Det er nok de færreste jurister, der ikke har bemærket, at international ret har fået en ny og mere central betydning over de senere årtier. En væsentligt drivkraft i den udvikling har været internationale domstole, som har bidraget med en udvikling af en egentlig international retspraksis. Flere domstole er kommet til, og flere konflikter løses nu foran de internationale domstole.

Mens der for tre årtier siden blot var en håndfuld internationale domstole, er der nu femogtyve. Og der er formentlig flere på vej. Det er for eksempel et udpræget behov for oprettelsen af en international domstol for pirateri. Internationale domstole er også blevet langt mere aktive end tidligere. Af de knap 50.000 domme afsagt af internationale domstole, er de mere end 90 procent afsagt efter afslutningen af den kolde krig. Og der er med sikkerhed mange tusinde flere i støbeskeen. Ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol alene er sagspuklen for øjeblikket på godt 60.000 sager. Internationale domstole harer også forandret sig fra at være mellemstatslige organer til at nu også at dømme i sager indbragt af individer, foreninger og erhvervsdrivende. Og i visse sammenhænge opererer internationale domstole som de facto højesteretter for retlige spørgsmål inden for deres jurisdiktion. Det er næppe en overdrivelse at påstå, at det i højere og højere grad er blevet relevant for jurister på tværs af undergrupperinger at forholde sig til de udviklinger, der foregår ved internationale domstole. Ikke blot af international nysgerrighed og engagement men ganske enkelt for at fastslå, hvad retstilstanden er i Danmark, eller finde inspiration til retlige argumenter foran danske domstole. Trenden er i hvert fald rimelig klar: flere og flere konflikter løses foran internationale domstole, ligesom internationale domstole i dag står helt centralt i udviklingen af regionale integrationsprojekter fra Europa til Afrika og Latinamerika.

En ny juridisk verdensorden

Den rolle, som internationale domstole spiller i dag spiller, begyndte at tage sin form allerede i begyndelsen af det 20. århundrede. Den første egentlige internationale domstol var den Centralamerikanske Domstol, som blev oprettet i 1907 og virkede indtil 1918 fra Cartago i Costa Rica. Det var dog først i 1922 med etableringen af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (PCIJ) i Haag, i kølvandet på en altødelæggende verdenskrig og som led i de bestræbelser der samtidigt foregik omkring etableringen af Folkeforbundet, at idéen om international justits for alvor slog igennem. PCIJ begyndte sit virke med et vist momentum, bland andet med en række vigtige sager om territorialafgrænsninger, herunder afgrænsningen af det danske territorium i Østgrønland. Men den krise som ramte Folkeforbundet i det følgende årti, fik snart også konsekvenser for Domstolen. Under Anden Verdenskrig gik den mere eller mindre under, men genopstod så i 1945 som Den Internationale Domstol (ICJ), denne gang som led i oprettelsen af de Forenede Nationer.

Det var også i den umiddelbare efterkrigstid, at spirerne blev sået til den orden af internationale domstole, som i dag er et fast indslag i international ret og politik. De to krigsforbrydertribunaler i Nürnberg og Tokyo var på mange måder vigtige forløbere for de processer, der som en indirekte konsekvens af den Kolde Krigs afslutning ledte hen imod først en række ad hoc krigsforbrydertribunaler og siden Den Internationale Strafferetsdomstol (ICC) i 2002. Den væsentligste nyudvikling i efterkrigstiden i denne sammenhæng var dog ikke den internationale strafferet –; det var idéen om regional integration, som i den europæiske sammenhæng introducerede noget nyt, nemlig overstatslige institutioner og domstole.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) og EF-Domstolen (EFD) blev begge etableret i slutningen af 1950’erne. Disse to regionale internationale domstole kom ikke alene til at spille en afgørende rolle i den videre europæiske integration men også den judicialisering af international ret og politik, som kom til at præge europæisk intergration. Denne judicialisering kan ikke blot aflæses i det voksende antal af internationale domstole, men også en markant vækst i sagsmængden foran disse to domstole. Det er på den baggrund, at Europa – og særligt EU – i dag fremstår som en art juridisk super power, hvis magt består i defineringen og retliggørelsen af en lang række samfundsforhold på internationalt niveau.

Globaliseringen af regionale domstole

Europæiske jurister gjorde en grundlæggende opdagelse i efterkrigstiden, som reelt hører til det 20. århundredes væsentligste nybrud. Med konceptualiseringen – og realiseringen – af idéen om supranational ret skabte de et politisk og juridisk værktøj, der viste sit værd i både pacificeringen af det mørke kontinent, Europa, og dets slående økonomiske vækst i efterkrigstiden. I det lys er det næppe overraskende, at det blev de to europæiske internationale domstole, EMD og EFD, der i praksis er blevet det institutionelle udgangspunkt for den videre udvikling af internationale domstole, og ikke for eksempel Den Internationale Domstol i Haag.

Der skulle dog gå noget tid, før udviklingen slog igennem. Den Kolde Krig underminerede reelt muligheden for en mere generel international judiciel udvikling. I 1979 blev den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol dog oprettet og moduleret over EMD, ligesom Beneluxdomstolen oprettes i samme årti og efterlignede EFD. Den sidste internationale domstol, der så dagens lys i 1970’erne, var El Tribunal de Justicia de la Comunidad Andina, der, som vist af politologen Karen Alter, langt hen ad vejen kopierede EFD og dens retspraksis.

Men vi skal hen til efter afslutningen på den Kolde Krig, før udviklingen for alvor tager fat. I 1990’erne opstår der en lang række nye regionale internationale domstole, hvoraf langt hovedparten er stærkt inspireret af de to oprindelige europæiske domstole. For eksempel domstolen for The Common Market for East African States (COMESA) og domstolen for West African Economic and Monetary Union (WAEMU), men der er også andre væsentlige udviklinger. I samme årti blev to nye globale domstole oprettet, Havretsdomstolen og WTOs Domstolsfunktion. Disse to domstole følger et institutionelt spor, der bedst kan beskrives som en gråzone mellem international voldgift og traditionel international retspleje. Sidst men ikke mindst blev den internationale judicielle portefølje udvidet ganske væsentligt med oprettelsen af de internationale krigsforbrydertribunaler for Rwanda og eks-Jugoslavien i slutningen af 1990erne.

Fra 2000 og frem fortsætter denne samme udvikling og med samme vækstrate. Reelt kan man følge de samme spor fra de to europæiske domstole ved en lang række regionale afrikanske og latinamerikanske domstole, ligesom at Mercosur domstolen i Latinamerika følger i slipstrømmen på WTO. Endeligt oprettes Den Internationale Strafferetsdomstol i 2002 på baggrund af erfaringerne fra krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Jugoslavien.

En verden af internationale domstole

Denne historiske skitse af fremkomsten af internationale domstole indikerer en klar sammenhæng mellem geopolitisk forandring og rekursen til international retspleje som løsningsmodel. De væsentligste internationale domstole er reelt alle opstået lige efter storpolitiske omvæltninger: Efter Den Første Verdenskrig, Den Anden Verdenskrig og afslutningen på Den Kolde Krig. Den aktuelle geopolitiske forskydning fra Vest mod Øst og med BRIK-landenes tiltagende rolle kan i den sammenhæng bedst aflæses i WTOs gennembrud som global organisation med juridisk gennemslagskraft. Et gennembrud hvor BRIK-landene spiller helt centrale roller.

En anden væsentlig udvikling er, at den geografiske spredning af internationale domstole er slående uens. Mens ICJ, WTO og Havretsdomstolen er egentlige globale domstole (men dog alle med sæde i Europa), så er langt hovedparten af internationale domstole regionale. Mens debatten omkring international rets europæiske ophav og sammenhæng med europæisk imperialisme forbliver både ophedet og uafsluttet, så viser denne korte internationale judicielle udviklingshistorie, at regionale internationale domstole stort set udelukkende findes i de særlige regioner af verden, hvor europæisk retskultur har særligt fodfæste fra kolonitiden. Dermed antydes ikke, at internationale domstole er udtryk for europæisk neo-imperialisme, men snarere at disse lande strukturelt set er særligt receptive for denne udbygning og videreudvikling af juraen, som internationale domstole medfører.

I den større globale kontekst, hvor særligt mindre og økonomisk sårbare nationalstater i tiltagende grad er udsatte, er der næppe megen tvivl om, at regional integration og domstole i mange tilfælde træder til i stedet for større, mere føderale statskonstruktioner. Det er på samme måde, at Europa i dag er integreret omkring supranational ret som en art føderalisme med andre midler. Dette forklarer måske også, hvorfor USA er stort set fraværende i denne historiske fremskrivning af udviklingen af internationale domstole. Det var ellers USA, anført af Præsident Roosevelts Secretary of State Elihu Root, der var en af hovedkræfterne bag først etableringen af først den Centralamerikanske Domstol i 1907 og siden skabelsen af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (PCIJ) i 1922. Siden kom Morgenthaus realisme til at dominere synet på international ret i Washington. Men i det større globale politiske og juridiske perspektiv agerer USA reelt som en overordentligt velintegreret region. Den amerikanske Højesteret har tillige en international juridisk gennemslagskraft, der går langt ud over dens umiddelbare nordamerikanske jurisdiktion, og den kan på mange måder anskues som en art de facto international domstol.

Den væsentligste observation, som udviklingen af internationale domstole giver anledning til, angår dog ikke deres særlige fodfæste i Europas gamle interessesfærer, om end det har geopolitiske implikationer. Det mest slående ved denne historie er de retsområder, som internationale domstole i dag i tiltagende grad er med til at regulere. Med ganske få undtagelser så opererer internationale domstole inden for tre helt fundamentale områder for samfundsudviklingen: økonomi gennem international handelsret,; frihed gennem internationale menneskerettigheder; og straf gennem international strafferet. Internationale domstole er med andre ord med til at reformulere, hvad der på mange måder var grundstenene i formationen af nationalstaten – men på internationalt niveau. Dermed er de utvivlsomt helt centrale institutioner for skabelsen af internationalt samfund.

En verden i forandring

I dette lys er det næppe overraskende, at fremvæksten af internationale domstole også har affødt en vis skeptisk og endda direkte modstand. På vore breddegrader er begrebet domstolsaktivisme i dag nærmest blevet synonymt med EU-Domstolen og EMD og deres dynamiske retsudvikling. Ifølge kritikerne er demokratiet ved at blive overtrumfet af en ny klasse af denationaliserede internationale dommere, som lever i en afsondret juridisk verden uden føling for konsekvenserne af deres transnationale retshandlinger. En mere systematisk analyse af internationale domstole og deres praksis i sammenhæng med særligt samfundsudviklingen siden Anden Verdenskrig synes dog at pege på, at alt dette er en anelse mere komplekst. Mest paradoksalt viser det sig faktisk, at internationale domstole i mange henseender er blevet nødvendige forudsætninger for både et fungerende liberalt demokrati og marked i en mere og mere globaliseret verden. Noget kunne således tyde på, at væksten af antallet af internationale domstole blandt andet er drevet af behovet for at finde retlige svar på et nyt og højere niveau i en stadigt mere globaliseret verden, hvor der er et tiltagende behov for at regulere og stabilisere det globale samfund. Internationale domstole er i sociologisk forstand kerneaktører i institutionaliseringen af det globale samfund – og i juridisk forstand med til at konstituere det globale samfund ved at sætte fælles rammer og principper for global interaktion på stadigt flere samfundsområder.

MIKAEL RASK MADSEN
Mikael Rask Madsen er professor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet og Centerleder for iCourts – Danmarks Grundforskningsfonds Centre of Excellence for Internationale Domstole. Han er uddannet jurist og sociolog fra henholdsvis Københavns Universitet l’École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris, hvor han også forsvarede sin afhandling. Han har forsket og undervist ved en lang række universiteter, herunder Sorbonne, Oxford Universitet og New York Universitet. Han er modtager af Eliteforskerprisen og Carlsbergfondets Forskningspris.