”De andre er døde af sorg.” Sådan svarede de seks nulevende grønlandske eksperimentbørn, da jeg som det første sagde til dem, at jeg var overrasket over, hvor unge og friske de var, fordi de jo var de sidste seks i live ud af 22 i alt.

Eksperimentbørnene, som i dag alle er i slutningen af 70’erne, var samlet her i mødelokalet på kontoret og sad rundt om plankebordet. Én efter én fortalte de historien om deres liv, og hvordan det har påvirket dem, at den danske stat som led i et eksperiment tog dem væk fra deres grønlandske hjem, da de var børn. De græd, græd og græd, mens de fortalte. Det var så rørende.

Benzinen for klienterne i mange af de sager, jeg fører, er vrede og at stille nogen til ansvar for det, de har været udsat for. Det gælder eksempelvis sager mod kommuner om voldtægt i plejefamilier og sagen mod staten med godhavnsdrengene, som var udsat for overgreb på børnehjemmet Godhavn i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Den følelse kan jeg sagtens forstå, og den driver også mig i den type af sager.

De nulevende grønlandske eksperimentbørns energi i denne sag var ikke vrede mod systemet over deres ødelagte barndom, men i stedet sorg. De var ulykkelige og ville gerne have en undskyldning med mere vægt under end kun den skriftlige undskyldning, de havde fået på daværende tidspunkt.

Det ændrede hele min forståelse af sagen, for det gik op for mig, at det, de var udsat for, gør lige så ondt på et menneske som fysisk vold og seksuelle overgreb.

Det første møde med eksperimentbørnene fandt sted 30. august 2021, men allerede et par måneder tidligere begyndte vi her på advokatkontoret at undersøge sagen. I foråret ringede et af de seks eksperimentbørn til mig, efter at de første godhavnsdrenge, som jeg også repræsenterede, fik erstatning fra staten. Da eksperimentbørnene ligesom dem havde fået en undskyldning fra staten, spurgte hun, om jeg ville kigge på deres sag.

I 1951 fjernede Danmark som kolonimagt 22 børn fra deres hjem i Grønland og sendte dem til Danmark for at gøre dem til en dansktalende elite i Grønland. De fleste kom tilbage til Grønland, men flyttede ind på et børnehjem i stedet for at komme hjem til deres familier, mens enkelte blev bortadopteret til plejefamilier i Danmark.

Ét af seks eksperimentbørn, som jeg repræsenterede, blev bortadopteret, mens resten endte på børnehjemmet.

Vi sendte et samlet erstatningskrav på 1,5 mio. kroner til Statsministeriet 22. november 2021 sammen med et udkast til en stævning. Kort tid efter ringede Kammeradvokaten til mig og fortalte, at Social- og Ældreministeriet, som staten mener, at sagen hører under, afviste kravet, og at vi derfor måtte gå til domstolene.

Sagen indeholder alle mulige spændende principielle problemstillinger, men det, der stikker mest ud for mig, er selve forløbet. Det har været et mærkeligt forløb, fordi vi i sidste ende fik alt det, vi ville have. Det er umenneskeligt bare at henvise til domstolene, som er det hårdeste konfliktløsningssted overhovedet.

Staten havde ovenikøbet lige fået udarbejdet en rapport, der afdækkede, at eksperimentbørnenes menneskerettigheder blev krænket. Jeg mener, at den naturlige reaktion ville være at oprette et sagsnummer for derefter at undersøge og tage stilling til sagen og til sidst komme med en begrundet afgørelse. Det mener jeg, at staten er forpligtet til både i menneskeretlig ånd og rent forvaltningsretligt. Den tilgang stiller andre med lignende sager dårligt.

Det er langtfra alle, der som mine klienter har mulighed for at tage sådan en sag helt til retten. Det kan være svært at finde advokater, der er villige til at løbe den økonomiske risiko. En sag som denne ville blive monsterdyr, hvis den blev tabt i både landsretten og Højesteret. Vi havde fået tilsagn fra en fond om, at den ville dække sagsomkostningerne forbundet med at føre selve retssagen, hvis ikke vi fik fri proces. Andre, der ikke har en fond i ryggen, kan blive nødt til at droppe stævningen, simpelthen fordi det bliver for dyrt. Derfor mener jeg, at det er helt forkert at håndtere den slags sager, sådan som den danske stat har gjort.

Vi stævnede den ansvarlige instans Statsministeriet i slutningen af december, hvorefter Kammeradvokaten gik i gang med at undersøge sagen og kontaktede mig et par gange for at sige, at de måske gerne ville forlige sagen, men at de lige havde brug for lidt mere tid. Hen mod udgangen af februar indgik vi så et forlig med Social- og Ældreministeriet.

Forlig, forlig og forlig. Udadtil lyder det som om, at vi kom med et urimeligt og udokumenteret krav, som Kammeradvokaten efterfølgende fik forhandlet ned til noget rimeligt. Det gør lidt ondt, når vi på ingen måde har givet os. Vi fik præcis det, vi krævede. Den rigtige formulering ville være, at modparten tog bekræftende til genmæle. Men selvfølgelig huggede vi bare til, selvom de kaldte det et forlig. Andet ville være dumt, da vi så ville risikere, at sagen trak ud i flere måneder eller alligevel endte i retten.

Selvom jeg på intet tidspunkt var i tvivl om, at det var en vigtig sag, var jeg usikker på, hvordan vi skulle gribe sagen an, da der var flere store juridiske og principielle problemstillinger.

Et af de helt store spørgsmål var, om sagen var forældet ifølge de danske forældelsesregler, fordi selve begivenheden, hvor eksperimentbørnene blev fjernet fra deres familier, fandt sted helt tilbage i 1951. Efter de danske forældelsesregler ville fristen have været tre år eller i visse tilfælde maksimalt ti år.

Vi rejste sagen med den påstand, at den danske stat havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel otte, som omhandler retten til respekt for privatliv og familieliv.

Vores primære argument ville være, at menneskerettighederne trumfer de danske forældelsesregler. Det er stadig et lidt uafklaret spørgsmål, om praksis er sådan, men i en anden sag, jeg førte mod Slagelse Kommune for tre søstre, som blev misbrugt i deres plejefamilie, slog landsretten netop fast, at de danske forældelsesregler ikke gælder, når der er tale om brud på menneskerettighederne.

Dog mener jeg heller ikke, at sagen om de grønlandske eksperimentbørn var forældet efter de danske regler. Bogen ”I den bedste mening”, som er skrevet af Tine Bryld, blev udgivet i 1998. Indtil da vidste ingen af eksperimentbørnene rigtigt, hvad der var foregået, og de fandt først ud af, at de havde været en del af et eksperiment i forbindelse med bogen.

Efter bogens udgivelse arbejdede mine klienter længe på at få sat en undersøgelse i gang. Det skete først i 2019, og året efter udkom den endelige rapport. Skulle staten så argumentere for, at sagen var forældet, når de slet ikke anede, hvad der foregik? Derfor er min vurdering, at sagen ikke var forældet uanset hvad.

En anden principiel problematik var, at menneskerettighedskonventionen først trådte i kraft i 1953, men selve handlingen med at fjerne børnene fra deres hjem skete i 1951, hvor der ingen menneskerettigheder fandtes på samme måde. Hvis sagen var endt i retten, kunne en diskussion af, hvordan det skulle håndteres, være opstået.

Jeg tror, at vi stod godt i den diskussion, fordi der er tale om en forbrydelse, som løb over tid. Selvom de 22 børn blev fjernet i 1951, holdt staten dem fortsat væk fra deres familier, indtil de fyldte 18 år. Derfor skete der også menneskeretlige overtrædelser i flere år efter 1953, hvor Danmark underskrev konventionen.

Desuden var vi i gang med at grave i, hvilken beskyttelse der gjaldt, før menneskerettighederne trådte i kraft. Det er utænkeligt, at det dengang var lovligt bare at fjerne et barn fra dets familie.

Mine klienter fik alle 250.000 kroner i erstatning, og det følger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Jeg tror godt, vi kunne have krævet det dobbelte, fordi medierne havde så meget fokus på sagen. Det er ikke for at pudse min glorie, men jeg synes, at der er noget reelt i, at klienterne fik det, der var rimeligt ifølge det juridiske system og ikke mere end det, bare fordi medierne påvirker sagen. Det havde jeg mine klienters opbakning til. For dem handlede sagen om det principielle i at blive taget alvorligt og ikke om at blive millionærer.

Vores tilgang her på advokatkontoret er at lægge niveauet dér, hvor vi ville lægge det, hvis vi var dommere i sagen. Min erfaring fra denne slags sager er, at det også er det bedste rent strategisk, men også den ordentlige måde at gøre det på. Det grundlæggende problem er, at du aldrig kan reparere en ødelagt barndom. De har mistet deres identitet, kultur og oprindelige sprog. De er hverken blevet grønlændere eller danskere og bor desuden heller ikke i Grønland i dag, men i Danmark og Sverige. Den måde, man reparerer deres ødelagte barndom på rent juridisk, er at betale erstatning, og der er ingen gode alternativer.

Det overraskede mig, at sagen har haft så stor bevågenhed i medierne. Jeg havde forventet interesse fra den danske presse, men jeg blev også bestormet af udenlandske medier. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg talte for eksempel med britiske The Independent, The Times og BBC, amerikanske CNN, tyske Süddeutsche Zeitung og en lang række franske, canadiske og russiske radio- og tv-stationer. Og vi taler ikke bare små notitser. Medierne har været ude med fotografer og det hele.

Jeg tror, at den store medieinteresse skyldes, at der yderst sjældent opstår problematikker omkring indfødte folks rettigheder i Europa, da der kun findes få indfødte folk på det europæiske kontinent. Det tror jeg også er grunden til, at sagen er interessant at dække for Canada og Australien, som har deres egne oprindelige folkeslag, ligesom mange af de engelsktalende lande generelt kender til problematikker omkring indfødte folk.

Hvis sagen var kommet for retten, ville vi inspireret af de amerikanske og sydamerikanske menneskerettighedskonventioner gøre gældende, at et indfødt folk skal nyde en særlig beskyttelse i forhold til deres etnicitet og kultur. Fordi det er et sjældent afprøvet spørgsmål i Europa, er der langt mellem dommene på området fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol, og vi kunne ikke finde nogen domme, der mindede om vores sag. Jeg vil vædde på, at menneskerettighedsdomstolen ville sige, at en særlig beskyttelse gjaldt.

Mens medierne dækkede sagen massivt frem mod forliget, landede sagen ret fladt i pressen, da eksperimentbørnene fik erstatning. Det hænger sammen med, at sagen blev lukket på den skøreste måde. Kammeradvokaten ringede mig op for at sige, at de gerne ville forlige sagen og betale, hvad vi krævede, men at det skulle ske inden for de næste par timer.

Det skulle være lige præcis den dag inden klokken et eller andet. Jeg skrev en mail til Kammeradvokaten og spurgte, hvorfor det absolut skulle være lige nu og her. Jeg forstod på ingen måde, at noget, der bare havde ligget stille i månedsvis, pludselig blev en hastesag. Jeg endte med at cykle ind på kontoret for at skrive under på vegne af mine klienter, da jeg sad hjemme og forberedte en sag, der skulle for Højesteret et par dage senere. Jeg fik derefter at vide, at ministeriet ville sende en pressemeddelelse ud kort tid efter. Vi indgik forliget 25. februar - dagen efter Putins invasion af Ukraine.

Jeg kan ikke vide det, men jeg er ret sikker på, at det hastede med at få forligt sagen, fordi alle mediers fokus var rettet mod krigen. Derfor var der et godt take out your trash-tidspunkt. Det var ubehageligt og føltes helt vildt spindoktoragtigt. Jeg er lidt forarget over det, især fordi der på ingen måde var tale om en hastesag. Hvorfor ikke gøre det til en festdag i stedet for at forsøge at skjule det?

Ikke desto mindre var det en festdag for os. Vi inviterede klienterne ud til os og fejrede vores sejr med lagkage i samme lokale, som jeg første gang hørte deres personlige beretninger. De var simpelthen så glade og ville bruge pengene på mange fine ting som for eksempel at tage til Grønland med deres familier i Danmark.

Mads Pramming

Advokat (H) med speciale i erstatningsret, menneskeret og offentlig ret. Er i dag partner i Ehmer Pramming Advokater. Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2005, fik sin advokatbeskikkelse i 2008. Er desuden rådgiver i Advokatvagten på Nørrebro, som han var med til at etablere i 2009. Født i 1976 og bor på Nørrebro i København med sin søn. Som bonusinfo kan det nævnes, at han som studiejob arbejdede for Nordisk Film TV på Lykkehjulet.