Lasse Esbjerg Christensen og Jef Nymand Hounsgaard repræsenterede ECCO i Vestre Landsret, hvor skokoncernen blev frifundet i en årelang skattesag mod skattemyndighederne. Her fortæller Lasse Esbjerg Christensen om arbejdet med sagen, der er en af de hidtil største og mest komplekse transfer pricing-sager i Danmark.
Fortalt til Tine Østergård
Hvis du spørger en hvilken som helst dansk virksomhed, om de har ressourcer til at udkæmpe en årelang skattesag mod skattemyndighederne, vil de fleste sige nej. Det er selvfølgelig retssikkerhedsmæssigt bekymrende, fordi stadig flere skattesager er for komplekse til at kunne afgøres hurtigt. ECCO-sagen, der blev afgjort i sommer – 14 år efter det indkomstår, som sagen vedrører – er eksempel på en sag, hvor det samlede sagsforløb trak langt ud over det rimelige.
Sagen drejer sig kort fortalt om, hvorvidt ECCO i 2005 betalte for lidt skat i Danmark. I 2011 afgjorde SKAT, at ECCO skyldte den danske statskasse et millionbeløb i selskabsskat, både i forhold til afregningspriser til ECCOs produktionsselskaber og dets salgsselskaber. En afgørelse, der blev truffet efter et fem år langt revisionsfor-løb vedrørende ECCOs interne afregningspriser, såkaldt transfer pricing. Undervejs blev ECCO løbende bedt om at finde en betydelig mængde dokumenter, der kunne belyse sagen.
Hos ECCO blev man stærkt chokeret over forløbet og afgørelsen, og ECCO følte sig angrebet på sin forretningsetik. Det var principielt vigtigt for virksomheden ikke at blive stemplet som en virksomhed med usunde forretningsmæssige principper. Derfor klagede ECCO over afgørelsen til Landsskatteretten, hvor sagen kørte i fire år. Landsskatteretten tiltrådte SKATs afgørelse for så vidt angår produktionsselskaberne, men gav ECCO ret i principperne for afregningen til salgsselskaberne. ECCO stod dermed med en regning på mere end 20 millioner kroner til den danske statskasse, plus restskattetillæg og renter.
Ved Landsskatterettens afgørelse i 2015 havde sagen kørt i ni år og kostet store interne ressourcer i ECCO, som løbende var blevet bedt om at fremlægge dokumentation for, hvordan prisen på sko blev fastlagt i 2005. Vi taler om dokumentation, der ikke var lovkrav om at arkivere, men som ECCO alligevel kunne grave frem – noget fra systematiske arkiver, andet fra tilfældige kasser, hylder og lagre i blandt andet Thailand og Indonesien. Der er ingen tvivl om, at det var trættende for ECCO konstant at skulle søge efter gamle dokumenter, præsentationer, referater m.m., men papirmøllen stoppede ikke med Landsskatterettens afgørelse. ECCO valgte nemlig at indbringe Landsskatterettens afgørelse vedrørende samhandelen med produktionsselskaberne for Vestre Landsret i januar 2016.
For mange virksomheder ville det efter mange års kamp mod skattemyndighederne være nødvendigt at kaste håndklædet i ringen og betale regningen. At indbringe sagen for domstolene ville ikke blot øge omkostningerne til advokater, men også kræve et endnu større træk på ECCOs medarbejdere. Det var ECCO fuldt ud klar over, men de følte, at de som en ressourcestærk virksomhed havde ansvar for at tage kampen op ved domstolene.
Plesner trådte ind i sagen med et team på fem personer, da sagen blev indbragt for Vestre Landsret. Det er selvsagt en stor opgave at træde ind i en sag, der har verseret uden for domstolene i mange år, men det er normal procedure i transfer pricing-sager, og vi har en klar strategi for, hvordan vi griber det an: Vi starter forfra på et blankt papir.
I ECCO-sagen var vi ikke bundet af sagens tidligere forløb og tilrettelæggelse. Vi modtog selvfølgelig de titusindvis af siders dokumentation og sagsakter, der allerede var fremlagt i sagen, og vi kunne på den baggrund lægge vores egen strategi og koncentrere os om de vinkler og argumenter, vi mente, det var bedst at få frem. Det krævede juridisk mod og en vis selvtillid og erfaring at skære sagen til, så de relevante uenigheds-punkter stod knivskarpt for landsretten.
Og hvad var uenighedspunkterne så? Der var to juridiske knaster i sagen, som begge er typiske for transfer pricing-sager. Det første hovedspørgsmål var, om ECCOs transfer pricing-dokumentation var i orden. Det vil sige, om ECCO havde udarbejdet tilstrækkelig dokumentation for, hvorfor priserne på de sko, der blev produceret i Thailand og Indonesien i 2005, svarede til, hvad det ville koste at få skoene produceret på andre fabrikker. Altså om priserne var indgået på markedsvilkår.
Det var et betydeligt stridspunkt i sagen, fordi der selvfølgelig er forskel på, hvordan virksomheder dokumenterer i dag sammenlignet med i indkomståret 2005, hvor transfer pricing var forholdsvis nyt i Danmark. Vi brugte mange ressourcer på at vise dommerne, at dokumentationen havde den fornødne kvalitet for sin tid. Efter en konkret vurdering valgte Vestre Landsret at følge vores argumentation og konkluderede, at dokumentationen var i orden.
Derefter var næste hovedspørgsmål, om priserne så rent faktisk var indgået på markedsvilkår. Da dokumentationen var i orden, var det Skatteministeriets opgave at bevise, at ECCO havde betalt mere for sko produceret af de interne produktionsselskaber end for sko produceret af eksterne produktionsselskaber. Det lykkedes ikke Skatteministeriet at overbevise landsretten, som konkluderede, at priserne var begrundet i forretningsmæssige forhold, og at de var indgået på markedsvilkår.
I juli i år blev ECCO dermed fuldt ud frifundet for det millionkrav vedrørende indkomståret 2005, som skattemyndighederne fremsatte i 2011.
Det var ikke en nem opgave at overbevise landsretten om, at ECCO skulle frifindes. Frem mod retssagen brugte vi mange timer på at sæt-e os grundigt ind i sagen, og vi bad flere gange ECCO om at søge i arkiverne, fordi vi havde identificeret information og dokumentation, der kunne støtte ECCOs sag, og som endnu ikke var fremlagt i sagen. Det krævede store ressourcer for ECCO konstant at befinde sig i papirmøllen, hvor ikke blot vi efterspurgte dokumentation, men hvor også Skatteministeriet fortsat gjorde det.
Heldigvis var ECCO i stand til at finde meget af det materiale, der blev efterspurgt. Dette er ellers ikke en selvfølge i alle virksomheder, der risikerer at havne i en tilsvarende sag, men for ECCO var der den fordel, at deres medarbejdere typisk bliver i virksomheden i mange år, og derfor havde mange af de nuværende medarbejdere været involveret i prisfastsættelsen og produktionen af skoene i 2005.
Det er en vigtig pointe, at også vi bad ECCO om at søge materiale frem, fordi det illustrerer, at lange sagsbehandlingstider ved domstolene ikke altid skal ses som noget negativt. Et korrekt udfald kræver, at parterne har tid til at arbejde sig dybt ind i sagerne og sagsmaterialet. Vi er nødt til at bruge lang tid på at skære ind til sagens kerne og finde den dokumentation, der i sidste ende fører til en frifindelse af vores klienter. Tilsvarende kan det være fair, at Skatteministeriet efterspørger ny dokumentation undervejs i sagerne, hvis sagerne tager nogle drejninger, efterhånden som vi skyder os ind på, hvad vi er uenige om.
Når det er sagt, så var der i ECCO-sagen dokumentation, som Skatteministeriet efter min mening efterspurgte for sent i sagen, og som sagtens kunne have været efterspurgt langt tidligere. Eksempelvis prisspecifikationslisterne på hver enkelt skomodel, der blev produceret i 2005 – det vil sige tusindvis af skomodeller.
ECCOs adm. direktør, Steen Borgholm, har udtalt sig til pressen om sin oplevelse af processen. Han mener, det er retssikkerhedsmæssigt voldsomt bekymrende, at virksomheden skulle så langt et samlet forløb igennem, hvor de også i den sidste fase skulle fremlægge yderligere mange hundrede siders dokumentation for at forbedre chancerne for at vinde sagen. Den betragtning er jeg enig i, for det kræver massive kræfter at udkæmpe en sag mod staten, og det er desværre langtfra alle virksomheder, der har ressourcer til at gennemgå så langt et forløb. Samtidig er det et retssikkerhedsmæssigt problem, at en sag måske står og falder med dokumentation, som efterspørges på et tidspunkt i sagsforløbet, hvor virksomhederne ikke længere har dokumentationen arkiveret, fordi der ikke er lovkrav om en sådan mangeårig arkivering.
Der skal ikke herske tvivl om, at det har været omkostningstungt for ECCO at vinde sagen. Steen Borgholm har selv udtalt, at det krav, der blev fremsat af SKAT i 2011, ikke står mål med ECCOs brugte ressourcer. Over årene brugte ECCO tusindvis af arbejdstimer på sagen, og omkostningerne til eksterne rådgivere og advokater løb op i millioner af kroner.
Man kan spørge, om det var nødvendigt at bruge fire år i retssystemet. Til det vil jeg sige, at ECCO havde en kompleks sag, der krævede præcis dokumentation i retten, og tilrettelæggelsen af den gode retssagsproces i komplekse sager tager lang tid – så for mig er det mere de ti år, der gik fra indkomståret 2005, til sagen ramte domstolene, der springer i øjnene. Man kan jo forestille sig situationen, hvis ECCO havde holdt sig til at følge almindelige standarder for opbevaring af dokumenter – ja, så havde ECCO måske tabt sagen.
Og her er vi ved kernen i det retssikkerhedsmæssige problem, nemlig at virksomheder risikerer at tabe en sag mod Skatteministeriet, fordi de ikke har det mentale overskud til at føre den, eller fordi de ikke har tilstrækkelig dokumentation for transfer pricing tilbage i tiden. ECCO-sagen er den første, der har haft fem retsdage i landsretten, men vi har andre mindst lige så omfangsrige og komplekse sager på vej, og vi glæder os til at få den afklaring af en række principielle lovfortolkningsspørgsmål, som vil følge af sagernes afgørelse.
SAGEN KORT
ECCO udkæmpede en 14 år lang skattesag mod skattemyndighederne, der handlede om, hvorvidt ECCO betalte for lidt skat i Danmark i indkomståret 2005. Ifølge SKAT flyttede ECCO skattepligtig indkomst fra Danmark til Thailand og Indonesien ved at betale for høj en pris for at få produceret sko hos to datterselskaber. Den tekniske forklaring ligger i ligningsloven, der fastslår, at koncernforbundne selskaber skal handle med hinanden til priser, der kunne være aftalt mellem uafhængige parter.
SKAT afgjorde i 2011, at ECCO skyldte den danske statskasse et millionbeløb i selskabsskat, både i forhold
til afregningspriser til ECCOs produktionselskaber og dets salgsselskaber. ECCO klagede over afgørelsen til Landsskatteretten, som i 2015 tiltrådte SKATs afgørelse for så vidt angår produktionsselskaberne, men gav ECCO ret i principperne for afregningen til salgsselskaberne.
ECCO indbragte Landsskatterettens afgørelse vedrørende samhandelen med produktionsselskaberne for Vestre Landsret i januar 2016.
I juli i år blev ECCO fuldt ud frifundet for det millionkrav vedrørende indkomståret 2005, som skattemyndighederne fremsatte i 2011 (SKM 2020.397.VLR).
Plesner trådte ind i sagen med et team på fem personer – to partnere, to advokater og en advokatfuldmægtig – da sagen blev indbragt for domstolene.
LASSE ESBJERG CHRISTENSEN
Partner, advokat i Plesner, hvor han er Co-Head af teamet for skatter og afgifter. Rådgiver danske og udenlandske virksomheder og fører sammen med teamets øvrige partnere et stort antal sager ved domstolene, herunder
EU-Domstolen, Landsskatteretten og andre administrative myndigheder. Beskæftiger sig i øjeblikket med en række større sagskomplekser, herunder transfer pricing-sager.