Der skal findes et mere balanceret niveau for kontrollen med virksomheder, mener advokat Kim Haggren, underdirektør i DI. Mød tre advokater, der vurderer retssikkerheden på hver deres retsområde.
Tekst Isabel Rosado
KIM HAGGREN, advokat og underdirektør i DI
Virksomheder under pres
Hvordan vurderer du retssikkerheden i forhold til virksomheder og selskabsret?
Virksomhederne er i løbet af det sidste par år underlagt et større pres fra myndighederne, og det har på nogle punkter gjort det sværere at drive virksomhed. Grunden er de mange skandalesager, der har været om blandt andet skattesvig, brud på konkurrenceregler, hvidvask og bestikkelse, og det har fuldt forståeligt bevirket, at både det danske system og EU har skærpet kravene til kontrol og lagt pres på for at få en hurtig lovgivning igennem, der skal lukke hullerne og forhindre kriminalitet. Erfaringen er blot, at i virkelighedens verden er kriminelle hurtige, og de finder altid nye veje og huller at begå kriminalitet i, mens de mange virksomheder, der bestræber sig på at drive lovlig virksomhed, står tilbage med regningen.
Vi er nu på vej i en kedelig retning, hvor der er så mange regler og administrative krav, at det går ud over lysten til at drive virksomhed og dermed Danmarks konkurrenceevne. Senest har man afskaffet iværksætterselskabet, der skulle gøre det nemmere at starte virksomhed. Udenlandske virksomhedsejere er underlagt så mange dokumentationskrav og administrative regler, at det næsten er umuligt at åbne en bankkonto i Danmark. Virksomhederne tør ikke starte konsortier op og byde på opgaver i fællesskab, da de ikke kan få en forhåndsgodkendelse på, at sammenslutningen er lovlig, og dermed er ledelsen nødt til at risikere fængsel for karteldannelse. Det er ikke ligefrem fremmende for retssikkerheden.
Politikerne har et forståeligt behov for at vise handlekraft, men spørgsmålet er, om det er de rigtige steder, man sætter ind. Det er især de små og mellemstore virksomheder, det går ud over. Kontrol er selvfølgelig vigtig, for eksempel på skatteområdet – og uden kontrol skader man hæderlige virksomheder, men udfordringen er at ramme et niveau, hvor balancegangen er til stede.
Hvilke udfordringer er de største?
I Danmark er rammerne stadig gode for at drive virksomhed, og vi er langt fremme i forhold til at agere etisk i forhold til andre europæiske lande og i forhold til at føre tilsyn med virksomhederne. Det gælder for eksempel GDPR-området, som er en stor administrativ byrde, hvor vi er længere fremme end i mange andre lande i EU. Det resulterer i en uligevægt rent konkurrencemæssigt. Der kunne man ønske, at både lovgivning og ikke mindst kontrollen var harmoniseret ligeværdigt i alle EU-lande.
Virksomhederne bliver beskyldt for at være grådige, og der har også været dårlige eksempler. Men vi skal huske, at virksomhederne er dem, vi alle sammen lever af, og som skal sikre, at der er råd til uddannelse og velfærd.
Hvad skal der til for at ændre situationen?
Det er vigtigt at gennemtænke reguleringerne grundigere, inden der sættes ind med hurtige indgreb. Bliver der sat prop i det hul, der har skabt kriminalitet, eller bliver der åbnet op for et andet? Spørgsmålet er, om man ikke er nødt til at acceptere en vis risiko, for der vil altid være nogle, der udnytter et system, og de skal nok finde ud af hvordan. Det kunne være en god idé at have revisionsklausuler for netop at sikre, at de problemer, som lovgivningen skal løse, rent faktisk virker efter hensigten.
LONE BRANDENBORG, familieretsadvokat og partner i Advokatfirmaet Kahlke
Mindre retssikkerhed til familierne
Hvordan vurderer du retssikkerheden i forhold til familieret?
I 2019 blev Familieretten indført, og det betyder, at dommerne har særlig ekspertise i sager, som bliver ført her. Det har trukket tingene i den rigtige retning. Det er min opfattelse, at klienter og advokater er glade for Familieretten. Der er i vidt omfang kommet en mere ens sagsbehandling ved de enkelte domstole end hidtil. Ventetiden er også blevet kortere. Det er meget positivt for retssikkerheden.
Problemet er bare, at vejen til retten er blevet længere. I forbindelse med reformen er stats-forvaltningerne blevet nedlagt og erstattet af Familieretshuset. Det er her, alle sager starter. Man kan klage over afgørelserne, men man har frataget borgeren muligheden for at klage over selve sagsbehandlingen. Dét er en kæmpe retssikkerhedsmæssig udfordring.
Sagsbehandlingstiden i Familieretshuset er meget lang, og der er lang ventetid mellem de enkelte led i processen. Der går typisk mere end tre måneder, alene før sagen går i gang, og under-vejs kan borgeren ikke længere bede om at få sin sag overført til Familieretten. Det betyder, at der nemt kan gå et år, før din sag om eksempelvis børnebidrag bliver afgjort. Og det er selvfølgelig et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi borgeren måske ikke har penge i den mellemliggende tid. De lange og urimelige sagsbehandlingstider gælder også sager om samvær, hvilket giver risiko for lange perioder uden nævneværdig kontakt med børnene.
Når en børnesag lander i Familieretshuset bliver konfliktniveauet vurderet, og er sagen i den røde kategori, skal den videre til Familieretten, som skal træffe afgørelse i sagen. Men ofte sker det ikke. Det er min egen erfaring, at en rød sag er blevet afgjort i Familieretshuset. Det er åbenlyst forkert, men der er ingen klageadgang, og det er et stort retssikkerhedsproblem.
Hvilke udfordringer er de største?
Familieretshuset er presset og kan slet ikke følge med. Det giver lange sagsbehandlingstider, men også fejl i sagsbehandlingen. Og det er vigtigt at understrege, at der er tale om fejl, som vi ikke kan klage over. Samlet set er vi familieretsadvokater dybt frustrerede over den manglende retssikkerhed, som følger med.
Hvad skal der til for at ændre situationen?
Der mangler enorme ressourcer i Familieretshuset. Der er nu afsat 104 millioner ekstra på Finansloven til ansættelse af flere jurister og børnesagkyndige, og det kan selvfølgelig afbøde en del af problemet, men jeg er i tvivl om, hvorvidt det er nok.
EDDIE OMAR ROSENBERG KHAWAJA, ekspert i udlændingeret og partner hos Homann Advokater
Helt til grænsen
Hvordan vurderer du retssikkerheden på udlændingerettens område?
Ud fra min egen praktiske erfaring bevæger den sig i en nedadgående negativ spiral, og det har den gjort gennem længere tid. Hovedproblemet er de utallige ændringer, der er sket gennem tiden af den forældede udlændingelov fra 1983. Efter så mange år med årlige ændringer, der gennemgående er vedtaget for at gennemføre nye stramninger på området ud fra politisk motiverede ønsker, er loven i dag blevet meget kompleks. Ændringerne er næsten altid af påstået hastende karakter og har dermed ganske korte høringsfrister. Den lovgivningsproces gør det svært for høringsparter at fremsætte gennemarbejdede bemærkninger, og mere grundige retssikkerhedsmæssige overvejelser forsvinder langsomt.
Udlændingeloven indeholder i dag en række bestemmelser, hvor det ikke er muligt efter bestemmelsens ordlyd klart at udlede eller forstå, hvordan for eksempel krav til familiesammenføring kan opfyldes. Det beror i høj grad på praksis hos myndighederne, som kun i meget begrænset omfang offentliggøres. Til sammenligning er praksis på et andet komplekst område – som det skatteretlige – systematisk offentligt tilgængelig. Reglerne på udlændingeområdet er derfor meget svært gennemskuelige for den almindelige borger, og der går ikke altid en klar rød tråd gennem udlændingemyndighedernes afgørelser. Det er betænkeligt på et område, som er ekstremt indgribende for borgere.
Det er min vurdering, at det i dag er sådan, at man derfor i vid udstrækning er tvunget til at bruge en advokat i mange situationer, hvor man som borger kommer i berøring med udlændinge-retten. Det burde være unødvendigt, når man for eksempel bare ønsker at invitere et udenlandsk familiemedlem på besøg i Danmark.
Hvilke udfordringer er de største?
Et af de større retssikkerhedsmæssige problemer lige nu er efter min opfattelse varetægtsfængsling og frihedsberøvelse af udlændinge, herunder i forbindelse med udvisningssager. Her går man helt til grænsen og lader enten systemhensyn eller ønsket om at fremme udlændinges motivation til at forlade Danmark få stor plads. Det betyder for eksempel, at udlændinge kan sidde varetægtsfængslet i meget lang tid efter afsoning af en dom, og imens de afventer udsendelse, og i nogle tilfælde på ubestemt tid.
Hvad skal der til for at ændre situationen?
Et meget naivt håb vil være, at man ved en grundlæggende revidering af udlændingeloven måske ville blive nødt til at anerkende virkeligheden, som den er, og at vi ikke kan ændre verden ved at lovgive os ud af migrations- og asylproblemer.