Uge 49, 2024

MANDAG 

En mørk og våd december morgen. Min dag starter som altid med en godmorgen hilsen fra min glade hund, Cooper – som er med overalt, fordi han ikke er god til at være alene – igen fordi jeg har for travlt til at afsætte den fornødne tid til alene-hjemme træning.
Jeg læser dagligt papiravis over et par kopper sort stærk kaffe og morgenmad. Jeg springer aldrig et måltid over! Inden jeg er ude af døren, er der let gået to timer, før avisen er læst, mails er tjekket på mobilen og en kort meditation er gennemført. 
Dagens første aftale er hos dyrlægen. Cooper er ugen før blevet diagnosticeret med en diskusprolaps. Jeg reflekterer over, at de sidste par ugers (dyr)lægebesøg overstiger, hvad jeg i mine sønners barndom har brugt af tid hos lægen med dem. Tankevækkende. Jeg har aldrig betragtet mig selv som en karrierekvinde, men ingen tvivl om, at arbejdet har lagt beslag på mange af mine vågne timer gennem tiden.
Når jeg lander på kontoret, er der næsten altid run på fra start. Telefonen ringer – både fastnet og mobil. Det er få klienter, der har mit mobilnummer, for jeg har stort set udelukkende privatpersoner, som ellers ville ringe og sende sms på alle tider af døgnet. Nu kan de skrive mails (som jeg så ofte besvarer på alle tider af døgnet), og som jeg kan journalisere på sagen. I dag var der sms fra en journalist, der skriver om en sag, hvor jeg var beskikket som bistandsadvokat for de pårørende til en ung mand, som døde på grund af fejlmedicinering og manglende lægelig opfølgning. En af de mange sager, der rører mig og som fordrer mange klientsamtaler. 
Min sekretær og jeg danner os et overblik over ugen og får presset et par ekstra møder ind. Jeg når også at tale med en af mine jurastuderende om et par sager, der skal sendes til Erstatningsnævnet.  
Frokost indtages ved skrivebordet, mens jeg læser, besvarer og journaliserer mails. Herefter er det op på cyklen til byretten, hvor jeg skal bistå en klient i en voldtægtssag. Der er et pænt opbud af tilhørere i retten, og for en gangs skyld beder jeg ikke om lukkede døre, som min klient ellers har krav på. Min klient har selv venner og familiemedlemmer med, og man kan ikke lukke dørene for nogle, men ikke for andre.

Eftermiddagen bliver brugt til at besvare mails, håndtere to nye henvendelser, anmelde en voldtægt sket i udlandet på vegne af en ung kvinde, yde sparring til min fuldmægtig Thea og drøfte et debatindlæg om psykisk vold, hvor der efter min opfattelse er udfordringer med efterforskning og dermed for få sager, der bliver rejst.
På godt to timer når jeg også at gå tur med hunden, få ordnet negle, lave 15 minutters yoga og lave mad til min veninde, Kisser. Vi har kendt hinanden, siden vi var gravide i 1997 med vores første børn. Kisser er psykolog og har været en stor inspirationskilde i min egen personlige udvikling, ligesom jeg i mange år har fulgt hendes kurser for at tilegne mig værktøjer til øget nærvær, at lytte, sparre, støtte samt viden om enneagrammet, som jeg i dag bruger i mit arbejde.
Dagen rundes som altid af med en gåtur med Cooper. Det er en god måde at få luft og clearet hovedet, inden natten falder på.

TIRSDAG

Dagen startes med en coaching session i indre by. Det mentale helbred er vigtigt, så derfor har jeg altid brugt sparring fra psykologer, coaches, terapeuter mv. Da jeg for snart 30 år siden startede med at have sager som bistandsadvokat, havde jeg fast en form for supervision hos en psykolog. Nu bruger jeg det til at læsse af, når en klients sag kryber under huden og til at reflektere over, om jeg er på rette vej i arbejdslivet. 
På kontoret er dagens første møde med et kærestepar, der begge har været udsat for vold. Der var jeg bistandsadvokat for dem, og nu har han bedt om min hjælp til forældreansvarssag. Den type sager hænger så fint sammen med virket som bistandsadvokat. Eller med virket som ofrenes advokat om man vil. Børnene bliver de virkelige ofre, hvis vi ikke håndterer disse sager med barnet i centrum. Mit mantra er, at klienterne skal fremhæve sig selv i stedet for at nedgøre det menneske, de engang elskede. Igen mærker jeg, hvor meget andet end jura spiller ind i mit arbejde. 
Jeg orienteres af politiet om, at der i et grundlovsforhør er afsagt straksdom i en sag, hvor jeg er bistandsadvokat for en kvinde, der har anmeldt stalking og overtrædelser af tilhold. Så røg den forurettedes chance for at få påkendt et erstatningskrav under en retssag.
Efter frokost går turen på cyklen til byretten og en straffesag, hvor jeg er forsvarer. Som beneficeret får jeg sager via Københavns Byret efter et særligt system, så det er ikke en klient, der har valgt mig. Det kunne han ellers roligt have gjort, for jeg får ham frifundet for dokumentfalsk, selvom han end ikke mødte op i retten. 
Tilbage på kontoret håndterer jeg en sag med en af mine få klienter, der kommer igen flere gange; en ung pige som for fjerde gang er forurettet i en sag, hvor moderen er den sigtede. Jeg bebrejder hende aldrig, at hun igen og igen opsøger sin mor i håbet om, at det ikke går galt igen. Ligesom jeg aldrig fordømmer kvinder, der tilgiver deres mand for at have udøvet vold. Kærlighedens veje er uransagelige.

Efter en lind strøm af opgaver med at besvare mails og telefonopkald, tjekke minretssag, sparring til student og fuldmægtig, indtages i dag aftensmaden på kontoret foran computeren – og så afsted til salsa.
Jeg har danset cubansk salsa i cirka seks år og er fuldstændig afhængig af det! Jeg startede for at udvide min horisont og lave noget andet end løb og vægttræning. Okay, jeg startede så også lige til yoga og anskaffede mig en hund samtidig. Jeg har generelt let ved at vælge noget til – men lidt svært ved at vælge fra. Salsa blev også valgt for, at jeg ville lære at slippe kontrol, lade mig føre. Jeg fik meget mere med. Til cubansk salsa lærer vi om cubansk kultur, hvordan et land i armod danser for at mærke livet, vi flirter, mændene skal både styre, passe på og respektere kvinderne. Og kvinderne skal forblive i feminin energi. Være bløde – og sige fra, når deres grænser overskrides. Hvis jeg løber en tur eller står i fitnesscenteret, kan jeg tænke på sager og afregninger. Når jeg danser salsa, er jeg i nuet, hele tiden. 

ONSDAG

Der er altid mange retsmøder i december. Ugen efter har jeg både forældreansvarssag, straffesag og fire bistandssager, hvor jeg gør en dyd ud at fremsætte et veldokumenteret krav en uge før – også selvom jeg derved bruger langt mere tid, end man honoreres for. Det er svært at sige til en klient, at tiden er opbrugt, så desværre kan jeg ikke fremsætte dit erstatningskrav. 
I dag er der en ankesag i Østre Landsret, hvor jeg har fremsat et krav, fordi det drejer sig om så mange delinger begået af én person. 
I byretten senere på dagen er jeg forsvarer for en kvinde, der er tiltalt for at have snydt med et handicap parkeringskort. Hun var ulykkelig og manden oprevet. Her må jeg forklare, at vi alle begår fejl, og at der heldigvis ikke er nogen, der er kommet til skade. Hun bliver dømt, men slipper billigt. Det bedste er dog den ros, jeg får af ægteparret. Det er så vigtigt, at vi som advokater er engagerede og gør en indsats for at tale klientens sag, også selvom vi har forberedt dem på, at udfaldet nok ikke er det ønskede.
Om eftermiddagen hører jeg om en kollega, der har gjort det lige lovlig godt – for sin klient! Der er sket frifindelse i den voldtægtssag, hvor jeg mødte mandag. Klienten er helt knust – og jeg er ærlig talt ret uforstående. Der var notorisk ikke samtykke. Hverken jeg eller forurettede kan anke, men der er ingen, der hindrer mig i at komme med mit besyv til anklagemyndigheden. Så må de jo gøre med det hvad de vil.
Inden kontordagen rundes af, når jeg at håndtere en del frivilligt arbejde for Bistandsadvokaternes Landsforening og Hjælp Voldsofre.  Sammen med min fuldmægtig Thea ser jeg på den procesplan, der er lavet for at komme i mål med en vejledning til bistandsadvokater. 
Jeg når en løbetur rundt om søerne på Østerbro, inden jeg får besøg af en venindes datter, der skal bo hos mig et par dage – og passe min hund.
Inden sovetid skal der dog lige bruges lidt tid på at forberede et indlæg til torsdagens konference på Christiansborg. Og naturligvis gås en aftentur med hunden med en lydbog i ørerne. 

TORSDAG

Selvom der er gæst i hjemmet, skal hele morgenritualet gennemføres. Der henter jeg mit overblik og mit overskud til dagen, som starter med telefonmøder under gåturen med hunden. Min klient i den frifindende voldtægtssag kan ikke finde ro, før hun ved, om sagen bliver anket. 
Der er retsligt telefonmøde i endnu en sag om forældreansvar. Det er faktisk også en del af de beneficerede advokaters opgaver at tage disse sager – hvis de vel at mærke har sagt OK til at stå på den liste (og det har jeg). Man kan undre sig over, at der så ikke også bare er en liste for dem, der vil påtage sig rollen som bistandsadvokat. 
Jeg taler med Thea om et debatindlæg til Berlingske, om vejledningen og processen med det videre arbejde. 
Jeg har et par civile erstatningssager også. Der skal afleveres replik i en sag og laves forespørgsel til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i en anden. 
Slides til dagens konference skal finpudses – som altid i sidste øjeblik, der skal holdes et teamsmøde med en klient, der er flyttet til udlandet – og så afsted til Christiansborg. 

I min egenskab af talsperson for Hjælp Voldsofre har jeg siddet i et Advisory Board i et projekt, der hed ”UDSAT”. Det hørte under Center for Voldsforebyggelse og mundede ud i en rapport med forskellige forslag til forbedring af retsstillingen for navnlig ofre for psykisk vold og stalking. Jeg bidrog med et oplæg om psykisk vold set med bistandsadvokatens øjne og i to debatter. Torsdag rundes af med en pigemiddag med ”juratøserne”. Da vi blev færdige med at læse i 1992, aftalte en lille gruppe af kvinder at spise sammen den første torsdag i måneden. Vi holder stadig ved. Vi har taget på rejser, fejret sejre og sorger, fulgt med i hinandens graviditeter, fødsler, bryllupper og skilsmisser. Der bliver skålet i skøn hvidvin, grint, grædt og talt om stort og småt, når vi er sammen. Det er (også) balsam for sjælen

FREDAG

En gang om måneden har vi morgenmøde hos SIRIUS advokater. Der er altid det store morgenbord om fredagen, men denne ene gang om måneden fortæller ledelsen om nyt – eller andre beretter om spændende projekter. I dag skal jeg fortælle om bevillingen fra Dreyers Fond og arbejdet med at lave en vejledning for bistandsadvokater.
På vej til Østre Landsret, ringes jeg op; forsvareren har taget bekræftende til genmæle overfor et godtgørelseskrav, så jeg skal ikke møde op og procedere et erstatningskrav. Jubiii – tid på kontoret til at sagsbehandle! Der er nok at tage fat på.
Jeg får lavet opslag på LinkedIn om gårsdagens konference, ydet sparring til et medlem af Bistandsadvokaternes Landsforening, og jeg gennemgår de opgaver, Thea har lavet, sammen med hende. 
Jeg har møde med en klient, som har en straffesag i næste uge. Forhold er begået i 2020, og jeg beroliger hende med, at det kommer til at spille ind på straffen. Og jeg når at holde et telefonmøde med en forurettet, som skal have læst højt af den rapport, der blev lavet efter en politiafhøring.
Og så er det tid til firmaets JULEFROKOST. I år er der lagt op til en rolig en af slagsen. Men det hindrer ikke min kollega Pernille Backhausen i at holde et brag af en tale. Det er hun forrygende til. Hun omtaler alle i firmaet – og udlover en flaske bobler til den, der måtte blive glemt. I år fik ingen champagne. Bravo Pernille!
Jeg er på cykel, og da festen slutter ved midnatstid, tager jeg forbi et nærliggende festlokale, hvor min yngste søn på 24 har en DJ-opgave. Hans storebror, min 27-årige søn er der også, så jeg får nydt synet af dem begge og glædes over den stemning, de skaber til festen og på dansegulvet. På cykelturen er jeg lykkelig over, at de i hvert fald lod som om, at det ikke var pinligt, at deres mor kom forbi (kun at hun tog et billede uden at slå blitz fra).

WEEKEND

Lørdag bringer eksmanden hunden hjem, så jeg kan nå at hygge lidt med ham (altså hunden), inden der lige skal laves yoga før dagens julefrokost på Midtsjælland. Jeg har boet i en lille landsby, der hedder Vigersted, fra jeg var 12 år og gik på et gymnastikhold, som i høj grad har defineret mit liv. Mænd & kvinder, drenge & piger til både rytmisk og springgymnastik. Vi har rejst fire gange og lavet gymnastikopvisninger mange steder i Danmark og Europa. I 1987 startede jeg en julefrokost klub med over 25 kvinder, overvejende fra gymnastikholdet. De sidste 15-20 år har vi været den samme flok af 11, som mødes hvert år den første lørdag i december – og hvert andet år på et wellness ophold i Sverige.
Vi skal være midt i skoven i en hytte uden el og varmt vand. Eftermiddagen starter med bål og gløgg – og så snakkes der uafbrudt i de næste 8-10 timer. Jeg har haft en travl uge, så jeg kører tidligt og smiler det meste af den timelange køretur hjem.
Udover at der bruges ekstra meget tid på at spise en god morgenmad, læse avis og meditere, er der ikke meget hviledag over min søndag. Der skal holdes et telefonisk klientmøde, uploades lidt på minretssag og sendes et par mails. Jeg når også en tur i fitnesscenteret og at have min langpelsede hund i bad. Jeg er også perfektionist med hunden, som vaskes efter alle kunstens regler med shampoo og balsam, der skal sidde ti minutter og så en føntørring med en håndfri tørrer på et stort stativ og en gennembørstning. Det tager tre timer, men så er Cooper også meget fin og lækker. Og jeg er meget træt.
Søndagen rundes af med juratøserne og en tur i Danmarks Radios koncertsal – til Burhan G koncert. Jeg sørger for, at vi kommer til spændende foredrag om personlig udvikling, en anden sørger for koncerter. Det er en fornøjelse at være til koncerten. Sikke en koncertsal. En fantastisk måde at slutte ugen af på.