Hvordan går det med retssikkerheden indenfor dit område?

Indenfor arbejdsskadeområdet, hvor jeg ofte fører retssager, er ventetiden ved myndigheder og domstole et af de største problemer. Sagsbehandlingstiden er efterhånden gået hen og blevet helt grotesk.

Men et mere grundlæggende og alvorligt problem er retssikkerheden for de svageste i samfundet

– udsatte børn og unge, mennesker med et handicap, de socialt udsatte. Så lad os tale om det. Her går det ikke godt. De får ofte ikke en fair og rigtig behandling i kommunerne, når de beder om den hjælp, de har brug for og krav på ifølge loven.

Alt for mange gange har jeg set familier bede om hjælp til for eksempel et barn, der har det svært. Men den hjælp kommer ofte ikke. Og så står vi pludselig to år senere i en helt anden situation, hvor vi måske ender med en kriminalisering af barnet eller den unge, en anbringelse uden for hjemmet og en familie i opløsning. Det er simpelthen så ulykkeligt, og det smerter mig at se det. Det kunne være undgået, hvis der var sat ind i tide.

Hvilke udfordringer er de største?

Indenfor børneområdet er der masser af muligheder indenfor den nuværende lovgivning for at hjælpe i rette tid og støtte op om et barn og en familie. Men hjælpen kommer ofte alt for sent ude i kommunerne, og der er kæmpe forskel på, hvornår og hvordan der sættes ind. Det ender med ulykkelige skæbner. Tager man de økonomiske briller på, så bliver det også langt dyrere for samfundet, end hvis man havde sat ind i tide. Det er der slet ingen tvivl om. Så her kan der virkelig strammes op.

Indenfor det forvaltningsretlige område generelt, men også for eksempel inden for arbejdsskadeområdet er et af de helt store problemer, at borgerne reelt ikke får prøvet deres sager ved domstolene. Der sker en masse fejl, men vi har desværre ikke en reel kontrol ved domstolene af, om forvaltning og myndighederne overholder loven. Domstolene foretager meget sjældent en egentlig prøvelse af afgørelserne. De konkluderer bare, at ”der ikke er det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte det skøn, myndigheden har foretaget”. Det er et kæmpe problem, synes jeg.

Hvad skal der til for at ændre situationen?

Hvis udsatte børn, unge og voksne skal blive en del af fællesskabet, så kræver det hjælp. Vi skal sikre en fair og ordentlig behandling ved kommunerne. Vi skal sikre, at de får den økonomiske hjælp og bistand, de har brug for. Og vi skal sikre, at den hjælp kommer i rette tid. Der skal simpelthen være en større respekt for borgernes retssikkerhed, uanset menneskers økonomiske formåen, sociale ståsted eller ressourcer i øvrigt.

Vi bør stile imod en simpel og præcis lovgivning, som er forståelig for borgere og sagsbehandlere. Indenfor det sociale område er loven så kompleks, at sagsbehandlere (og advokater) ofte kløjs i det. Der skal være sproglig klarhed og enkelthed, både i selve lovteksten, men også i vejledninger, bekendtgørelser osv. Bestemmelserne bør blive samlet ét sted i det omfang, det er muligt og ikke som i dag, hvor for eksempel tvangsmæssige indgreb på børneområdet hører under flere love. Desuden bør de bestemmelser, der indeholder et skøn, være så snævre som muligt - for meget elastik duer simpelthen ikke. Og så er der nødt til at være nogle klare objektive kriterier indbygget i loven, så for eksempel en anbringelse uden for hjemmet eller tilkendelse af en førtidspension ikke afhænger alene af sagsbehandlerens subjektive vurdering. 

Vi bliver også nødt til at se på, om ikke vi kan sikre udsatte børn, unge og voksne borgere bedre støtte undervejs i deres møde med forvaltningen. Det kan være med en bistandsadvokat tidligere i forløbet, bedre retshjælp eller lignende. Vi skal huske på, at de mennesker, vi her taler om, ofte ikke har det økonomiske overskud til at erhverve sig en advokat. Jeg føler mig ret overbevist om, at det kunne give retssikkerheden et nøk opad.

Og i forhold til det med den manglende prøvelse ved domstolene – så tror jeg, vi er mange, der drømmer om, at den tilbageholdenhed domstolene har, når det gælder forvaltnings- og myndighedsafgørelser, kunne få en ende. Domstolene er jo fuldt ud i stand til at foretage det skøn – det gør de hver eneste dag i sager mod private aktører, for eksempel pensionsselskaber. Om indførelse af forvaltningsdomstole, som vi ser i mange andre europæiske lande, er løsningen, tør jeg ikke stå på mål for – men et eller andet skal der i hvert fald ske, hvis vi vil højne retssikkerheden.

Hvem skal have den næste retssikkerhedsstafet?

Jeg vil gerne give depechen videre til Catrine Søndergaard Byrne. Jeg synes, det kunne være spændende at læse, hvordan hun synes, det står til med retssikkerheden, når vi taler regeringens nye logning og måske overvågning generelt.

Malou Ehmer

Partner og advokat (H) i Ehmer Pramming siden 2014. Specialiseret i erstatningsret, fysiske og psykiske arbejdsskader samt tvangsmæssige indgreb og kriminalitetsforebyggende indsatser for børn og unge.