En sejr i landsretten endte som et nederlag i Højesteret for advokat Arvid Andersen og hans klient, den tidligere direktør i Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen. Dommen efter det årelange retsopgør om Roskilde Banks konkurs indeholder ifølge Arvid Andersen ligesom andre af finanskrisens bankkrak flere skelsættende og principielle aspekter i forhold til ledelsesansvar og erstatningsret.
Jeg hader at tabe en sag. Det gør jeg virkelig. Du er aldrig bedre end din næste sag. Hvis jeg taber en sag, giver det altid anledning til selvransagelse i forhold til, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Det gælder selvfølgelig også Niels Valentin Hansens sag. Vi vandt sagen i Østre Landsret, men Højesteret nåede frem til et andet resultat. Det sker relativt sjældent, at jeg taber en civil retssag, og 2022 var et særligt godt år, hvad det angår, indtil året desværre sluttede af med en ret markant tabt sag. Den 1. december 2022 afsagde Højesteret dom i sagen, hvor Finansiel Stabilitet havde sagsøgt Roskilde Banks forhenværende direktør Niels Valentin Hansen og bestyrelsen, som Finansiel Stabilitet påstod havde et erstatningsansvar i forbindelse med Roskilde Banks konkurs.
I Roskilde Bank-sagen frifandt Højesteret som i Østre Landsret bankens bestyrelse, men i modsætning til landsretten nåede Højesteret i sin dom frem til, at Niels Valentin Hansen var erstatningsansvarlig og derfor skulle betale 231,7 mio. kroner til Finansiel Stabilitet for tab på seks aktiekreditter, som Roskilde Bank ifølge Højesterets vurdering ydede til fire storkunder uden forudgående kreditvurdering. Aktiekreditterne blev i vid udstrækning brugt til køb af aktier i Roskilde Bank. Jeg tager naturligvis resultatet i Højesteret til efterretning, men jeg er på ingen måde enig med Højesteret.
Da vi tog hul på retssagen i Østre Landsret i 2015, fyldte sagens dokumenter cirka 30.000 sider, og vi havde mere end 100 retsmøder foran os. Finansiel Stabilitet havde fem år tidligere stævnet Niels Valentin Hansen, bestyrelsen og bankens revisorer med et samlet erstatningskrav på en mia. kroner. Ti konkrete erhvervsengagementer var omdrejningspunktet i landsretten. Alt mellem himmel og jord var i spil i forbindelse med engagementerne, herunder også aktiekreditterne, som senere blev det centrale aspekt i Højesteret, efter at Finansiel Stabilitet havde skåret sagen til. Jeg tror ikke, at vi fremadrettet kommer til at se søgsmål af samme karakter, hvor en erstatningssag er så omfattende og uafgrænset. For eksempel krævede Finansiel Stabilitet et langt stykke hen ad vejen erstatning for bankens underbalance, men denne subsidiære påstand blev droppet under hovedforhandlingen i landsretten. Jeg mener, at det tjener alles interesser, at man er så målrettet som muligt i stedet for at skyde med spredehagl på den måde, som jeg mener, at Finansiel Stabilitet gjorde i landsretten.
Hele sagsforløbet var meget langt. Landsrettens dom kom i november 2017, hvorefter Finansiel Stabilitet ankede til Højesteret. På trods af at Finansiel Stabilitet for landsretten bedyrede, at man havde fremlagt alle relevante bilag i sagen, fremlagde man omkring 4.000 siders nyt bilagsmateriale i Højesteret, og der blev gennemført syn og skøn. Samlet betød det, at yderligere fem år blev lagt til sagsforløbet. Sager af en sådan kompleksitet og størrelse forbereder du ikke lige færdig fra den ene dag til den anden. Alle parter havde en interesse i, at sagen så at sige var moden nok til at blive afgjort. Det tager tid at forberede sig i sådan en sag, men fem år i Højesteret er usædvanlig lang tid og måske også for lang tid. Det kunne under alle omstændigheder ikke lastes Niels Valentin Hansen, at sagen tog så lang tid. Det afspejler dommen også, idet Finansiel Stabilitet ikke fik medhold i, at erstatningsbeløbet skulle forrentes fra sagens anlæg i 2010, men først fra dommens afsigelse i Højesteret. Derved mistede Finansiel Stabilitet reelt procesrenter for cirka 220 mio. kr.
Alle har forskellige arbejdsmetoder, og jeg var hjulpet af, at jeg har en fornuftig hukommelse, så jeg kunne og kan stadig sagen ret godt. Jeg har været alle sider i det omfattende materiale i både landsret og Højesteret igennem og en del sider gentagne gange. En sag som Roskilde Bank-sagen såvel som de lignende sager mod direktørerne for EBH Bank og Løkken Sparekasse, som jeg også var advokat for, giver dig en enorm erfaring i at håndtere meget store sagskomplekser både i forhold til, hvordan du manøvrerer i et så omfangsrigt bilagsmateriale og fokuserer dine kræfter korrekt. Derudover får du erfaring i, hvordan du tilrettelægger samarbejdet med de medsagsøgte og deres advokater. Der ligger eksempelvis et meget stort arbejde i at forberede afhøringerne, så en fordeling af, hvem der tager teten på de forskellige afhøringer af vidner, er til stor gavn, ligesom det er en fordel at have en åben dialog om, hvordan det samlede forsvar strikkes sammen. Det ville være vanvid ikke at samarbejde på sagsøgtesiden.
Jeg anser sagen for at være en prøveballon fra Finansiel Stabilitets side, og på den baggrund har jeg også tidligere i medierne betegnet sagen som et beskæftigelsesprojekt for velbjærgede advokater. Landsretten udtaler i sin dom, at den lægger til grund, at der i forbindelse med udlån til de store kunders køb af aktier i Roskilde Bank reelt ikke blev foretaget en kreditvurdering, hvilket ifølge landsretten var ansvarspådragende for direktion og bestyrelse, men landsretten manglede det fornødne grundlag til at foretage et skøn over et erstatningsretligt relevant tab, og sagen endte derfor med frifindelse. Jeg mener, at Finansiel Stabilitet burde være stoppet, mens legen var god. Der er brugt så mange ressourcer på at føre en sag, som Finansiel Stabilitet i første omgang tabte. Det kan godt være, at Niels Valentin Hansen i sidste ende blev dømt til at betale et meget stort erstatningsbeløb, men i virkeligheden er det et tomt - og meget dyrt - slag i luften, fordi han ingen jordisk chance har for at betale det beløb.
Så kan man sige, at man med dommen fik fastlagt nogle principper for, hvornår der er et ledelsesansvar i forhold til de konkrete omstændigheder. Jeg synes naturligvis også, at det nogle gange kan være relevant at få fastlagt principper, men andre gange kan det også være for dyrekøbt. Jeg synes, at retsopgøret efter finanskrisen i vid udstrækning har været et unødvendigt spild af ressourcer.
For mig personligt som advokat har det været et privilegium at arbejde med banksagerne, fordi retsopgøret efter finanskrisen har bidraget til at sætte nogle principielle hegnspæle op i forhold til ledelses- og erstatningsansvar, herunder især cementeringen af the business judgement rule, som redskab til at afgrænse ansvaret.
Jeg synes, at retsopgøret efter finanskrisen i vid udstrækning har været et unødvendigt spild af ressourcer.
Seks og otte måneder før Højesterets dom i Roskilde Bank-sagen havde Højesteret afsagt domme i sagerne mod de tidligere bankdirektører i EBH Bank og Løkken Sparekasse. Ligesom sagen om Roskilde Bank handlede de sager grundlæggende om opgøret efter finanskrisen, hvor ansvaret for bankernes konkurs skulle placeres. Kort fortalt var de to tidligere direktører sagsøgt for at have handlet ansvarspådragende i forhold til bevilling af lån og udstedelse af pantebrevsgarantier. Direktøren for Løkken Sparekasse blev frifundet i Højesteret, hvilket var en stadfæstelse af landsrettens dom. I EBH-sagen endte sagen i Højesteret også med en stadfæstelse af landsrettens dom. Han blev alene fundet erstatningsansvarlig for to mio. kroner mod et oprindeligt krav fra Finansiel Stabilitet på 700 mio. kr.
Det er et privilegium at have arbejdet med noget, der virkelig har haft en betydning i forhold til, hvordan placeringen af ansvaret for finanskrisen endte. Lovgivningsmagten har haft mange overvejelser i forhold til, hvorvidt det er nødvendigt at lovgive om ansvaret for striben af konkurser i banksektoren under finanskrisen. Det førte til en lang række stramninger i lov om finansiel virksomhed blandt andet i forhold til, hvilke krav bankerne skal leve op til compliancemæssigt, fit and proper-reglerne og aflønning af ledelsen i forhold til, om man risikerer at blive for risikovillig for at varetage egne interesser.
Det, som vi delvist tabte Roskilde Bank-sagen i Højesteret på, var min klients egen forklaring i landsretten om, at der var truffet en beslutning om, at banken skulle henvende sig til sine store erhvervskunder for at sælge bankens egne aktier, og at banken i den forbindelse skulle tilbyde lånefinansiering uden en kreditvurdering. I forhold til min egen selvransagelse, som er en naturlig proces, når man som advokat taber en sag, så kan man altid overveje, om jeg kunne have gjort noget mere ved den forklaring i Højesteret.
Jeg mener, at det er her, at armlægningen kan foretages rent juridisk. Efter min klare vurdering blev der i sidste ende foretaget en kreditvurdering i forbindelse med, at de samlede engagementer, herunder også de konkrete aktiekreditter, blev forelagt bestyrelsen. Selv hvis Niels Valentin Hansen måtte have truffet en sådan beslutning - hvilket jeg ikke mener, han havde, for intet var protokolleret omkring det eller kommunikeret ud i organisationen - så er flere af aktiekreditterne givet længe efter, at han i april 2007 var fratrådt som direktør. Derfor er det principielle spørgsmål også, hvor længe du efter at være fratrådt må stå på mål for konsekvenserne af en uforsvarlig beslutning. Til det siger Højesteret ret firkantet, at du kan blive ansvarlig for tab, der viser sig efterfølgende, hvis tabene er et resultat af den beslutning, du har truffet.
Sagerne om EBH Bank og Løkken Sparekasse var for mig at se snorlige i forhold til, at sagerne burde ende med frifindelse. Den ene bankdirektør blev dog dømt til at betale to mio. kroner for et mindre forhold angående tilbagesalg af et nødlidende pantebrev til banken, som i modsætning til de andre forhold i banksagerne centrerede sig omkring varetagelsen af egne interesser - og dermed for banken uvedkommende interesser. Derfor var det overraskende for mig, at Højesteret nåede frem til, at der var erstatningsansvar i Roskilde Bank-sagen, hvor der i forhold til aktiekreditterne netop ikke var tale om varetagelse af egne interesser eller i øvrigt interesser, der var forretningsmæssigt uvedkommende for banken.
Helt fra starten troede jeg stærkt på alle sagerne, og det var en af grundene til, at jeg i en meget lang periode gav de tidligere bankdirektører advokatbistand, uden at den økonomiske sikkerhed for mit honorar forbundet med at køre sagerne var på plads. Desuden har jeg, hvilket jeg tror de fleste andre procesadvokater også har, den grundholdning, at man som advokat er sat i verden for at hjælpe folk med deres juridiske problemer uanset sagens karakter og i vid udstrækning uden nidkær hensyntagen til størrelsen af dit honorar. Det er en del af DNA’et som procesadvokat. Der var ingen af de sagsøgte direktører, der fik bevilget fri proces. Begrundelsen fra Civilstyrelsen, som blev stadfæstet af Procesbevillingsnævnet, var, at de var professionelle aktører, i og med at de var direktører, og at der i øvrigt ikke ifølge styrelsens vurdering var udsigt til, at de kunne vinde sagerne. Det kan man jo mene om, hvad man vil, men det udgør et problem i forhold til retssikkerheden, da det jo er de færreste private klienter, der selv har de tilstrækkelige økonomiske midler til at kunne forsvare sig på forsvarlig vis i erstatningssøgsmål om flere hundrede millioner kroner anlagt af en statslig instans. Jeg mener, at det mest rimelige er, at staten sørger for, at dem, staten selv sagsøger, har mulighed for at stille et ordentligt forsvar op – ikke mindst for at sikre equality of arms i forhold til finansiering af omkostningerne til advokatbistand, som jo er ganske betydelige. Det endte i stedet med, at bankdirektørerne i de forskellige sager - også Niels Valentin Hansen - af retten i medfør af retsplejelovens § 259 fik tvangsbeskikket en advokat, hvor staten lægger ud for advokatsalæret indtil endelig dom. Det var en pragmatisk løsning fra domstolenes side. Selvom Niels Valentin Hansen tabte sagen, blev hans omkostninger til advokatbistand endeligt betalt af statskassen. På trods af sagens udfald er han ikke blevet pålagt at friholde statskassen for omkostninger til egen advokatbistand.
Niels Valentin Hansen tog dommen med stor ro og stiv arm. Han har virkelig tacklet det flot. Som advokat ser jeg det som et privilegium at forsvare den lille mand. Jeg ved godt, at mange ikke vil betragte en direktør som den lille mand, og mange – ikke mindst Roskilde Banks aktionærer - har ment, at han burde sættes på hjul og stejle og påtage sig et ansvar. Men når man er sagsøgt for så stort et beløb af staten, er man den lille mand. Og alle har ret til et forsvar – også et ordentligt forsvar.
Det er et privilegium at have arbejdet med noget, der virkelig har haft en betydning i forhold til, hvordan placeringen af ansvaret for finanskrisen endte.
Arvid Andersen
Arvid Andersen (H) er partner og advokat i SJ Law, som har været hans arbejdsplads siden 2002. Specialerne tæller arbejds- og ansættelsesret, strafferet navnlig i forbindelse med sager om økonomisk kriminalitet samt ledelsesansvar. Har været beneficeret advokat ved Københavns Byret siden 2022. Er desuden fast advokat for Advokatnævnet, medhjælper i Sø-og Handelsretten i konkurskarantænesager og bestyrelsesmedlem i Dansk Forening for Arbejdsret. Arvid Andersen blev uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1991 og fik sin advokatbeskikkelse i 1994.
Om sagen
Danmarks tiendestørste bank Roskilde Bank kom i betydelige økonomiske vanskeligheder i 2008, og i marts 2009 blev Roskilde Bank erklæret konkurs. Resterne efter banken blev efterfølgende overdraget til statens oprydningsselskab efter finanskrisen, Finansiel Stabilitet.
I 2010 stævnede Finansiel Stabilitet bankens tidligere direktion, bestyrelse og eksterne revisorer med et krav på en mia. kroner. Sagen blev indledt ved Østre Landsret i 2015. Inden da, i 2012, skrinlagde bagmandspolitiet arbejdet med at rejse en strafferetlig sag mod de forskellige parter. Østre Landsret frifandt alle sagsøgte i 2017. Finansiel Stabilitet ankede sagen til Højesteret, som afsagde dom i sagen i 2022. Omdrejningspunktet i den tilskårne sag i Højesteret var, om Niels Valentin Hansen, direktør i banken fra 1978 til 2007, samt fire bestyrelsesmedlemmer var erstatningsansvarlige for tab på seks lån i forbindelse med salg af bankens egne aktier – de såkaldte aktiekreditter. Desuden skulle Højesteret også tage stilling til, om parterne var erstatningsansvarlige for et engagement med en af bankens låntagere.
Bestyrelsen blev fuldstændig frifundet, men Højesteret fandt, at Niels Valentin Hansen var erstatningsansvarlig, fordi de seks aktiekreditter ifølge Højesterets vurdering blev givet uden en forudgående kreditvurdering som følge af en beslutning, bankdirektøren havde truffet om at tilbyde lånefinansierede aktiekøb uden en kreditvurdering. Niels Valentin Hansen blev frifundet for det øvrige engagement med en låntager.
