Da Sofie Lassen-Kahlke var 13-14 år gammel, begyndte hun at lave film. Det kom ifølge hende selv ”helt ind fra højre” efter noget frivilligt teater. Siden fulgte den ene rolle efter den anden, og karrieren som skuespiller og en status som allemandseje blev beseglet med hovedrollen som Anja i Kærlighed ved første hik – den første film i serien om Anja og Viktor.

Færre ved nok, at der på Sofie Lassen-Kahlkes CV også står cand.jur. – en uddannelse, som det faldt naturligt for hende at vælge.

”Lige der, hvor alle mine venner søgte ind på studie, der havde jeg ikke noget at lave det næste år. Jeg vidste godt, der lå nogle film i pipelinen, men ellers tænkte jeg: Går man bare sådan og laver ikke noget i et år eller flere måske? Og så var jeg sådan: Jeg søger også ind på en uddannelse. Og så var hele min familie jo advokater, så det føltes meget trygt at vælge jura, og det var det, jeg havde brug for lige der. Jeg tænkte måske også, at jeg bare lige tog et par måneder med rustur, og så var jeg helt sikkert videre,” fortæller Sofie Lassen-Kahlke.

Videre kom hun – men ikke så hurtigt, som hun havde tænkt. Faktisk blev det først til et speciale i medieret 17 år senere på grund af skuespillerkarrieren, andre projekter og et par barsler undervejs, som gjorde, at studiet trak ud så længe. Men til at begynde med startede Sofie Lassen-Kahlke ud på uddannelsen som alle hendes medstuderende, og hun fik hurtigt en stor begejstring for studiet og studiemiljøet, som blev en anden identitet for hende.

”At gå fra at have været i sådan en kunstnerisk branche, hvor man går fra det ene til det andet, og også en flyvsk gymnasietid, hvor jeg også brugte meget tid på film, til så at komme ind på det her gamle universitet og få en læsegruppe og være en del af noget. Det blev jeg helt vild med. Jeg fik nogle gode venner, og jeg blev helt grebet.”

Lov til at være studerende

Studielivet blev også brugt til noget andet.

”Jeg begyndte på det tidspunkt at lave Kærlighed ved første hik og fik et meget stort navn, og hvor alle følte, de havde en aktie i mig og en holdning til mig. Så egentlig det der med bare at sætte sig ind i de gamle lokaler eller på læsesalen eller til fredagsøl eller til festerne, det var godt for mig.

Jeg kan huske, at jeg også nogle gange skulle til en premiere på en film, jeg selv havde en hovedrolle i. Dengang var det meget in, at så blev vi hentet i limousine. Så sad jeg inde på læsesalen med glimmertøj i tasken og blev hentet på en af de omkringliggende veje. Altså det der med at holde fast i det der helt almindelige liv, samtidig med at jeg fløj lidt rundt på en eller anden stjernevæg, det gjorde virkelig noget.”

Når Sofie Lassen-Kahlke sad på jura, aflagde hun sig sin stjernestatus – selv om det også kunne være svært. Hun kendte rigtig mange fra sin gymnasietid på jura og var derfor en naturlig del af mange fællesskaber.

”Jeg fik ligesom lov til at være den studerende. Bare for den jeg var – som Sofie. Jeg kan også huske, at jeg til de skriftlige eksamener tænkte: ’Jeg bare var et nummer’, mens jeg i de mundtlige fag, hvor jeg var ansigt til ansigt med undervisere og censorer, havde et stort behov for at komme ind ad døren og være ”den jurastuderende”. Min skræk ville være, hvis de havde kommenteret et eller andet i de situationer, eller jeg ikke havde klaret mig godt.  Derfor gjorde jeg mig også meget umage, og jeg klarede de mundtlige eksamener godt,” fortæller hun og fortsætter:

”Men identiteten var jo selvfølgelig splittet. I min skuespillerverden og den kreative verden, var jeg jo også hende, hvor der også blev stillet spørgsmålstegn: Laver hun egentlig det her 100 procent? For hun studerer jo også jura. Og på jura var jeg selvfølgelig også ’hende der skuespilleren’. Så altså jeg var da en studerende, som var lidt anderledes.”

Børn i juraens verden

Sofie Lassen-Kahlke og hendes søster blev tidligt i barndommen ført ind i juraen og sagerne i hjemmet. Både bedsteforældrene og begge forældre er advokater – den ene stadig aktiv – og juraen og sagerne var ofte omdrejningspunktet for samtalerne over aftensbordet eller til familiekomsammener.

”Mine forældre har altid involveret mig og min søster enormt meget i det. De talte altid om deres arbejde og om sagerne, og de fortalte os meget om den verden. Det kunne være helt ud til paragraffer, eller hvorfor må man det og det, eller hvorfor det er vigtigt at gøre sådan. De tog os ligesom indenfor og talte med os som ligeværdige. Og de kunne også – selv om det lyder åndsvagt – spørge os sådan til råds. ’Nå men hvad synes I?’, og sådan: ’Har I nogle argumenter i den her sag?’. Måske var det bare for at inddrage os, men det gjorde de,” siger hun.

Derudover kom Sofie Lassen-Kahlke jævnligt på sin fars advokatkontor og blev også taget med i retten og i dommervagten, hvor hun så, hvordan systemet virkede i praksis.

”Hvis jeg for eksempel var syg, kom jeg jo bare med i retten eller ned i dommervagten – det var jo lidt en anden tid. Og så var det ikke sådan noget med at sidde nede bagerst i lokalet med min iPhone. Men det har jo gjort, at jeg virkelig godt forstår nogle ting. Man oplever systemet og en anden verden. Jeg kan jo bare huske, at jeg var underholdt. Altså i citationstegn. Det var alvorlige sager, men jeg lærte noget om samfundet ved det.”

Hun mindes særligt en mordsag, hvor hendes far var forsvarer. Sagen kørte i byretten, og der var særlige detaljer om tidspunkter, som fik betydning. Blandt andet var det særligt vigtigt, om den tiltalte kunne have nået at tilbagelægge en særlig rute inden for et særligt tidsrum.

”Jeg kan huske, hvor meget indtryk det gjorde på mig det her med detaljer og minuttal, og hvor præcis man skal være i sin bevisførelse. Det var en meget fascinerende sag for mig, som endte med, at han blev frikendt,” husker Sofie Lassen-Kahlke.  

Hun husker også andre gange, hvor hun var med på fængselsbesøg. Og uanset hvor hun var blevet taget med i dommervagten, retten eller fængslerne, var det fast praksis, at de talte om, hvad der egentlig foregik, når de kom hjem.

”Vi brugte faktisk enormt meget tid på at tale om det. Det var nok derfor, jeg blev så engageret. Det har altid virkelig pirret min nysgerrighed, hvordan fængselssystemet og straffesystemet fungerede. Også de indsattes forhold, og sådan hvad der sker inde i hovedet på de kriminelle. Og jeg mødte også klienterne, og så blev jeg ”advokatens datter”, og så kom min far hjem og skulle hilse mig fra en eller anden. Det kunne godt være en, der sad inde for noget, der ikke var særlig godt. Men så blev han jo lige som ”bare” klient. Og så så jeg det fra flere sider.”

Hun har flere gange leget med tanken om at benytte jurauddannelsen. Men et klassisk kontorjob med faste arbejdstider, ligger ifølge Sofie Lassen-Kahlke for langt fra det liv, hun har levet.

”Jeg ville simpelthen ikke fungere i det, tror jeg. Det kan vi godt grine lidt af. Men når man har levet som sådan en fri fugl – og det er slet ikke, fordi jeg ikke kan arbejde, og jeg kan også sagtens arbejde mange timer – men det der med at bestemme over min egen tid, det ligger så dybt i mit DNA. Så jeg elsker den juridiske verden, jeg synes, det er vildt spændende. Men jeg tror ikke, jeg ville være den bedste til at udfylde et job i den verden.”

I stedet har hun tilføjet titlen forfatter til CV’et – og nærmest uundgåeligt fylder juraen og advokat-verdenen en hovedrolle i forfatterskabet, hvor hun i 2023 fik udgivet krimien/spændingsromanen Adams Arv, som nu er solgt i 35.000 eksemplarer. Hovedpersonen hedder Ursula Madsen og er en kvindelig advokat i 50’erne, der underviser på KU i jura, fører straffesager og vikles ind i en arvestrid med rødder i Ursula Madsens barndom.

”Da jeg begyndte at skrive de her bøger, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at min hovedperson skulle være advokat, og at der også skulle være noget strafferet i det og noget arveret. Der skulle være det element, at hun er strafferetsadvokat, fordi jeg synes, at det var sjovt at bruge det. Og det var bare sådan enormt naturligt, og det var sjovt at forbinde verdenerne,” fortæller Sofie Lassen-Kahlke.

Som forfatter har hun tillagt hovedpersonen Ursula Madsen de mest positive karaktertræk, som advokater ifølge Lassen-Kahlke besidder. Hun er ”ren-fiktion”, men bygget på mange af hendes møder med advokater og opfattelse af det bedste ved advokater.

”Jeg tror, at Ursula er et sammensurium af alle mulige kvindelige advokater, jeg har mødt på min vej i min barndom gennem mine forældre. Der er sådan en sejhed over kvindelige advokater. Min mor har også været advokat, og utrolig mange af mine forældres venner var det. Det var meget det, jeg så som barn. Jeg har slet ikke brugt tid inde i mig selv på at bygge Ursula op, fordi hun stod meget klart for mig. Jeg tror, det simpelthen er alle dem, jeg gennem tiden har mødt.”

Utroligt påståelige

Derudover er der i kernen af gode advokater en menneskelig nysgerrighed.

”Advokater er nysgerrige. De er videbegærlige og stiller mange spørgsmål, fordi de er nysgerrige på de mennesker, de sidder over for, og verden omkring dem. De er interesserede i hændelser og den verden, der er omkring dem. Jeg tror, at advokater er særligt gode til at se mennesker med flerdimensionelle briller. En klient er jo et menneske, selv om vedkommende måske også er en forbryder. Jeg tror, advokater er gode til både at se mennesker men også situationer fra mange vinkler. Selvfølgelig også fordi de potentielt skal forsvare både den ene og den anden, og i en retssag skal man jo også belyse hele vejen rundt,” forklarer hun.

Det syn tager advokaterne ofte med hjem og ud i verden, hvor Sofie Lassen-Kahlke sjældent har mødt advokater, der er meget forhåndsindtaget eller dømmende. Ofte er der en grund til, at tingene er på en bestemt måde, og advokater er ifølge Sofie Lassen-Kahlke ofte dem, der vil høre, hvad forklaringen bagved er.

I det hele taget har hun et meget positivt syn på advokater. I løbet af interviewet med magasinet Advokaten falder snakken på både Den sorte svane og branchens til tider udfordrede omdømme. Men forfatteren og skuespilleren mener ikke, hun hverken kan eller vil kloge sig på branchen og kritisere særlige forhold. Hvis der alligevel skulle være en opsang, handler det nærmere om at ville have ret.

”Jamen advokater er da også utrolig påståelige. Altså det er jo svært at vinde en diskussion over for en advokat. Ofte har de et ret højt selvværd og høj selvtillid og mener, at de ved, hvad der er den rette vej at gå. Det er sikkert en erhvervsskade, fordi det bliver de jo dybest set nødt til, for ellers ville de være dårlige advokater. Men nogle gange kan man bare få det sådan ”AAAAHHH!!!” – nu snakker vi jo bare om grusbelægningen på vejen eller et eller andet ligegyldigt. Vi er ikke ude i en argumentationsrunde i landsretten,” uddyber Sofie Lassen-Kahlke.

Min helt hemmelige drøm

Næste projekt for Sofie Lassen-Kahlke bliver at færdiggøre efterfølgeren til Adams Arv, hvor hovedpersonen, Ursula Madsen, kastes ud i nye udfordringer. Hun skriver lige nu på to’eren, som forventes at udkomme til sommer. Derudover har hun solgt filmrettighederne, hvor en filmproducent og en manuskriptforfatter er ved at udarbejde et manuskript. Det er ude af Sofie Lassen-Kahlkes hænder, om filmen bliver til noget, men hun har til gengæld besluttet sig for, at det i så fald ikke bliver med hende selv i hovedrollen som den aldrende advokat.

”Nej – jeg har det faktisk sådan: Jeg har fået så meget shine i mit liv. Og det der med helt bevidst at gøre hende (hovedpersonen) anderledes end mig, det er for at sige – det er slet ikke det, der er min drøm. Det er vildt sjovt at have skabt den her historie, og der er både nogle andre, som er bedre til at spille og effektuere det. Det er der en skøn ro i for mig.”

Mens skuespillerdrømmen er udlevet, går Sofie Lassen-Kahlke stadig rundt med en lille barnedrøm om en dag at blive advokat, som foreløbig kun udleves gennem Ursula Madsen.

”På en eller anden måde er det måske min helt hemmelige drøm, jeg drømmer om natten om at være advokat. For jeg synes jo, der er noget enormt fedt over det der liv. Når jeg har haft gangen på min fars kontor, så det der med alle de sager, alle de mennesker – al den hjælp, man giver folk, og når man kæmper med blod, sved og tårer for at hjælpe andre mennesker, særligt som forsvarsadvokat, det synes jeg da, at der er noget helt vildt spændende ved. Og det kunne jeg måske godt have tænkt mig. Det kunne jeg jo også godt have bevæget mig langsomt ind i, for det har da draget mig. Men igen det kunne jo ikke være sådan noget ’on-the-side’. Så det ville kræve, at jeg fuldstændig havde frasagt mig skuespillet, og det tror jeg ikke, jeg var klar til. Så jeg tror, det har været den der drøm, man har, hvor jeg har sagt, at man kan jo ikke det hele.”