Spring hovednavigationen over

2022 Advokaten 4 Advokat i generationer: I må godt kalde mig advokatmor

Publiceret: 22. november 2022

Tekst: Camilla Bergsagel Nielsen Foto: Morten Holtum

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon
Troels Rovsing Koch, Sys Rovsing og Mette Sheraz Rovsing

Sys Rovsing er en stolt mor. Så stolt, at hun gerne vil kaldes advokatmor, og hun nyder i det daglige at overvære generationsskiftet i Rovsing Advokater, som hun ejer og driver sammen med datteren Mette Sheraz Rovsing og sønnen Troels Rovsing Koch.

En søndag aften i april for seks år siden købte Sys Rovsing og hendes to børn Troels Rovsing Koch og Mette Sheraz Rovsing domænenavne med alle mulige kombinationer af ordene ’Rovsing’ og ’advokater.’ Få timer forinden sad de alle tre samlet rundt om spisebordet i Sys Rovsings hus på Frederiksberg.

”Jamen vi kan da bare etablere et firma sammen,” udbrød Sys Rovsing i en snak om løst og fast over frokosten. Hendes partnerkontrakt hos Bech-Bruun udløb om få år, når hun fyldte 65 år.

Sønnen Troels Rovsing Koch var egentlig tilfreds med sit arbejde som juridisk rådgiver hos Dansk Flygtningehjælp, men valgte alligevel at slå til. Datteren Mette Sheraz Rovsing havde efter 12 år hos Poul Schmith/Kammeradvokaten sagt sin stilling som advokat op. Hun ville prøve noget andet og planlagde at opleve verden med sin mand og tre børn.

I dag er de samlet ved et bord i et mødelokale hos advokatkontorfælleskabet Rovsing & Gammeljord, som Rovsing Advokater er en del af. De indkøbte domænenavne, som blandt andet tæller rovsingadvokater.dk, er på grund af kontorfællesskabet med advokat Anne Birgitte Gammeljord aldrig taget i brug, da rglaw.dk er domænenavnet i dag.

Snakken om bordet er livligt i gang, og når en fra familien har sagt noget, fortsætter den næste, hvor den første slap, så snakken nærmest lyder som én lang talestrøm. Som iagttager er det lidt som at lytte til et ægtepar, som for længst har holdt sølvbryllup.

”Rovsing Advokater er et familiefirma på mange måder. Det betyder blandt andet, at børns første sygedag godt kan være børns, anden, tredje, fjerde og femte sygedag. Troels og Mette har tre børn hver, og vi synes alle, at børnene i familien skal have det godt,” fortæller Sys Rovsing, mens Troels Rovsing Koch supplerer: ”Børns første sygedag kan også være børnebørns første sygedag.”

Og Mette Sheraz Rovsing fortsætter: ”Arbejdstiden er meget flydende. Når vi er hjemme, svarer vi jo også på opkald og sidder lidt ved computeren.”

”Vi kører ret meget på, at man kan arbejde alle steder fra,” siger Sys Rovsing, som også har en lejlighed i Barcelona, hvor hun af og til arbejder fra. Mette Sheraz Rovsing arbejdede også primært fra udlandet i tre år, da udlandseventyret med familien udspillede sig i Bruxelles.

Også når mor, datter og søn har en samtale med en klient, kører snakken bare af sig selv.

”Det er en styrke, at vi kender hinanden så godt. Det ligger i luften, hvem der siger det næste,” siger Sys Rovsing.

De tre advokater er Rovsing-familiens eneste advokater. Heller ikke på Sys Rovsings stamtavle finder man advokater tidligere. Hun voksede op i et lille bondesamfund, så det lå ikke lige i kortene. Men hun gik efter at blive advokat, efter at hun som barn så tv-serien om den fiktive amerikanske forsvarsadvokat Perry Mason og blev fascineret af, at han hjalp dem, der blev behandlet uretfærdigt. Dog kom hun aldrig til at beskæftige sig med strafferet, men i stedet har familie- og arveret været omdrejningspunktet for karrieren.

”Du siger altid, at vi bærer klienternes byrder,” siger Troels Rovsing Koch, og til det svarer Sys Rovsing: ”Ja, det vigtigste for mig har altid været, at vi overtager folks problemstillinger i en periode, løser dem og afleverer det hele tilbage i ordnet stand.”

Jeg har koncentreret mig om mit arbejde og fået min sociale kontakt dér og ved at være sammen med min familie.

Sys Rovsing

Både Troels Rovsing Koch og Mette Sheraz Rovsing har i forbindelse med etableringen af Rovsing Advokater, som officielt slog dørene op 1. januar 2017, skullet lære familie- og arveret at kende. Men det er gået nemt, da mange andre advokatspecialer kommer i spil i eksempelvis bobehandlings- eller skilsmissemissesager, og af og til kommer deres færdigheder inden for procesret også i spil.

”Som advokatmor, hvis jeg må kalde mig det, er jeg rigtig glad for og stolt af, at mine børn godt kan lide at gå i retten. At føre retssager synes jeg er noget af det helt særlige ved at være advokat,” siger Sys Rovsing. Hun hæfter sig ved, at hendes to børn løbende er blevet mere og mere selvstændige i advokatkontorets håndtering af sager:

”Til at begynde med var det mig, der stod for at køre sagerne og møderne med klienterne, men nu tager børnene over. Det er sjovt at se selve generationsskiftet udspille sig i klientbehandlingen og mærke, at klienterne får lige så stor tillid til børnene, som de har til mig. Det er jeg stolt over. Det, jeg kan gøre i forbindelse med generationsskiftet, er at give min faglighed inden for familie- og arveret videre til mine børn.”

Troels Rovsing Koch og Mette Sheraz Rovsing er godt nok opvokset i et hjem med en advokatmor og en nu afdød far, der var jurist, men deres barndomshjem var ikke præget af jura.

”Vi talte aldrig om sager eller jura, men om alt fra politik til kunst og historie,” forklarer Troels Rovsing Koch. Han tilføjer dog, at han som barn lagde mærke til, at advokaterhvervet var et travlt erhverv, der krævede mange timer, da moren konsekvent stod op for at arbejde mellem klokken fire og seks.

For Mette Sheraz Rovsings vedkommende lå det naturligt at uddanne sig til advokat, fordi hun altid har haft en stor interesse for samfundsforhold, mens Troels Rovsing Koch først blev advokat i 2018. Han uddannede sig til jurist, men med fokus på folkeretsfag og international ret.

Sys Rovsing, Troels Rovsing Koch og Mette Sheraz Rovsing

Mette Sheraz Rovsing tænkte aldrig som barn over, at hendes mor havde travlt, da hun aldrig var ekstraordinært fraværende og altid prioriterede sin familie højt.

”Jeg har koncentreret mig om mit arbejde og fået min sociale kontakt dér og ved at være sammen med min familie. Jeg gik ikke på kaffebar med veninder, som man gør en del i dag,” fortæller Sys Rovsing, mens hendes søn bemærker:

”Der ligger noget i tiden i dag om, at man skal være det hele og kunne alt hele tiden. Jeg er ikke stresset, men jeg kan da sagtens være frustreret over, at jeg skal for meget.”

Mette Sheraz Rovsing bryder ind og siger, at hun synes, de alle har en god dagligdag. Der bliver nikket hele vejen rundt om bordet, og de to søskende bliver enige om, at det netop var en af grundene til, at de valgte at blive en del af et mindre advokatkontor, da det er vigtigt at have en god hverdag med alt, hvad det indebærer - også på privatfronten.

”Vi kunne sikkert sagtens tjene flere penge ved at optimere forretningen yderligere, som de store kontorer, Mette og Sys har været en del af, bruger meget tid på, men det er ikke formålet for os. Vi vil bare gerne have et godt liv og lave noget, der er spændende og giver mening,” siger Troels Rovsing Koch.

Hvis en eller flere af dem på et tidspunkt vil noget andet end Rovsing Advokater, er de enige om, at så finder de en løsning.

”Der er på ingen måde et stavnsbånd. Hverken for os eller vores børn ligger der en forpligtelse i at føre firmaet videre i næste generation. Men der skal selvfølgelig flere overvejelser til, før man træffer sådan en beslutning, fordi vi er personligt relateret,” siger Mette Sheraz Rovsing. Hendes bror er dog uenig:

”Jeg føler, at jeg har en forpligtelse til blive, men det er på ingen måde en sur pligt. Jeg har fået en gave, som gør, at jeg gerne vil gøre mig umage for at bevare den.”

Og til spørgsmålet, om familiefirmaet altid er en gave, eller om der nogle gange opstår uenigheder blandt dem, svarer de, at de alle har en pragmatisk tilgang, og Sys Rovsing slår i den forbindelse fast:

”Hvis børnene og jeg er uenige, giver jeg mig altid. Jeg føler, at jeg har prøvet alt og har ingen stor advokatfremtid foran mig, så der skal være plads til, at de kan træffe beslutninger.”

De tre Rovsing-advokater

Sys Rovsing (H), som er 69 år gammel, fik sin advokatbeskikkelse i 1981. Fra 1977 - i begyndelsen af karrieren - var hun undervisningsassistent og lektor ved Københavns Universitet, men har arbejdet som advokat siden 1981 med familie- og arveret som fokusområde. I 2003 blev hun partner i Bech-Bruun og var det indtil 2016. Fra 2017 har hun været beskæftiget med Rovsing Advokater, som hun ejer 50 procent af, mens Mette Sheraz Rovsing (43 år gammel) og Troels Rovsing Koch (42 år gammel) hver ejer 25 procent Sys Rovsing har i sin karriere haft adskillige tillidshverv og har blandt andet været formand for Advokatrådet og næstformand i Aarhus Universitets bestyrelse.

Mette Sheraz Rovsing (H) fik sin advokattitel i 2007 og har været en del af Poul Schmith/Kammeradvokaten fra 2004 til 2016 først som advokatfuldmægtig og senere som advokat. Dengang førte hun primært sager for Skatteministeriet, og i dag beskæftiger hun sig i høj grad med privatret, fonde og skat.

Troels Rovsing Koch er som sin mor og søster også cand.jur. fra Københavns Universitet, men han fik først sin advokatbeskikkelse i 2018. Før han startede som advokatfuldmægtig i Anne Birgitte Gammeljords advokatfirma og i familiens firma fra 2017, arbejdede han som rådgiver først i Røde Kors og senere i Dansk Flygtningehjælp. Han beskæftiger sig i dag med alle typer af privat- og fondsret.