Spring hovednavigationen over

2018 - Advokaten 1 PRO BONO: Jeg vil gerne sende et signal om,

Publiceret: 29. januar 2018

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Hver anden uge tilbyder advokat Jens Graven Nielsen gratis, anonym retshjælp til de borgere i lokalsamfundet, der ikke har penge til en advokat, men som ofte har en god sag. For advokater har også et samfundsansvar og en forpligtelse over for de svage, og alt skal ikke handle om salærer, mener advokaten fra Ølgod.

Af Kirsten Weiss

Nogle ideer er så oplagte, at man bagefter tænker: Hvorfor i alverden er der ingen, der har tænkt på det her før?  En af medarbejderne her på kontoret nævnte en dag på et møde, at en advokatvagt måske kunne være en god idé i lokalområdet. Og ja, naturligvis er det det. Her er ingen gratis retshjælp i miles omkreds. Folk skal til Esbjerg, 45 kilometer væk, for at få hjælp. Så den lå lige til højrebenet.

Vi kontaktede det lokale kulturhus og fik lov til at låne lokaler her. Vi satte en annonce i lokalavisen, og nu sidder der 8-10-12 mennesker og venter uden for lokalet, hver anden mandag. Jeg har sat timen mellem kl. 16 og 17 af til retshjælpen, og folk kommer ind i rækkefølge, men jeg siger altid, at jeg nok skal nå dem alle sammen, også selv om vi går over tiden. Behovet for den her form for rådgivning er stort, det viser fremmødet tydeligt. Folk kommer med alt muligt og med mange spørgsmål. Og de kommer langvejs fra.

Typisk har folk en masse papirer med sig, og jeg siger med det samme, at dem har vi ikke tid til at gennemgå, men: ”Fortæl mig om din sag”. Så fremlægger de den, og jeg kan ret hurtigt pejle mig ind på, hvordan de kan komme videre. Naturligvis er det begrænset, hvor meget rådgivning, man kan nå at yde på ca. ti minutter, men ofte kan man alligevel ret hurtigt se, hvordan folk kan komme videre med deres sag. Eller helt lægge den ned. Og ellers er de velkomne til at komme igen om 14 dage eller ringe til mig.

Det er dagligdagens juridiske problemstillinger, jeg møder. Dem vi netop ikke møder så ofte på kontoret. De fleste spørgsmål er på privatrettens område. Om arv og familieret, separation og bodeling. Mange kommer også med sager om deres lejemål. Måske er man flyttet men kan ikke få sit depositum tilbage fra udlejer. Og ”har jeg eller udlejer ret her?” Gældssanering fylder også en del. Mange står i en uoverskuelig økonomisk situation, og ofte munder rådgivningen ud i, at jeg kan pege på, hvilken offentlig instans de skal kontakte. Andre gange råder jeg til, at de søger juridisk bistand. Og ind imellem er der også de sager, hvor folk bare ikke har en sag. ”Glem det, få det ud af dine tanker, og lad være med at bruge mere energi på det her, selv om det har kørt længe og inderligt rundt i dig”, lyder mit råd indimellem. De fleste ånder faktisk lettet op, når jeg siger: ”Drop det, kom videre …”

Mange borgere har svært ved at træde ind over dørtærsklen til en advokat. Det er et ”fremmed” sted, advokater er dyre, og måske synes man heller ikke, man kan lægge sin sag godt nok frem.  Jeg tænker indimellem på, hvad folk kan gøre i dag, hvor centralisering af både domstole og advokatvirksomheder betyder, at alting rykkes til de store byer. Mange mennesker føler sig klart efterladt. De står med en relevant juridisk problemstilling, men tænker. ”Nej, jeg må hellere lade være. Det er for langt væk og for dyrt”. Her er en barriere, både geografisk, økonomisk og mentalt. For de sager, folk kommer med, er – bortset fra ganske få, hvor man er gået i selvsving over sin sag – helt relevante. Også set fra et juridisk synspunkt.

Tjener vi penge på at yde gratis retshjælp? Nej, det gør vi ikke. Naturligvis sker det, at der er en, der beder om mit visitkort og får det, men som advokater synes jeg, vi har et samfundsansvar over for de svage, dem med de begrænsede økonomiske ressourcer. Vi har en forpligtelse som advokater til også at være der for dem. Jeg vil gerne sende et signal om, at alt ved at være advokat ikke kun drejer sig om penge. At vi ikke er totalt fokuserede på salærer. I bund og grund drejer det sig naturligvis for advokater og advokatvirksomheder om at tjene penge.  Men jeg synes også, at det at være advokat handler om noget andet. Det er et spørgsmål om prioritering. Det her er plottet ind i min kalender hver anden uge, og så fungerer det.

Det sociale aspekt er blevet stærkere i min bevidsthed de senere år. Og jeg kan se, hvordan vi forholdsvis let kan give andre mennesker et skub til at komme videre.  De ydelser, jeg leverer her, bærer lønnen i sig selv. Når jeg går fra retshjælpen har jeg en dejlig fornemmelse af at have gjort noget godt, at jeg har givet andre mennesker noget, de selv kan gå videre med.  Det er en meget stor tilfredsstillelse.

Jens Graven Nielsen

Advokat, partner i Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg A/S i Ølgod. Han overtog i 1984 advokatfirmaet i Ølgod, der blev etableret allerede i 1917 og derfor har dybtgående kendskab til lokalsamfundet. Virksomheden har også kontor i Esbjerg og dækker de fleste discipliner, med hovedvægten lagt på rådgivning til lokalsamfundets virksomheder og borgere. Jens Graven Nielsen har møderet for Højesteret og har været advokat siden 1983.

PRO BONO

I en række interviews fortæller advokater om deres ulønnede virke til gavn for samfundet – også kaldet pro bono arbejde. Har du selv et pro bono projekt, som du brænder for? Så kontakt redaktionen på hha@advokatsamfundet eller tlf. 33 96 97 98.