I retslokalet er, udover dommeren, to domsmænd, to anklagere og fire forsvarsadvokater, også tre politibetjente og seks fængselsbetjente til stede. To til hver af de tre varetægtsfængslede, som er under ledsagelse af kriminalforsorgen.

De tiltalte er i start tyverne, men ser yngre ud. En af dem har været straffet før for besiddelse af kniv og af stoffer, men ingen af de tiltalte er vaneforbrydere, de er ikke banderelaterede, og tre af dem er tidligere ustraffede men erkender, at de for et år siden tog et skridt ind i kriminalitet ved at vise interesse for at sælge opioider til Distortion-festen, og nu har de mærket konsekvensen. Næsten et år i varetægt med besøgs- og brevkontrol og cirka 23 timer alene i cellen. Og så den ene time i samvær med andre varetægtsfængslede, heraf en del hærdede kriminelle. En varetægtsfængsling koster samfundet cirka 1.878 kr. i døgnet (tal fra 2017).

Når man ser på de tiltalte, der sidder på række i venstre side af retssalen med en forsvarer hver ved sin side og ligner helt almindelige unge mænd, trænger et spørgsmål sig på undervejs i sagens forløb. Har det beskyttet dem og andre vidner mod påvirkning og trusler, som hensigten med varetægten har været? Kunne der have været et alternativ til varetægtsfængsling, som havde været bedre for både de tiltalte, for retsfølelsen og for samfundets økonomi, for eksempel fodlænke eller kontaktforbud?

Der er to forurettede unge mænd i denne sag, som indeholder både tekniske og fysiske beviser blandt andet videoovervågning samt fund af kniv og 345 opioid-piller på en af de tiltaltes adresser. Overvågningsvideoerne viser ikke tydelige tegn på røveri, vold eller frihedsberøvelse, men det er ifølge anklagemyndigheden det, der foregår. Og de forurettedes forældre vidner om, at deres sønner har været udsat for anklageskriftets indhold: røveri, frihedsberøvelse, vold, trusler og afpresning. Og at de var bange.

De ønskede ikke at anmelde sagen til at starte med, men det bestemte deres forældre, at de skulle. De har heller ikke lyst til at vidne denne uge i retten, men det kommer de til. Dog uden at sige ret meget med den begrundelse at de ikke husker det, viser det sig i løbet af sagen. Ifølge anklagemyndigheden fordi de er bange. Ifølge forsvaret fordi de ikke vil afsløres i selv at handle med stoffer. Derfor kommer afhøringen, der blev foretaget hos politiet dagen efter hændelserne til at få vægt.

Dommeren, som skal afgøre sagen sammen med to domsmænd, påpeger, at der er sjusk med beviserne. ”Sagsakterne er utroligt rodede og mangelfulde,” siger hun på et tidspunkt.

I retten gentager hver af de fire forsvarere, Mads Kramme, Adam Henning-Bengtsson, Jane Ranum og Danni Richter Larsen, et retssikkerhedsmæssigt princip og argumenterer for det flere gange under hver deres procedure. Det er en standardsætning i et forsvar, men i denne sag bliver det understreget adskillige gange.

”Det skal være bevist over enhver rimelig tvivl, og ellers skal der ske frifindelse. Er der tvivl om anklagen i et forhold, skal der ikke dømmes.”

Det bliver for omfattende at gennemgå alle sagens detaljer, men da sagen er færdigbehandlet, står følgende tilbage som virkelighed:

De tre varetægtsfængslede bliver kendt skyldige i nogle af forholdene men ikke i alle på grund af uklare beviser. Tiltalen for røveri kan ikke bevises, og det kan anklagen om frihedsberøvelse ifølge straffelovens § 261 heller ikke. Den bliver ændret til straf for ulovlig tvang § 260.

Den tiltalte, der ikke er varetægtsfængslet, bliver frifundet og får dermed ikke advarsel om udvisning.

De tiltalte, der er varetægtsfængslet, vælger at modtage dommen. To af dem får dom på et år og kan forlade retten i frihed. Den sidste skal videre til almindeligt fængsel for at afsone sin tidligere dom og dermed sidde tre måneder længere.

Da dommen læses op, bemærker dommeren undervejs:

”I har siddet varetægtsfængslet alt for længe.”

Efterforskningen i sagen har været afsluttet i lang tid, inden retssagens begyndelse. Ifølge forsvarsadvokat Jane Ranum kunne varetægtsfængslingen være undgået, hvis der var foretaget en indenretlig afhøring kort efter hændelsen. Altså en afhøring, der kunne bruges i retten, og hvor der var en forsvarer til at kontraafhøre til stede.

”Beviserne i denne sag er navnlig video. Men reelt er det en vidnesag, hvor der uden vidneforklaringer ikke er nogen sag. Et af de forurettede vidner har forklaret om trusler under fængslingen, hvilket taler for påvirkningsrisiko. Anklagemyndigheden kunne have begæret vidnerne afhørt indenretligt. Så var forklaringerne mere ‘fikserede’, og så var påvirkningsrisikoen virkelig svær at få øje på,” siger hun og påpeger, at det sker meget sjældent at anklagemyndigheden begærer indenretlige afhøringer.

Hun kunne godt tænke sig, at det skete oftere i relevante sager.

”Alle blev i grundlovsforhøret kun fængslet på påvirkningsrisiko/kollusionsrisiko. Sagen er et eksempel på, at forurettede havde ‘hukommelsesproblemer’, selvom de sigtede var fængslede, så det ændrede ikke noget. Det er forståeligt, at politiet skal have ‘arbejdsro’ i den indledende fase. Men når efterforskningen er slut, kan jeg ikke se et problem i løsladelse – også i lyset af, at de sigtede normalt godt er klar over, at det bevismæssigt kan være skadeligt, hvis der sker det mindste inden retssagen,” siger Jane Ranum og tilføjer:

”Et alternativ i forhold til for eksempel unge lovovertrædere kunne være meldepligt/tilsyn af kommunen eller kriminalforsorgen frem til retssagen. Det vil være meget formålstjenligt, hvis de unge ikke mister uddannelse.”

Forsvarer Danni Richter Larsen er enig:

”Selvom landsretterne i den senere tid er blevet bedre til at håndhæve kontrollen med, om der egentlig er tale om en reel påvirkningsrisiko, eller der er tale om en mere løs formuleret påstand fra anklagemyndigheden, sidder der stadig alt for mange varetægtsfængslet på ”påvirkningsrisiko”, selvom der ingen empiri er på, at der ville ske påvirkning, hvis de var i det fri. En meldepligt eller en fodlænkeordning kunne jo have sparet samfundet for mange udgifter, men så sandelig også de unge mennesker for en oplevelse som formentlig har været ødelæggende for deres ungdom, hvor uddannelse og job forsvinder som følge af en varetægtsfængsling,” siger han.

Tre af de fire tiltalte er nu frie, de to tidligere ustraffede nu med plettede straffeattester og betydelig gæld for sagsomkostningerne.

”Jeg har ikke konkret statistik på det, men generelt oplever forsvarsadvokater jævnligt – også i ankesager, at hele straffen afsones på varetægtsvilkår, hvilket bestemt ikke er systemets udgangspunkt. Indimellem også udover forventeligt prøveløsladelsestidspunkt, hvilket domfældte ikke kompenseres for. Så længe der ikke sker frihedsberøvelse udover dommens længde, gives der ikke erstatning for mistet prøveløsladelse,” forklarer Jane Ranum.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet fra Københavns Universitet har set på sagsforløbet og kalder det ”en forstemmende beretning.”
”Der kan ikke være mange meninger om, at forløbet på alle tænkelige måder har været helt tosset. Dommeren rammer jo hovedet på sømmet med stor præcision med sin bemærkning.

Forsvarsadvokater giver samstemmende udtryk for, at de problemer, som sagen illustrerer, ikke er enkeltstående. Men når årsagerne skal frem i lyset, peger alle aktører i straffesagskæden på de andre. Så situationen er temmelig fastlåst,” lyder det fra Jørn Vestergaard.

I årenes løb er der gang på gang skruet på paragrafferne for at begrænse anvendelsen af varetægt, men problemet er stadig stort og aktuelt.

”Der savnes en grundig belysning af, hvorfor det kniber så gevaldigt med et opnå et fornuftigt samspil mellem aktørerne. Det kunne man med fordel få lavet en ordentlig undersøgelse af. Så kunne man blive klogere på, hvorfor der ikke gøres brug af indenretlige afhøringer, hvorfor anklagemyndigheden insisterer på fortsat varetægt, når efterforskningen er færdig, hvorfor berammelserne ikke fremskyndes, hvorfor man ikke udskiller sagerne for de mindre fisk til hurtig afgørelse osv. osv.,” siger Jørn Vestergaard. 

Et andet spørgsmål er, om varetægtsfængslingen har været forebyggende eller har haft en forstærkende effekt for en fremtid i kriminalitet?

Det må tiden vise.