Vi varetægtsfængsler alt for meget

Den 21. august 2020 blev Lars Findsen sammen med FE’s øvrige ledelse fritaget for tjeneste og hjemsendt med øjeblikkeligt varsel, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne blandt andet mente, at FE havde tilbageholdt oplysninger. Dét var ikke tilfældet, hvilket også blev fastslået af en efterfølgende kommission. Få dage før kommissionens resultat skulle offentliggøres i december 2021, blev han så anholdt, sigtet og senere tiltalt for at lække statshemmeligheder på baggrund af en omfattende overvågning af ham selv og familien gennem et år, angiveligt fordi han havde talt over sig til to journalister og pårørende.

Lars Findsen sad varetægtsfængslet i 71 dage, og oplevelsen understøttede hans overbevisning om, at vi varetægtsfængsler for meget.

”Vi har en ekstrem lav kriminalitet relativt set i Danmark, så det er besynderligt, at vi netop i Danmark skulle have så stort et behov for at varetægtsfængsle så meget mere end andre sammenlignelige lande. Jeg mener, at det høje niveau af varetægtsfængslinger nærmere peger i en retning af, at vi lader politi og anklagemyndigheden slippe afsted med, hvad der måske er bekvemt for dem. Mantraet synes at være, at så længe den sigtede sidder indespærret, er der ikke ballade, og tempoet går typisk ud af efterforskningen, når der er varetægtsfængslet. Og dét er grundlæggende ikke i overensstemmelse med grundlovens og retsplejelovens ånd. Jeg synes da også, at jeg kan iagttage, at domstolene er ved at komme mere op i omdrejninger i forhold til deres ansvar på området. Jeg har drøftet det med en række dommere og hører også hér en erkendelse af, at man historisk har ladet politi og anklagemyndighed slippe alt for nemt på det her område,” siger Lars Findsen.

Lars Findsen var forskånet for den store mediebevågenhed omkring hans sag, mens han sad varetægtsfængslet, men det samme var ikke tilfældet for hans familie, hvilket han fandt hårdt.

”Ud over den uønskede opmærksomhed, som min familie fik, var jeg også afskåret fra at kunne give min version af sagen. Hvis man nu havde været narkosmugler i 30 år, så ved man måske godt, at varetægtsfængsling er en erhvervsrisiko, men når man er en helt almindelig embedsmand, som har passet sit arbejde med at passe på efterretningstjenesten, så er det en meget intimiderende oplevelse. Når man som jeg har siddet som topchef i det offentlige, har ens arbejde desuden bestået i konstant at løse og håndtere problemer, men når man sidder varetægtsfængslet, er man afskåret fra alt. Jeg kunne tale med mine advokater, og så fordybede jeg mig i straffeloven § 109. Vi var klar over, at bestemmelsen, der i virkeligheden har et meget snævert anvendelsesområde, var blevet fundet frem af Justitsministeriet til lejligheden, fordi den har så høj en strafferamme, at den gav mulighed for den indgribende overvågning. Advokat Lars Kjeldsen fik bragt alt materiale om bestemmelsen og dens historiske baggrund helt tilbage til straffeloven af 1866, og før det, op til mig – med en bemærkning om, at jeg jo var gratis arbejdskraft og ikke gik nogen steder. Mentalt var det genialt af ham, da jeg fik oplevelsen af at arbejde med på sagen.”

Tys-tys-advokater fungerer ikke

Den mere end et år lange overvågning samt flere andre sager han har kendskab til, har givet Lars Findsen et nyt syn på statens såkaldte tys-tys-advokat-ordning. Altså de advokater, som beskikkes til at varetage den sigtedes interesser og møde op til de lukkede retsmøder, når PET beder om at få tilladelse til at foretage aflytning og overvågning af en mistænkt.

”Dels har man måske en idé om, at det er topfolk indenfor advokatbranchen, men jeg må bare sige, at de ikke alle sammen er lige imponerende. Grundlæggende er tanken god nok, men problemet er, at de skal sikkerhedsgodkendes af PET, hvilket betyder, at de de facto er i lommen på systemet, da de løbende skal forlænges. Hvis de så har en svag integritet, og det har vi desværre set eksempler på, kan de være lidt for føjelige overfor politiet og anklagemyndigheden, fordi de gerne vil fortsætte med at være på den her fine liste, og dét er selvsagt et problem,” forklarer han.

Justitsministeren udpeger advokaterne i ordningen efter drøftelser med præsidenterne for landsret, byret samt Advokatrådet. Advokaterne antages for to år ad gangen.

”Den tys-tys-advokat, der skulle varetage mine rettigheder, mens jeg blev aflyttet, kærede ikke en eneste af de 297 overvågningskendelser, som Københavns Byret afsagde, og det var vel at mærke en i offentligheden kendt forsvarsadvokat, som går for at være optaget af sine klienters interesser. Det ser dybt besynderligt ud, og min forsvarer, Lars Kjeldsen har også været rystet over den pågældendes ageren i sagen.”

Lars Findsen har selv en advokatbestalling, som dog altid har ligget deponeret i Justitsministeriet, og ellers havde hans omgang med advokater mest været i privat regi, indtil den nu droppede sag ramte ham. Han har kun lovprisning til de to forsvarsadvokater, Lars Kjeldsen og David Neutzsky-Wulff, som var på hans sag.

”Det er en så sårbar situation, hvor det er afgørende vigtigt at føle, at man er i de bedste hænder.  De to Nyborg og Rørdam-advokater supplerede hinanden formidabelt, og de er begge i en klasse for sig. De fremdrog og forfulgte skånselsløst anklagemyndigheden med en række helt fundamentale og principielle problemstillinger. Det førte til, at vi sammen med en anden fremragende advokat René Offersen, som var Claus Hjort Frederiksens forsvarer, fik medhold i Højesteret i otte ud af otte forelagte sager. Desuden mestrer Lars Kjeldsen også med sin dybe erfaring at spille på hele klaveret, og han forstår om nogen det omkringliggende spil og fik blandt andet aktiveret Advokatsamfundet samt en masse andre interessenter.”

Advokater har et ansvar

De advokater, som Lars Findsen kender, har med hans ord alle et retligt kompas liggende dybt i sig, når det kommer til juridiske grundprincipper. Men det tror han ikke nødvendigvis, at man forbinder med advokatstanden generelt i den brede offentlighed.

”Der kan måske være en opfattelse af, at de mange advokater er en del af et maskineri, der handler om økonomiske interesser og rådgivning, som mest handler om at reducere skat eller maksimere udbyttet for deres klienter og deres interesser.”

Ifølge Lars Findsen er det ikke et retvisende billede, men han mener dog, at de gamle dyder såsom fokus på faglighed, integritet og at være stemmen, der taler for retsstaten i samfundsdebatten, nok alligevel fylder lidt for lidt hos nogle advokater i dag.

”Hvis man ser ud i verden, så er det jo ofte advokatstanden, der er ude og italesætte en opposition til mere totalitære kræfter, fordi de forstår den grundlæggende værdi af lovlighed og lighed for loven. Danske advokater kunne måske godt hæve deres stemme en smule mere, end de gør, og engagere sig mere fagligt i retspolitiske spørgsmål, så vi kan holde den nødvendige debat om værdien af, at vi lever i en retsstat levende og vedkommende. På den måde kan advokatstanden måske også få nuanceret en måske udbredt perception af, at advokatstanden mest er noget med strømlinede habitter i imposante hovedkvarterer, hurtige biler og millionlønninger.”

Lars Findsen mener altså, at advokater qua deres uddannelse har et større samfundsmæssigt ansvar end mange andre faggrupper for at holde magthaverne i ørerne, da de forstår sig på lov og ret.

”Det er nødvendigt, for vi ser mere generelt et langt hidsigere myndighedsapparat end tidligere. Virksomheder, som skal op mod staten, oplever ofte nærmest at have tabt på forhånd, for staten ruller det helt store show ud hver gang, og det kan være meget svært at matche. Jeg tror ikke, at det var sådan tidligere, men i dag går staten benhårdt efter at vinde med alle midler, og med Kammeradvokaten i spidsen tromler den alt ned, hvad der rører sig. Her mener jeg også, at der er en relevant debat for advokatstanden i forhold til at gå ind og italesætte nogle mere principielle problemstillinger. Det er jo faktisk sådan, at den offentlige forvaltning – også som part i en retlig konflikt – er bundet af de forvaltningsretlige principper om at søge det materielt rigtige resultat i en sag. Det synes staten i mange henseender at have glemt.”

Lars Findsen understreger, at de fleste af os nok også er vant til at komme ind ad døren med den tilgang, at myndighederne vil os det godt, og at det måske er derfor, at der er en tendens til ikke at have paraderne på plads. Netop derfor opfordrer han også advokatstanden til at være forsigtig med at gøre sig illusioner om myndighedernes optræden.

”Det er oplagt for advokater at gå ind i de her problemstillinger og aflære sig lidt af deres autoritetstro. Advokater bør påtage sig rollen som særligt forpligtede qua deres faglige indsigt. Der følger et særligt ansvar med vores juridiske uddannelse, som jeg selv har været optaget af som mangeårig embedsmand, og det er til enhver tid at arbejde for og med fastholdelse og udvikling af retsstaten.”

Efter deadline på denne artikel lagde Lars Findsen sag an mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet for at have røbet intime oplysninger om ham til partiledere på Christiansborg. Advokaten har således spurgt ham efterfølgende om bevæggrundene for at sagsøge, og han svarede følgende:

“Sagsanlægget er for os en formssag. Anklagemyndigheden gav afslag på tort, og vi bad om, at det indbringes for retten i det særlige proces-spor, der gælder for den slags sager. Der er tale om en grænseoverskridende adfærd fra PET og den tidligere regerings side, herunder over for mine nærmeste. Desuden er DJØF af den opfattelse, at et sagsanlæg kan være med til at markere, at der må være grænser for, hvad vi som embedsmænd og -kvinder skal finde os i. Og processuelt er der, ligesom Højesteret fastslog i den nu opgivne hovedsag, ikke noget klassificeret til hinder for en åben prøvelse.”