Bæredygtighed har fået indpas i reguleringen på mange planer, så der nu er tale om en regeltsunami, hvor EU har spændt buen og er draget i kamp med klassisk hard law, der stiller høje krav til virksomheder. Udover at være et nyt forretningsområde for advokater er der tale om en stor opgave for juridiske forskere, og det er vigtigt med samarbejde og partnerskaber, hvor forskning og praksis kan gavne hinanden.
Bæredygtighed har enorm interesse i mange kredse. Det er godt og fremsynet. De såkaldte ESG-faktorer skal spille en større rolle, så miljø og klima (E), sociale forhold (S) og governance (G) styrkes. Til gavn for mennesker og for planeten. Målet er klart. Det vanskelige er midlerne til at nå målet. Der kræves mange adfærdsændringer. Vi skal som personer, virksomheder, nationalt samfund og globalt samfund opføre os anderledes og prioritere anderledes. Og både advokater og forskere kan og bør spille en meget aktiv rolle i at få den grønne omstilling til at blive til virkelighed.
Regeltsunami på vej
Regler er et vigtigt redskab i værktøjskassen. De kan ses som ven eller fjende. Men de kommer. En reguleringsrevolution er på vej. De bløde nationale og globale principper suppleres af en tsunami af bæredygtighedsregler fra EU. Det er godt og nødvendigt. Men også kompliceret og udfordrende. Vi skal i Danmark forholde os til, at EU har valgt at spænde buen og ”drage i kamp” med klassisk bindende hard law.
Global regulering har længe været til stede, men levet en ret stille tilværelse. Det skyldes, at den – bortset fra den bindende Paris-aftale – er præget af bløde, vejledende principper i form af soft law. Centralt står OECD´s retningslinjer om ansvarlig virksomhedsadfærd med principper om due diligence i forhold til risiko for miljø, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og korruption. Pligten omfatter leverandørkæderne, hvilket er både centralt og vanskeligt. Danmark har forpligtet sig til at udbrede kendskabet til principperne og oprette såkaldte NCP’ er (National Contact Points), som alle kan klage til, hvis de mener, virksomheder har tilsidesat OECD-principperne. Vi kan i NCP (- som er en uafhængig institution med Erhvervsstyrelsen som sekretariat - undersøge sagen, tilbyde mægling og fremsætte kritik, hvis vi mener, der er baggrund herfor. Det sker i praksis i videre omfang end hidtil. Vi har således erfaring i forhold til EU’s nye forslag om lovpligtig due diligence for store virksomheder, se mere herom nedenfor.
EU er nemlig ”draget i krig” på bæredygtighedsfronten med et katalog af regler ud fra en ny strategi: Bindende, obligatoriske regler i form af forordninger. En ”følg-pengene-strategi”, rettet mod finansielle virksomheder samt deres investeringer og lån. En kaskade-tankegang, hvor pligter for de store virksomheder forventes at medføre pligter for SMV’er, der for eksempel er underleverandører. I Danmark har Novo Nordisk for eksempel allerede krævet, at deres leverandører inden 2030 skal omstille deres produktion til fornybar energi.
EU’s taksonomi-forordning, taksonomi i form af standardisering, forpligter store virksomheder til at gøre det tydeligt, hvornår deres økonomiske aktiviteter opfylder EU-kravene til at blive kaldt ”bæredygtige”. Formålet er at undgå greenwashing. EU’s disclosure-forordning forpligter store virksomheder til at integrere bæredygtighed i deres investeringsbeslutninger og løbende informere herom. Også i forhold til den enkelte investor er der indført pligt til at spørge til ønsker om bæredygtige investeringer. Samlet set en række oplysningspligter med det håb, at vi er bedre informeret om bæredygtighed og derfor efterspørger det mere.
EU foreslår udbygning af reglerne om ikke-økonomisk rapportering, så der rapporteres mere udførligt om virksomhedernes arbejde med bæredygtighed. Som led heri er der udarbejdet forslag til en taksonomi om, hvad der nærmere skal ligge i rapporteringen, og her spiller både E, S og G fremtrædende roller.
EU foreslår desuden regler om lovpligtig due diligence, sådan at store virksomheder skal udarbejde en risikovurdering om miljø, klima og menneskerettigheder, også i leverandørkæden. Forslaget er kontroversielt i forhold til den del af forslaget, der er rettet mod virksomhedernes ledelse og deres ansvar, men ikke når det gælder forslaget om lovpligtig due diligence.
Danske regler udgøres af ret bløde krav til store virksomheder om ikke-finansiel rapportering om deres arbejde med samfundsansvar, dvs. miljø, sociale forhold og governance, herunder menneskerettigheder, korruption og bestikkelse. Desuden omfatter corporate governance principperne nu bæredygtighed.
Den regulatoriske cocktail er således på flere niveauer med det globale som det bredt favnende og blidt dækkende, det EU-mæssige som klart forpligtende og hårdt gennemført og det nationale danske som drys på toppen. Denne cocktail er bredspektret og bindende, favnende og frustrerende, men også nødvendig og naturlig, set i forhold til de udfordringer, vi som globalt samfund står overfor. Voldsomme, virkningsfulde tiltag er påkrævet. Det gælder klart klima, men det gælder også sociale forhold og governance, som er mere stedmoderligt behandlet end godt er. Og det haster.
Ens regler og et væld af pligter
Fordelene ved EU’s nye regelsæt er en ”level-playing-field”, så der gælder ensartede regler i alle EU-lande. Håbet fra politisk hold er tillige, at det kan ”betale sig” at have bæredygtighedsfokus. Desuden har ”følg-pengene-strategien” potentiale til et hidtil uset incitament for en catch-on-effekt hos de øvrige virksomheder. Samtidig er EU-reglerne karakteriseret ved at forpligte til information og ikke handling og ved at lade slutinvestor være afgørende. Der er således tale om et fleksibelt juridisk værktøj med den fordel, at der fortsat er en høj grad af autonomi hos virksomhederne.
Ulemperne er mangfoldigheden af pligter for virksomhederne, hvor den indre sammenhæng ikke altid er åbenbar. Reglerne udstikker et væld af forpligtelser og er voldsomt komplicerede. Det samlede regelsæt omfatter mange hundrede sider, og det er langt fra færdigudviklet. Der er mange udeståender, uklarheder og fortolkningstvivl. Det er således vanskeligt for virksomhederne at overskue pligter og forventninger, og der efterspørges – som det sjældent ses – flere regler for at skabe klarhed. Om dette er klogt, kan der sættes spørgsmålstegn ved, da udvikling af retstilstanden, med de danske myndigheder som kontrolinstans og de danske domstole som tvistorgan, nok er at foretrække frem for flere – måske ret rigide – EU-regler. Mangfoldigheden bevirker, at det er et vanskeligt regulatorisk farvand at navigere i med udfordringer og frustrationer indbygget. Det må således erkendes, at det for virksomhederne vil blive yderst ressource- og omkostningstungt at opfylde alle de nye regelsæt. Men EU-regulering udgør et vigtigt værktøj i bæredygtighedens tjeneste. Og Danmark er bedre rustet end de fleste andre.
De danske fordele er markante. Vi har en ”first-mover” fordel, da vi længe har haft grøn omstilling på agendaen. Ikke-økonomisk rapportering blev indført i Danmark, før EU kom på banen med regler herom. Vi bygger vindmøller og solceller. Vi har forudseende pensionsinstitutter, virksomheder og banker, som arbejder seriøst med bæredygtighed. Det kloge vil være at omfavne de nye bæredygtighedsregler med forståelse for vigtigheden og overbærenhed over for komplikationerne. Danmark har mulighed for at fastholde og udbygge sin position som frontrunner, hvis vi starter tidligt og benytter den chance, vi har for konkurrencefordele. Vi bør udvise rettidig omhu og benytte reglerne som en kærkommen lejlighed til at være offensive og allerede nu tænke bæredygtighed ind i forretningsmodeller, leverandørkæder mv. Det sker allerede mange steder.
Forskernes rolle og partnerskaber
Som forsker er bæredygtighedsområdet et sandt mekka. Der foregår da også mange steder, herunder på Københavns Universitet, megen forskning på en række udvalgte områder. For juridiske forskere er der god anledning til at gå ind i spørgsmålet om governance (G), da dette område er relativt uopdyrket. På andre områder er tværgående samarbejde vigtigt. Jeg har selv i mange år haft vældig meget nytte af konstruktivt samarbejde med advokater, andre faggrupper og virksomheder, og dette forsøger vi også på bæredygtighedsområdet. Et par nylige eksempler på samarbejde og samarbejdsmuligheder kan nævnes:
Når det gælder forskning i sociale forhold (S), er samarbejde med andre videnskaber afgørende, hvilket blandt andet kan ske i regi af Crown Princess Mary Center, der er et nyt videnscenter for anvendt og tværfaglig forskning inden for human- og samfundsvidenskaberne.
På den undervisningsmæssige del har jeg fået forskningsintegrationsmidler til et nyt overbygningsfag om ”Bæredygtighed for jurister”, som tænkes benyttet til en studietur til udvalgte virksomheder, herunder advokatvirksomhed, finansiel virksomhed mv. Dette kan forhåbentlig være en hjælp i forhold til uddannelse af jurister, så de i studietiden får et vist kendskab til både bæredygtighedsregler og dilemmaer i praksis.
Tilsvarende kan et nyt samarbejde mellem Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Kammeradvokaten og The Footprint Firm om bestyrelsesuddannelser om bæredygtighed – ”ESG Academy” – forhåbentlig bidrage til at udvide samarbejdet mellem virksomheder, advokater og forskere om bæredygtighed og bringe denne viden videre til virksomhederne. Dette ser vi meget frem til som en yderst konstruktiv samarbejdsform. Vi lancerer samarbejdet den 1. september og planlægger allerede en række yderligere kurser.
Linda Nielsen
professor på Københavns Universitet, Juridisk Fakultet siden 1996. Forsker i finansret og globaliseringsret med speciale i blandt andet bioret og bæredygtighed som forskningsområder. Fra 2002 til 2005 rektor på Københavns Universitet. En lang række poster i råd, nævn, kommissioner og bestyrelser. Tidligere formand for Finans Danmarks Hvidvask Task Force, Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd og Allerfonden, ligesom hun har siddet på præsidentposten i Kræftens Bekæmpelse.