2020 - Advokaten 1 Folkets ombudsmand

Tekst Hanne Hauerslev

Niels Fenger har netop tiltrådt et af de mest prestigefyldte hverv i landet, og han har allerede sved på panden. Det skyldes dog hverken den opgave, han som ombudsmand står overfor, eller den samfundsmæssige rolle, som han skal udfylde. Men han er ikke bange for at tage fat og er denne fredag morgen i fuld gang med at flytte rundt på de nye reoler på kontoret i den tidligere købmandsgård, hvorfra han nu skal passe på borgernes retssikkerhed.

Kerneopgaven er netop at værne om borgernes rettigheder i mødet med forvaltningen.

”Ombudsmandens opgave er at sørge for, at borgerne får de rettigheder, som tilkommer dem. At være en person, der er uafhængig, og som enhver – både voksen og barn, privatperson og virksomhed – kan gå til, når de mener at være forkert behandlet af forvaltningen. På den måde minder ombudsmandens rolle lidt om advokatens. Det vil imidlertid være forkert at betegne ombudsmanden som borgernes advokat. For i modsætning til advokaten skal ombudsmanden ikke kæmpe ensidigt for sin klient, ombudsmanden kæmper på samfundets vegne,” forklarer Niels Fenger.

Sverige etablerede den første ombudsmandsinstitution i 1809, og med inspiration herfra fik Danmark sin første ombudsmand i 1955 som led i grundlovsændringen. Siden har 140 lande verden over kopieret konceptet, og mange lande anvender stadig den danske betegnelse.
I Danmark er det ombudsmanden selv, der lægger linjen for, hvor fokus skal være.

”Ombudsmanden har vide rammer for, hvordan embedets ressourcer skal anvendes, og kan dermed i betydeligt omfang selv styre, hvordan han eller hun vil føre kontrol med og præge den offentlige forvaltning. Et grundspørgsmål for enhver ombudsmand er derfor: Hvordan kan jeg bruge embedets begrænsede ressourcer til at gøre størst mulig samfundsnytte,” forklarer Niels Fanger, der udover at behandle de godt 5.000 klager, der kommer ind årligt, kan tage sager op af egen drift.

”Det kan eksempelvis være sager, som vi bliver bekendt med i pressen. For mig handler det om, hvor vi kan gøre mest nytte. Kan vi ændre noget for den enkelte, der har en bredere virkning for borgernes retssikkerhed i mødet med forvaltningen.”

”Vi kan også have en endnu bredere tilgang og undersøge en myndigheds sagsbehandling på et helt område. Undersøgelsen kan sagtens opstå på baggrund af presseomtale eller en enkeltstående sag, hvor vi ser grund til at undersøge, om der er tale om et enkelt tilfælde, eller om det er udtryk for en generel brist. Det gjorde vi eksempelvis for nylig, hvor vi undersøgte, om Skatteankestyrelsen var god nok til at oplyse borgerne om den forventede sagsbehandlingstid og svare på rykkere fra borgerne. Det foregår normalt helt praktisk ved, at vi skriver til myndigheden og beder om en større mængde tilfældigt udvalgte sager. På den måde fungerer vi lidt som Rigsrevisionen. Vi vurderer først og fremmest, om myndighederne handlede korrekt og leder i den forbindelse navnlig efter systemfejl, altså fejl der gentages fra sag til sag. Men jeg ser det fremadrettede som lige så vigtigt – nemlig at hjælpe forvaltningen til at blive bedre,” forklarer Niels Fenger, der ser en myriade af muligheder for at igangsætte undersøgelser.

”Jeg ser rigtig mange muligheder for at igangsætte undersøgelser, og frasorteringen er helt klart det sværeste. Jeg har 117 medarbejdere, og jo, det lyder som en stor organisation, men holder du det op mod de 880.000 medarbejdere, der er ansat i det offentlige, så skal der prioriteres benhårdt. Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ser vores arbejde som en kamp mod det offentlige. Bestemt ikke. Vores fokus er udelukkende at hjælpe borgerne, og jeg ser ombudsmandens rolle som en kontrolinstans, der opnår mest ved at samarbejde for at hjælpe tingene på rette vej, for vi opnår mere ved at anerkende, at langt de fleste offentligt ansatte gør deres bedste, og myndighederne generelt prøver at gøre det rigtige. Selvfølgelig er det nemt at finde noget, der er gået galt – den nemmeste ting i verden – men vores opgave er at forbedre situationen for borgeren på en måde, så vi kan undgå fejl i fremtiden.”

”Det betyder jo også, at vi måske ikke er så synlige. Og det er i virkeligheden heller ikke min ambition. For mig betyder det meget mere, at nytteværdien er stor. Det handler for mig ikke om at blive kendt for en stor sag, men om at flytte tingene derhen, hvor der sker vigtige forandringer.”

Det gælder særligt i forhold til digital forvaltning, mener Niels Fenger.

”Den digitale sagsbehandling er på langt de fleste punkter en gevinst for borgerne, ingen tvivl om det. Men er der blot en enkelt fejl i systemet, multipliceres fejlen til en kaskade af fejl, der undertiden kan resultere i forkerte afgørelser. Og det fortsætter, indtil fejlen bliver rettet. Erfaringsmæssigt har myn-dighederne ofte ikke været gode nok til at tænke retssikkerhed og forvaltning ind i de komplicerede systemer – det gælder eksempelvis på skatteområdet. Og jo, vi kunne jo vente med vores undersøgelser, indtil det hele kuldsejler, men det er bedre at få myndighederne til at indtænke den nødvendige borgerbeskyttelse, mens systemet bliver designet, så problemerne ikke opstår. I så fald vil det være de færreste, der ser vores nytteværdi – men den er des større, fordi vi forebygger fejl og retstab på den lange bane.”
I det hele taget anser ombudsmanden den digitale forvaltning for et kerneområde.

”Digitale løsninger har en række udfordringer. Dels skal man kunne forudse enhver tænkelig situation og på forhånd vide, hvordan den skal løses. Dels opstår spørgsmålet, hvordan man retter op på de fejl, som man med tiden konstaterer. Hvis du laver en forkert afgørelse i et manuelt system, går du tilbage, finder sagen, retter den og husker, at du skal gøre det anderledes næste gang. Når sagsbehandlingen foregår digitalt, skal systemet som sådan ændres. Det kan være en umulig opgave, for eksempel fordi det firma, der har programmeret systemet, ikke længere eksisterer, eller fordi ændringen vil være meget omkostningskrævende. Et eksempel på det sidste er det offentlige digitale postsystem, hvor du kun kan vedhæfte en vis mængde dokumenter til din sag. Min forgænger pegede på, at det kunne åbne mulighed for, at du som borger kan lide et retstab, fordi du dermed ikke kan dokumentere hele din sag. Systemet var imidlertid vanskeligt at ændre, så i stedet lavede man en lov, der lovliggjorde det. Det viser blot, at det er vigtigt at tænke tingene igennem, inden problemerne opstår. Og derfor vil jeg gerne give det digitale område særligt fokus.”

Skatteområdet er også et vigtigt område for ombudsmanden, der i 2017 fik penge af Folketinget til at øge sit fokus netop her.

”Det er klart, at med det enorme antal afgørelser, som skattemyndighederne træffer, så vil der en gang imellem ske fejl. Og skattemyndighederne har haft udfordringer, det er der ingen tvivl om. Samtidig kan vi se i vores undersøgelser, at skattemyndighederne på mange punkter gør det godt og arbejder på at forbedre deres arbejde. I det kommende år vil vi blandt andet gennemgå skattemyndighedernes begrundelser af deres afgørelser, herunder om de i tilstrækkeligt omfang forholder sig til partsanbringender.”

Alle kan klage til ombudsmanden. Det gælder også advokater, der kan klage på vegne af klienter.

”Vi er en sidste instans, og spørgsmålet kan være, om man skal gå til domstolene eller til ombudsmanden, hvis sagen gælder sagsbehandling i stat, regioner eller kommuner. Der kan være et økonomisk incitament i at vælge ombudsmanden. Det kan være, at advokaten vurderer, at det ikke kan betale sig at gå til domstolene på grund af domstolenes sagsbehandlingstid eller økonomi. Det er nemlig gratis at påklage sagen hertil, da der ikke pålægges hverken retsafgift eller sagsomkostninger til modparten.”

”Vi ser på juraen på samme måde som domstolene. Vi er imidlertid ikke lige så egnede som domstolene til at vurdere bevisspørgsmål. Man kan ikke føre vidne for ombudsmanden, idet vi vurderer en sag på rent skriftligt grundlag. Er der uenighed mellem borger og myndigheder om, hvad der rent faktisk er passeret i en sag, vil vi typisk lægge myndighedens forklaring til grund.”
Kan ombudsmanden udøve et skøn i eksempelvis en sag om, hvorvidt den nykøbte grund er forurenet, eller om erhvervsevnetabet er over 50 procent?

”Her kommer vi ofte til kort. Vi er tilbageholdende med at prøve myndighedernes vurderinger på områder, der kræver en særlig fag- eller sagkundskab såsom lægelige, biologiske eller ingeniørmæssige vurderinger. Og i modsætning til domstolene kan vi ikke tilvejebringe en sådan viden gennem foranstaltning af syn og skøn. Men vi kan undersøge, om myndigheden har undersøgt spørgsmålet godt nok. Om der har været en tilstrækkelig grad af grundighed,” siger Niels Fenger, der tillige gerne ser, at advokater kommer med inspiration til områder, som der kan være grund til at granske nærmere.

”Vi er meget interesserede i praktikernes vurdering af, hvor skoen trykker. Derfor er vi i høj grad interesserede i at høre, hvor advokaterne ser, at vi skal medvirke til at forbedre forvaltningen. Præcis, som det er vores opgave.”

FOLKETINGETS OMBUDSMAND 
Udpeges af Folketinget og udøver sin virksomhed på Folketingets vegne. Ombudsmanden er imidlertid ikke Folketingets Ombudsmand i den forstand, at Folketinget kan pålægge Ombudsmanden at tage en sag op til behandling eller diktere udfaldet af en sag. Tværtimod fremgår det af ombudsmandslovens § 10, at Ombudsmanden i sit hverv er uafhængig af Folketinget. I praksis afholder Folketinget sig fra at tage stilling til Ombudsmandens udtalelser.

NIELS FENGER
2019 Udnævnt til Folketingets Ombudsmand. 
2017-19 landsdommer ved Østre Landsret.
2014-15 Konst. landsdommer. 
2004 Dr.jur. på afhandlingen "Forvaltning og fællesskab".
1992 Cand.jur. fra Københavns Universitet.
Født i 1968. Bor på Østerbro med sin kone og to børn på 4 og 9 år.