De mest sårbare er de psykisk syge

Advokat Allan Nejbjerg har arbejdet med sårbare og psykiske syge klienter gennem de seneste mange år. Han holder særligt af arbejdet med dem, da de ifølge ham ser verden på en helt anden måde, hvilket han finder befriende. Her deler han sine erfaringer.

Jeg arbejder hovedsageligt med den del af de sårbare klienter, som er psykisk syge, så jeg kommer ofte på eksempelvis institutioner og bosteder for den gruppe. Vi har blandt andet det psykiatriske hospital, Spangsbjerg, ved mit kontor.

Det er klart, at det er meget anderledes at arbejde med denne type mennesker end med klienter, der ikke har de her udfordringer. Jeg aner aldrig, hvad jeg bliver mødt af, når jeg kommer ud til møderne med dem – om det er knytnæver, tårer eller at man får kastet noget efter sig. Og det skal man være forberedt på, men man skal aldrig tage det personligt. Det må man ikke gøre.

Jeg har eksempelvis lige haft en sag, hvor en af mine klienter skulle have en dom, og før den domsafsigelse havde jeg talt med personalet og ledelsen på den institution, hvor han boede. Jeg vidste, at han kunne blive udadreagerende fysisk i pressede situationer, og da jeg vidste, at han igen ville blive dømt i en sag, kunne jeg jo godt regne ud, at han nok ikke ville tage det særligt pænt. Så jeg var forberedt på, at han havde løse hænder og ganske rigtigt – selvom han sad med en kattekilling på armen, så hans hænder var beskæftigede (en almindelig fremgangsmåde på mandens bosted, red.), fik han alligevel langet ud efter mig med den ene hånd, da han fik sin dom. Men jeg var klar på, at jeg skulle flytte mig hurtigt. Den slags episoder anmelder jeg simpelthen ikke, for det er bare sådan, det er.

Det er også vigtigt at understrege, at det ikke er normalen – de fleste ved godt, at vi er der for at hjælpe dem. Det er kun dem, som er meget syge, der kan give lidt problemer.

Retsmøde i stuen

Den måde, vi gør det på hernede i Sydjyllands politikreds, synes jeg, fungerer rigtigt godt. Jeg har en fast aftale med politiet om, at vi ’bundter’ sagerne sammen og måske tager syv sager på én gang, hvor vi så kører rundt på de forskellige institutioner og får de anklagede afhørt, skrevet rapporter og får dem vejledt. På den måde får politiet skrevet rapporterne, og jeg kan få sagerne ekspederet indenfor relativ kort tid.

Vi forsøger at sætte et eksempel for andre politikredse, for problemet med mange af de her sager med psykisk syge er, at de ligger alt for længe, inden de bliver behandlet. Det er så vigtigt, at vi ikke glemmer de her klienter, for selvom de kræver lidt ekstra arbejde og omsorg i modsætning til ’normale klienter’, så har de også ret til retssikkerhed. De mest sårbare, vi har i systemet, er de psykisk syge.

Jeg har eksempelvis lige afholdt et retsmøde hjemme hos en klient, der ikke kunne komme til domhuset, fordi han havde det så dårligt psykisk og er sengeliggende. Så tog anklager, domsmænd, dommer og jeg hjem til min klient og holdt retsmøde i hans stue.

Man ser så at sige bunden af samfundet, og det er vigtigt, at man ikke lader sig påvirke for meget.
En af de værste sager, jeg har haft, var en mand, der ikke havde været ude af sin lejlighed i over seks år, og som havde for vane at besørge på en avis midt inde i stuen. Jeg kan da sagtens huske episoden, men herreste gud, hvis det er sådan, han har valgt at indrette sig, så er det bare sådan.”

Medicin øger trusler

Psykisk syge kan være lidt voldsomme i deres måde at gestikulere på, når de bliver indlagt. Det betyder, at de får en standard dosis af psykofarmaka, hvilket de ofte ikke vil have, og når de så bliver påtvunget medicin og oveni er psykotiske, betyder det, at de ender med at komme med trusler og råbe ting som at, de slår én ihjel og deslige. Uanset hvilke omstændigheder trusler falder under, så er det stadig en paragraf-19-trussel.

Den type psykofarmaka er kort sagt knock-out-medicin, som gør, at man på pænt dansk bliver meget samarbejdsvillig. Efter en dosis af den medicin er man således i en ganske apatisk tilstand et stykke frem i tiden.

Når mine klienter efterfølgende kommer ud af den rus, kan de på ingen måde huske, at de har truet nogen, fordi de først var psykotiske og dernæst medicinerede i ugevis.

Så den slags trusler er der jo intet i, og det mener jeg nu også engang, at man skal kunne tage med et gran salt. Det spolerer i hvert fald ikke min nattesøvn. Jeg har aldrig selv taget en trussel personligt, fordi jeg netop ved på hvilket grundlag, truslerne ofte bliver fremsat.

Se det fra klientens side

Det er en god idé at tage med nogen ud – særligt på de lukkede institutioner – for at se det inden, man skal have en reel sag med en sårbar klient. Det er en rigtig dårlig idé at komme ud sådan nogle steder med en sag, hvis man aldrig har været der før, for man kan blive mødt af folk i alle mulige tilstande.

Jeg vil sige, at det er af yderste vigtighed, at man i sin omgang med sårbare klienter sørger for at sætte sig ind i, hvad ens klient tumler med. Man må tage nogle baggrundssnakke med personalet og ledelsen på klientens institution, dem, der kender vedkommende, så man ved, hvordan klienten reagerer i forskellige situationer, og hvad man skal tage alvorligt, og hvad man skal lade fare.

Det kan eksempelvis være utroligt vigtigt at vide, hvilke tidspunkter af døgnet man skal besøge sin klient på. Nogle af de psykisk syge er så medicinerede, at de først står op klokken 12 om formiddagen, og så nytter det simpelthen ikke, at man står derude klokken otte om morgenen, fordi man lige havde et hul i sin kalender. Man skal virkelig lytte til de gode råd, man får af personalet, for de har deres daglige gang der og dermed ekspertisen.

Og så sørger jeg for at snøre danseskoene, inden jeg tager afsted, for mange af dem har det med at lange ud efter én, hvis man eksempelvis overbringer dem nyt om en dom, de ikke bryder sig om. Så man skal huske at holde lidt afstand til eventuelle flyvende næver eller kastet kaffe.

Det, som jeg synes, er sværest i arbejdet med sårbare klienter, er deres forståelse af og for virkeligheden. Oftest mener de overhovedet ikke, at de har gjort noget galt eller truet nogen, da mange af dem er dybt psykotiske.

Det kan også være meget svært at forklare dem, hvad der egentlig skal foregå, når de kommer ned i retten. Lige fra de helt enkelte procedurer omkring, hvornår vi skal stå op til de mere komplicerede dele af sagen og straffens udmåling. Nogle gange må man simpelthen bare give op og sige, at man har forsøgt at forklare det så godt, man kunne, og at man ikke kommer det nærmere. 

Man skal også tænke over, hvad for noget tøj man har på, og hvad man udstråler. Hvis man for eksempel skal være med til en afhøring, hvor betjenten bærer uniform, og man selv er i sit stiveste puds, så er den allerede død. Så man skal komme i civil, og så skal man ellers bare opføre sig pænt og ordentligt. Hvis man er usikker, når man skal tale med sin klient, så skal man også tage noget personale med ind.

Det vigtigste er nok, at man ikke skal være bange, for så skal man simpelthen ikke arbejde med denne gruppe af sårbare klienter og tage deres sager.

Triste skæbner

Jeg kan personligt godt lide at arbejde med sårbare klienter, for de ser verden på en helt anden måde, og det er befriende, synes jeg.

Mange af dem har også en historie bag sig, og du oplever mange triste skæbner – hvad enten det er misbrug, vanrøgt i barndommen, eller de er mentalt retarderede.

Jeg havde en niende klasses praktikant på et tidspunkt, som jeg havde med ude hos en af mine klienter, som bor på en madras midt i sin lejlighed og ikke har været i bad i otte år. Praktikanten var så chokeret over, at den her skæbne også er en del af vores samfund og lever på den her måde, for det havde han jo aldrig nogensinde oplevet.

Det er vigtigt for mig, at man også møder de mennesker og ser den side af samfundet. Det er jo ti procent af en befolkning, der har psykiske lidelser af den ene eller anden karakter. I Danmark ser vi det meget sjældent, fordi vi låser dem inde og gemmer dem lidt væk – det er jo anderledes i USA, hvor man ser det overalt, særligt blandt de hjemløse på gaderne.

Man kan ikke parkere alt på arbejde

Advokat Karoline Normann har haft nogle af de mest højtprofilerede straffesager i Danmark, og mange af hendes klienter falder under kategorien sårbare. Åbenhed er vejen frem, når det kommer til relationerne med de mere udfordrede klienter, mener hun.

Der er stor forskel på de forskellige typer af sårbare klienter, og betydningen af deres sårbarhed skal man ikke underkende som advokat. Der er klienterne med de psykiatriske diagnoser, eller blot hvor deres psykiske habitus gør dem særligt sårbare. Så er der børnene – de er i sagens natur også sårbare klienter. Og så er der endelig de klienter, der (måske grundet deres mulige kriminalitet) har mistet deres eksistensgrundlag eller sociale netværk og derved bliver sårbare.

Jeg arbejder hovedsageligt med den sidste gruppe af sårbare klienter, der ofte er en småkriminel person, der aldrig har haft særligt meget netværk omkring sig og har hutlet sig lidt igennem tilværelsen. De er ikke nødvendigvis psykiatriske patienter, selvom de kan have psykiatriske diagnoser. Men jeg har selvfølgelig også rigtig mange af de andre slags sårbare klienter.

Børn og dem uden relationer rammer

De sårbare klienter, der altid rammer mig mest, er børnene, for man kan ikke have med børn og unge at gøre uden at blive berørt af det – uanset om de er den tiltalte eller den forurettede.

Og så rammes jeg af de klienter, der ikke har nogen relationer omkring sig. Hvis folk har en ægtefælle, kæreste, forældre eller børn, der tager sig af dem, kan man som advokat lidt bedre ånde lettet op.
Dem, jeg tager med mig hjem mentalt, er de klienter, der er fuldstændig forladte. Dem, der ikke har et netværk, der kan tage sig af dem og støtte dem, men som bare sidder fængslet og kigger ud i ingenting, uden at der er nogen, der besøger dem eller bekymrer sig for dem hverken i øjeblikket eller senere. Hvor deres eneste menneskelige kontakt er dem, der skal personsikre eller ’opbevare’ dem.

Jeg repræsenterede en klient, der havde slået en anden ihjel, og den gerning var et resultat af et mangeårigt misbrug og en deroute i et ellers velfungerende arbejds- og familieliv, men som endte med at gå helt galt – både for ham og for ofret. Han mistede alt og stod tilbage helt alene – der var intet lys for enden af noget som helst for ham. Og det var der selvfølgelig heller ikke umiddelbart for den forurettedes pårørende – det var hele vejen rundt en tragedie, og det ramte mig virkelig hårdt.

Advokaten som ventil

Jeg oplever ikke sjældent, at de af mine klienter, der for eksempel truer med selvmord, oftest også typisk er dem, der ikke har andre i deres netværk, og som derfor ender med at bruge deres advokat som en ventil ved eksempelvis at true med selvmord eller personskade. Man får en funktion for dem, som er en kæmpe belastning for én selv, for advokat/klient-relationen er jo slet ikke gearet til den slags forhold eller den type beskeder, og man kan hurtigt føle sig meget magtesløs.

Når en klient truer med selvmord, og det drejer sig om arrestanter, giver jeg som regel personalet besked om, at jeg er bekymret for min klients trivsel, og alle gangene har jeg fået at vide, at det er fængselspersonalet allerede selv opmærksomme på. Og det er nu engang dét, som man kan gøre – man kan ikke gøre andet end at orientere de mennesker, der er omkring dem. For jeg kan ikke personligt gøre noget ved det. At deres tilværelser er sunket i grus, kan jeg jo ikke rette op.

Tal med nogen

Jeg vil til enhver tid rådgive advokater til, at de skal tale med nogen, når de står i en situation, hvor de er i tvivl om, hvordan den skal håndteres. Man skal i hvert fald ikke gå med sådanne situationer alene. Det er meget vigtigt, at man eksempelvis får en kollega ind over, for det er heller ikke altid, at man har overblikket over, hvad der egentlig foregår.

Det kan være meget svært at gennemskue, hvorfor klienter vælger at fortælle deres advokat, at de har overvejet at begå selvmord. For nogle gange kan de heller ikke selv overskue, hvad det egentlig er, de sætter i gang. Men det er klart, at når en klient eksempelvis udtrykker selvmordstrusler, bør man absolut bede dem om at uddybe, hvad de mener med det, og hvorfor de siger den slags, og hvad de godt kunne tænke sig, at man gjorde for dem. Det er vigtigt, at man ikke selv bliver bange, og måske derfor afholder sig fra at spørge nærmere ind til det. For heldigvis er den slags trusler ofte bare tomme, men dramatiske ord eller talemåder. Og så nytter det jo heller ikke noget, at man farer frem med bål og brand.

Jeg tror, at erfaring gør, at man nemmere kan arbejde med den slags situationer. Men jeg tror også, vi nu engang er forskellige som mennesker – der er jo nogle, der bliver så påvirkede af at se eksempelvis døde børn og katastrofer i tv-avisen, at de bliver nødt til at slukke for det, og så er der andre, der kan have emnet helt inde på livet og alligevel formå at distancere sig fra det.

Advokater er ikke maskiner

Det bliver nogle gange nævnt, at man skal kunne parkere ting på arbejdet, men det kan man ikke altid, og man kan heller ikke undgå at blive påvirket, når man oplever voldsomme situationer – uanset om det er som privatperson eller i en arbejdsmæssig sammenhæng – for man er jo kun et menneske.

Succeskriteriet for mig er ikke, at jeg ikke skal tænke på mine klienter eller mine sager, når jeg har fri – jeg skal i stedet undlade at lade mig påvirke for meget af det. For når man eksempelvis arbejder med straffesager, så vil man møde en masse mennesker med triste livshistorier og skæbner, og de forsvinder ikke, bare fordi man selv holder fri.

Advokater er jo heller ikke maskiner – jeg har også oplevet at være ved at komme til at græde i forbindelse med klientmøder eller vidneforklaringer under retssager, der er fuldstændigt hjerteskærende, og som man nærmest ikke kan holde ud at høre på. Så prøver jeg at tælle til fem eller kigge ned i akterne for at blive abstraheret. Ikke fordi, jeg ikke kan håndtere sagen, genstanden eller situationen, men fordi jeg jo også bare er et menneske og naturligvis bliver påvirket af mine sager og af de mennesker, jeg møder.

Tag bestik af situationen

Jeg har aldrig selv modtaget trusler om fysisk vold, men jeg har da taget bestik af en situation, og jeg tager mine forholdsregler, hvis jeg befinder mig i en situation, der potentielt kan blive farlig; altså hvad ligger der løst på bordet, som man kan kaste med, hvor står jeg henne i forhold til en udgang, og hvor kan jeg løbe hen, hvis der skulle opstå farlige situationer. Står jeg for eksempel i vejen, hvis klienten lige pludselig eksploderer over en domsafsigelse? Jeg har oplevet klienter, der på forhånd lige beder mig om at flytte mig lidt væk i de situationer, hvor de selv ved, at de kan miste besindelsen. Man skaber jo en kontakt til dem, og de er ikke ligeglade med én. Det er faktisk yderst sjældent, at jeg er bange eller utryg i selskab med mine klienter. De fleste af mine klienter er rigtig glade, når jeg kommer, og jeg betyder noget for dem.

Men jeg har eksempelvis en klient siddende varetægtsfængslet p.t., hvor jeg tømmer min taske for alt, der på nogen måde ville kunne bruges som våben, inden jeg går ind til ham. Selv mine læsebriller lader jeg ligge udenfor. Fordi han er så uforudsigelig, at jeg simpelthen ikke tør andet. Og det er endnu ikke lykkedes mig at skabe en relation til ham, hvor jeg selv kan blive overbevist om, at jeg ikke er lige så tilfældig for ham, som hans seneste offer var.

Han bliver fragtet ned til besøgslokalet i håndjern og ført ind iført dem, og så får han dem først af via en luge i døren, når fængselsbetjentene har lukket ind til os. For de vil simpelthen ikke af sikkerhedsmæssige hensyn selv være i nærheden af ham, når han ikke har håndjern på.

De har også spurgt mig, om jeg ikke gerne vil have ham i håndjern, når jeg er alene med ham, hvilket jeg har sagt nej tak til. Det er lidt et dilemma for mig, for håndjern ødelægger intimiteten og gør det rigtigt svært at etablere en kontakt. Men jeg skal være helt sikker på, at der ikke er noget som helst, han kan bruge som våben derinde, så rummet bliver gennemsøgt meget grundigt inden. Det skal også siges, at det er en ganske unik situation, og jeg normalt ikke er nødsaget til at tage den slags forholdsregler.

Sådan forholder du dig til sårbare klienter

Det kan være svært at navigere rundt i, hvor ansvaret starter og stopper i relation til klienter, når man arbejder med sårbare mennesker. Hvordan skal man for eksempel forholde sig til selvmordstrusler fra sin klient, og hvordan skaber man den bedste relation til psykisk syge klienter?
Julie Hoffmann Jeppesen, som er daglig ansvarlig for telefonrådgivningen hos Livslinien, giver her fem råd til, hvordan man som advokat kan forholde sig i arbejdet med sårbare klienter.

Spørg ind

Helt generelt har man et ansvar, når man arbejder sammen med andre mennesker. I fald de skulle sige noget om selvmord, så skal man altid tage det alvorligt. Livsliniens oplevelse er, at der ikke er nogen, der taler om selvmord, medmindre der er noget galt – forstået på den måde, at man ikke slynger den slags om sig, hvis man er i balance. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at vedkommende har en plan for, hvordan personen har tænkt sig at gøre det eller nødvendigvis har et ønske om at dø. Nogle gange kan det nærmere opleves som et ønske om at komme væk fra det, som opleves svært. Det vigtigste, man skal gøre som advokat, når man står i denne situation, er at spørge ind til det, for det er ikke farligt at spørge. Det er også vigtigt at vide, at der kan være langt fra tanke til handling, så mange kan kæmpe med selvmordstanker, uden at det nødvendigvis fører til en handling.

Lær klienten at kende

Først og fremmest skal man sætte sig ind i sin klients historie og prøve at forstå det enkelte menneske, være nysgerrig på historien og den eventuelle diagnose, for på den måde kan man nemmere afkode, om der bliver sagt noget i frustration eller som en reel trussel fra klienten. Det kan eksempelvis også være ved at tale med personalet på eventuelle bosteder, tilknyttede psykiatere og psykologer samt pårørende og deslige. Hvis man har med psykisk syge patienter at gøre, skal man så vidt muligt forsøge at se gennem deres sygdom og behandle dem som mennesker fremfor en diagnose.
Og så skal man forholde sig roligt. Det er virkelig vigtigt. Hvis klienten lyder meget frustreret og vred, er den bedste strategi at være konstruktiv og tilbyde hjælp samt støtte. For når de er frustrerede, så handler det ikke om advokaten, så handler det i stedet om, at de er i en meget svær situation, og der hjælper man bedst ved at holde overblikket og tale med dem i øjenhøjde.

Genkend faresignalerne

Personer, som truer med selvmord, kan i nogle tilfælde opleve det som en udvej og finde tanken om, at der er en vej ud betryggende. Det er en slags viden om, at man kunne gøre det, men ikke nødvendigvis vil gøre det. Når man som advokat begynder at spørge ind til det, og det viser sig, at ens klient har en konkret plan ved at sætte ord på, hvordan og hvornår de planlægger at tage deres eget liv, så er man forpligtet til at handle. For jo mere konkret en plan er, jo farligere bliver det. Som advokat skal man forholde sig til, at tanker ikke nødvendigvis er farlige, men i det øjeblik, der også fortælles om planer, begynder det at blive farligt. Hvis ens klient eksempelvis siger: ’Når den der dom kommer om tre måneder, så kan det godt være, at jeg måske tager mit eget liv,’ så er det diffust, men hvis ens klient konkret taler om selvmord i aften eller i morgen, så er det farligt.

Giv ansvaret tilbage

Som advokat er det vigtigste at forsøge at spørge ind, så man kan finde ud af, om der er tale om en konkret plan. Hvis ens klient begynder at stille ultimative krav og sige, at hvis ikke dommen falder ud til klientens fordel, så sker der noget, så skal man give ansvaret tilbage og sige til klienten, at man meget gerne vil hjælpe, men at man ikke kan tage ansvar for, hvad vedkommende gør. Man skal gøre det klart, at det i sidste ende er klientens eget ansvar og egne handlinger. For det er ikke advokatens ansvar, hvis klienten i yderste instans tager sit eget liv. Man skal selvfølgelig have omsorg for sin klient, men man skal også passe på sig selv.  

Pligt til at handle

Når ens klient truer med selvskade eller personskade på andre, så falder det under underretnings- og afværgepligten, som hører ind under henholdsvis serviceloven og straffeloven. Hvis det drejer sig om bekymringer om eksempelvis trivsel og udvikling hos et barn eller ung under 18 år, er det underretningspligten, der gælder, og kommunen skal kontaktes. Hvis det drejer sig om et kriminelt forhold for eksempel  vold eller overgreb, gælder afværgepligten, og politiet skal kontaktes. Man kan således godt have både underretningspligt og afværgepligt samtidig, hvis der er tale om et barn, som er udsat for vold eller overgreb. Det forholder sig på samme måde med selvmord. Hvis man har kendskab til planer om et selvmord indenfor en overskuelig fremtid, så har man pligt til at handle. Her kan man så enten henvende sig til en pårørende, personalet på eventuelle bosteder eller politiet.