Hvis man spørger advokater, hvordan det går med retssikkerheden i Danmark, mener hver anden, at det generelt er gået den forkerte vej de seneste fem år. Tre ud af fire synes, at der er sket et yderligere skred under coronapandemien, og at retssikkerheden har været mere udfordret end før. Det viser Advokatsamfundets seneste retssikkerhedsundersøgelse, der blev foretaget i februar, hvor 267 medlemmer svarede. Her er der specifikt spurgt ind til coronarestriktionerne, der har fundet sted i nu knap halvandet år med nød- og hastelovgivning og indgriben i borgernes daglige færden. På spørgsmålet om, hvorvidt advokaterne mener, at coronarestriktio-nerne får varig betydning for danskernes retssikkerhed, svarer godt halvdelen ja. Også eksperter er enige om, at retssikkerheden har været udfordret under pandemien, og at der er meget at lære af de erfaringer, samfundet har gjort sig under krisen. Vi har talt med en forfatningsretsprofessor, en repræsentant for erhvervslivet og en fra dommerstanden, der fortæller, hvori lektien består, set fra deres ståsted.
JENS ELO RYTTER
Professor i forfatningsret ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet
Når vi bliver bange, glemmer vi retssikkerheden
Hvad har vi lært af corona?
Jeg tror, at det kom bag på mange af os, hvor mange muskler staten egentlig har i en krisesituation. Især når regeringens beslutninger bakkes mere eller mindre blindt op af både Folketinget, befolkningen, civilsamfundet og retsvæsenet, som det skete i starten af pandemien, da samfundet lukkede ned første gang.
Alle virkede i starten lammede, vel nok i en blanding af tillid til de ansvarlige myndigheder og så af frygt for virussen, hvilket var forståeligt, da voldsomme billeder og skrækhistorier fra Norditalien satte sig. Man kunne mærke på sin egen krop, hvor overvældende det hele var. Hvis man tog temperaturen på retsstaten i foråret 2020, var det tankevækkende, så skrøbeligt vores demokrati pludselig forekom:
Hastelovgivning blev gennemført uden ordentlig lovbehandling. Folketinget stemte for restriktioner og forbud uden helt at vide, hvad de sagde ja til og uden at kende detaljerne eller det faktuelle grundlag, og sundhedsmyndighederne fik overdraget enormt vidtgående beføjelser. Politikerne var også påvirket af situationen og nok også bange for at stille sig på bagbenene og måske havne på den forkerte side af historien under denne meget alvorlige trussel mod samfundet.
Jeg mener også, domstolene blev “lukket ned” på instruks fra regeringen uden respekt for Grundloven og magtens tredeling. Det mest rystende var for mig, at domstolene selv lagde sig fladt ned og virkede meget lidt bevidste om deres ansvar for at sætte grænser. Det er bekymrende. Jeg tror, det afspejler, at domstolene fortsat i vidt omfang præges af en embedsmandskultur, som der er behov for at gøre op med. Næsten alle dommere er opflasket i Justitsministeriets system, og det kalder på en bredere rekruttering. Det gik bedre i anden nedlukning, hvor domstolene efter udbredt kritik selv besluttede restriktionerne, men det var et tydeligt eksempel på, hvor udsat retsstaten er, når der opstår en krise, og tingene går for hurtigt. Når vi bliver bange, glemmer vi retssikkerheden.
Jeg er også nødt til at nævne minksagen. Det var som minimum en helt utilgivelig fejl at beordre alle mink i landet aflivet uden at have lovhjemmel til det. Den sag skal jo undersøges nærmere. Men sagen viser i hvert fald, at en krise kan afføde meget alvorlige juridiske fejltagelser, fordi der skal handles hurtigt.
Det opmuntrende er, at demokratiet og retsstaten efter det første chok har formået at “komme igen”. Både Folketinget, domstolene og civilsamfundet har rystet chokket af sig her godt et år efter, at krisen begyndte. Regeringen har ikke længere carte blanche til at håndtere krisen, som den vil. Der er nu en levende offentlig debat om, hvor langt det er nødvendigt og rimeligt at gå i folkesundhedens navn. Og så er den politiske opposition vågnet op igen. Det er grunden til, at den nye epidemilov rummer bedre retsgarantier og langt mere parlamentarisk kontrol end den midlertidige lov, der blev hastet igennem i marts 2020. Kriser fungerer som et forstørrelsesglas. De styrker og svagheder, der er i vores system, træder tydeligere frem. Vi bør efter min mening lære af både de gode og de dårlige erfaringer fra coronakrisen.
Hvad betyder kvalitet i lovgivningen for retssikkerhed?
Det er altafgørende, at man giver sig tid til lovgivningsarbejdet, og at embedsværket og Folketinget ikke bare forærer demokratiet væk til regeringen, fordi det skal gå stærkt. Der skal være nok tid til at tænke sig om og til at høre eksperterne. Det har været en vigtig læring under coronakrisen.
Hvornår er der dårlig/god kvalitet i lovarbejdet?
En lov, der er uklar, uigennemtænkt og på nogle punkter alt for vidtgående, betyder, at borgerne får en dårlig retssikkerhed. Man kan nævne straffeloven § 81 d om dobbeltstraf for coronarelateret kriminalitet. Det er ikke i alle tilfælde åbenbart, hvornår en forbrydelse har en sådan tilknytning til coronakrisen, at det skal udløse dobbeltstraf. Én ting er at snyde med coronahjælpepakkerne. Men hvad når borgere begår ulovligheder i forbindelse med politiske protester mod regeringens coronapolitik? Alle kender nok sagen om den brændende dukke af statsministeren. Det var vel ikke åbenbart, at denne trussel burde takseres til dobbeltstraf. Helt uforståeligt for mig var det derimod, da en anden person blev anholdt og sigtet for trusler, fordi hun på Facebook havde brugt et billede af den brændende dukke som led i en kampagne for at få ændret den strenge lovgivning om coronarelateret kriminalitet. Sagen blev heldigvis opgivet.
Også den epidemilov, som blev hastevedtaget i marts 2020, indeholdt flere eksempler på uklare beføjelser. Det var blandt andet uklart, hvad det betød, at man kunne forbyde “større forsamlinger”. Det var også uklart, om regeringens beføjelse til at afspærre et område og regulere borgernes ad-gang til at færdes inden for området ultimativt kunne anvendes som hjem-mel for et decideret udgangsforbud. Disse uklarheder er der heldigvis langt hen ad vejen rettet op på med den nye epidemilov, som er vedtaget efter den sædvanlige proces’ tid til en ordentlig forberedelse og debat og til at indhen-te høringssvar fra eksterne organisationer. Nu er regeringens beføjelser mere klart beskrevet. Og retssikkerheden er styrket. Der er oprettet et uafhængigt klagenævn, som borgerne kan klage til, og ved indgreb med karakter af frihedsberøvelse er der automatisk domstolskontrol. Og så er den parlamentariske kontrol blevet styrket. De vidtgående samfundsindgreb skal fremover godkendes af et folketingsudvalg, før de kan føres ud i livet.
Hvor ser du den største retssikkerhedsmæssige udfordring under/efter corona?
Nu hvor det står klart, hvor langt en regering kan gå under en krise, er der en reel risiko for, at en regering med smag for centraliseret magt vil forsøge at udnytte denne erfaring. Ligesom der jo altid er en risiko for, at en kriselovgivning, der reducerer retssikkerheden, for eksempel i forhold til overvågning af befolkningen, kan fryse fast og blive permanent.
Vi har fået en mundsmag af det totalitære system, og hvad det vil sige at give afkald på frihed og retssikkerhed og overlade alt til den almægtige stat til gengæld for at føle tryghed. Er det det, vi vil? Det er en spændende diskussion, og vi har fået meget at tænke over.
KIM HAGGREN
Advokat, underdirektør i Dansk Industri
Vi skal have lært lektien til næste gang
Hvad har vi lært af corona ud fra erhvervslivets perspektiv?
Det er gået helt utrolig stærkt lige fra første nedlukning og til nu. Virksomhederne har stået i en ekstremt frustrerende situation og har lidt enorme tab i perioder. Mange har været frataget muligheden for at drive forretning, og de har skullet slås for kompensation uden helt at vide, hvad man kan få og hvornår. Vi har aldrig oplevet noget lignende, og vi har arbejdet i døgndrift lige siden. Hele lovgivningsprocessen omkring hjælpepakker til virksomhederne og den efterfølgende rådgivning om, hvordan de skulle søge og agere, har været ret voldsom. Den ene politiske aftale efter den anden er strømmet ind med konstante ændringer, og vi har forsøgt at vejlede virksomhederne så godt, vi kunne, mens vi hele tiden har været på bagkant.
Herfra skal der lyde stor ros til den politiske velvilje til at understøtte erhvervslivet. Den har alle politikere været engageret i. Dansk Industri har været inddraget, og vi er blevet lyttet til, men det har forståeligt nok været med korte frister, og der har været en del reparationsarbejde i udformningen af hjælpepakkerne undervejs.
Nu skal vi alle tage ved lære af de erfaringer, vi har med os, så vi ikke skal starte forfra, hvis der kommer en pandemi igen. Der må vi fremadrettet forvente en struktureret og udførlig plan, som sikrer, at alle parter har styr på det til næste gang, at hullerne er lukket, og at virksomheder ikke bliver efterladt i vildrede om, hvad de skal gøre, og hvad de har ret til.
Hvilke udfordringer har været de største?
Det har været et kæmpe pres med de tusindvis af henvendelser, vi dagligt har fået fra danske virksomheder. Der har været mange tvivlsspørgsmål undervejs. For eksempel fra leverandører, der leverer varer til virksomheder, der har været tvunget til at lukke, men som ikke selv har måttet lukke. Vi har haft catering, der leverer til festlokaler, der er lukket, og lyd- og lysfolk der leverer til koncerter, der ikke bliver afholdt. Hvordan kompenseres de? I forhold til de spørgsmål har der været en del huller at lappe.
Vi kan godt forstå, at embedsværket har været dybt presset, og at alle involverede har været på bagkant, når nye problemstillinger er dukket op. Vi har løbende råbt op som virksomhedernes vagthund, og vi har kæmpet for mere fleksibilitet i ordningerne, og for at barren blev sat ned i forhold til, hvem der kunne få del i hjælpepakkerne. Nu har vi nået et leje, en slags “new normal”, men metaltrætheden har indfundet sig på begge sider.
Genåbningen er den næste store udfordring. Der kommer et stort oprydningsarbejde, hvor vi skal finde en vej ud, så vi ikke har et erhvervsliv på støtten. Her skal vi undgå at tabe for mange på gulvet i takt med, at hjælpepakkerne afvikles, og virksomhederne skal stå på egne ben igen. Der vil være virksomheder, som stadig har brug for en håndsrækning i en periode, og vi er nødt til at ophæve støtten stille og roligt i etaper.
Hvad har pandemien betydet for virksomheders retssikkerhed?
Det er helt forståeligt, at det er gået stærkt, når vi er i en krisesituation, vi aldrig har prøvet før, men retssikkerhedsmæssigt har det været problematisk. Høringerne omkring hjælpepakkerne har været kortet helt af, nogle gange med kun få timer til at svare i. I flere tilfælde har vi først kunnet vurdere konsekvenserne på bagsmækken, og det har skabt tvivl i vores rådgivning. Vejledningen har været mangelfuld, fordi lovgivningen ikke har kunnet følge med.
Et stort problem nu er, at der mangler et erhvervsankenævn i forhold til hjælpepakkerne. Virksomheder, der føler sig forkert behandlet, kan kun gå til domstolene, men de har også været lukket ned og er nu så pressede, at der er 2-3 års ventetid for at føre en sag, og det kan ingen konkurstruet virksomhed vente på. Der har været mange sager, vi har haft svært ved at forstå i forhold til, hvor snittet lå, og hvad man var berettiget til, og som ikke har kunnet læses direkte i lovgivningen.
Epidemiloven er et andet eksempel på et lovgivningsarbejde, der til at begynde med strøg de retssikkerhedsmæssige garantier og blev sendt til høring uden refleksion. Skaderne blev repareret, da organisationerne blev hørt, men vi må ikke komme derned igen.
Det er ikke kun et håb, men også et krav, at vi alle har lært af dette her over et år efter. At vi ved, hvad man skal gøre og ikke skal gøre, og at vi får oprettet nogle retssikkerhedsmæssige garantier. Vi er nødt til at have nedsat faste fora, man kan indkalde med kort varsel, når det her sker. Det kan gøres smartere.
Der skal være et beredskab af eksperter fra organisationerne til at kigge på alle aspekter af lovgivningen og sikre, at der er hjemmel til alt, man gør, og inden der foretages drastiske hovsaløsninger, som vi så det eksempelvis i minksagen.
Der er ingen undskyldning for, at vi ikke har lært af fejlene, til en lignende krise opstår igen.
MIKAEL SJÖBERG
Landsdommer, formand for Den Danske Dommerforening
Vi skal ikke have Zoom-møder i retten
Hvad har vi lært af corona set fra din stol?
Domstolene har gjort sig mange erfaringer i det forløbne år siden marts 2020. Jeg tror, at det er nødvendigt at sondre mellem samfundets første nedlukning i marts 2020 og den anden nedlukning omkring årsskiftet og frem til i dag. Der er betydelig forskel på måden, vi har ageret på.
Under samfundets første nedlukning var domstolene delvis nedlukkede i seks uger. Vi blev som resten af samfundet lukket med kort varsel, hvilket naturligvis havde omfattende konsekvenser for både de sager, vi aktuelt behandlede, og de berammede sager. De mest samfundskritiske sager, varetægtsfængslinger, fristforlængelser og arrestsager, hvor tiltalte havde været varetægtsfængslet længe, og hvor der var særlige hensyn til proportionaliteten, blev ligesom hastende børne- og forbudssager behandlet. Dommerne og personalet arbejdede hjemmefra, og ikke mindst mange af de civile sager kunne – i hvert fald på det forberedende stadium – håndteres på den måde. Der blev oparbejdet nogle betydelige sagsbunker, men efter en ihærdig og kreativ indsats fra mine kollegers side kan jeg sige, at vi har indhentet, hvad vi måtte udsætte.
Under samfundets anden nedlukning har domstolene været stort set funktionsdygtige. Både by- men navnlig landsretterne har dog været udfordret af det skærpede afstandskrav på to meter, som har medført, at mange retssale trods opstilling af plexiglasskærme og ændret bordopstilling ikke kunne benyttes. Det har man til dels afhjulpet ved at leje lokaler ude i byen for på den måde at overholde afstandskravene. Det er, så vidt jeg erfarer, gået godt. Efter de seneste politiske udmeldinger har vi besluttet at åbne for så meget, som de sundhedsmæssige krav tillader.
Hvordan har domstolene omstillet sig under corona, og hvad er gået godt og mindre godt?
Ved nedlukningen sidste forår fik vi efterfølgende berettiget kritik for at være for længe om at reagere i forhold til selv at tage beslutningerne om, hvordan nedlukningen skulle være foregået. Det var en beslutning, som skulle være taget af os selv og ikke af regeringen. Ligesom resten af samfundet var vi vel hensat i en slags chok. Vores første tanke var ikke, hvem der havde besluttet hvad, og hvem der kunne beslutte hvad, men hvad gør vi nu? Det her er ingen kritik af de mange, der fik frygtelig travlt i de hektiske martsdage. Det var en helt ukendt situation.
At den manglende erkendelse af nedlukningen skulle bunde i en embedsmandskultur er noget vrøvl. Mange dommere har en fortid i Justitsministeriet, men kritikken har intet på sig. Dengang hørte vi heller ikke noget fra universiteterne eller fra andre forfatningskyndige om, at vi bare havde bøjet af. Det var, som jeg husker det, først, da en kollega i landsretten skrev en kronik i Politiken, at kritikken kom på dagsordenen. Den har vi til gengæld lært meget af. Den har givet anledning til betydelig refleksion i vores system – lige fra den enkelte dommer til Domstolsstyrelsens bestyrelse. Der er etableret en krisestab, som kommer med anbefalinger til de enkelte retter om, hvorledes krisestaben synes, der bør ageres i en given situation. Vi står populært sagt på egne ben, sådan som vi skal. Vi tager selv stilling til, hvor meget og hvor lidt der bør være åbent, og vi pålægger os selv restriktioner gennem anbefalinger om brug af for eksempel mundbind, og justerer løbende i lyset af, hvad der sker i det omkringliggende samfund. På den måde agerer vi som det, vi er, en uafhængig statsmagt. Men samtidig med den ansvarsbevidsthed som følger med. Vores retter er dagligt fyldt med mennesker, som kommer her mere eller mindre frivilligt.
Ifølge CCBE er det vigtigt med digitalisering af retterne for at sikre borgernes adgang til domstolene under corona. Hvordan er det gået?
For så vidt angår de civile sager har vi et af de mest digitaliserede retssystemer i Europa. Under nedlukningen i foråret 2020 anvendte vi de digitale værktøjer i det omfang, det var muligt under forberedelsen, og når parterne var indforstået hermed, afgjordes sagerne skriftligt. Straffesagerne, som i et vist omfang er digitaliserede, forudsætter personligt fremmøde og måtte derfor vente.
Jeg er ikke tilhænger af digitaliserede hovedforhandlinger. Enhver, der har deltaget i Teams- og Zoom-møder, kender forskellen på et digitalt og et analogt møde. Digitale møder har mange fordele, men egner sig ikke til retshandlinger, hvor det er nødvendigt at føle folks nærvær, og det er efter min opfattelse ikke muligt at afgøre værdien af et vidneudsagn på et digitalt medie. Vi er ikke færdige med digitaliseringen ved domstolene, men vi skal tænke os godt om. Vi skal bruge it der, hvor det gør nytte og forenkler arbejdsprocesser, men ikke hvor det drejer sig om retssikkerhed.
Hvor ser du den største retssikkerhedsmæssige udfordring under/ efter corona?
Sagsbunkerne og ventetiderne er stort set de samme som før. De er store og alt for lange og har været det længe, og det bliver ikke bedre – snarere tværtom – af, at politi- og anklagemyndighed har fået tilført rigtig mange ekstra ressourcer, mens domstolene har fået tilført stort set intet og tilmed er underlagt årlige besparelseskrav. Under nedlukningen i foråret 2020, hvor de ikke skulle møde i retten, fik anklagemyndigheden desuden anledning til at færdiggøre en betydelig mængde sager og har efterfølgende sendt dem med anklageskrifter til retten. Det var oven i det sædvanlige.
Der er kommet langt flere straffesager, der tilmed er blevet mere komplekse og langvarige med flere tiltalte, og antallet af nævningesager er steget voldsomt. Alt dette skal behandles af det samme antal dommere som for ti år siden og med langt færre dommerfuldmægtige og kontoransatte. Når sagsbunken som forventet i politiforliget skal væk hos politi- og anklagemyndighed, ender den hos os. Sagerne kan ikke rigtig gå andre steder hen. Det vil så igen gå ud over den lange række af civile sager, der frister en tilværelse lidt i skyggen af de politisk højt profilerede straffesager. Det er virkelig ærgerligt. Vi skal være det primære konfliktorgan også i civile sager; voldgift er og bliver et tilvalg. Det er alvorligt at blive overfaldet og skulle igennem en voldssag, men det er sandelig også alvorligt at have råd i kælderen, at have mistet sit arbejde eller at have mistet sin virksomhed og ikke kunne få prøvet sin sag i retten.
Jeg er glad for, at både universiteter, erhvervsliv og advokater kommer på banen og sætter ord på de problemer, vi har talt om i så lang tid. Nu mangler vi blot, at politikerne hører efter: Vi har brug for flere dommere, flere dommerfuldmægtige og flere kontoransatte.
Alt dette skal ses på et bagtæppe af, at Danmark har Europas næstbilligste retssystem, og samtidig er vi nummer 1 på tillid til retssystemet. Det første er jeg ikke videre stolt af – det andet skulle vi nødigt sætte over styr.
CORONAKONSEKVENSER
ERHVERVSSTYRELSENS KOMPENSATIONSORDNINGER
Godkendte ansøgninger: 298.850
Samlet kompensation udbetalt: 36.441 mio. kr.
Kilde: Erhvervsstyrelsen, 18. maj 2021. Tallene bliver løbende opdateret.
LOVGIVNING
Antal hastelove: 16
Antal love med solnedgangsklausuler: 9
Siden marts 2020 er der indført syv nye love og ni ændringer af eksisterende love – alle er blevet hastebehandlet. Samtidig er der udstedt tæt på 200 bekendtgørelser relateret til corona.
Kilde: Weekendavisen og Elov.dk
KONKURSER
I de første tre måneder af 2021 gik 3.183 virksomheder i Danmark konkurs. Det er en stigning på 150 procent i forhold til samme periode sidste år.
Kilde: Bisnode
DOMME FOR CORONARELATERET KRIMINALITET
Siden marts 2020 er der faldet dom i 62 sager, hvor straffeloven § 81 d har fundet anvendelse – det er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er givet dobbeltstraf. Tallene fra POLSAS (Politiets sagsstyringssystem) er opgjort 3. april 2021. Afgørelserne er ikke nødvendigvis endelige, da de kan være anket i mellemtiden.
Kilde: Rigsadvokaten