Der har været talt meget om retsprincipper og retssikkerhed i de seneste år. Desværre har bagtæppet været en række politiske enkeltsager og flere udfordringer, hvor vi som samfund ikke har udvist den omhu for retssikkerheden, som vi burde.
Vi har for eksempel set de indgribende lovforslag under nedlukningen. Vi har set store politiske sager som Instrukskommissionen, mink-kommissionen, retssagen mod Messerschmidt og senest FE-sagen, som alle trækker overskrifter. Dertil kommer rapporter (bl.a. vores egne i Advokatrådet) om manglende retssikkerhed for borgere med handicap i mødet med systemet. Og beretninger fra familieretten, hvor der har været bekymrende ventetider og sagsgange, som også har vakt ombudsmandens interesse. Der kan også peges på en tendens til, at myndigheder får vidtgående beføjelser til efterforskning og kontrol – for eksempel, at politiet uden en dommerkendelse kan tjekke din mail og din bankkonto, hvis du er under mistanke for hvidvask.
Over en bred kam er der med andre ord nok at tage fat på, og presset på retssikkerheden er betydeligt.
Den holdning står jeg langt fra alene med. Det kan også aflæses i den retssikkerhedsundersøgelse, hvor over 500 advokater for nylig har vurderet udviklingen på forskellige retsområder i 2021. Her svarer hver femte (20,3 pct.), at retssikkerheden er overvejende dårlig i Danmark. Samtidig svarer mere end hver anden (56,8 pct.), at retssikkerheden har været mere udfordret i 2021 end tidligere.
Om end undersøgelsen ikke er metodisk repræsentativ, så giver den et klart fingerpeg om, at advokatstanden – der fagligt og professionelt står i første række i vores retssamfund og kender lovgivningen og systemet – generelt ser med bekymring på udviklingen.
Det tager jeg meget alvorligt. I Advokatrådet gør vi løbende opmærksom på problemerne, og vi drøfter udfordringerne med politikere og vores omverden. Vi forsøger også at assistere med konstruktive forslag, og vi medvirker til, at advokater indgår i kommissioner og udvalgsarbejde mm.
Vi kommer ikke uden om, at politikerne har en uhyre vigtig rolle i at ændre dette. De skal tale retssamfundet op, og de skal selv gå forrest. Det gælder, når der skal laves ny lovgivning, hvor man som et eksempel kunne pege på, at lovgiver ikke behøver at gå helt til/ud over stregerne, og acceptere ”betydelig procesrisiko”. Den kedelige tendens, synes jeg breder sig. Det ville være glædeligt, hvis også politikere accepterede, at de politiske ønsker ikke altid lod sig føre ud i livet, når de støder mod retlige principper. At politikere anerkendte, at mere kontrol, strengere straffe og flere beføjelser er et let sælgeligt budskab i pressen, men ikke nødvendigvis gør samfundet eller retssikkerheden bedre. Med andre ord, at vores folkevalgte både i ord og handling lader retsprincipperne gennemsyre lovarbejdet og forvaltningen.
Vi skal passe på med et af de argumenter, vi oftest møder, når politikere skal forsvare kontroversielle forslag eller udtalelser – at ”retssikkerheden er bedre end i så mange andre lande”. Vi har en høj retssikkerhed, men kun så længe nogen forsvarer den og passer på den. Det må vi insistere på, at vore politikere gør. Og det vil vi fortsat gøre i Advokatrådet med hjælp fra advokatstanden.