Spring hovednavigationen over

Advokaten 4 2021 Danmark som centrum for nordeuropæisk legal tech

Publiceret: 19. november 2021

Søren Juul Jørgensen, forsker ved Stanford University

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Den danske advokatbranche reagerede hurtigt på udfordringen fra digitalisering og disruption. Der er sat meget i gang, og med en ekstra, målrettet indsats kunne Danmark blive en vigtig legal tech hub. Vores høje digitaliseringsgrad og stærke tradition for samarbejde mellem offentlige og private aktører er et godt udgangspunkt. Dette er relevant også for udviklingen af nye arbejdsområder relateret til digital compliance og dataetik.

Nye teknologier, bedre brug af data og nye måder at arbejde på giver advokatbranchen nye muligheder og nye udfordringer. Der er sket meget i løbet af de seneste fem år, og mange gode og konkrete initiativer er sat i gang. Flere af de større advokatkontorer har etableret inhouse legal tech funktioner og gjort konkrete erfaringer med innovation og legal tech løsninger. Der sker meget på universiteterne, det offentlige har igangsat initiativer, og vi har allerede set flere gode, danske legal tech startups. Men indsatsen er samtidig lidt spredt. 

Danmark har et godt grundlag for at udvikle et førende innovationssamarbejde med fokus på legal tech løsninger. Et fagligt stærkt og dynamisk akademisk miljø, en stærk og velorganiseret branche, et efterhånden rimelig veludviklet startup-miljø med rådgivere og investorer, en aktiv og udadvendt offentlig sektor med data på stort set alt – og ikke mindst gennemdigitaliseret i verdensklasse og trænet i samarbejde. Globalt er der tale om et enormt forretningsområde, det er relevant at fastholde Danmarks andel i. Defensivt er det interessant, at der fortsat udvikles konkurrencedygtige løsninger på dansk baseret i danske retstraditioner og kultur. 

Rundt omkring os igangsættes der lige nu strategiske initiativer, der skal sikre effektiv adaptering af ny teknologi og digitalisering af advokatbranchen - og ikke mindst fremme etablering af stærke vækstcentre, der kan tage del i det igangværende globale legal tech væksteventyr.

Innovation trives bedst i økosystemer. Åbne, samarbejdende netværk, hvor alle relevante aktører kan udnytte forskellighed og forskellig indsigt. Heterogene, komplementære organisationer og aktører, der netop i kraft af diversitet og forskellighed kan understøtte co-creation, og som samlet besidder tilstrækkelige kompetencer til at understøtte såvel idégenerering, udvikling som skalering.

Fælles ideudvikling

Netop fordi der sikres adgang til de samlede datasæt og kompetencer på tværs af aktørerne i økosystemet, nås der resultater, der rækker langt ud over det, de enkelte deltagere ville kunne nå isoleret. Samtidig stimuleres fælles idéudvikling, innovation og co-creation, baseret på det bredest mulige grundlag. Der er mange gode eksempler på dette og sektorspecifikke økosystemer understøttes aktivt såvel nationalt som internationalt.

I Danmark er der indtil udgangen af 2023 udpeget 15 nationale innovationsklynger, der støttes med offentlige forskningsmidler. Den klynge, de fleste advokatvirksomheder formentlig kender bedst, og som flere deltager aktivt i, er Copenhagen Fintech.

Internationalt skyder netop nu en række specialiserede legal tech-klynger frem. England og Singapore er formentlig længst med udvikling af værdiskabende legal tech økosystemer.

I England er igangsat en meget lang række målrettede initiativer gennem de seneste ti år; lige fra justering af lovgivning om selskabsform for advokatvirksomheder over støtteordninger til etablering af offentligt støttede udviklingsmiljøer for legal tech startups.

For at fastholde en position som førende leverandør af juridiske løsninger og for at understøtte digital transformation af branchen og udviklingen i det juridiske økosystem har man blandt andet etableret en Lawtech UK Hub, der skal fremme samarbejde på tværs af sektorer med relevans for legal tech og fremme innovation. Arbejdet støttes af et panel med repræsentanter fra justitsministeriet, advokatbranchen, legal tech unicorns, universiteterne og mange flere med en mildt sagt imponerende tyngde. Der arbejdes målrettet med at fastholde, udvikle og udnytte de stolte angelsaksiske, juridiske traditioner.

Helt tilsvarende driver Singapores justitsministerium en koordineret indsats og et strategisk roadmap, der frem mod 2030 skal sikre udviklingen af et innovativt økosystem og fremme Singapores placering som globalt ledende legal tech hub.

Singapores plan anerkender betydningen af den juridiske industri for Singapores økonomi og udstikker en række milepæle for advokatkontorer, in-house jurister, det bredere juridiske system, universiteter og andre med betydning for denne udvikling.

Singapores legal tech udviklings-strategi er ledsaget af støttemuligheder, herunder finansielle, til at fremme juridisk digital transformation. Som i England er strategiplanen udarbejdet i samarbejde med et bredt felt af nationale og internationale eksperter fra branchen, akademia, tech-virksomheder og mange flere. Singapores justitsministerium tager selv en styrende og støttende rolle i udviklingen af en legal tech hub og et stærkt og innovativt juridisk økosystem.

Singapore arbejder målrettet med at udvikle og fastholde en position som førende asiatisk og global legal tech-hub; nøjagtig som man i øvrigt har gjort på det finansielle område.

I USA kan udviklingen synes lidt præget af, at man trods alt kommer ret langt med gråt hår og en skarp kommentar til en kontrakt, men i de dynamiske akademiske miljøer omkring verdensklassemiljøerne både på øst- og vestkysten er der betydelig aktivitet på legal tech-området.

Universiteter som omdrejningspunkter

I innovationsøkosystemet i Silicon Valley arbejdes der målrettet med legal tech og juridisk innovation.

Silicon Valley er fortsat et af verdens absolut stærkeste innovations økosystemer. Fokus er ikke specielt på legal tech, men generelt på teknologisk innovation og databaserede, skalerbare løsninger. Centralt i økosystemet er en række verdensklasse universiteter omdrejningspunkter for innovationen. Der er flere andre akademisk lige så stærke universitetsmiljøer andre steder i USA. Den primære årsag til at det innovative miljø er stærkere i Silicon Valley, og at langt flere startupvirksomheder udspringer fra universiteterne netop her, end det er tilfældet andre steder, er den unikke evne til at arbejde på tværs af siloer. Silicon Valley er præget af samarbejde ud af fakulteter og domæner i brede netværk, der sikrer stor diversitet og bredde i kompetencer og tænkning.

Både på Stanford, UC Berkeley og fra andre universiteter, som det specialiserede, juridiske UC Hastings i San Francisco, er der igangsat relevante legal tech-initiativer. Samtidig er blandt andet det lokale UC Santa Clara blevet et kraftcenter for dataetik.

Aktiviteterne på Stanford, Berkeley og Hastings har forskellig karakter og kan alle tjene som relevant inspiration indenfor forskellige områder som designtænkning, konkret anvendelse af mulighederne i nye teknologier samt iværksætteri og acceleration af legal tech-startups.

Stanfords Legal Design Lab er etableret i et samarbejde mellem Stanford Law og The Stanfords design school og har som navnet antyder fokus på design tækning anvendt på den juridiske disciplin. Legal Design Lab søger at udnytte mulighederne i samspillet mellem brugerdrevet servicedesign, ny teknologi og jura til at sikre bedre juridiske systemer for borgere indenfor områder som adgang til jura, juridiske informationssystemer og forenklet adgang til retskilder samt smart juridisk kommunikation, som blandt andet standardkontrakter, vejledninger og digitale værktøjer til blandt andet bedre informationssøgning. 

Legal Design Lab understreger mulighederne i design-tænkning og brugerdrevet design, et område hvor Danmark har gode traditioner, blandt andet på Dansk Design Center, samt den interdisciplinære karakter i samarbejdet. Den åbne tilgang til økosystemer ses for eksempel i samarbejde med en lang række byer om lejeret og bedre adgang til jura for marginaliserede grupper.

Stanford’s Codex-initiativ har navnlig sigte på juridisk teknologi og computational law, blandt andet juridiske informationssystemer, compliance og automatisering indenfor en række juridiske discipliner. CodeX driver et aktivt og åbent samarbejde, der forener jurister med ingeniører og IT-specialister om innovation med høj akademisk og praktisk kvalitet. Platformen er åben og aktivt kommunikerende og kan følges digitalt.

Både på UC Berkeley og UC Hastings arbejdes der målrettet med at uddanne jurister med stærk teknologi-forståelse og et innovativt mindset næret af arbejde i labs og inkubatorer baseret i iværksætter-metodik. Formålet er både at uddanne teknologisk stærke ’iværksætter-jurister’ og at fremme og accelerere innovative teknologiske løsninger og produkter.

UC Hastings, der alene uddanner jurister, nyder godt af at være et yderst lokalt universitet med godt 20.000 arbejdende alumner i San Francisco i netværket, står bag flere legal tech startups med succesfuld exit. Det samme er tilfældet for UC Berkeley, hvor Center for Law and Technology formår at forene og drive innovation i samarbejde med en række aktører fra branchen om uddannelse, forskning og innovation.

Hub kan sikre større udbytte

Der er for så vidt intet af dette, som ikke allerede foregår eller kunne foregå flere steder Danmark.

Pointen er blot, at en samlet og samlende tilgang, centreret omkring en platform, eller på nudansk en hub, i et struktureret økosystem ville sikre et større udbytte og udvikling til fordel for alle deltagere og den innovationsbold, der stadig triller det ene mål ind efter det andet for nye digitale muligheder.

Copenhagen Fintech Lab er et godt eksempel på en velfungerende innovationshub og økosystem.

Copenhagen Fintech er stadig en ung platform, men har allerede sikret stor international og dansk synlighed og netværk, vidensdeling og innovation, og herunder ikke mindst været fødselshjælper og bistået en række succesfulde danske startup-virksomheder indenfor fintech og compliance.

Copenhagen Fintech Lab har samtidig formået at tiltrække alle relevante aktører, herunder også advokater og revisorer, og samler som innovationsklynge nu også universiteter og forskning i en platform, der givet vil styrke forskning og anvendt forskning indenfor området. 

Der foregår allerede meget, og meget kompetent, juridisk innovation i Danmark. Det forekommer blot oplagt, at et tættere og endnu mere struktureret samarbejde mellem de allerede engagerede aktører i det juridiske landskab, med deltagelse af både universiteter, ministerier, myndigheder, advokater, brugere, teknologivirksomheder og kapital, ville sikre endnu flere og stærkere innovative, danske legal tech pletskud.

Herved ville vi også sikre Danmark en plads som international legal tech hub, der kan spille bold med økosystemerne i blandt andet England, Singapore og USA.

 

SØREN JUUL JØRGENSEN

Forsker ved Center for Human Rights and International Justice, Stanford University, og stifter af ForestAvenue LLC.