Advokaten 4 2021 Min sag: Den korteste vej ud af konflikten er ofte at gå ind i den

Det er en enorm lettelse, da vi endelig kan sætte punktum i sagen. Mediationen har varet i syv, otte timer, hvor parterne har arbejdet intenst med sig selv og hinanden. De har været dybt inde i deres følelser, interesser og behov for at kunne beskrive, hvad der er på spil for dem, og de har været under den pæne facade. De har arbejdet hårdt, og man forstår slet ikke, hvor trætte de må være.

Parterne er to gode venner og forretningspartnere, der er blevet uenige om ejerskabsstrukturen i den ejendom, de begge har investeret tid og penge i. Problemet er, at de ikke har indgået en skriftlig aftale om ejerskabet, men kun har talt om, hvordan deres samarbejde skal være. På den måde minder sagen om mange af de tvister, vi ser til daglig, hvor venner og familie indgår erhvervsmæssigt samarbejde uden at lave en skriftlig aftale – de tænker, at de er venner eller familie, så det skal nok gå. Men det går kun, indtil det ikke går længere.

I denne sag gik det i godt og vel et halvt år. Det vender jeg tilbage til.

Min rolle som mediator er at invitere parterne ind i et fortroligt og til tider sårbart rum, hvor de er trygge ved at fortælle og åbne op, og hvor jeg kan observere, lytte og stille spørgsmål til det, der bliver sagt og ikke sagt. Redskabet er aktiv lytning, og målet er at få parterne til at åbne op og sætte egne ord på, hvad der ligger bag konflikten.

Mediation handler helt grundlæggende om at skabe en gensidig forståelse for hinandens måde at se verden på. At parterne kommer over på den anden side af konflikten og ser det, som modparten ser og oplever. Når de kommer dertil, så forstår de, hvad der skal til for at komme videre. Nogle gange kan “kagen” blive større, så parterne kan få alle deres interesser og behov opfyldt, andre gange handler det om få delt den “kage” eller den “regning”, der nu engang er, sådan at parterne er tilfredse med løsningen og kan komme videre.

Min erfaring er, at det som regel er et både og: Både et forlig, hvor begge parter har bøjet sig og nogle yderligere aftaler, så parterne går ud af mediationen med et større samlet udbytte.

At være mediator er ren facilitering. Jeg viser ikke sympati eller antipati for parterne eller deres sag, og jeg kommer ikke med forslag til løsninger – det er det vildeste no go. Til gengæld giver jeg parterne mulighed for at bevare kontrollen og selv bestemme, hvad løsningen skal være. Det gælder uanset typen af konflikt, men der kan være stor forskel på de spørgsmål, jeg stiller.

Mange konflikter kan først løses, når parterne har været så konkrete, at de beskriver basisfølelser, som vi alle kender – følelsen af svigt, manglende anerkendelse, at blive beskyldt for noget uretfærdigt. Basisfølelserne skaber en genkendelighed hos den anden part. En følelse af at aha, nu forstår jeg, hvorfor du er så vred, skuffet eller ked af det. I andre konflikter har parterne ikke nogen personlige relationer, og der er ikke brug for at gå ind i følelserne. Men vejen til en løsning vil stadig være en større forståelse for den anden parts position, og hvordan vedkommende ser verden.

De indledende faser i mediationsprocessen handler netop om at få italesat parternes interesser og behov, og hvad de ønsker at få ud af mediationen. De skal sætte konkrete ord på, hvor skoen trykker, ellers kommer vi ingen vegne.

I den konkrete sag opstod konflikten som nævnt et halvt års tid efter, at ejendommen var købt, og parterne havde investeret meget tid og mange penge i projektet. Da de skulle have den skriftlige aftale på plads, kom det for en dag, at de var uenige om ejerskabsstrukturen. Den ene mente, at de havde aftalt fælles ejerskab, den anden mente, at han ejede ejendommen, mens vennen var investor og på sigt kunne købes ud.

Tvisten satte en masse følelser i gang hos begge parter. Den ene var frustreret over, at den anden ikke havde læst udkastet til en skriftlig aftale, hvoraf hans ønsker til ejerskab og samarbejde fremgik, inden penge blev overført. Den anden part følte sig svigtet over, at aftaleudkastet ikke var identisk med det, de havde drøftet mundtligt.

I princippet kunne domstolene have truffet afgørelse om ejerforholdet i den konkrete sag ud fra beviser og bevisbyrderegler, men parterne valgte mediation, fordi de ville ud af konflikten med den personlige relation i behold og med gensidig respekt. De ønskede at gå derfra med en følelse af at have behandlet hinanden godt og retfærdigt. Fordelen ved mediation er – ud over at det er hurtigere og billigere end at gå domstolsvejen – at parterne har kontrol og selvbestemmelse over den løsning, de ender med.

Jeg kendte ikke parterne og deres konflikt på forhånd. Det er sådan, jeg typisk griber mediation an, medmindre parterne allerede har udvekslet processkrifter, eller hvis der er nogle tekniske eller faktiske oplysninger, de mener, at jeg skal kende. Processkrifter er med til at tegne fronterne skarpere op og er skabt til at overbevise dommeren i forhold til beviser og jura. Men som mediator er jeg netop ikke dommer, og parterne skal ikke argumentere for at overbevise mig. De skal lytte til hinanden, og jeg skal skabe den relation, der gør, at de kan samarbejde om at finde en løsning.

Parterne har ofte store følelser på spil i konflikter, og der kan nemt opstå frustrationer og voldsomme reaktioner i processen. Dette skaber en energi i rummet, som jeg skal gribe som mediator og bruge til at få parterne til at sætte ord på vreden, frustrationen mv. Åbenlyse konflikter og frustrationer er dermed aldrig en showstopper i mediation, de er tværtimod en katalysator til at komme videre.

Forud for en mediation forbereder jeg mig mentalt på at være til stede og på at signalere, at jeg er værten og sætter rammen. Jeg er i lokalet i god tid, så jeg kan placere møblerne, som jeg gerne vil have dem, sikre mig at der er et whiteboard, tænke over hvad jeg skal huske at sige. Jeg har fuldt fokus på opgaven og lukker alt andet ude. Når parterne ankommer, skal jeg være til stede, og der må ikke være uklarheder, de skal præcis vide, hvor de skal sætte sig – de skal frem i lokalet, frem til bordet hvor vi kan se og høre hinanden.

Som forberedelse til mediationen har jeg holdt et telefon- eller onlinemøde med parterne og eventuelt deres advokater, hvor jeg har forberedt dem på processen: Hvad er mediation, hvilke faser skal vi igennem, hvorfor er det vigtigt, at de lytter til hinanden uden at afbryde, og at de på forhånd skal gøre sig klart, hvad der er vigtigt for dem at få frem. Hvis de har advokater med til mødet, vil jeg forberede dem på, hvad deres rolle er. Og så spørger jeg, om der er noget, jeg bør vide på forhånd. Det er også vigtigt, at jeg bliver orienteret, hvis der eksempelvis er en, der skal hente børn tidligt, eller hvis der er en, der venter på et opkald. De ting kan vi lige så godt italesætte med det samme, så der ikke er nogen, der sidder og tripper.

Parternes oplevelse af konflikten bliver italesat som det første i mediationen. I den konkrete sag startede parterne med at fortælle blødt og med at sige pæne ting om hinanden, men på et tidspunkt var de nødt til at gå et skridt dybere og vise en side af sig selv, hvor det ikke kun handlede om at ville den anden det bedste, men også om deres egne behov. Den ene part drømte om at have ejendommen som sit eget projekt og var nødt til at sige det, som det var: Hør her, jeg har brug for, at det er mit projekt. Den anden part havde det stik modsat, han var gået ind i projektet, netop fordi de skulle være i det sammen.

Godt så, nu var svesken på disken, vi havde afdækket, hvad der var vigtigt for parterne. Det blev skrevet op på tavlen. Derefter tog vi en pause, inden vi skulle i gang med idéfasen. Der, hvor parterne skulle blive enige om at komme videre, og der, hvor jeg som mediator skulle tie stille og finde tålmodigheden frem. Et vigtigt værktøj i mediation er tavshed, så kommer løsningsforslagene fra parterne selv.

Parterne kom stille og roligt med input til løsninger, der blev skrevet op på tavlen uden at blive evalueret. Men pludselig rejste den ene part sig op og sagde, at hvis vi gør sådan og sådan… det skabte en helt ny energi i rummet, som parterne brugte til at finde en løsning. De blev enige om at afvikle samarbejdet, at den ene skulle købes ud, mens den anden skulle fortsætte på egen hånd. Det var en stor forløsning for begge parter at lykkes med missionen – at finde en løsning på konflikten og samtidig bevare den gensidige respekt.

Det er ikke alle, der kan arbejde lige så godt sammen under mediationsprocessen. Nogle har brug for flere pauser undervejs, mens andre kan have så svært ved at samarbejde, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt mediation er den rigtige løsning. I de tilfælde spørger jeg parterne, om det giver mening for dem at fortsætte mediationen, eller om vi skal stoppe. Det sker heldigvis ikke ret tit, men jeg har et eksempel fra en sag mellem to parter, der drev virksomhed sammen. Min oplevelse var, at den ene part ikke for alvor havde noget på spil, konflikten gjorde ikke ondt på ham, han var ikke bange for at tabe penge eller prestige. Jeg tror, det afgørende for mediationen er, at alle parter har et stærkt ønske om at få konflikten løst.

Som mediator tjekker jeg løbende af med parterne, hvad der er vigtigt for dem. Jeg kan for eksempel spørge: Er I interesserede i at genetablere jeres relation? Og hvis svaret er, at nej, det er vi ikke, vi vil bare have løst sagen. Ja, så tager vi den derfra.

Den danske model for mediation er, at parterne sidder i samme rum, så de kan se og høre, hvad den anden part fortæller. I nogle tilfælde kan parterne have behov for at trække sig til side med deres advokat for at vende nogle ting under fire øjne, og der kan være behov for, at mediator holder separate møder med parterne undervejs – typisk i forhandlingsfasen. Det er anderledes i andre lande, hvor udgangspunktet er, at parterne typisk sidder i hver sit rum, mens mediator går i pendulfart mellem rummene og fortæller, hvad den anden har sagt. Det ville ikke fungere for mig at arbejde som mediator på den måde, fordi det i mine øjne strider mod selve grundlaget for mediation, nemlig at parterne opnår gensidig forståelse for hinandens måde at se og forstå verden på ved at høre det med egne ører. 

MALENE EIGTVED

Advokat (L), partner i Njord Law Firm. Certificeret mediator siden 2015.

OM SAGEN

To mænd, der er nære venner, indgår erhvervsmæssigt samarbejde om køb og udvikling af en ejendom. Parterne taler løst og fast om idéer og laver en foreløbig mundtlig aftale, men de indgår ikke en skriftlig aftale. Det ændrer dog ikke på, at projektet kører, og at begge parter er tilfredse.
Lige indtil at de ikke er det længere.
Pludselig kommer det for en dag, at de er uenige om ejerskabsstrukturen. Den ene part har sendt et skriftligt udkast, hvori det fremgår, at den anden part er mere investor end medejer og på sigt kan købes ud. Den anden part har ikke læst aftaleudkastet, men er gået ud fra, at de ejer ejendommen i fællesskab – at de står sammen i tykt og tyndt.
Dette udløser en konflikt, som løbende fylder mere og mere. Parterne beslutter at forsøge at løse den ved mediation. Det lykkes heldigvis, og parterne bliver enige om at afvikle samarbejdet, at den ene skal købes ud, mens den anden skal fortsætte på egen hånd.
Malene Eigtved var mediator i sagen.