Hvordan går det med retssikkerheden inden for dit område?

Jeg støder jævnligt på flere retssikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med klienter, der enten er bandemedlemmer, eller som politiet har givet et bandestempel. Der er ikke tale om et segment, der generelt er stor vilje til at lytte til. De vinde, der har blæst politisk de seneste godt ti år med indførelsen af bandepakker, skærpede straffe og ringere mulighed for at forsvare sig mod politiets vurderinger har gjort, at denne gruppe klienter har haft modvind. De retssikkerhedsmæssige problemer er opstået efter 2009, hvor den første bandepakke trådte i kraft og betød, at der kom bestemmelser i straffeloven, hvor bandetilhørsforhold har betydning. Tidligere fandtes der ikke særlig lovgivning på bandeområdet.

Et samfund må have ret til at indrette sig, som der er politisk flertal for, men vi skal være klar over, at vi befinder os et sted, hvor de sigtede og tiltalte sidder tilbage med en følelse af manglende retssikkerhed og en frustration over for systemet. Alle fortjener at få sin sag ordentligt belyst og dermed få en retfærdig rettergang. Et samfunds retssikkerhed skal jo også måles på, hvordan vi behandler de allermest marginale personer i samfundet, som personer i eller med tilknytning til bandemiljøet tilhører. Det er nemt nok bare at sige, at bandemedlemmer skal mødes med hårdt mod hårdt, men er det for det bedste?

Hvilke udfordringer er de største?

En person, som er tiltalt for overtrædelse af bandeparagraffen, står svagt i forhold til at få indsigt i grundlaget for, at politiet vurderer, at vedkommende er tilknyttet en bande. Det drejer sig om straffelovens paragraf 81 a, som betyder, at straffen for visse typer af kriminalitet kan fordobles, hvis lovovertrædelsen er banderelateret. I de tilfælde, hvor den tiltalte bestrider at være tilknyttet en bande, kan man ikke få nærmere indsigt i, hvad politiet bygger påstanden på, andet end oplysninger om, hvem man er truffet med. Vi er overladt til at stole på den politifaglige vurdering, der er baseret på politiets monitorering af bandeområdet. Det efterlader meget store frustrationer hos de tiltalte, der afviser at være bandemedlem. Vi kan ikke få oplyst, hvilke oplysninger politiet lægger vægt på i vurderingen, og der er ingen adgang til materiale fra Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED).

I de fleste bandesager er der ingen tvivl om, at der er tale om bandemedlemmer, og her benægter de tiltalte det heller ikke, men der er af og til tvivlstilfælde, og det er også vigtigt at huske på, at bandemiljøer er dynamiske størrelser, for personer går ind og ud af bander med kort varsel. Det gør det endnu mere vigtigt for forsvaret at få indsigt i præcis, hvad politiet bygger vurderingen på.

Begrænsningen i de oplysninger, som sagens parter og domstolene får, gør, at jeg mener, at det kan diskuteres, om prøvelsen af bandespørgsmålet overhovedet ligger hos domstolene, eller om den reelt ligger hos politiet. Domstolene får ikke det fulde billede. I stedet bliver politiets vurdering et langt stykke hen ad vejen lagt til grund.

Der er sket en lille forbedring med en kendelse, Højesteret afsagde 15. januar 2021, som gav de tiltaltes forsvarere i en sag aktindsigt i det underliggende materiale til politirapporter om de tiltaltes bandetilknytning. Dermed åbnede kendelsen op for, at vi som forsvarere kan få adgang til noget materiale, der blandt andet beskriver, hvem de tiltalte er mødtes med. Tidligere fik vi slet ingen indsigt i baggrunden for vurderingen. Der er tale om en forbedring, men der er plads til flere, da det på ingen måde betyder, at de tiltalte sidder tilbage med en følelse af en retfærdig proces.

Den yderste konsekvens ved den meget begrænsede indsigt kan være, at der i den endelige dom er lagt vægt på oplysninger, som ville falde anderledes ud, hvis de blev underlagt en egentlig prøvelse. Risikoen er, at der i den samlede vurdering bliver inddraget momenter, som ikke burde være inddraget, eller som kunne nuanceres eller imødegås, hvis forsvaret havde adgang til flere oplysninger. Selve forsvarsarbejdet bliver sværere, da vi ikke ved præcis, hvad vi skal forsvare os mod, og det mener jeg er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Selv hvis der i sidste ende er tale om den rigtige domfældelse, bør vi som retssamfund sikre, at de tiltalte får adgang til aktindsigt i, hvad grundlaget for sagen mod dem er, så de får en oplevelse af at blive hørt. Retssikkerhed handler også om, at de tiltalte oplever at have haft en retfærdig proces, og vi afskærer tiltalte fra at blive partshørt i forhold til en helt central del af sagen.

Heldigvis er der også eksempler på, at domstolene tilsidesætter anklagemyndighedens bandevurdering. Byretten fandt eksempelvis i den såkaldte Rungsted-sag, hvor syv mænd var tiltalt for drab, det ikke bevist, at de tiltalte, som blev frifundet både i landsret og byret, var bandemedlemmer. I den pågældende sag var min klient fætter til et bandemedlem.

I forhold til prøvelsen af politiets bandestempel er du endnu dårligere stillet i sager, hvor bandeparagraffen ikke er i spil. Det har konsekvenser, hvis man efter politiets opfattelse er bandemedlem og bliver dømt i en færdselssag eller en anden sag, som intet har med banderelateret kriminalitet at gøre. Det betyder blandt andet, at du skal afsone på særlige bandevilkår og på lukkede bandeafsnit, og det kan have betydning i forhold til opholdsforbud eller zoneforbud.

Andre negative konsekvenser af banderegistrering kan være, at man som i øvrigt ustraffet ikke kan blive sikkerhedsgodkendt i forbindelse med en jobansøgning, og at man fra sociale myndigheder bliver mødt med særlige krav møntet på bandemedlemmer. Man kan jo spørge sig selv, hvordan man selv ville have det med et bandestempel, hvis man ved med sig selv, at det er forkert. Det er særdeles belastende og har indgribende konsekvenser. I sagens natur findes der ikke eksempler på nogen, der blev stemplet ved en fejl, for der er overhovedet ingen prøvelse af, om det er korrekt, når politiet vurderer, at du er bandemedlem. Kun hvis politiet finder grundlag for det, fjernes bandestemplet.

Vi kan forsøge at skrive til Rigspolitiets efterforskningsenhed og klage over vurderingen, men jeg har aldrig oplevet, at det har givet flere oplysninger eller ændret noget. Vi får en redegørelse tilbage, hvor der bare står, at politiet fastholder registreringen, og at der ingen mulighed er for at få indsigt i grundlaget. Det kan vi intet gøre ved, og vi kan ikke klage over politiet nogen steder.

Fra en samfundsmæssig vinkel mener jeg, at det er uhensigtsmæssigt, hvis myndighederne placerer de forkerte personer på bandeafsnit i fængslerne, for på den måde kastes de i armene på et miljø, som kan påvirke dem negativt. Jeg anerkender, at kriminalforsorgen ud fra et forsigtighedsprincip separerer bander for at undgå, at folk ryger i totterne på hinanden, men det tjener samtidig heller ikke samfundet at pushe på, at et helt spædt og skrøbeligt bande-et-eller-andet-kendskab manifesterer sig.

Zoomer vi lidt ud og kigger på retssikkerheden mere bredt, så er den udfordret af de lange ventetider ved domstolene og den omfattende brug af varetægtsfængsling. De lange ventetider gør, at mange af mine klienter ofte sidder varetægtsfængslet gennem hele forløbet, som varer flere år. Forholdene under varetægtsfængsling er ringere end under den endelige afsoning, og der er gennem årene sket en forringelse af forholdene for varetægtsfængslede. Da jeg startede i branchen for snart 30 år siden, stod det for eksempel mejslet i granit, at man som varetægtsfængslet havde krav på en times besøg om ugen. Nu har man en halv time hver anden uge.

Jeg mener, at vi varetægtsfængsler for meget, og at der mangler en overflyvning af, om det er nødvendigt. Jeg kan huske dengang, der var betydelig brug af isolationsfængsling, hvor der også som nu med varetægtsfængsling var et internationalt fokus på, at Danmark isolerede for meget. Reglerne på området blev skærpet i slutningen af 00’erne, hvilket har resulteret i, at vi stort set ikke ser isolationsfængsling længere. Og vel at mærke, uden at det har haft betydning for opklaringsprocenten.

Hvad skal der til for at forbedre retssikkerheden?

Samme øvelse som ved isolationsfængsling mener jeg bør udføres på varetægtsfængslinger, da jeg specielt ved de mindre og ikke alvorligste sager sætter spørgsmålstegn ved, om den enorme brug af varetægtsfængslinger forøger opklaringsprocenten og imødekommer samfundets behov for at opretholde retsfølelsen. Særligt når sagsbehandlingstiderne er så lange, bør det være en anledning til at foretage en kritisk revision af området. Jeg tror, man med fordel kan skære ned på både længden og omfanget af varetægtsfængslinger.

I forhold til adgangen til politiets oplysninger i bandesager anerkender jeg, at der er et hensyn at tage til politiets efterforskning, da efterforskningsmetoder inklusive brug af kilder osv. ikke skal kompromitteres. Men jeg mener, at det bør være muligt at løfte en smule mere af sløret for grundlaget og nuancere billedet mere uden at kompromittere kilder. Samtidig mener jeg, at politiet bør lytte mere til nogle af de oplysninger, forsvaret kommer med. Politiet tager efter min vurdering ikke højde for eksempelvis historiske, sociale eller familiære relationer. Hvis jeg nu har gået sammen med den samme person, som er et toneangivende bandemedlem, siden 1. klasse, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at jeg selv er bandemedlem.

For dem, der ikke er tiltalt efter bandeparagraffen, bør man overveje at indføre en adgang til prøvelse af bandestemplet. Jeg støder jævnligt på klienter, hvor det kunne være relevant. Teoretisk er det muligt at udtage en stævning mod staten på baggrund af grundlovens paragraf 63 for at få prøvet bandestemplet, men det har disse personer ikke ressourcer til, og tidshorisonten i forbindelse med en sådan sag er flere år, og så er de et helt andet sted i deres liv. Der bør finde en egentlig prøvelse af bandetilknytningsspørgsmålet sted enten ved en domstol eller ved en anden administrativ myndighed. Samfundsmæssigt tror jeg, at det vil give positive effekter dels at give en større indsigt i grundlaget for bandestemplet, dels at sikre en ordentlig prøvelse. Potentielt kan det måske også bidrage til at få perifere personer væk fra miljøet og forhindre andre i at komme ind i det.

Hvem skal have den næste retssikkerhedsstafet?

Jeg vil gerne give retssikkerhedsstafetten videre til advokat Peter Kragh, som kan give en status for, hvordan det står til med retssikkerheden inden for udlændingeret. Det er et område med grænseflader til mit eget område, og derfor synes jeg, det kunne være interessant at høre om. Peter Kragh har en fortid i Udlændingestyrelsen og var i syv år medlem af Flygtningenævnet, så han har indgående kendskab til området.

Se kendelse fra Højesteret om aktindsigt i underliggende materiale til rapporter om bandetilknytning