Rådgivning der kræver hjerterum. Jeg kan ikke fjerne folks byrder og sorger. Men jeg kan måske fjerne nogle af de mere praktiske spekulationer, der fylder og tynger dem.Det kræver hjerterum, og jeg ser ingen modsætning mellem at være advokat med stor faglighed og et menneske, der er i stand til at rumme andre, siger Marianne Bale, der er frivillig rådgiver i Kræftrådgivningen i Herning.
Tekst: Kirsten Weiss
Jeg kan utroligt godt lide at snakke med mennesker. Også med mennesker, som normalt ikke ville sætte deres ben på et advokatkontor, fordi det lyder alt for anderledes, for dyrt eller for fint. I Kræftrådgivningen i Herning kommer alle slags mennesker, og i huset sætter man en ære i, at hver eneste bruger føler sig velkommen. Jeg kan godt lide at have kontakt til både ’manden på gulvet’ og den formuende direktør. At kunne hjælpe mennesker, uanset deres baggrund, betyder meget.
Jeg har, som så mange andre både i familien og i min vennekreds, haft kræft inde på livet. Så emnet fylder en del, og mit arbejde i rådgivningen startede, da jeg så en annonce, hvor rådgivningen skrev, at de gerne ville forsøge sig med en jurist, der kunne rådgive på frivillig basis. Jeg har tidligere været med til at etablere Ældre Sagens juridiske rådgivning i Herning, og jeg havde mod på at gøre det igen, så jeg søgte og kom til samtale.
Mens jeg sad og ventede på at komme ind til samtalen, kom der er en kræftramt kvinde på min egen alder ind ad døren. Hun blev, som hver eneste af de gæster jeg så komme den dag, budt hjerteligt velkommen. Hun fortalte, at hun havde lidt småt med penge og havde hørt, at man kunne ”arve” tørklæder, som andre kræftramte kvinder, der har mistet håret, har givet til stedet. Hun blev mødt af respekt og værdighed, da hun sammen med den lidt ældre frivillige dame, der tog imod hende, valgte et smukt tørklæde fra kassen. Hendes taknemmelighed var usigeligt stor. Jeg blev simpelthen så rørt over at overvære den episode, at jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville kunne rådgive ordentligt. På den ene side ville jeg utrolig gerne være en del af et sted med så megen hjertevarme. På den anden side tænkte jeg, at man jo ikke kan rende rundt og være alt for følsom som advokat. Jeg kunne godt mærke, at jeg stadig var varm om hjertet og havde en lille klump i halsen, da jeg blev kaldt ind til samtalen, hvor jeg da også fik sagt, at jeg på det nærmeste var blevet i tvivl om, hvorvidt jeg var professionel nok til det her. Ledelsen fortalte mig senere, at de tanker og overvejelser, som jeg satte ord på, var en af grundene til, at jeg fik jobbet som frivillig rådgiver, og i dag ser jeg ingen modsætning mellem at være advokat med stor faglighed og et menneske, der er i stand til at rumme andre og deres sorg.
Jeg kommer i Rådgivningen hver tredje uge, tre-fire timer ad gangen. Folk har bestilt tid på forhånd, og som regel sætter vi en halv time af til hver, men reglerne er ikke rigide. Alle kan komme her, og man behøver ikke at være medlem af Kræftens Bekæmpelse. Indimellem bliver jeg også via Kræftrådgivningen kontaktet af et menneske, der er på hospice eller indlagt på Onkologisk afdeling på sygehuset, og så kommer jeg til dem. Det sker altid med et tungt hjerte og med tanke på, at livet sjældent går, som vi planlægger det. Der er stor berøringsangst over for døden i Danmark, og forleden læste jeg, at mere end hver anden dansker gerne vil lave et testamente, men at kun 19 procent får det gjort. Vi udskyder det, fordi vi ikke bryder os om at forholde os til døden. De fleste, jeg taler med, vil typisk gerne vide noget om arv og testamenter. Mange er i tvivl om deres pension, og mange spørger om råd, når de er samlevende, men ikke gift. Fælles børn og særbørn er også noget, vi taler meget om i forhold til arv. Jeg laver ingen dokumenter. Jeg rådgiver blot og henviser til, at der er mange dygtige advokater, der kan hjælpe dem videre. Jeg gør meget ud af at sige, at jeg ikke er her som repræsentant for min egen virksomhed, men som rådgiver.
Jeg hører folks historier, og det kan ikke undgås, at jeg hører om konflikter i familier. Men jeg hører også utrolig mange gribende fortællinger fra mennesker, der på alle tænkelige måder vil gøre det bedste for deres pårørende. For langt de fleste fylder det meget at beskytte dem, der er tilbage. Det er klart, at jeg indimellem hører hjerteskærende historier. En dag snakkede jeg med en far, mens hans datter på syv år sad og tegnede sammen med en anden frivillig. Mandens hustru og barnets mor var lige død. Det er specielt at sidde til sådan en samtale og tale om, hvordan familien nu praktisk og økonomisk kommer videre efter morens død. Man kan godt have behov for at læsse af efter sådan et møde, og vi bruger hinanden aktivt i et hus som det her til også at få talt de tunge ting igennem. Flere af de fastansatte er psykologer, socialrådgivere og sygeplejersker, og jeg kan altid gå til en af dem og sige, at ”den historie, jeg lige har lyttet til, berørte mig dybt”. Det er vigtigt, at man ikke går alene med det hele. Tidligere kunne jeg godt have en berøringsangst over for mennesker, der var syge. For hvordan taler man om det? I dag er jeg stensikker på, at man skal tale om det svære.
Det her er ikke et sted, hvor man kan sige ”på gensyn” til alle. Der kommer pårørende, som man måske ser mange gange. Og der kommer mennesker, der er heldige, at canceren slipper deres tag i dem. Men også dem, der ikke er så heldige. Så jeg tænker over, hvordan jeg afslutter et møde og får sagt tak for snakken på en passende måde. Da jeg startede her, fik jeg supervision af en rådgiver. Vi talte om, hvordan man går til de svære samtaler med syge mennesker eller deres pårørende. Ved de første besøg tænkte jeg, at jeg nok måtte tone mig lidt ned og tale lidt sagte. For det var jo syge mennesker og deres pårørende, der kom i huset. Men så kom jeg ind ad døren en dag og hørte høj latter. Det var ’mandegruppen’, der var sammen og havde det sjovt, og efterhånden fandt jeg ud af, at man også godt må grine hos Kræftrådgivningen. Man får et pusterum fra sygdommen, når man morer sig sammen med andre.
Jeg er nok sådan en advokat, der har mit hjerte med.Den, jeg er på jobbet, er ikke meget anderledes end den, jeg er derhjemme. I rådgivningen lader jeg mit hjerte være med. Jeg har mere end en gang haft en tåre i øjenkrogen under en samtale der, og jeg ved også, at tåren ved en enkelt lejlighed er trillet ned ad kinden. Bagefter har jeg da tænkt, at ”det der var måske ikke så professionelt”, men omvendt sidder jeg jo ikke og hulker sammen med de mennesker, jeg rådgiver. Jeg har stadig min professionalisme med mig. I rådgivningen er jeg helt bevidst om, at jeg ikke kan fjerne folks byrder og sorger. Men jeg kan fjerne nogle af de mere praktiske spekulationer, der fylder og tynger dem, og jeg synes, det er fantastisk, at vi alle, høj som lav, kan rummes på samme sted. Penge er uden betydning her, og folk er så taknemmelige for den hjælp, man giver dem. Det er stort at gå herfra og tænke, at ”i dag har jeg gjort en forskel for et menneske, der er hårdt ramt”. Og det på en måde, hvor jeg er en del af noget større. Kræftrådgivningen er et fantastisk sted med rådgivere og frivillige, der alle har et inderligt ønske om at være der for andre. Jeg har fået en anden indstilling til mit eget liv, og hver gang jeg kører hjem fra Rådgivningen på Nørgaards Alle, er jeg dybt taknemmelig for, at min egen familie i dag er forholdsvis sunde og raske. Jeg tror på, at mit frivillige arbejde gør mig til en bedre familieretsadvokat. Alt er ikke jura.
Marianne Bale
Advokat (L) og indehaver af BALE Advokatfirma i Herning, som hun grundlagde i 2010. Beskæftiger sig primært med familie- og arveret. Advokat siden. Frivillig rådgiver i Kræftrådgivningen i Herning, som er en del af Kræftens Bekæmpelse. Desuden frivillig i Ældre Sagen. Medlem af Danske FamilieAdvokater, Danske ArveAdvokater og Danske InkassoAdvokater. Foredragsholder om familie- og arveret og censor til retssagsprøven.