Hvorfor har du valgt det retspolitiske område?

Jeg kan afsløre, at det var lidt af et tilfælde. Da jeg kom i Folketinget i 2018, var jeg lige startet på

min kandidatuddannelse på den samfundsvidenskabelige del af jura. Jeg er bachelor i statskundskab, men blev så tilbudt retsområdet. På det tidspunkt vidste jeg egentlig mere om uddannelsespolitik, men jeg var i gang med studier i arbejdsret og syntes, det var sindssygt spændende, så jeg sagde ja tak til retsordførerskabet, og så blev jeg fuldstændig bidt af det.

Nu går jeg og overvejer at søge ind på universitetet på ’klassisk’ jura, men da jeg har en kandidat i forvejen, skal jeg lige finde ud af hvordan.

Jeg har ikke retskrav på kandidaten, fordi jeg jo har en kandidat – det er lidt irriterende. Men nu hvor jeg arbejder meget med strafferet og udlændingeret, kan jeg godt tænke, hvorfor i alverden havde jeg dog arbejdsret – og ikke strafferet. For lige dét fylder rigtig meget, og jeg vil gerne fortsætte med det.

Hvad har optaget dig i Retsudvalget?

Mens jeg har været retsordfører, har jeg været meget optaget af, hvordan vi sikrer bedre retssikkerhed for ofre for seksuelle forbrydelser. Samtykkeloven er virkelig en stor ting for mig. Jeg var med under hele arbejdet op til og med selve loven. Jeg skrev den selv, og det er jeg rigtig stolt af. Dagsordenen fra den dag, vi vedtog samtykkeloven, har jeg fået indrammet og hængt op på mit kontor.

Der er kritik af samtykkeloven, blandt andet fra forsvarsadvokater, og jeg lytter til den, men jeg tror stadig fuldt og fast på, at loven er den rigtige løsning på det, at voldtægt er strafbart.

Jeg kan ikke se et alternativ til samtykkeloven, og jeg har ikke hørt nogen forsvarsadvokater sige, at de gerne vil tilbage til den gamle voldtægtslovgivning, som i den grad var mangelfuld.

Når man laver en ny lovgivning, som er så omfattende, og som er så meget en anden måde at se tingene på, som samtykkeloven er, så er det klart, at det giver nogle efterdønninger i systemet.  Derfor er jeg også meget lydhør og har dialog med både forsvarsadvokater men også med mennesker, der arbejder i anklagemyndigheden, politibetjente, ofrene selvfølgelig og også folk, som er blevet anklaget - og som både er blevet dømt og senere er blevet frifundet.

De samtaler siger mig, at der er brug for mere og bedre uddannelse – ikke så meget af systemet, men af befolkningen. Den store opgave, vi har nu, er, at vi skal videre fra samtykkelov til samtykkekultur, og det kræver en bedre seksualundervisning og en bedre samtale om, hvordan vi har sex med hinanden. Jeg er ret bramfri, og jeg er ikke bange for at snakke om det. Udover de samtaler, vi skal have med borgerne, kan det sagtens være, at der også er noget, der smitter af på systemet. Anklagemyndigheden skal måske have mere efteruddannelse i samtykkeloven. Jeg tror også meget på de her specialenheder i politiet, som vi fik indført i Enhedslistens første politiforlig, som jeg er meget stolt af at have været med til at lande. Specialenheder til vold i nære relationer og voldtægt. Det kan være, at der er brug for mere der. Jeg er slet ikke afvisende overfor noget, og jeg vil gerne have samtalen og høre på kritikken.

Hvad er det vigtigste retspolitiske problem lige nu?

Jeg er optaget af mange ting. Udover samtykke, så er det at bekæmpe hadforbrydelser, som vi jo desværre har set en stigning i antallet af, og det er jo i lyset af krigen i Gaza, hvor vi ser en opblomstring i hadforbrydelser mod jøder. Før det har vi set en opblomstring i hadforbrydelser mod muslimer og også mod LGBT+ personer. Så jeg er meget optaget af, hvordan vi får det stoppet.

Og så er jeg generelt optaget af, hvordan vi bekæmper kriminalitet. Man har jo i mange år i dansk politik bare hævet straffen, uden at lade resten af systemet følge med. Nu har vi sindssygt pressede domstole, sindssygt presset kriminalforsorg, osv. Man hæver bare straffen og giver dobbeltstraf, dobbeltstraf, dobbeltstraf, uden at man har sat penge af til systemet, og uden at det har betydet, at kriminaliteten er faldet. Så jeg er meget optaget af, hvordan vi laver et strafsystem, der sikrer, at der kommer færre kriminelle. Vi skal have fokus på færre kriminelle og ikke på flere fængsler. Lige nu står vi i en diskussion hvor rationalet er, at der er så mange varetægtsfængslede, der er så mange, der skal i fængsel, og der er så mange dømte for kriminalitet – så vi må bygge nogle flere fængsler. Jamen vi starter jo et helt forkert sted. Hvad med at kigge på, hvordan vi får færre kriminelle? Vi er nødt til at have en retspolitik, der virker. Se på bandepakkerne, som jo bare er mere af det samme. Nu bor jeg selv på Nørrebro, og jeg skulle hilse og sige, at de sidste tre bandepakker ikke har stoppet bandekrigen eller kriminaliteten, og jeg tvivler på, at den fjerde kommer til at gøre det. Nogle af tingene virker: hårdere straffe for økonomisk kriminalitet og mere efterforskning af al den momssvindel og skattesvindel, der foregår, som også er i bandemiljøet -    men derfra er det en helt anden vej, man skal gå, og det er jo simpelthen en lang og kedelig sang om forebyggelse. Vi har noget forebyggelse blandt andet med SSP og PPR, men det er ikke nok, og der er ikke smidighed nok i systemet, og systemerne taler ikke godt nok sammen, og den dag du fylder 18, så er du ude af børne- og ungeforvaltningen. Så kan de ikke gøre mere, og du er overladt til dig selv, fordi nu er du voksen. Man føler sig som den største hippie, når man siger det, men det ér forebyggelse, der virker. Den indsats skal vi sætte mere ind på.

Hvad har du selv gjort for at ændre det?

Det er altid noget, jeg er bange for at sige højt, men jeg følger meget med i det, der sker i Tyskland med forsøgsordningen med legalisering af cannabis, fordi så snart man siger, at en del af løsningen er at slå bunden ud af bandernes økonomi, så kan folk nærmest kun tale om det. Men jeg er meget spændt på at se, hvordan det kommer til at gå i Tyskland. Jeg tror, at det vil nedbringe noget af kriminaliteten. Vi er jo der, hvor den bandepolitik, man har prøvet de sidste 20 år, ikke har virket, så lad os prøve noget nyt, vi ikke har prøvet før, som en forsøgsordning og se, om det gør en forskel. Hvis ikke, så er jeg total åben for at gøre noget andet.

Vi har jo en flertalsregering nu, så der, hvor jeg kan gøre mig gældende, er jo i debatten og ved at forsøge at rykke stemningen på Christiansborg og påpege de urimeligheder, der er.

Jeg oplever faktisk, at regeringspartierne har fået en lidt ændret indstilling til det her med bekæmpelse af hadforbrydelser, og at de tager vores forslag mere seriøst, end socialdemokraterne i hvert fald har gjort før, så der håber jeg, at vi kan få et gennembrud.

Hvad skal der mere fokus på i 2024?

Vi er ude på en diskurs nu, hvor at det med, at vi alle sammen har rettigheder, er et problem, og så kan vi bare hæve straffene. Men det er der jo ikke kommet færre kriminelle af.

At indskrænke rettigheder hele tiden for at komme et problem til livs skaber blot nye problemer. Jeg mener, at vi må prøve at lytte lidt mindre til retsfølelsen og lidt mere til det, jeg kalder retsfornuften. Hvordan laver vi straf, der virker? Hvordan laver vi straf, som giver færre kriminelle – ikke flere. Det er en lidt mere filosofisk diskussion, men den udmønter sig altid i konkret politik.