Thomas Gønge, advokat (H), Plesner med speciale i skatter og afgifter
Hvordan går det med retssikkerheden inden for dit område?
Helt overordnet går det godt. Set fra de 5,5 mio. borgeres side så er det hele automatiseret. Skat er kompliceret, men systemet fungerer i vidt omfang. Når jeg får min egen årsopgørelse, har jeg som udgangspunkt tillid til, at den er korrekt. Hvis man ikke har et problem med skat, så kører tingene ret glat.
Udfordringerne kommer, hvis man har problemer. Det er svært at forstå, hvad der står i lovgivningen og at finde ud af, hvad svaret er på den tvivl, man har. Det er svært, hvis man bliver fanget i et stort IT-system, der er brændt sammen. Når folk er utilfredse, så opstår der tvister og mange af dem. I 2020 brugte staten otte gange så meget på advokatbistand til Skatteministeriet som til ministeriet på andenpladsen.
Det går fremad med retssikkerheden i disse år, blandt andet fordi der sker opnormering i Skatteforvaltningen og hos klagemyndighederne. Der har været nogle skandalesager, som fylder meget. Måske kan man forebygge, at der sker lige så mange skandaler i fremtiden, og måske kan man få ryddet lidt ud i sagsbunkerne.
Sagsbehandlingstiderne navnlig på klageområdet er meget, meget lange - det ser dog ud til, at det går den rigtige vej. Der kommer lidt flere afgørelser, end der gjorde for et par år siden.
De advokatetiske regler har fået et særligt afsnit om skatterådgivning, og på myndighedssiden har ombudsmanden fået et særligt kontor for skattesager, som både kigger på konkrete sager og beskæftiger sig med sager på et retssikkerhedsmæssigt overordnet plan for at spore tendenserne.
Hvis man vil føre sag, så er der på skatteområdet en omkostningsgodtgørelsesordning. Man kan få dækket halvdelen af sine omkostninger, hvis man klager eller sagsøger og taber - eller alle sine omkostninger, hvis man vinder eller bliver sagsøgt af staten. Ordningen blev fjernet i 2009 og genindført i 2017. Det har stor betydning, særligt for borgere og mindre virksomheder, for det er dyrt at føre en skattesag.
Hvornår giver det mening at føre en sag mod systemet?
Det sker jævnligt, at borgere og virksomheder får medhold i skattesager. Men det er svært, og der skal meget til. Både på skatteområdet og på andre områder, hvor modparterne er offentlige myndigheder. Myndigheden har ofte selv været med til at skabe reglerne og har store ressourcer til rådighed. Man møder nok hårdere modstand i myndighedssager end på en del andre områder, hvilket også stiller krav til, hvilke ressourcer man har og er villig til at kaste efter sin sag.
Ved krav under en halv eller hel million kr. skal man tænke sig godt om, inden man fører sag. Det bliver hurtigt ædt op af omkostninger, hvis sagen er kompliceret, også selvom man har omkostningsgodtgørelsen med. Har man ikke en principiel grund til at føre sag, så skal man ofte op på et par millioner, før det kan svare sig.
Jeg har selv ført en sag som privatperson på vegne af en lille virksomhed, jeg driver, om gebyr for affaldsadministration. Den handlede om, hvorfor man skal betale et gebyr for noget, man ikke modtager. Man skulle betale et affaldsgebyr, selvom man ikke havde noget affald, og selvom man ikke havde brugt nogle affaldstjenester. Gebyret dækkede i realiteten omkostningerne ved andre virksomheders affald. Kunne det være rigtigt?
Virksomheder og organisationer havde i årevis beklaget sig over gebyret, der blev betragtet som en meningsløs ekstra skat, og som blev opkrævet 300.000 gange hvert år. Min egen kommune brugte ifølge dem selv stort set hele gebyrindtægten på at behandle klager over gebyret og ansøgninger om fritagelse.
Grundlaget for et retssamfund er legalitetsprincippets krav om, at myndighederne skal agere med fornøden hjemmel. Retssikkerhed udspringer basalt af, at borgernes rettigheder og pligter følger af lovgivning og ikke af uhjemlede påfund. Motivationen for sagen var at få afklaret principielt, om disse krav var overholdt.
På den anden side i sagen var Københavns Kommune, Kommunernes Landsforening og staten. Sagen blev ført hele vejen fra byretten til Højesteret. Jeg tabte i byretten, vandt i landsretten og vandt i Højesteret.
Det var ikke nemt at føre sagen, og jeg fik undervejs bistand fra øverste hylde, så jeg forstår godt, hvorfor der ikke kører så mange af den slags sager. Man bliver mødt af hård modstand. Myndighederne stiller op med nogle virkeligt dygtige advokater, der ved, hvad de laver, og som har ressourcer til rådighed. Det er ikke i sig selv retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at det offentlige kæmper deres sag, hvis de mener, de har ret. Men for mange vil der være en uligevægt i styrkeforholdet, som kan være problematisk. Derudover blev jeg også mødt af nogle processuelle skridt, som var overraskende, fordi effekten af dem var, at sagen med stor sandsynlighed blev lukket ned og forhindret i blive behandlet videre. Sådan endte det ikke, og det er ikke hverdagskost, men det gjorde det svært.
Hvilke udfordringer er de største?
Den største udfordring, som jeg ser det, er strukturel. Det er regelgrundlaget på området. Der er for mange regler, og de er for svære at forstå. Der skal ikke meget til, før man er nødt til at kontakte en rådgiver for at finde ud af, hvad der gælder. Der kommer mere regulering, og meget af den lapper på eller knopskyder fra tidligere regulering i stedet for, at der kommer noget nyt - helhedsløsninger, der omstrukturerer eller konsoliderer regelgrundlaget for et område på en systematisk måde.
Og så er der sagsbehandlingstiderne. Den seneste sag, jeg har haft for Landsskatteretten, havde været under behandling siden 2015. Den blev afgjort syv år senere. Der er mange eksempler på sager, der er fem til seks år undervejs i klagesystemet alene, og hvis de så rammer domstolene, tager det et par år mere for hver instans. Skal en sag igennem domstolene, så er vi ofte oppe på en ti år i alt.
Derudover er det som sagt dyrt at føre skattesager og retssager i det hele taget. Tit giver det ikke mening at få prøvet sin sag, når tiden og omkostningerne tages i betragtning, og det gælder både borgere og virksomheder. Retfærdighed er godt, men der skal også være reel adgang til den. Det hjælper ikke meget, at domstolene sikrer ens retssikkerhed, hvis man ikke har råd til at komme inden for retssalenes døre. Der er modstående hensyn, for hvem skal så betale, men det er en velkendt udfordring, at retssikkerhed kan være en fugl på taget, mens man nede på jorden har regninger at betale.
Når det er så dyrt at føre en sag, så er det måske med til at sikre, at de dårligste sager ikke bebyrder retssystemet. Men omvendt er der mange gode sager, der isoleret set ikke har nogen særlig økonomisk værdi, og som derfor aldrig bliver prøvet. Det hæmmer retsudviklingen, hvis sager om vigtige spørgsmål lever et kort liv for at lide en stille død.
Og samtidig må man sige, at selvom man synes, at man har en god sag, så er det svært at få medhold. Er det et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis man ikke får ret? Det er det vel ikke, hvis man ikke har ret, men i bredere perspektiv er det uheldigt, hvis lovgivningen er så svær at forstå, at borgerne i stort omfang vurderer deres retsstilling forkert.
Skattemyndighederne er nogle gange grænsesøgende med, hvor langt de kan strække lovgivningen for at standse uønsket adfærd eller for at udvide skattepligten. Hvis man er den, som grænsen bliver testet på, og man bliver trukket gennem en eller flere instanser, så er det hårdt. Omvendt er det godt, at grænsen så bliver fastlagt. Så der er flere sider af det.
Hvad skal der til for at forbedre retssikkerheden?
Jeg har et generelt håb om bedre kvalitet og større forståelighed af reglerne samt af selve regeludarbejdelsesprocessen.
Det er en stor mundfuld at skulle ændre skattelovgivningen, og processen går nogle gange for hurtigt. De folkevalgte, der stemmer det igennem, skulle gerne have de fornødne rammer og den fornødne tid, for at de har mulighed for at forstå de regelsæt, der vedtages. Når reglerne er mange og indviklede, så opstår der konflikter og myndighedssager og retssager, som koster og tager lang tid. Mon ikke der ville være færre af dem, hvis lovgivningen var mere overskuelig?
Skattelovgivningen kan være så forsimplet eller kompliceret, som vi har lyst til. Det er jo et politisk spørgsmål og afhænger af, hvor meget vi vil detailregulere. Jo mere vi forsimpler, des mindre kan vi nuancere, og des sværere bliver det at fange dem, der sniger sig udenom. Så det er en afvejning af hensyn, der alle er vigtige.
Hvem skal have den næste retssikkerhedsstafet?
Det kunne være spændende at høre, hvordan det går med retssikkerheden fra en advokat, der arbejder med MeToo-sager og advokatundersøgelser. Jeg vil gerne give stafetten til advokat Rikke Søgaard Berth, der er ekspert i forvaltningsret hos Horten og jævnligt forestår advokatundersøgelser i kommunerne.
Thomas Gønge Advokat (H), senior counsel, Plesner
Specialiseret i skatte- og afgiftsret.
Arbejder navnlig med indirekte skatter (herunder moms, told og punktafgifter), skatteproces samt rådgiver- og ledelsesansvar. Fører sager for de administrative myndigheder og domstolene.
Forfatter til EU-Karnov om fiskale bestemmelser, som blandt andet omfatter momsdirektiverne, punktafgiftsdirektiverne og harmoniseringsregler om direkte skatter samt EU-Domstolens praksis herom. Ejer og redaktør af Den Grønlandske Lovsamling på www.dgl.gl
Retssikkerhedsstafet
I de kommende udgaver af Advokaten sender vi stafetten fra advokat til advokat inden for forskellige retsområder. Her vil de fortælle, hvilke udfordringer de ser for retssikkerheden i Danmark, og hvad man kan gøre for at højne den.
Det er svært at forstå, hvad der står i lovgivningen og at finde ud af, hvad svaret er på den tvivl, man har.