I juli måned i år vedtog parlamentet flere love, der var rettet mod domstolene i almindelighed. Der er derfor al mulig grund til at fastholde opmærksomheden på, hvad der foregår i Polen.
Af Georg Lett, advokat
Polen har flere gange været genstand for opmærksomhed på grund af sine reformer af justitsvæsenet. Tidligere har regeringen grebet ind over for forfatningsrådet. Dette organ har til opgave at vurdere, om de parlamentarisk vedtagne love er i overensstemmelse med forfatningen. Den nuværende regering, der ledes af det højrenationale parti, Lov og Retfærdighed, var utilfreds med kritikken fra dette organ og fik i 2015 sammensætningen af organet ændret, så den kritik forstummede.
I juli måned i år vedtog parlamentet flere love, der var rettet mod domstolene i almindelighed. Der var tale om tre love. De blev vedtaget natten til 22. juli af senatet som andetkammer. Datoen blev opfattet som symbolsk. Den var helligdag under kommunistregimet, for det var den dag, den polske kommunistkomité godkendte og Stalin underskrev aftalen, hvor Polen blev afhængigt af Sovjetunionen.
Grunden til den ubehagelige parallel til aftalen fra 1944 var, at disse love gav regeringen kontrol over justitsvæsenet, så domstolenes uafhængighed og magtens tredeling blev ophævet.
Den ene lov vedrørte landets højesteret. Ved denne lov afskedigedes alle højesteretsdommere, medmindre de blev genudpeget af justitsministeren og godkendt af præsidenten og parlamentet. Før ændringen havde justitsministeren kun en enkelt plads i det råd, der udpeger dommerne. Den nye lov fjernede umiddelbart førstepræsidenten og gav justitsministeren kompetence til at udpege en ny. På samme måde skulle afdelingsformændene udpeges af justitsministeren. Det var pakket lidt ind, så justitsministeren formelt kun stillede forslag. Men efter det samlede lovkompleks kontrollerede justitsministeren reelt udnævnelsen. Den nye førstepræsident fik mulighed for at fastlægge nye ansættelsesvilkår for de ansatte i Højesteret, som ikke var dommere. I mangel af en sådan fastsættelse måtte de ansatte anse sig for afskediget. Herved kunne de erstattes af folk, regeringen har tillid til. Det omfatter ikke kun de rene kontorfunktioner, men også afdelingen for søgning og analyse. Denne afdeling havde en central funktion med blandt andet lovforberedende arbejde og overvågning af loves grundlovsmæssighed. Endelig beskar loven antallet af dommere fra 83 til 44. Det ville uvægerligt føre til forlængede sagsbehandlingstider. Som et særligt raffinement indførte den nye lov en afdeling, som udelukkende skulle beskæftige sig med disciplinære klager over dommere. Man kan forestille sig regeringsudpegede dommeres tilgang til den opgave.
Præsidentens tre muligheder
Den anden lov angik organet Det nationale Justitsråd. Det har blandt andet til opgave at udnævne dommere og udtale sig om lovforslag vedrørende domstolene og justitsvæsenet i øvrigt. Efter den nye lov skulle 22 af de 25 pladser besættes af personer udpeget af parlamentet. Det var i strid med forfatningen, der kun giver parlamentet mulighed for at udpege seks medlemmer. To fra Senatet og fire fra Sejmen. Ifølge loven skulle den nuværende formand straks træde tilbage. Baggrunden for ændringen antoges at være, at dette organ ved gentagne lejligheder har kritiseret regeringen.
Den tredje lov angik de øvrige retter. Den vender jeg tilbage til.
Inden lovene kunne træde i kraft, skulle de forelægges præsidenten. Præsident Duda er tidligere medlem af regeringspartiet, men trådte ud af partiet, da han blev udpeget. Han anses således for at stå tæt på regeringen. Præsidenten havde tre muligheder. Han kunne godkende dem. Så ville de blive til lov efter 21 dage. Dernæst kunne han sende dem i forfatningsrådet, som så kan efterprøve deres forfatningsmæssighed. Det ville være et slag i luften, da forfatningsrådet er helt afhængigt af regeringen. Formanden udtalte hurtigt, at hun gik ind for at godkende lovene. Den tredje mulighed var at nedlægge veto. Hvis præsidenten nedlagde veto, skulle lovene tilbage i parlamentet, men kunne nu kun vedtages med 3/5 flertal.
Fra EU-Kommissionen og mange organisationer og lande lød et ramaskrig over disse love. Det ville være enden på de uafhængige domstole.
Til manges overraskelse nedlagde præsidenten veto mod de to første love. Det blev betragtet som en kæmpe sejr for domstolenes uafhængighed i mange medier. Regeringspartiet råder ikke over 3/5 af pladserne i parlamentet, så lovene må forventes at få et andet indhold. Det vil så vise sig. Lidt mere upåagtet var, at den tredje lov blev godkendt af præsidenten. Hvad gik den så ud på?
Den tredje lov
Efter den lov kan justitsministeren på egen hånd afskedige og ansætte præsidenter og vicepræsidenter for domstolene. Herved får justitsministeren indirekte – nemlig gennem sine loyale præsidenter og vicepræsidenter – mulighed for at forflytte dommere, at vælge dommere til afdelingsformænd og dommere med ansvar for kvalitetsvurdering af kolleger. Disse dommere er reelt bestemmende for de andre dommeres karriere. Endvidere kan justitsministeren gennem sine loyale præsidenter sænke dommernes vederlag for diverse ekstraopgaver og dermed påvirke deres indkomstgrundlag. Loven giver også mulighed for at udnævne ekstradommere i ‘langvarige’ sager. De fleste sager falder formentlig ind under det kriterium, hvilket derfor betyder mulighed for at påvirke dommersammensætningen i konkrete sager. Endelig giver loven mulighed for at omgå et sagsfordelingsprincip baseret på tilfældighed. Sagerne kan altså placeres, hvor man synes om dommerens arbejde og indstilling.
Om disse tiltag er et indgreb i domstolenes uafhængighed afhænger mest af hensigten. Som Bismarck sagde: Man kan regere et land med gode embedsmænd og dårlige love. Men man kan ikke regere et land med gode love, hvis man har dårlige embedsmænd. Alt afhænger således af, hvem justitsministeren udnævner til præsidenter og vicepræsidenter. Med tanke på de to andre love, som var en del af pakken, må man nok frygte det værste. Dertil kommer, at de to andre lovreformer ikke er taget af bordet. De vil genopstå i en modificeret skikkelse. Selvom detaljerne bliver modificeret, må man befrygte, at ånden forbliver den samme. Der er derfor al mulig grund til at fastholde opmærksomheden på, hvad der foregår i Polen.
Georg Lett
Advokat, DLA Piper.
CCBE til den polske præsident:
Polens tiltag udvander retssikkerheden
CCBE har hen over sommeren med stor bekymring fulgt den polske regerings tiltag til en lovgivningsreform.
Den 18. juli sendte CCBEs præsident, Ruthven Gemmell, på vegne af alle CCBEs medlemmer – herunder Danmark – et brev til den polske præsident Andrzej Duda, og udtrykte sin dybe ængstelse for en eventuel vedtagelse af de tre fremlagte lovforslag.
Han gør i sit brev præsident Duda opmærksom på, at lovforslagene efter europæiske advokaters opfattelse voldsomt vil udvande den fundamentale retssikkerhed, der ligger i, at have uafhængige domstole.
Ved at underlægge retsvæsenet politikerne som skitseret i reformen, vil almindelige grundlovssikrede rettigheder blive elimineret, fremgår det af brevet. CCBEs præsident understreger alvoren af situationen, ved afslutningsvis at gøre præsident Duda opmærksom på, at en så væsentlig forringelse af domstolenes uafhængighed i Polen næsten uundgåeligt vil medføre konsekvenser for og fra resten af EU-landene.
CCBE følger udviklingen i Polen tæt, og holder løbende medlemmerne orienteret.