Spring hovednavigationen over

2019 - Advokaten 2 De fire vigtigste film og debatter til CPH:DOX

Publiceret: 1. april 2019

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Igen i år sætter dokumentarfilmfestivalen CPH: DOX fokus på retssamfundet med festivalprogrammet ’Justice’. Her kan du blandt andet opleve retssagen mod Slagteren fra Bosnien og se en dokumentar om en mand, der risikerede fængselsstraf på livstid for at have reddet flygtninge fra druknedøden.

The Trial of Ratko Mladić

’The Trial of Ratko Mladić’ er et retssalsdrama om de værste forbrydelser, vi kan forestille os. Filmen følger forsvarer, anklagere og vidner i ICTY, krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, i de mange år retssagen mod general Ratko Mladic – også kaldet Slagteren fra Bosnien

 - stod på. Det handler om retssagsprocessen og det enorme opklarende arbejde, som især anklagerne foretog ved at besøge massegrave og tale med efterladte.

Instruktør: Henry Singer, Rob Miller

Varighed: 99 min.

Debat

Mød filmens instruktører, Henry Singer og Rob Miller, samt Frederik Harhoff, der er dr. jur. og forhenværende ad litem dommer ved den internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien. Bliv klogere på retssagerne mod Ratko Mladic og om at arbejde for international retfærdighed.

The Silence of Others

'The Silence of Others' har vundet et væld af priser for sin skildring af ofrene for generalissimo Francisco Franco. 40 år efter den spanske diktators død har efterkommerne af ofrene for det fascistiske regime besluttet at kæmpe for et retsopgør med fortidens forbrydelser, og dem der begik dem – og som siden blev kollektivt frikendt. Historien om den banebrydende retssag fortælles igennem fem personer, som overlevede Franco og nu har valgt at bryde Glemslens Pagt – der er den amnestilov, som indtil nu har beskyttet regimets gerningsmænd.

Instruktør: Almudena Carracedo, Robert Bahar

Varighed: 93 min.

Debat

Jakob Holtermann, der er lektor i retsfilosofi og international og Hans Lauge Hansen, der er professor i spansk og erindringskultur vil debattere den historiske retssag mod Franco-regimet, og hvorfor fortidens forbrydelser ikke kan ties ihjel.

The Good Terrorist

Blot otte dage efter mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 blev den islamiske fundamentalist Jason Walters anholdt efter en 14 timer lang aktion og idømt 15 års fængsel for planlagt terror. Under sit fængselsophold gav han afkald på de fundamentalistiske holdninger og beskriver nu sig selv som afradikaliseret. 

Jason Walthers og en række andre tidligere jihadister portrætteres i ’The Good Terrorist’, en film, der stiller spørgsmålstegn ved stigmatiseringen af muslimer, mulighederne for afradikalisering og debatterer terrorlovgivningen.

Instruktør: Robert Oey

Varighed: 80 min.

Debat

Mød filmens instruktør, Robert Oey, og tænketanken Justitias direktør, Jacob Mchangama, samt den forhenværende berygtede islamiske imam Ahmed Akkari. De tre vil debattere, hvordan et retssamfund skal forholde sig til terror og hvordan man kan lægge fundamentalismen bag sig, som både Ahmed Akkari og filmens hovedpersoner har gjort.

Humanity on Trial

’Humanity on Trial’ handler om en mand, der risikerede fængselsstraf på livstid for at have reddet flygtninge fra druknedøden. Salam Aldeen var selv flygtet til Danmark, men da han i medierne så billederne af et dødt flygtningebarn, der var skyllet op på en strandbred, hoppede han på et fly til Lesbos for at hjælpe. Kort tid efter blev han arresteret og anklaget for menneskesmugling.

Instruktør: Jonas Bruun

Varighed: 72 min.

Debat

Hovedpersonen Salaam Aldeen og filmens instruktør, Jonas Bruun, svarer på spørgsmål. Bagefter fortæller advokat Christian Dahlager, som var Salaam Aldeens danske advokat, hvorfor sagen var principiel, og hvad den har betydet for det fortsatte humanitære arbejde på Lesbos. 

Programmet løber af stablen som del af CPH:DOX fra 20-31. marts.

Du kan læse mere om JUSTICE-programmets film, debatter og events samt resten af CPH:DOX’ program på  www.cphdox.dk/justice