Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet
Det kan diskuteres, hvor mange afsløringer og nye former for kriminalitet TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" egentlig bragte frem. I bund og grund ikke meget, tænker jeg, når jeg ser på advokaterne i udsendelsen og deres potentielle lovovertrædelser samt brud på god advokatskik.
Det er selvfølgelig – og heldigvis for det – alt andet end hverdagskost i vores branche. Det er hverken for at forklejne eller underdrive alvoren, at jeg stiller det indledende spørgsmål. Jeg vil sådan set blot slå fast, at vi ikke er blevet ”taget med bukserne nede” i vores tilsyn, eller at vi som tilsyn er ”oppe mod noget helt nyt”.
For vi kender godt de metoder, der ses i dokumentaren, og vi har allerede et effektivt tilsynssystem og et godt samarbejde med myndighederne til at tage hånd om både de mindre og de meget alvorlige sager.
Den største forskel på svanen og andre sager, som vi håndterer, er nok, at over to millioner danskere har set med. De stærke billeder har sat sig, og nogle ganske få advokaters stærkt eksponerede og stærkt kritisable handlinger har ramt hele branchen.
Jeg tror ikke, advokatbranchen er fejlfri, når det kommer til at overholde lovgivningen. Snyd, fusk og svindel findes i alle brancher og i alle ender af landet, og der vil desværre altid værre nogle få, der bevidst omgår reglerne. Det kan vi aldrig komme fuldstændig til livs.
Men i vores tilsynsrolle skal vi selvfølgelig tage udsendelsen og de sager, som vi møder meget alvorligt og løbende gøre det så svært som muligt, og med en betydelig risiko for at blive opdaget, hvis man vil bryde reglerne.
Derfor ser vi også åbent på, om der er noget i vores tilsynsmaskine, som faktisk kan gøres bedre. Advokatrådet havde allerede besluttet at omlægge tilsynet – uafhængigt af dokumentaren – og det har vi netop meldt ud om.
Men vi kigger selvfølgelig videre, og i dialog med justitsministeren har vi i Advokatrådet talt om, hvordan vi sætter klogt ind med effektive tiltag. Derfor kigger vi særligt på klientkontoen, og vi ser også på intensiveret samarbejde med myndigheder – og på andre steder, hvor vi med fordel kan øge forebyggelsen.
Det kan ikke siges tydeligt nok, at alle i branchen skal tage økonomisk kriminalitet og hvidvask dybt alvorligt. Den sorte svane har – om ikke andet – tydeliggjort, at advokater er i bagmændenes søgelys som nyttige hjælpere til økonomisk kriminalitet. Det må advokater aldrig medvirke til – og advokater må heller ikke uforvarende ende som nyttige håndlangere for kyniske bagmænd.
Med justeringer af tilsynsindsatsen og med øget årvågenhed i branchen er jeg overbevist om, at vi i fremtiden kommer til at gøre det sværere at omgå reglerne.
Mens de kyniske kriminelle ikke skal have advokaters hjælp, er der til gengæld andre, som har brug for os. De mange udsatte borgere, der hver dag henvender sig i retshjælpen (og de, der i dag ikke gør), fortjener i den grad bedre hjælp.
I mange år har systemet været dysfunktionelt, og det er på tide at genstarte retshjælpen, så flere borgere kan få den juridiske hjælp de har brug for. Det skriver vi om i temaet i dette nummer af Advokaten. Som tidligere rådgiver i Københavns Retshjælp er det et område, som ligger mig nært.