Af Peter Fogh, formand for Advokatrådet

I dette nummer af Advokaten stiller vi skarpt på børns retssikkerhed. De yngste i vores samfund er ofte udsatte, når vi for eksempel taler skilsmisser, overgreb, ungdomskriminalitet og en række andre områder. Og som artiklerne i bladet her viser, så står det klart, at retssikkerheden har det svært, og at der er behov for mere støtte til børn, der møder retssystemet. Derfor tror jeg også, at det er et område, som Advokatrådet skal interessere sig mere for i fremtiden.

For der er en række dilemmaer og problemstillinger forbundet med, hvordan vi varetager børns rettigheder og giver dem den bedste støtte. For børnene har behov for hjælp, når de nærmeste voksne omkring barnet er uenige eller svigter.

Emnet børns retssikkerhed er yderligere aktualiseret af regeringens udspil ”Børnene Først”, som de fremlagde i slutningen af januar. Med det ønsker regeringen at give udsatte børn flere rettigheder og en stærkere stemme, så de ”kan være til i egen ret”, som det hedder i regeringens udspil.

Forslaget er for så vidt sympatisk. Men når virkeligheden melder sig og bliver konkret i den enkelte sag, så er det nok ikke så let. Når det for eksempel handler om at tvangsfjerne børn, så rejser der sig meget hurtigt en række spørgsmål, hvor der er behov for at overveje, hvordan reglerne konkret indrettes bedst, så der tages hensyn til retssikkerheden. Hvor tidligt skal man tvangsfjerne? Hvad skal der til for at forældrene ikke er egnet til at varetage forældrerollen? Og hvad med forældrenes krav på retssikkerhed, hvis myndighederne vil tvangsfjerne et barn – hvilke rettigheder har de? Når et indgreb er så voldsomt som en tvangsfjernelse, så har forældrene naturligvis også krav på retssikkerhed og en fair sagsgang, så hvordan finder man balancen og tager det rigtige og passende hensyn til både børn og voksne? Det bliver vigtigt at få drøftet i de politiske forhandlinger.  

I bladet skriver vi også om, hvordan børn bliver sat i en særdeles svær loyalitetskonflikt, når de skal vidne mod deres egne forældre eller nogen i den nærmeste omgangskreds.

Der er årligt mere end 2.000 vidneafhøringer af børn, og som reglerne er i dag, har børn ret til at vidne, men de kan også lade være som følge af vidnefratagelsesreglerne. Det kan være særdeles svært for et barn at forstå reglerne og ikke mindst overskue, hvad det betyder for dem, deres forældre og deres fremtidige liv, om de vidner eller ej. Her kommer advokaten til at stå med et meget stort ansvar for beslutningen, om man vil bede dommeren om vidnefritagelse. Måske er der også grund til at se på dette setup.

Et sidste problematisk aspekt af retssikkerheden for de yngste, som vi nævner i dette nummer, er Ungdomskriminalitetsnævnet. Noget tyder på, at der er brug for den evaluering, som justitsministeren er på vej med. Flere advokater oplever nemlig, at Ungdomskriminalitetsnævnet ikke virker efter hensigten. Forestillingen om at de unge af Ungdomskriminalitetsnævnene blev sendt ud og vaske graffiti væk eller feje glasskår op efter egne ugerninger er et stykke fra den virkelighed, man ser, hvor de unge reelt kan idømmes ret hårde sanktioner og fjernes fra hjemmet. Det virker ikke retssikkerhedsmæssigt betryggende, og derfor er der grund til også her at tage et servicetjek af retssikkerheden.