2018 - Advokaten 7 PRO BONO

Af Tine Østergård

Tænk at flygte fra sit hjemland og efterlade familie og venner i et uroplaget område. Eller tænk slet ikke at vide, hvor familien befinder sig, eller at miste familiemedlemmer og venner under flugten. Det er situationen for mange af de flygtninge og asylansøgere, som jeg møder og rådgiver i Trampolinhuset. De er blevet adskilt fra dem, de elsker, men de formår alligevel at komme videre og have en tro på fremtiden. Det gør stort indtryk på mig, for jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville fungere i den situation.

Min opgave i Trampolinhuset er at give juridisk rådgivning til flygtninge og asylansøgere, som ikke har ressourcer til at gå til en advokat, hverken økonomiske eller personligt, fordi de måske har været på flugt i lang tid. De kommer direkte fra gaden til Trampolinhuset, hvor vi tager dem i hånden og guider dem igennem det danske system. Mange asylansøgere og flygtninge er usikre på, hvordan tingene fungerer i Danmark, og hvad de skal være opmærksomme på i en asylsag. Mit bedste råd er, at de altid skal fortælle sandheden til myndighederne og være konsistente i deres fortælling. Også selvom de får stillet de samme spørgsmål igen og igen. De skal vide, at myndighederne og systemet vil hjælpe dem og ikke modarbejde dem. Det er vigtigt at slå fast, fordi mange flygtninge og asylansøgere ikke har tillid til hverken systemet eller politiet, fordi de måske har været i hænderne på en menneskesmugler i lang tid.

Jeg møder en stor blanding af personer – både afviste asylansøgere og folk, der har fået opholdstilladelse som flygtninge. De afviste asylansøgere vil typisk gerne vide, om deres sag kan genåbnes, mens flygtninge blandt andet er interesseret i at høre om mulighederne for familiesammenføring og ansøgning om dansk statsborgerskab. Der er også en gruppe, der endnu ikke har fået behandlet sine asylansøgninger og eksempelvis gerne vil vide, om de må rykke ud af asylcentret i mellemtiden, og om de må arbejde, mens deres ansøgninger bliver behandlet. Reglerne er meget komplekse, og man skal have stor viden for at rådgive på området. Det har jeg heldigvis, fordi jeg rådgiver om blandt andet udlændingeret, asyl og strafferet i mit daglige arbejde som advokat, og jeg mener, at jeg har en pligt til at give min viden videre – ikke kun på kontoret til hverdag, men også frivilligt til dem, der har allermest brug for det.

Flygtninge og asylansøgere møder ikke ret meget hjælp i det daglige, og de lever længe i uvished. Det burde kun vare et par uger at behandle deres sager, men ofte varer det halvandet til to år, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt, om de må blive i Danmark eller ej, om de kan få familiesammenføring eller ej. Det er nogle vigtige problematikker, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja, da jeg for et års tid siden blev spurgt, om jeg ville være frivillig advokat i Trampolinhuset.

Når jeg møder flygtninge og asylansøgere i Trampolinhuset første gang, har de som regel et stort håb. De har en utrolig forventning og et ønske og håb om, hvad de gerne vil opnå. Det kan for eksempel være, at de ønsker familiesammenføring med deres kone og børn, som de ikke har set i lang tid, eller at de ønsker sig dansk statsborgerskab. Det kan også være, at de er ulykkelige over, at deres asylansøgning er blevet afvist. Min opgave er at give dem et ærligt svar og et realistisk håb om, hvad der kan lade sig gøre. Det er ikke sikkert, at de kan få familiesammenføring, selvom de har fået opholdstilladelse som flygtninge, og det er ikke sikkert, at en afvist asylansøgning kan genåbnes, selvom vedkommende henvender sig til en advokat. Jeg slukker mange håb, men jeg tager samtidig en stor byrde af deres skuldre, fordi de får en afklaring. Nu kan de begynde at se fremad, og det er de taknemmelige for.

Faktisk møder jeg kun taknemmelighed i Trampolinhuset, og det overrasker mig. Jeg tror, det handler om, at de sætter pris på at få hjælp fra en frivillig advokat. Hvis jeg blåstempler myndighedernes afgørelse, så stoler de på, at den er rigtig, og jeg hjælper dem med at få det bedst mulige ud af situationen. Det er meget givende for mig at kunne hjælpe de her mennesker, og jeg mener, at de fleste advokater burde kunne finde tid til at gøre noget tilsvarende. Jeg bruger cirka to-tre timer om ugen på løbende rådgivning plus en vagt hver sjette eller syvende uge, og jeg møder da også kun positivitet og nysgerrighed, når jeg fortæller andre advokater om mit pro bono-arbejde. 

Det, der især gør indtryk på mig, er at rådgive dem, der har fået opholdstilladelse som flygtninge. Det giver mig energi at kunne sige: Fortæl mig om din handicappede bror, som du altid har hjulpet og nu drømmer om at få til Danmark, eller fortæl mig om din familie, som du tidligst kan få familiesammenført om tre år. Jeg har selv stiftet familie, og det er utænkeligt for mig at efterlade min kone og børn et fremmed sted – eller måske ikke engang at vide, hvor de befinder sig, fordi vi blev væk fra hinanden under flugten. Det rører mig dybt at se folks flugt blive virkeliggjort, og jeg gør mit allerbedste for at hjælpe dem og give dem de bedste betingelser for fremtiden. Forhåbentlig sammen med deres familie, men ikke nødvendigvis. Lige meget hvad udfaldet er, så overstiger deres taknemmelighed den sorg, det er at få afslag på asyl, familiesammenføring eller dansk statsborgerskab, og jeg er altid fyldt med energi, når jeg forlader Trampolinhuset.                       

Eddie Omar Rosenberg Khawaja
Advokat hos Homann, Jacobsen og Khawaja (del af kontorfællesskabet Homann Advokater). Stor erfaring med nationale og internationale straffesager samt menneskeretlige spørgsmål. Derudover har han udlændingeret som ekspertiseområde.

Trampolinhuset
Medborgerhus i København NV, som støtter og rådgiver asylansøgere, flygtninge og andre borgere i Danmark, blandt andet ved at give juridisk rådgivning.