Tekst Tine Østergård

Retssikkerheden for borgere med handicap er blevet væsentligt for­ringet de seneste år. Borgerne får i stigende grad frataget eller afslag på ydelser, som de efter serviceloven er berettigede til, blandt andet hjemme­hjælp, aflastning og hjælpemidler.

Det viser en ny rapport om rets­sikkerheden for de skønsmæssigt 150.000 borgere, der efter serviceloven modtager handicapkompenserende ydelser og sociale ydelser til voksne.

Sidste år modtog Ankestyrelsen flere end 7.000 klagesager over kom­munernes afgørelser. Heraf fastslog Ankestyrelsen, at to ud af fem sager var afgjort forkert. I 22 af landets kommuner var sagsbehandlingen så fejl­behæftet, at mere end halvdelen af afgørelserne blev omgjort.

Samtidig hjemviser Ankestyrelsen stadig flere sager til ny behandling i kommunerne, fordi de ikke er tilstræk­keligt oplyste, eller fordi afgørelserne mangler væsentlige sagsbehand­lingsskridt, eksempelvis partshøring. Andelen af hjemvisninger er fordoblet fra hver sjette sag i 2013 til hver tredje sag i 2019.

Hertil kommer et stort mørketal af fejlafgørelser på handicapområdet, viser rapporten. Ankestyrelsen har som tilsynsmyndighed for forvaltnin­gerne tre gange undersøgt omfanget af alvorlige fejl i en stikprøve af afgørel­ser, der ikke blev påklaget af borgeren. Undersøgelserne viser, at mere end hver fjerde sag, som borgerne ikke har klaget over, indeholder så mange fejl, at de ville være blevet omgjort af Ankestyrelsen, hvis borgerne havde klaget. Inden for området tabt arbejds­fortjeneste gælder det op mod 55 pro­cent af sagerne. 

“Det er et stort retssikkerhedsmæs­sigt problem, at mange af de borgere, der har ret til hjælp efter serviceloven, uretmæssigt får frataget eller får afslag på ydelsen. En grundpræmis i vores retssamfund er netop, at vi tager hånd om dem, der har det sværest. Men vi kan læse ud af tallene, at det langt fra er tilfældet,” siger jurist Sanne Møller, der med støtte fra Dreyers Fond står bag rapporten.

Sanne Møller stiftede allerede be­kendtskab med problemerne inden for handicapområdet som nyuddannet, selvstændig advokat i 2008, hvor hun primært arbejdede med handicapret og hjalp borgere mod kommunerne. Desto flere sager hun tog, desto flere sager kom der.

“Advokater, handicaporganisationer og mange andre aktører har i ti år gjort opmærksom på, at der er omfattende problemer med forvaltningen af det sociale område, og ministeren på området har løbende erklæret sig enig i, at sagsbehandlingen på området bør fungere bedre, men der er ikke politisk og forpligtende blevet fulgt op på pro­blemet,” siger hun.

Det er årsagen til, at hun i dag med støtte fra Dreyers Fond står bag rapporten om handicappedes retssik­kerhed. En rapport, der undersøger, hvorfor det går galt i sagsbehandlin­gen, og hvad løsningen er. Rapportens formål er at skabe forståelse og respekt omkring forvaltningsprocessen og anvise løsninger på alle planer: I kommunerne, hos sagsbehandlerne, lederne i forvaltningerne, politikerne, Ankestyrelsen, m.fl.

Ifølge Sanne Møller er det en poli­tisk opgave at beslutte, hvornår den samlede kommunale opgaveløsning er så kritisk, at det er uacceptabelt, og hvad konsekvensen skal være.

Uoplyste afgørelser
Klagesagerne, der ender i Anke sty­relsen, kommer fra borgere med et fysisk eller psykisk handicap samt fra pårørende til borgere med et handicap, der bliver frataget eller får afslag på en ydelse fra kommunen. Det kan blandt andet være sager om personer, der har behov for døgnpleje, eller sager om forældre til multihandicappede børn.

I de tilfælde, hvor borgerne får frataget hele eller dele af ydelsen, har kommunerne selv på et tidspunkt vurderet, at de pågældende borgere havde behov for hjælp – men pludselig ombestemmer kommunen sig.

“Kommunen vurderer, at borgeren har fået det bedre, men ofte træffes afgørelsen på et uoplyst grundlag, kan vi se på tallene, da mange af disse sager hjemvises,” siger Sanne Møller.

Det skete for eksempel i en sag om døgnpleje, hvor en mand, der var lam i ryg og underkrop, ulovligt fik redu­ceret sin hjælp fra 121 timer om ugen til 29 timer om ugen.

“Manden havde modtaget hjælp i over 15 år, men pludselig konkluderede kommunen, at hjælpen kunne reduce­res. Det arbejde, som kommunen tid­ligere havde udført i hjemmet, måtte samleveren nu udføre. Hun arbejdede dag og nat for at hjælpe sin handicap­pede partner, men ikke desto mindre medførte den nedsatte støtte fra kom­munen, at manden gik fra at være køre­stolsbruger til at blive sengeliggende. Han fik det med andre ord dårligere på grund af den manglende behandling.”

Længere sagsbehandlingstid
En klage over kommunens afgørelse har som altovervejende udgangspunkt ikke opsættende virkning. Det betyder, at en afgørelse træder i kraft straks, og at borgeren fratages ydelsen, mens klagesagen behandles. Uanset om afgørelsen er lovlig eller ej. Det vil sige, at borgeren må leve uden hjælp eller med den forkerte hjælp, mens klagesagen behandles – og det kan ofte tage rigtig lang tid. Sidste år fik 2.287 borgere forlænget deres sags­behandlingstid fra 6­7 måneder til 12­14 måneder, inden der blev truffet endelig afgørelse.

Det, der især medfører lange sags­behandlingstider, er hjemvisninger. Når Ankestyrelsen hjemviser en afgø­relse til ny behandling, skal kommu­nen behandle sagen igen, hvilket ofte forlænger sagsbehandlingstiden med 6­8 måneder.

Det høje antal hjemvisninger med­fører, at kommunerne ikke skal betale for ydelsen i den periode, der ligger mellem afgørelsens ikrafttræ­den og sagens endelige afgørelse i Ankestyrelsen – heller ikke selvom afgørelsen er ulovlig.

“Ved ulovlige afgørelser sparer kom­munen udgiften til ydelsen i den peri­ode, hvor Ankestyrelsen behandler sagen, enten ved at fratage borgeren en berettiget hjælp eller ved ikke at bevilge nødvendig hjælp,” siger Sanne Møller og påpeger, at ulovlige afgørel­ser ikke har økonomiske konsekvenser for kommunerne.

“Dansk erstatningsret dækker ikke tab, der ikke er realiseret, heller ikke selvom tabet kan gøres op i en tilsva­rende økonomisk besparelse hos den skadevoldende kommune. Det er belyst i flere domme fra by­ og landsret.”

Det var blandt andet tilfældet i den såkaldte svømmepigesag, hvor lands­retten skulle tage stilling til, hvorvidt en ulovlig afgørelse fra kommunen kan føre til økonomisk erstatning. I sagen havde Ankestyrelsen gentagne gange slået fast, at en pige med et mentalt handicap uberettiget havde fået frataget sin ledsagerordning til svømning, da hun fyldte 18 år. Dette fik dog ikke kommunen til at ændre holdning. Kommunen fjernede således støtten og tilbød i stedet en særlig app til mobiltelefonen, der skulle afhjælpe behovet for støtte og vejledning. Advokatsamfundet og Justitia gik i samarbejde med advo­kat Mads Pramming rettens vej for at få en principiel afgørelse på, om en kommune uberettiget kan fratage en borger en ikke­økonomisk ydelse uden at skulle kompensere borgeren. Østre Landsret frifandt kommunen for økonomisk ansvar.

Procesbevillingsnævnet har netop givet 3. instansbevilling til svømmepi­gesagen. Det principielle spørgsmål vil i Højesteret være, om man kan få økonomisk erstatning for velfærdstab, hvis man som borger ikke har lidt et økonomisk tab.

“Som det er nu, kan man som bor­ger konstatere, at når kommunen laver fejl, så spares der penge, når borgeren laver fejl, kan det i yderste konsekvens betyde, at borgeren bliver anklaget for at have begået socialt bedrageri. Det er ærgerligt, at det kun går den ene vej,” siger Sanne Møller.

Rammer særlige grupper
Ifølge rapporten er visse grupper mere udsat for fejlafgørelser end andre. Hårdest ramt er børnehandicapom­rådet, hvor 51 ud af 98 kommuner sid­ste år traf forkert afgørelse i mere end hver anden sag. Det er problematisk af flere grunde, mener Sanne Møller:

“For det første er det uforeneligt med FN’s Børnekonvention, at børn med funktionsnedsættelser skal vente 8­16 måneder, inden de får en han­dicapkompenserende ydelse,” siger Sanne Møller, og fortsætter:

“For det anden vil børnenes behov typisk ændre sig, inden der træffes korrekt afgørelse. Vi kan eksempelvis tage et 1­årigt barn, der har brug for hjælp. Når der endelig træffes afgø­relse om at tildele barnet en nødvendig ydelse, er der måske gået halvandet til to år, og barnet har fået nye og ander­ledes behov. Det er ærgerligt at bruge så mange penge og så meget tid på en afgørelse, der formentlig alligevel er utilstrækkelig, fordi behovet for hjælp har ændret sig.”

I rapporten har Sanne Møller sat fokus på en særlig gruppe for at under­søge, hvordan retssikkerhedsniveauet er her. Det drejer sig om 245 familier på landsplan, der er omfattet af hjem­metræningsordningen. Her blev 71 procent af klagesagerne omgjort i 2018. Årsagen er blandt andet, at det lave antal familier gør det svært for sagsbehandlerne at opnå rutine på området.

Ifølge Sanne Møller kræver det mange ressourcer – tidsmæssigt, økonomisk og psykisk – at klage over en afgørelse fra kommunen, og de ressourcer har mange af de berørte borgere ikke.

“Hvis du eksempelvis får fjernet hjælpen til dit handicappede barn, er det svært at finde tid og overskud til at skrive og føre en klage. Og hvis du endelig gør det, kan det hurtigt koste 30­60.000 kroner i advokatbistand. Det er socialt skævt, og det bør være muligt at få dækket udgifter til advo­kathjælp i sager mod kommunen, hvis borgeren får ret,” siger hun og drager en parallel til klagesager mod skattemyndighederne:

“Hvis du er uenig i en afgørelse fra skattemyndighederne, kan du få dæk­ket dine advokatudgifter – halvdelen af udgifterne, hvis du taber sager, og fuld dækning, hvis du vinder sagen. Men hvis du befinder dig på de udsattes holdeplads, kan du ikke. Det er der en indbygget skævhed i – de stærke får adgang til en, der kan tale deres sag, det gør de svage ikke. Målet med min rapport er at være med til at skabe en debat om, hvorvidt retssikkerheden på området er god nok. Vil vi være det bekendt, som det er? Jeg håber, at flere vil få en større indsigt, og at de kan se, at der virkelig er plads til forbedring.

SANNE MØLLER
Jurist og selvstændig i virksomheden Embedsværket, der yder juridisk ledelsesrådgivning til kommuner og NGO’er inden for hele det sociale område. Tidligere advokat og selvstændig, primært med rådgivning af borgere i sager mod kommuner. Siden 2012 har hun undervist sagsbehandlere, ledere og frivillige foreninger i alle aspekter af  socialret og forvaltningsret. Fra 2017-2019 var hun chefjurist i Københavns Kommune på det udsatte børneområde, hvor hun stod i spidsen for det juridiske arbejde med at løfte kvaliteten af sagsbehandlingen og sikre børn og forældres retssikkerhed. Har været tilknyttet Københavnske Advokaters Retshjælp og Frederiksberg Retshjælp.

UNDERSØGELSEN
Afdækker behovet for at højne retssikkerheden for borgere med handicap i deres møde med den offentlige forvaltning. Rapporten har afsæt i udfaldet af klagesager i Ankestyrelsen, data fra Socialministeriet og Danmarks Statistik.

BEDRE RETSSIKKERHED FOR BORGERNE
Rapporten giver en række anbefalinger til, hvordan der kan skabes bedre retssikkerhed for borgere, der modtager hjælp efter serviceloven, heriblandt:

• Der skal oprettes en social fond, hvor borgere kan søge kontant kompensation for forkerte afgørelser uden at skulle føre retssager mod kommunerne.
• Ankestyrelsen bør understøtte læring dér, hvor fejlene hyppigst opstår, og sikre, at egnede handleanvisninger fra hjemvisningssager samles og formidles systematisk og søgbart. 
   
• Socialministeriet opfordres til at lave en forpligtende plan for at leve op til niveauet for korrekte afgørelser i samarbejde med alle relevante interessenter. Det er retssikkerhedsmæssigt utilstrækkeligt blot at konstatere, at der begås for mange fejl. Der bør indføres konsekvenser for de ledere og politikere, der ikke prioriterer retssikkerhed og rigtige afgørelser til borgerne.

FOR MANGE FEJL I FORVALTNINGENS AFGØRELSER
Forkerte afgørelser: 2019: 42 % 2013: 29 % 
Hjemvisninger: 2019: 32 % 2013: 16 %

OMGJORTE SAGER:
Det er et gennemgående træk for alle kommuner, at der træffes flere forkerte afgørelser om hjælp til børn end til voksne. 
Børn: 51 % i 2019 Voksne: 39 % i 2019.
I 15 kommuner er omgørelsesprocenten over 70 procent på børneområdet. 

DOBBELTBEHANDLING:
I 2019 sagsbehandlede kommunerne 2.287 sager to gange, fordi de var blevet hjemvist af Ankestyrelsen grundet dårlig sagsbehandling.

SERVICELOVEN
Formålet med serviceloven er

• at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer
• at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte
• at tilgodese behov, der følger af ned-sat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Serviceloven § 1, stk. 1

MØRKETAL
25-50 % af de sager, som borgerne ikke klager over, indeholder så mange fejl, at de ville være blevet omgjort, hvis borgerne havde klaget. Værst ser det ud for området ”tabt arbejdsfortjeneste”, hvor det gælder 55 % af sagerne.

FORSKEL PÅ KOMMUNER
I de små kommuner, hvor der bliver behandlet færrest sager, er der overordnet set flest fejl. Andel sager, der er forkerte eller så mangelfuld, at de må hjemvises: Fire mindste kommuner: 65 %, Fire største kommuner: 41 %.

ÅRSAGER TIL HJEMVISNINGER
Rapporten peger på en række årsager til hjemvisninger, blandt andet

• Mangelfuld vejledning, sagsoplysning og/eller partshøring
• Kommunen har ikke forholdt sig til sagens oplysninger og/eller manglende begrundelse
• Manglende konkret individuel vurdering af borgerens behov og den konkrete ydelse

Fond for de berørte borgere

Der bør oprettes en fond, hvor borgere med handicap kan søge støtte, hvis de uberettiget får afslag på eller ophævet en ydelse. Fonden skal finansieres af de penge, forvaltningen sparer ved at træffe ulovlige afgørelser. Det foreslår Advokatrådet. Initiativet skal fremme rigtige afgørelser i kommunerne i første forsøg.

Når kommunen beslutter at fratage borgeren støtte, træder afgørelsen i kraft – også selvom borgeren klager over afgørelsen til Anke styrelsen. Kommunen opnår dermed en væs­entlig besparelse i den periode, kla­gesagen behandles, også selvom det efterfølgende viser sig, at afgørelsen var ulovlig. Borgeren får nemlig ikke automatisk godtgørelse for det tab, de har lidt, mens klagesagen blev behandlet.

Det er retssikkerhedsmæssigt betæn­keligt, at kommunerne ulovligt kan give afslag på en ydelse, uden at det har økonomiske konsekvenser. Det mener Karen Wung-­Sung, medlem af Advokatrådet, som sammen med jurist Sanne Møller, Embedsværket, foreslår, at der oprettes en fond inspireret af Erstatningsnævnet, hvor kommu­nerne skal fralægge sig berigelsen på ulovlige afgørelser.

Fonden skal være omdrejnings­punkt for flere initiativer, der genop­retter retssikkerheden og retsfølelsen for de berørte borgere. Den skal sikre, at de berørte borgere har mulighed for at søge kompensation uden at skulle igennem en lang og dyr proces ved domstolene.

“Fonden kan være med til at fremme rigtige afgørelser i første forsøg, hvis kommunerne skal be­tale en bod for at træffe forkerte afgørelser. Som det er i dag, er det ikke blot gratis, men kan ligefrem give en økonomisk gevinst at afgøre sager forkert,” siger Karen Wung­-Sung, der understreger, at boden skal være betinget af sagens karakter.

Ifølge Karen Wung­-Sung skal fonden ikke alene have til formål at støtte borgere med handicap, der har mistet en ydelse som følge af en ulov­lig afgørelse. Fonden skal også støtte forskning på området samt initiati­ver, der kan højne retssikkerheden i forvaltningen.

Systematiske fejl
Professor i socialret John Klausen er enig i, at der er behov for initiativer, der fremmer rigtige afgørelser i første forsøg. Han mener, at det skal have alvorlige konsekvenser, hvis kommu­nerne systematisk begår mange fejl og dermed tilsidesætter borgernes retssikkerhed.

“Det kan eksempelvis være øko­nomiske konsekvenser som en bod til en fond, eller at borgeren får en godtgørelse, når kommunen træffer en klart ulovlig afgørelse. Det kunne også sikres ved, at det kommunale tilsyn havde fokus på området, og at kommunerne risikerede en tilsynssag, når en stor del af deres afgørelse på et område enten er direkte forkerte eller behæftet med så alvorlige fejl, at de er ugyldige,” siger han.

Det er Ankestyrelsens opgave
at føre tilsyn med kommunerne, men der bliver ifølge John Klausen ikke reageret på de høje omgørelsesprocenter.

“Ankestyrelsens opfattelse er med deres egne ord, ”at en høj omgørel­sesprocent ved en klageinstans i en kommunes afgørelsessager som udgangspunkt ikke i sig selv er en generel ulovlig handling eller undla­delse, som kan påtales af det kommunale tilsyn. En undtagelse hertil er dog den situation, hvor det kan påvises, at en kommune har truffet en generel beslutning om at anvende ulovlige kriterier i enkeltsager,” siger han og fortsætter:

“Det sker dog aldrig i den virkelige verden, at en kommune beviseligt beslutter at anvende ulovlige kriterier i enkeltsager.”

Konsulenter skal finde besparelser
At handicapsager i høj grad handler om økonomi viser en undersøgelse fra Altinget, som blev foretaget fra slutningen af 2019 og frem til starten af 2020. Her svarer knap en tredjedel af landets kommuner, at de igennem det seneste år har indledt samarbejde med eksterne konsulenter om at finde besparelser på indsatser og tilbud til handicappede borgere. Samlet set har konsulenterne gennemgået over 1.300 sager.
Samarbejdet er med få undtagelser baseret på kontrakter, der sikrer konsulenterne højere betaling, jo højere besparelse de er med til at sikre kommunerne. Ifølge John Klausen er der også eksempler på kontrakter, som bygger på no­ cure, ­no ­pay. Det vil sige, at konsulent­firmaet kun får betaling, hvis kommunen opnår en besparelse som følge af bistanden.

“Brugen af konsulentfirmaer peger på et stort retssikkerhedsmæssigt problem, nemlig at de faglige kvalifikationer i kommunerne ikke nødvendigvis er tilstrækkelige, og at der er en høj risiko for, at økonomiske hensyn medfører, at mennesker med handicap eller psykisk sygdom ikke får den hjælp, de har behov for. Det burde ikke være nødvendigt at hyre eksterne konsulenter til at rådgive på dette område, hvis kommunerne selv har kvalificerede medarbejdere.”

Lovændringer
John Klausen påpeger, at Folketinget allerede har foretaget flere lovændrin­ger, der skulle skabe forbedringer, blandt andet skal den enkelte kommu­nalbestyrelse behandle omgørelses­procenterne på et møde en gang om året. Det har dog ikke løst problemet – tværtimod – omgørelsesprocenterne stiger fortsat.

“De lovændringer, der er gennem­ført, har været utilstrækkelige til at sikre borgerens retssikkerhed på det sociale område. Der er behov for nogle andre virkemidler, der kan sikre en større respekt for overholdelse af lov­givningen,” siger han.

Det bakker Dansk Folkepartis  handicapordfører, Karina Adsbøl, fuldt op om.

“Borgere med handicap skal have den hjælp, de er berettigede til efter serviceloven. Det kan have store per­sonlige og helbredsmæssige konsekvenser, hvis de ikke får den, og det er et retssikkerhedsmæssigt problem, at borgerne risikerer at vente i meget lang tid, mens deres klagesag behand­les i Ankestyrelsen.”

Dansk Folkeparti har på den bag­grund fremlagt flere beslutningsfor­slag, der skal forbedre retssikkerheden for borgere med handicap. I 2015 foreslog partiet, at der skal være opsættende virkning i klagesager fra borgere med handicap, der har fået frataget eller nedsat hjælp, selvom den pågældende ikke har forbedret sin funktionsevne. Beslutningsforslaget blev ikke gennemført i dets fulde form, men medførte et kompromis i form af serviceloven §3 a, hvorefter kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger.

Dansk Folkeparti har gentagne gange foreslået en ordning, der giver kompensation til borgere, der får medhold i Ankestyrelsen. Formålet er dels at give et plaster på såret, dels at fremme initiativet til at træffe rigtige afgørelser i første omgang.  Forslaget er i skrivende stund under behandling i Folketingssalen, men der tegner sig ikke et politisk flertal bag det.

“Der mangler politisk forståelse for, hvordan det ser ud på området. De skiftende socialministre er løbende blevet orienteret om de høje fejlpro­center, men der sker overhovedet ikke nok. Der er flere ting, vi bør kigge på for at forbedre retssikkerheden på området,” siger Karina Adsbøl, som mener, at der er mange gode forslag i rapporten fra Embedsværket.

“Oprettelsen af en retssikkerheds­fond er et godt løsningsforslag. Derudover bør vi give socialrådgi­verne bedre arbejdsbetingelser ved eksempelvis at lave bedre vejlednin­ger i forbindelse med ny lovgivning. En delløsning kan også være, at Ankestyrelsen skal offentliggøre kon­krete afgørelser, så sagsbehandlerne altid ved, hvad der skal opfyldes for at lave en fyldestgørende afgørelse,” siger Karina Adsbøl og afslutter:

“Tallene viser med al tydelighed, er der er rigelig plads til forbedring.”

KAREN WUNG-SUNG
Advokat, Managing Partner i Advodan Holbæk. Specialiseret i familieret. Medlem af Advokatrådets regel- og tilsynsudvalg.

JOHN KLAUSEN
Professor (mso), ph.d., i socialret ved Aalborg Universitet, hvor han indgår i det offentligretlige forskningsmiljø og er særligt tilknyttet Social Law Research Centre (SLRC). I sin forskning beskæf-tiger han sig hovedsageligt med social retlige og forvaltningsretlige emner og problemstillinger.

KARINA ADSBØL
Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Handicapordfører, socialordfører, ligestillings-ordfører og ældreordfører. Næstformand for Folketingets social- og indenrigsudvalg.

Giv Ankestyrelsen øgede beføjelser

Kommunerne bør oprette centrale forvaltningsenheder med  uddannet personale, der er klædt på til at træffe rigtige afgørelser,  og Ankestyrelsen bør have øgede beføjelser til at træffe afgørelse i  klagesager. Det mener advokat Anne-Marie Juhl Andersen, der har haft mange sager for borgere med handicap og pårørende.

Borgere med handicap får i alt for mange tilfælde ikke den hjælp, som de er berettigede til efter service­loven, som forpligter kommunerne til af egen drift at sørge for, at borgere med handicap og deres pårørende får rådgivning og støtte, der skal fore­bygge sociale problemer. Det mener Anne­Marie Juhl Andersen, der er advokat for både handicappede og deres familier.

“Kommunerne skal eksempelvis tilbyde rådgivning om valg af hjælpe­midler og forbrugsgoder, og når det gælder børn og unge, er kommunerne forpligtede til ved opsøgende arbejde at tilbyde familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien – det gælder til enhver, som grundet særlige forhold må antages at have behov for det. Det sker dog yderst sjæl­dent, at kommunerne tager initiativ til rådgivning og støtte,” siger Anne­-Marie Juhl Andersen.

“Det er kun ganske få gange, jeg har oplevet, at det er blevet iværksat. Ofte sker det først, når det er for sent, og konsekvenserne kan være både uoverskuelige og ydmygende for borgerne,” siger hun og påpeger, at rammerne for at kunne træffe korrekte afgørelser skal være på plads.

“Det er vigtigt at skabe nogle gode betingelser for sagsbehandlerne, så de kan opnå erfaring på området og dermed træffe korrekte afgørelser.”

Ifølge Anne­-Marie Juhl Andersen bør kommunerne etablere en central forvaltningsenhed med uddannet per­sonale, som hurtigt og kompetent kan sagsbehandle på området. For der er behov for en enhed med ekspertise, hvor man samler erfaringer på tværs af kommunerne, mener hun.

En central forvaltningsenhed er dog ikke i sig selv nok til at højne rets­sikkerheden. Der skal også skæres ned på de meget lange sagsbehandlings­tider, lyder det fra Anne-­Marie Juhl Andersen.

“Der kan gå flere år, inden en sag bliver afsluttet. Tag eksempelvis en familie, der er tildelt hjælp til deres handicappede barn, men pludselig får skåret ydelsen ned til det halve – uden at kommunen har sagligt grundlag for at gøre det. Sagen ender i Ankestyrelsen, hvor den kan ligge i op til to år, inden man beslutter, at kommunen skal foretage en ny sags­behandling, hvor der inddrages flere oplysninger. Her starter det hele for­fra: Kommunen sagsbehandler på ny, men når frem til samme afgørelse som sidst, herefter sendes sagen igen til Ankestyrelsen, som endelig kan træffe afgørelse om, at kommunen har truf­fet en ulovlig afgørelse.”

Problemet kan afhjælpes ved at give Ankestyrelsen beføjelse til selv at kunne foretage et skøn, mener hun. Som det er nu, kan Ankestyrelsen ikke foretage et skøn, hvis der kommer nye oplysninger i sagen. I stedet skal sagen hjemvises til kommunen.

“Det er juridisk kontroversielt at bryde med to instans­princippet, men det er det eneste rigtige at gøre, hvis vi skal sikre borgernes retssikkerhed. Ankestyrelsen skal kunne foretage et skøn, når de modtager klagesa­gen – også selvom der kommer nye oplysninger. Det vil nedbringe sagsbe­handlingstiden gevaldigt,” siger Anne­Marie Juhl Andersen, der opfordrer til, at der indføres morarenter, hvis kom­munerne træffer forkerte afgørelser.

“Det vil øge incitamentet til at træffe rigtige afgørelser i første omgang”, siger hun.

ANNE-MARIE JUHL ANDERSEN
Advokat, partner i Aumento Advokatfirma. Beskæftiger sig hovedsageligt med  familieret med speciale i børnesager.