Uge 9 og 10, 2025

MANDAG

Hele den første uge står i en særlig sags tegn. Vi bistår en klient med et civilt søgsmål anlagt mod den danske stat, nærmere Udenrigsministeriet og Rigspolitiet, og deres tilladelser til, at der kan eksporteres våbendele til USA til F-35 kampfly. Fly, der ender på israelsk jord, og som IDF aktivt anvender i krigen i Gaza. Vi gør i sagen gældende, at dette strider imod Danmarks internationale forpligtelser, da der er en klar risiko for, at flyene anvendes til krigsførelse i strid med den humanitære folkeret. 
Sagen handler om dansk producerede kampflydele, om våbenloven, FNs våbenhandelstraktat og EU-regulering. De kommende dage står på en formalitetsprocedure om, hvorvidt sagen overhovedet kan føres. Det mener vi, at den kan.
Hele dagen bruger vi på at gøre de sidste ting klar til sagen, som starter i morgen. Det er en af den slags sager, hvor faktum er svær at låse fast. Man kan derfor ikke rigtig forberede den færdigt, for der dukker hele tiden nye ting op. Ting, der belyser gennemførelse af leveringerne af F-35 kampfly fra USA til Israel, oplysninger om hvordan vores klient og hans familie er påvirket, Vi falder – lidt tilfældigt – over få dage gamle artikler fra israelske medier, der kaster nyt lys på sagen. 
Vi forsøger at koble de stående eksporttilladelser meddelt til en dansk virksomhed med de nyeste oplysninger, så de er klar. Det har alt sammen relevans for spørgsmålet om, hvorvidt vores klient har retlig interesse i sagen. 
Sagen sambehandles med en lignende sag, anlagt af fire NGO’er, så vi forsøger også at koordinere de sidste ting med vores gode kollegaer hos Kontra Advokater. 
Vi skal i Østre Landsret tre dage i denne uge med vores klient, som er en herboende palæstinensisk studerende fra Gaza. Han udrejste et år før krigen, der startede i oktober 2023. En krig, som har betydet, at han har mistet sin toårige nevø under et luftangreb. Han har sin søster og andre familiemedlemmer i Gaza, som er fordrevne fra deres hjem, der er blevet sønderbombet under konflikten. 
Jeg og min dygtige advokatfuldmægtig, der har lagt mange timer i sagen og dens forberedelse det seneste år, mødes med vores klient og drøfter sagen og hans partsforklaring, der skal afgives om nogle dage i retten. 
Efter han er gået, sidder vi sent på kontoret og gennemgår de sidste ting, der skal bruges til forelæggelsen i morgen. Vi har været tidligt oppe i sidste uge og haft lange dage og aftener på kontoret, hvor vi har forberedt os grundigt. Jeg forsøger altid at skabe rum for, at vi kan arbejde lidt i hold på sager, det skaber næsten altid et meget bedre resultat. Det kræver en del fleksibilitet – som jeg næsten tænker, kan virke urimelig.  
Det er en af den slags dage, hvor der ikke er tid til at tænke på mad, andet end en hurtig sandwich på kontoret. Søvn er der heller ikke så meget af, men jeg har en divan på kontoret, hvor jeg lige kan lægge mig og lukke øjnene lidt. Så hænger det næsten sammen.

TIRSDAG

Jeg mødes tirsdag morgen med klient og en del fra kontoret på en hyggelig café i Nordhavn, og vi får en kop kaffe sammen og snakker om, hvordan de kommende dage kommer til at forløbe. Flere af vores studentermedhjælpere er også kommet forbi. De har fulgt med og være koblet lidt på sagen de seneste måneder og skal derfor have mulighed for at følge sagen i retten. Vi lægger en slagplan for, hvad der skal ske i retten og taler lidt om forventningen til dagen, hvordan vi bedst vinkler de sidste ting, og hvad der er relevant at få frem fra vores side. 
Vores klient skal afgive forklaring i morgen. Han har nogle flere oplysninger, som han nu har fået fra sin familie i Gaza, og vi tager en snak om, hvordan han bedst kan forklare herom. Dagen forløber helt efter planen, og hans forklaring indrammer kernen i, hvorfor han har valgt at anlægge sagen. Som han forklarer i retten, giver retssagen ham en mulighed for at føle sig lidt mindre magtesløs.
Inden vi går i retten, ringer Københavns Politi, og beder mig tale med en person, som har været involveret i en demonstration foran Mærsk hovedkvarter dagen før. Den demonstration var også knyttet til krigen i Gaza, og Mærsks transport af blandt andet våben til Israel i forskellige konstellationer med deres container-trafik. Flere af aktivisterne blev anholdt. Jeg taler kort med en udenlandsk kvinde, der er tilbageholdt, som ikke ønsker at give ret mange oplysninger. Jeg fortæller lidt om grundlaget for en eventuel fængsling, og fremstilling i retten. Den anholdte har rakt ud, da vi nogle gange giver rådgivning til en retshjælp tæt på vores kontor om forskellige spørgsmål. De har derfor også givet kvinden mit nummer, inden hun blev anholdt. 

Også i dag foran Østre Landsret er der her på første retsdag dukket en lille gruppe demonstranter op for at markere deres utilfredshed med angrebene i Gaza. Der er dog ikke så mange som forventet – flere er nok blevet anholdt foran Mærsk bygningen dagen før.
Inden retsmødet drøfter vi forelæggelse og det sidste praktiske med vores kollegaer fra Kontra Advokater, som repræsenterer søgsmål mod staten for de fire NGO’er. 
Vi har kigget på krigshandlingerne i Gaza i et år forud for det her og efter kontakt med vores klient, mener vi, at han bør have adgang til at føre sagen. Det er usikkert, og rejser nogle uafklarede spørgsmål. Vi forventer dog først en afgørelse i april, om han gives adgang til det. Vi har dog allerede drøftet med ham, at spørgsmålet nok skal forbi Højesteret. 

ONSDAG 

Nu er vi i uge 10, og jeg spoler lige tilbage til mandag, hvor jeg blandt andet har et møde sammen med en af mine advokatfuldmægtige med LGBT Danmark, der har besluttet biintervention i en sag om juridisk kønsskifte. 
Den handler om vores klients ønske om skift af det sidste ciffer i hendes cpr-nummer for en 13-årig pige, hvor vi har udtaget stævning mod Justitsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen for at give afslag på at skifte det sidste ciffer i cpr. nummeret. 

Vi gør gældende, at det er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til privatliv, fordi de ikke har nogen god grund til at afslå det. Det er den første sag af sin art, hvor en person under 18 har indbragt et afslag for domstolene. Vi drøfter nærmere strategien, og vi drøfter med LGBT Danmark, at dette er et grundlæggende problem for rigtig mange i samme situation, at ens trivsel påvirkes ret negativt af, at man ikke får sin kønsidentitet helt anerkendt. 

I tirsdags skulle jeg have været i Vestre Landsret med en sag om overtrædelse af ophold- og meldepligter for en klient, som har arbejdet som FE- og PET-meddeler. Han følte sig derfor så utryg ved at opholde sig på udrejsecenter Kærshovedgård, at han valgte at blive væk fra centret i en længere periode, efter at andre beboere fandt ud af hans arbejde. Sagen er dog nu udsat indtil april. 
Jeg vælger at sove lidt længere og lister først ind på kontoret kl. 10.00, hvor jeg har to møder i rap omkring statsborgerskabsspørgsmål. Det første vedrører nogle spørgsmål om kravene til ophold i Danmark, når man nu er udsendt for en dansk arbejdsgiver til udlandet. Vi drøfter mulighederne efter, at pågældende har modtaget et afslag på dansk statsborgerskab.
Den anden sag vedrører en ung kvinde, der har fået oplyst, at hun ved en fejl tilbage i 2006, da hun blev adopteret af sin danske stedfar, blev registreret med dansk statsborgerskab. Det mener man i dag er en fejl, og hun skal derfor registreres på ny, så hun ikke står som dansk statsborger længere. Vi tager en snak om, hvor urimeligt dette føles, og jeg forbereder hende og stedfaren på, at det nok kan blive nødvendigt med en retssag på sigt. Vi bliver enige om at starte sagen op nu, med det i baghovedet.

Resten af tirsdagen står herefter på forberedelse af de sidste ting i en udvisningssag i Højesteret, jeg er på vej til her onsdag morgen. Jeg tager lidt tidligere mod Højesteret og sidder på en cafe alene og kigger på de punkter, vi skal have frem. Min klient er fængslet, så ham møder jeg først om lidt – en ung mand, der står til udvisning efter en dom på 3,5 års fængsel for overdragelse af kokain. Han er fra Kosovo, men har boet her, siden han var fem år gammel. I landsretten blev han udvist med indrejseforbud i tolv år. Sagen har jeg overtaget efter landsrettens dom, nu hvor udvisningsspørgsmålet er centralt.
Efter sagen taler jeg lidt med min kollega fra Rigsadvokaten, der møder i sagen, om nogle undervisningsdage vi sammen skal afholde om nogle måneder om netop udvisningspraksis. Jeg har selv tidligere arbejdet hos Rigsadvokaten, før jeg blev advokat, så det er ofte et hyggeligt gensyn med gamle kollegaer, når jeg for eksempel er i Højesteret i straffesager.
Afgørelsen i denne sag kommer ugen efter og ender desværre med en skærpet dom på fire år med nedsat indrejseforbud i seks år. Det var, hverken hvad jeg og bestemt ikke min klient havde håbet på.  

TORSDAG

I dag er jeg i Flygtningenævnet, hvor jeg som nævnsmedlem tager stilling til asylsager. Jeg kommer heldigvis nemt fra kontoret på Nørrebro på cykel og rundt til de steder i byen, hvor jeg arbejder. I nævnet er det altid lidt usikkert, hvornår dagen slutter. Bagkanten skal derfor altid være lidt åben. Det er noget af en kontrast til dagen før i Højesteret, hvor man kan være helt sikker på, at sagen er færdig på minuttet, der står i tidsplanen, Højesteret har fået. 
Hele sidste uge var jeg der jo ikke rigtig for familien, men jeg kommer heldigvis i dag ikke sent ud af nævnet. Min hustru Louise og jeg har tre børn. Jeg har en søn på 18, og så har vi to piger sammen på seks og otte år. Efter mange år i centraladministrationen har hun nu også valgt advokatvejen – dog lige nu med et smut forbi Københavns Byret som konstitueret dommer. Louise har stået for det hele i sidste uge, men i dag skal hun til middag, og jeg kan heldigvis komme hjem i god tid og hygge med ungerne. Så er det mig, der står for gryderne – børnene er dog ret kræsne, så jeg behøver ikke være særlig kreativ. 
Vi taler meget derhjemme om de sager, vi har, og hvad det er, vi egentlig går og laver. Min søn kan godt lide at udfordre mig og stiller gode spørgsmål, også til kernen i den rettighedstilgang, som jeg vælger at forfølge i alle sager, jeg kaster mig over. Der er meget ping-pong over bordet. 
Jeg har tidligere arbejdet i forskellige partnerskaber, men i 2023 valgte jeg at starte helt for mig selv, og så er det jo mig selv, der skal stå for det meste, herunder bogføring, hænge lamper op og købe printerpapir. Jeg har nogle seje medarbejdere, der er helt med på den start up-ånd, der stadig eksisterer på kontoret. Det er heldigt. Louise har også hjulpet meget med det administrative på kontoret, men hun har jo også alle sine egne sager nu. Men det fungerer godt. Vi drøfter også, hvilke sager vi skal tage. Vi siger ikke nej, hvis vi oprigtigt mener, at der er et rettighedsproblem, og det er bare fedt at hjælpe, der hvor vi kan hjælpe.
Som jeg dog lidt for sjov – men også i alvor – altid siger, når min søn synes, det er sjovt, at der er endnu en sag, hvor jeg ikke har fået medhold, at hvis det var lette sager, så gad jeg dem nok alligevel ikke på sigt. Det hører mine medarbejdere mig også ofte sige.

FREDAG

Fredag skulle jeg have været på et par fængselsbesøg, men igen er der lidt ændringer. Man ved ikke altid, hvad dagen skal bruges på, men det trives jeg godt i. Jeg har altid arbejdet meget og kan godt have svært ved at sige nej til sager og opgaver, så det skal jeg fortsat øve mig på. 
For blot et halvt års tid siden, var der en i min familie, som var i gang med udredning for ADHD. Efter et hyggeligt besøg hos os, foreslog hun, at jeg også blev udredt. Det syntes både Louise og jeg var lidt sjovt, da ingen af os kunne få øje på formålet med det. Men jeg har i mange år kæmpet ret meget med en følelse af udbrændthed, når dagen var omme. Når jeg kom hjem, var der ikke så meget overskud, og lunten kunne godt være meget kort. Jeg kunne føle mig depressiv eller i hvert fald lidt off til tider. Men når man står midt i livet, eller måske lidt længere end midt, så er der nok nogle ting, man reflekterer mere og hurtigere over, så hvis jeg kunne ændre på noget drastisk, var det måske ikke dumt. Så jeg besluttede mig alligevel for at gøre det og talte med en psykiater – og måske ikke så overraskende for andre end mig selv, fik jeg en ADHD-diagnose i løbet af meget kort tid og blev anbefalet medicinering. Det sagde jeg til gengæld straks ja tak til, og det har haft en god effekt på mig siden december – bum så var det på plads. 
Det er jo en diagnose, hvor man kan fokusere og performe helt sindssygt, når det virkelig gælder for eksempel i retten, og det lyder måske som en kliché, men det giver jo så også nogle udfordringer og konsekvenser andre steder. Man kan have den her superenergi, og alle synes, man er sej, men hvad er der så tilbage til dem derhjemme, eller når man har sagt farvel til klienten eller ens medarbejdere efter en travl dag og er helt tømt for energi? Nu tager jeg Ritalin og med medicinen, har jeg fået langt mere overskud og har fundet en bedre balance, og effekten er kommet overraskende hurtigt.  
Men altså kalenderen er jo den samme som før, og jeg har stadig svært ved at sige nej. Det er nok også et personlighedstræk, og så er det jo også bare sådan at være advokat. Der er tryk på, og jeg kan jo se, at de sager, der kommer min vej, er de rigtige sager for mig. Til gengæld kan jeg nu godt være meget mere til stede og er ikke helt drænet i alt det, som ikke er sager, og den jeg fremstår som, som advokat. Det binder faktisk også ting sammen på en meget bedre måde.

WEEKEND

Der er lidt mere tid til at slappe af. Weekenden starter med brunch med min familie. Det hygger vi os rigtig meget med. Men jeg har også et møde lørdag kl. 13, som jeg helt havde glemt. Klienterne ringer og spørger, hvor jeg bliver af, og jeg springer op på cyklen. Det er godt at bo tæt på sit kontor så. De er heldigvis ikke (alt) for sure, og vi får snakket sagen igennem.
Det er en opfølgning på ”ghetto-sagen”, som handler om diskrimination, almene boliger og en række klienter, der er blevet tvunget til at fraflytte deres boliger, da de bor i et område med for mange ikke-vestlige beboere. Vi har fået et godt forslag til afgørelse tidligere på måneden fra generaladvokaten ved EU-Domstolen, hvor sagen aktuelt er placeret. Den drøfter vi lige igennem, også om hvad konsekvenserne kan blive, hvis forslaget bliver fulgt af EU-Domstolen i sidste ende. 
Søndag skal jeg ikke noget men går et par ture med vores to hunde. Jeg dyrker ikke så meget sport udover at cykle rundt i byen, når jeg skal nå frem til forskellige ting. Men de seneste måneder er jeg begyndt at bruge lidt tid på saunagus og tager også ofte til lidt lydterapi, hvor jeg bare kan få lov at sove i en time. Saunagusen er faktisk placeret i Nordhavn, så det passer ofte godt med, at jeg lige kan nå det, inden jeg for eksempel skal i Østre Landsret. Koldvandskaret mellem sauna-sessionerne kræver lidt tilvænning, når man er kuldskær – måske er det de pakistanske gener, der bliver udfordret der, men det går da nogenlunde. Men udover det har jeg ikke tid til mange hobbyer. 
Det, som jeg synes, er spændende i mit liv, er nok for forbundet med arbejdet, og jeg har ikke som sådan brug for at koble af fra det. 
Jeg har jo kun ét liv ikke, så på en eller anden måde ser jeg det heller ikke som et hus med mange værelser. Det er vel bare ét stort hus.