Der er langt fra amerikanske tilstande i Danmark, når man ser på kvinders ret til abort. Men forringelser kan ske, og forvaltningen på abortområdet lider af en række blinde vinkler, hvis kvinder søger abort efter 12. uge - herunder en mystik omkring praksis i de regionale abortsamråd, der tager stilling til, om kvinder må få abort efter 12. uge. Forskning viser, at der er behov for en mere transparent og effektiv afgørelsespraksis, hvis man vil undgå at være på kant med menneskerettighederne.
Retten til abort er igen kommet på den politiske dagsorden i Danmark. Både Venstre og Enhedslisten har opfordret Etisk Råd til at overveje, om grænsen for fri abort skal hæves, dog uden selv at have konkrete forslag til lovændringer. Der har stort set ikke været rørt ved abortreglerne i mere end tyve år, og 12-ugers-grænsen for fri abort har været gældende, siden den fri abort blev indført i 1973. Danmark var dengang et af de første lande i verden, der indførte fri og gratis adgang til abort i det første trimester som et retskrav. Samme år fik også amerikanske kvinder i den banebrydende dom Roe v. Wade en ret til abort i første trimester, der hvilede på en fortolkning af forfatningen. Som bekendt blev dommen for nylig hældt ned ad brættet, efter en række nyudpegninger til den amerikanske højesteret havde ændret balancepunktet. At pendulet pludselig kan svinge i retning af forringelse eller så godt som total afskaffelse af abort, kan de polske kvinder tale med om. Polen indførte – ligesom hele Østblokken – statsfinansieret abortadgang, længe før vi gjorde det i Vesten. Polen var også dengang en destination for skandinaviske kvinder, som dér kunne få nem, lovlig og billig adgang til abort, hvad de ikke kunne herhjemme. Efter opløsningen af det kommunistiske styre pressede blandt andet biskopper og religiøse grupper på for en stramning af abortlovgivningen. Det har resulteret i, at Polen i dag har en af Europas mest restriktive abortlovgivninger og en administrativ praksis, der flere gange har ført til, at Polen er blevet dømt for krænkelse af menneskerettighederne af Den Europæiske Menneskeretsdomstol.
I den danske sundhedslov er retten til abort en stærk rettighed i den forstand, at den er formuleret som et retskrav. Det betyder, at regionerne i deres økonomiske prioriteringer og ansættelse af personale er forpligtet til at tage højde for, at kvinders retskrav på abort skal kunne honoreres. Det er altså ikke her, sparekniven kan svinges, ligesom der ikke kan ansættes for meget personale, der har taget ‘etisk forbehold’ for at medvirke til abortindgreb. Retskravet gælder kun indtil 12. Uge. Derefter er adgangen til abort betinget af en tilladelse fra det regionale abortsamråd, som er den forvaltningsmyndighed, der træffer afgørelser om abort.
Da grænsen for fri abort i 1973 blev fastsat til udgangen af 12. uge, skete det med henvisning til datamateriale fra 1960’erne, der viste en forhøjet risiko for kvinden, hvis svangerskabet blev afbrudt efter dette tidspunkt. Selvom der i dag ikke er medicinsk belæg for at tale om en øget risiko for kvinden, har grænsen ikke været til nævneværdig debat før nu.
Aborter finder sted, uanset om de er lovlige eller ej. Det var et af de bærende argumenter i lovbemærkningerne i 1973. Aborter bliver så bare udført ”på køkkenborde af kvaksalvere” til stor fare for kvinderne. Derfor er der også muligheder for at få legal abort efter udgangen af 12. uge. De årsager, der kan begrunde en tilladelse til abort, fremgår af sundhedslovens § 94. Disse kan kategoriseres som en medicinsk, foster-medicinsk, etisk eller social indikation. I runde tal udføres der 15.000 aborter om året, heraf søger 800-850 kvinder om abort efter 12. uge. Mellem 4,6-8,7procent får afslag, resten tilladelse.
Lukket afgørelsespraksis
Lovens bestemmelser er forholdsvist åbent formuleret. For at få tilladelse på fostermedicinsk indikation skal der eksempelvis være ‘fare’ for en ‘alvorlig’ lidelse. For at kunne forudberegne, om en given lidelse eller misdannelse opfylder disse kriterier, er det nødvendigt at kende afgørelsespraksis. Den offentliggøres imidlertid ikke. Før 2011 gennemgik Abortankenævnet det forgangne års ankesager i en årsberetning, men efter en henvendelse fra Datatilsynet om utilstrækkelig anonymisering forsvandt årsberetningerne. I de efterfølgende år må man betegne abortområdet som et hemmeligt forvaltningsområde. Forskere kunne heller ikke få aktindsigt i anonymiserede afgørelser. Efter den Europæiske Menneskeretsdomstol i sagen Tysiac v. Polen havde fastslået, at hvis en stat giver legal adgang til abort, så skal adgangen også være transparent og effektiv, lykkedes det os imidlertid at få aktindsigt i anonymiserede afgørelser og afgørelsesprotokoller. Selvom vi dermed kan formidle et indblik i forvaltningen af senaborter, så er der grund til at dvæle ved det faktum, at den enkelte ansøger har dårlige muligheder for at vurdere, om hun opfylder betingelserne i loven for at få en abort eller ej. Det at kunne forudberegne sin retsstilling er altså svært, og det bør være et vigtigt udviklingspunkt for myndighederne at sikre, at dette ikke er tilfældet - ikke mindst i lyset af EMD’s domme på abortområdet.
Omkring 75 procent af tilladelserne gives til kvinder, som sådan set ønskede sig et barn, men hvor de fosterdiagnostiske undersøgelser, der tilbydes alle gravide, viser fare for en alvorlig lidelse hos fosteret. Så godt som alle, der søger på denne indikation, får også en tilladelse. De grunde, kvinderne giver, er altså i vidt omfang grunde, som samfundet også kan bakke op om med en tilladelse. Den høje tilladelsesprocent fortæller, at kvinderne sammen med de sundhedsprofessionelle som vejleder dem (læger, føtalmedicinere mv.) formår at forvalte beslutningen om senabort i tråd med den praksis, der er udviklet af forvaltningen. Det rejser spørgsmålet, om der fortsat er behov for, at de regionale samråd og Abortankenævnet forvalter afgørelser på fostermedicinsk indikation. Forvaltningen af senabortområdet udgør en løbende omkostning for en velfærdsstat, der konstant er under et økonomisk pres på blandt andet sundhedsområdet. Samtidig udgør kravet om tilladelse til fostermedicinsk senabort en juridisk barriere for et betydeligt antal kvinder/par, der i forvejen står i en følelsesmæssigt vanskelig og opslidende situation. Både økonomiske, juridiske og medmenneskelige grunde taler for at overlade beslutningen til kvinderne/parrene selv. I den nuværende forvaltningspraksis er ét af de helt afgørende parametre i sagsvurderingen faktisk, hvordan kvinden/parret selv vurderer deres ressourcer og ønsker ift. et handicappet barn. Ansøgernes vurdering er et afgørende lod i vægtskålen, hvilket ligger naturligt i forlængelse af, at man i første omgang rutinemæssigt tilbyder de fosterdiagnostiske screeninger. Rationalet er, at man skal have adgang til at handle på den viden, man får. Det samme gør sig ikke gældende, når det kommer til ansøgninger på social indikation. Her indgår kvindens egen vurdering af sin situation og sine ressourcer ikke i forvaltningens afgørelse af sagen. I stedet træffes der afgørelse ud fra en ”objektiv” vurdering af kvindens forhold. Vil man være konsekvent på abortområdet og observere lighedsgrundsætningen, må man inddrage ansøger som ekspert i eget liv, uanset på hvilken indikation der søges. Ansøgers egne ressourcevurderinger er lige relevante, om det så gælder om at tage vare på et handicappet barn eller ift. at tage vare på et barn overhovedet.
Fravær af menneskerettigheder
Den danske forvaltning har en lang tradition for en dualistisk tilgang til menneskerettighederne. Denne tradition skinner også igennem på senabortområdet, hvor forvaltningens inddragelse og iagttagelse af menneskerettighederne er fraværende. Ingen af de over 600 afgørelser, vi har fået aktindsigt i, inddrager de mange menneskerettigheder, som gør sig gældende på abortområdet. Det gælder retten til liv, sundhed, selvbestemmelse, værdighed, integritet og retten til at være fri fra tortur. Sidstnævnte er eksempelvis relevant for ansøgere, der er blevet gravide som følge af incest eller voldtægt. En tvungen graviditet som følge af voldtægt defineres af FN’s torturkommission og af WHO som en torturform, der truer kvindens liv og fysiske og psykiske helbred.
Der er altså en række menneskeretlige hensyn, som forvaltningen har pligt til at inddrage i deres sagsbehandling og afgørelsespraksis, herunder også hensynet til barnets bedste. Dette hensyn er ikke blot stadfæstet internationalt i eksempelvis Børnekonventionen, men er også et traditionelt forvaltningsretligt hensyn. Hvor der træffes afgørelser, der vedrører et barn, skal hensynet til barnets bedste være det helt afgørende parameter. Et barn defineres juridisk i FN’s Børnekonvention og i Forældreansvarsloven som enhver person under 18 år. Hver gang abortsamrådene træffer afgørelser om adgang til senabort for en ansøger under 18 år, er de forpligtet til at inddrage en vurdering af barnets bedste. Denne vurdering er dog systematisk fraværende fra afgørelsespraksis. Det kan blandt andet hænge sammen med, at abortreglerne også indeholder bestemmelser om adgang til abort baseret på ’ung alder’. ’Ung alder’ defineres af Abortankenævnet som ’under 16 år’. Denne ekstra aldersgrænse tilsammen med den seksuelle lavalder kan skygge for, at ansøgere under 18 år skal vurderes som børn med den barnets-bedste vurdering, der pligtmæssigt skal følge.
Forvaltningen på abortområdet lider altså af en række blinde vinkler, særligt menneskeretligt set, som kommer ansøgerne til skade. Man må på den baggrund overveje en opkvalificering af samrådsmedlemmernes kompetencer ift. menneskerettighederne.
Flere veje at gå
På baggrund af vores forskningsresultater, kan den spirende lovgivningsmæssige interesse for abortreguleringen være relevant. Man kan med fordel diskutere, hvilke veje man kan gå.
En vej er den, som WHO foreslår, hvor alle ikke-medicinsk indikerede grænser afskaffes. En sådan model kunne fjerne de betingede adgange til abort i sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1-6, men beholde levedygtighedskriteriet, som i dag fungerer som den øvre grænse for abort.
En anden model kunne være at indføre fri abort på fostermedicinsk indikation, således at der i forbindelse med den fosterdiagnostik, der tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen, kunne handles frit på de informationer, der tilvejebringes i det regi. Med andre ord en kodificering af den praksis, der allerede hersker i forbindelse med den fostermedicinske indikation, hvor så godt som alle alligevel får en tilladelse. Det ville fjerne et unødvendigt bureaukrati, og understøtte parrenes selvbestemmelsesret, som netop er den logik, sundhedsvæsenet tilbyder fosterdiagnostik ud fra.
Gennem vores forskning er der åbnet for den ’black box-forvaltning’, som senabortområdet udgør. Det er dog fortsat en vigtig pointe, at der ud fra en retlig betragtning skabes større gennemsigtighed omkring afgørelsespraksis for adgang til abort både for at understøtte ansøgernes retsstilling og for at sikre en åben og transparent dialog i samfundet om lovgivningen og forvaltningen på et centralt velfærdsområde. Gennemsigtighed kan eksempelvis skabes gennem et retsinformationssystem på abortområdet, hvor en anonymiseret repræsentativ afgørelsespraksis kunne gøres tilgængelig. På det fostermedicinske område er der i samrådspraksis allerede opdyrket et solidt grundlag for at opliste praksis for tilladelser.
Bortset fra en stramning af abortreglerne i 2000 har abortlovgivningen været uændret siden reglerne i deres nuværende form blev vedtaget i 1973. Et centralt område af sundhedsretten har således været stagneret i snart et halvt århundrede i stærk kontrast til den kontinuerlige udvikling, der ellers kendetegner sundhedslovgivningen. Også af denne grund er det værd at vende opmærksomheden mod abortreguleringen og med blik for samfundets, teknologiens og menneskerettens udvikling de sidste 50 år at evaluere de juridiske og systemiske rammer omkring aborten i Danmark.
Uanset hvilken vej man vælger at gå, bør menneskeretlig compliance stå øverst på listen.