandling. Hvis adgangen til domstolene i praksis afhænger af pengepungen, svækker det den tillid. Derfor er der brug for at styrke borgernes adgang til retssystemet. Dansk Folkeparti er klar til at se på en reform af retshjælpsordningerne, hvis den reelt gør det lettere for almindelige danskere at få deres sag prøvet.

Hvordan vil I konkret sikre, at almindelige borgere faktisk kan få prøvet deres sag?

Vi mener blandt andet, at tiden er moden til en forvaltningsdomstol, som kan sikre mere ensartede afgørelser og styrke retssikkerheden i sager mellem borgere og myndigheder.

Vi bør også gøre det nemmere og billigere at føre småkravssager uden advokat. I dag opgiver alt for mange, fordi det ganske enkelt bliver for dyrt. Her kan vi med fordel lade os inspirere af løsninger fra udlandet.

Samtidig bør vi afprøve ordninger med mere systematisk retshjælp, gerne i samarbejde med de juridiske fakulteter. Det kan give flere borgere kvalificeret rådgivning, før problemerne vokser sig større.

Endelig skal vi give bedre adgang til fri proces i principielle sager og i sager med store menneskelige konsekvenser, særligt på familie- og socialområdet. Ingen skal være afskåret fra at få deres sag prøvet, fordi økonomien ikke rækker.

Regeringen foreslår en reform af retshjælpsordningerne. Hvad er det vigtigste at ændre?

Vores fokus vil være, at flere får adgang til at få deres sager prøvet på et kvalificeret grundlag. 
 

Er det vigtigt, at der også kommer flere midler til retshjælpen?

I Dansk Folkeparti er vi også klar til at se på, om retshjælpen skal have flere midler. Men det afgørende er ikke bare at bruge flere penge. Det afgørende er, at pengene bliver brugt, så flere borgere får en reel mulighed for at få deres sag hørt og oplever, at retssystemet også er til for dem.