Gå offensivt til værks, sæt fokus på problemerne og de svage sider i sagen, men overbevis os dommere om, at de ikke er til hinder for at vinde sagen. Sådan lyder et af rådene til advokaterne fra Højesterets nye præsident, Thomas Rørdam, der selv har en baggrund som advokat.
Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Morten Holtum
Han har været forsvarsadvokat, skrevet juridiske bøger, undervist jurastuderende, har selv været ansat som forsker på universitetet og har gennem de seneste 15 år været højesteretsdommer. Men hvad er det ved juraen, der er så stor en drivkraft for den ny højesteretspræsident, Thomas Rørdam, at han spænder over stort set alle juraens facetter?
- Det er svært at svare præcist på det spørgsmål. Det, som dybest set interesserer mig, er det aspekt, der har med mennesker at gøre. Det skal ikke forstås på den måde, at det står i kontrast til sager, der vedrører virksomheder. Men det er et fag, som dybest set handler om borgerne og deres retssikkerhed. Juraen er et redskab til at sikre, at borgere ikke bliver trynet i samfundet, og at de kommer ud på den rigtige side, hvis de bliver involveret i tvister, siger Thomas Rørdam, som vi mødte i slutningen af januar på et lille højloftet kontor, hvor han sidder blandt de flyttekasser, der skal rykke med ind på højesteretspræsidentens domæne med udsigt til Christiansborgs Ridebaner.
I det hele taget er det den praktiske problemstilling og ikke det teoretiske plan, der tænder ham.
- Jeg har faktisk været ansat på universitetet en kort periode, men det blev for teoretisk. For mig er teorien kun interessant i lyset af de praktiske problemer, der opstår. Det er også min tilgang til undervisningen. Jeg prøver at sætte dagligdagen ind i de retlige rammer – og det kan handle om alt muligt, siger Thomas Rørdam.
- Nu har jeg beskæftiget mig rigtig meget med straffesager. Jeg har både ført mange sager og skrevet om navnlig strafferet og -proces. Men selvom jeg særligt har haft mit fokus her, så er det klart, at vi som dommere er generalister, og vi behøver ikke at være eksperter i eksempelvis skat for at kunne tage stilling til sagen. Der er stor forskel på at tage stilling til en situation, der angår noget, som er sket, og at rådgive om en situation, der rækker ud i fremtiden – for eksempel, hvordan en borger skal indrette sig skattemæssigt. Som dommer vil opgaven for eksempel være at forholde sig til, at SKAT ikke anerkender et fradrag. Det er en enklere problemstilling, og for os er det et spørgsmål om at sætte sig ind i området, siger Thomas Rørdam, der oplever, at selv sager, der umiddelbart virker tørre, altid viser sig at være interessante, når man kommer nærmere ind i dem.
- Det er det pudsige ved at være dommer. Det kan lyde ekstremt kedeligt at få en sag om momsafregning. Men når du fordyber dig, bliver du alligevel fanget af sagen. Sådan går det altid. Når du først fordyber dig, så bliver det sjovt.
Et standpunkt kan lyde helt skørt
Højesteretsdommerne har typisk 14 dage til at sætte sig ind i en sag, og et omfang på omkring de 2.000 sider inklusive ekstrakt og materialesamling er ikke usædvanligt.
- Vi bruger den største del af den samlede tid på forberedelsen. Vi læser sagen igennem, nogle dele går vi virkelig i dybden med, ligesom vi søger supplerende materiale på biblioteket. Så arbejdet op til selve proceduren er ret omfattende.
- Processen med at danne sig en holdning til sagen går i gang i det øjeblik, hvor jeg læser papirerne igennem. Hurtigt begynder man at mene noget – og vi kender alle den situation, hvor man tænker, at et standpunkt lyder helt skørt. Men to timer efter justerer man sit syn på sagen, og det er faktisk en proces, der kører, indtil du har den viden, der gør dig sikker – i princippet slutter processen først helt, når du skriver under på dommen.
- Som dommere har vi mulighed for at diskutere sagen inden proceduren – ikke for at handle sagen af – men for at afprøve synspunkter på hinanden. Afprøvning af synspunkter er med til at gøre resultatet bedre, fordi vi hver især får tænkt os bedre om. Da hver enkelt sag er en proces, som hele tiden ligger og arbejder i baghovedet, er det vigtigt også uformelt at vende sagens problemstillinger. Man bliver klogere af at høre på hinanden, og ved at være åbne over for de forskellige nuancer af sagen, siger Thomas Rørdam.
- Selvfølgelig er der sager, hvor resultatet bliver ved med at være tvivlsomt. Men vi skal jo træffe en afgørelse, og det går jo ikke at sige, at en sag ikke kan afgøres, fordi den er for tvivlsom. Netop fordi vi er mennesker og ikke automater, kan personlige holdninger også spille ind, men vi skal altid have blik for, at det, vi skriver, skal være overbevisende, og at det skal kunne bruges også i andre sager. Vi er altid mindst fem dommere til at afgøre sagerne, og dommen afspejler det, som vi er blevet enige om, eventuelt efter at nogle har måttet justere deres synspunkt. Nogle gange bliver vi ikke enige, og så kommer der dissens.
Gode råd til advokaten
Af samme grund er der mulighed for at påvirke dommerne under proceduren. Selvom advokaten repræsenterer den ene part, så anbefaler Thomas Rørdam at være åben og forholde sig til de svage sider i sagen.
- En god procedure kræver, at advokaten har blik for de svage sider og forstår at håndtere dem. Den advokat, som foretrækker strudsemetoden, og lader som om problemerne ikke eksisterer, kan være sikker på, at vi dommere i alt fald ikke har overset dem. Min anbefaling er: Gå offensivt til værks, sæt fokus på problemerne og de svage sider, men overbevis os dommere om, at de ikke er til hinder for at vinde sagen. Som tidligere advokat vil jeg sige, at det faktisk allerede er, når du får sagen ind på bordet, at du skal gøre dig de svage sider klart, for det er på det tidspunkt, du ser mest nuanceret på sagen. Jo mere du vænner dig til at repræsentere klienten, des mindre kan du se, hvor problemerne ligger. Du kan med andre ord blive så forelsket i dine egne argumenter, at du ikke forholder dig til problemerne. Derfor er mit bedste råd hele tiden at tænke på modpartens tre vigtigste argumenter i sagen. Se om der er noget om snakken, og hvordan du kan håndtere det, når du står i retten, forklarer Thomas Rørdam.
Et andet råd fra retspræsidenten er så jordnært som bare at være sig selv.
- Der findes masser af retorikkurser for advokater. Men vi er forskellige, og mit bedste råd er, at man bare skal være sig selv. Det er slet ikke afgørende for os dommere, om man er et stort oratorisk talent, der elsker at underholde, så tilhørerne sidder bjergtaget og lytter. Som dommere er vi vant til at lytte. Vi lytter efter budskabet og ikke efter formen. Det samme gælder kropssprog. At det udgør 80 procent af budskabet er efter min overbevisning det rene sludder. Det er indholdet, der spiller den helt afgørende rolle.
Heller ikke pædagogiske greb og finesser spiller ifølge Thomas Rørdam nogen afgørende rolle under proceduren i Højesteret.
- Enhver dygtig advokat kan få skabt en struktur, så argumenterne står klart og stringent. Også på det punkt skal man finde sin egen form. Pædagogiske finesser er ikke afgørende, det skal nok trænge ind, hvis man har gennemtænkt det, som man vil sige.
Udvikling sker hele tiden
Selvom den ny retspræsident understreger, at der ikke kommer til at ske nogen revolution i Højesteret fra hans side, så er det ikke ensbetydende med stilstand.
- Det er klart, at vi hele tiden skal arbejde for at forbedre vores kerneprodukt, nemlig dommene. Det kan være spørgsmålet om, hvordan vi begrunder vores afgørelser, om vi kommer godt nok rundt om påstandene og om anvisningerne er gode nok, sådan at afgørelserne kan bruges til noget. Det er vigtigt, at dommene er forståelige og virker overbevisende. Det lyder nok som indlysende idealer, men det er vigtigt, at vi stadig kvalitetsudvikler det produkt, siger Thomas Rørdam, der også er opmærksom på, at det er vigtigt at følge med tiden og imødese de udfordringer, den bringer.
- Vi har løbende dialog med advokaterne, både via Højesteretsskranken, Advokatsamfundet og Danske Advokater, hvor vi taler om alt fra, hvad der rent praktisk kan lette advokatens hverdag til, hvad der kan gøre processen mere smidig. Vi kan også drøfte, hvilke typer sager der er behov for kommer for Højesteret. I princippet er der ingen grænser for, hvilke spørgsmål vi sammen kan tage op.
Historien bag Højesteret
Højesterets historie starter, da Frederik III 18. oktober 1660 på pladsen foran Københavns Slot lader sig hylde som arvekonge og 14. februar 1661 udsteder sin ‘Forordning om dend Høyste Rettis administration i Danmarck’. Forordningen forelå allerede i trykt form og blev samme dag udsendt til almindelig kundgørelse.
Det fremgår ikke af forordningen, hvor Højesteret skulle have hjemsted, men det blev Københavns Slot. Slottet blev nedrevet i 1730’erne af Christian VI, og på tomten blev rejst det første Christiansborg, hvor Højesteret fik hjemsted fra 1741, indtil slottet brændte i 1794.
Fra 1794 til 1864 havde Højesteret størstedelen af tiden til huse i Prinsens Palæ, som i dag er en del af Nationalmuseet. Ganske vist blev der også i det andet Christiansborg, opført efter tegning af C.F. Hansen, indrettet lokaler til Højesteret, herunder en smuk og rummelig retssal. I denne retssal åbnede Højesteret i 1830, men det daglige arbejde fortsatte i Prinsens Palæ og – fra 1854 – i Frederik VI’s Palæ på Amalienborg – det nuværende residenspalæ. Højesteretssalen blev i 1848 overladt til den grundlovgivende rigsforsamling. Man kan få indtryk af salen på Constantin Hansens kendte billede af forsamlingen. (Billedet hænger i dag på Frederiksborg Slot). Efter grundloven af 1849 fik Folketinget salen som mødesal, og Højesteret fik aldrig salen tilbage.
Siden 1. november 1919 har Højesteret haft til huse i Prins Jørgens Gård 13. I 1953 blev det vedtaget, at Højesteret skulle deles i 2 afdelinger og en ny retssal til 2. afdeling blev indrettet i pavillonbygningens øverste etage og taget i brug i 1957. I 1990’erne har Højesteret fået udvidet sine lokaler væsentligt ved indretning af kontorer i kælderetagen og ved inddragelse af rum fra den nordre ridebanefløj.
Thomas Rørdam
Cand.jur. fra Københavns Universitet i 1975. Havde en lang karriere som advokat bag sig, da han i 2002 blev dommer ved Højesteret. I perioden som advokat var han især beskæftiget som forsvarer i straffesager.
Det gælder for eksempel Plejebo-sagen, hvor politiet mente, at en stribe beboere på et plejehjem var blevet dræbt. Han har også været forsvarer i Blekingegade-sagen om en venstreorienteret gruppes flere grove røverier, hvor en ung politimand blev dræbt ved røveriet mod postkontoret i Købmagergade i København.
Desuden har han tidligere ivrigt deltaget i den offentlige debat om retspolitiske emner. Blandt andet anonyme vidner, politiets brug af agenter, menneskerettigheder og straffens længde.
Har været med i flere kommissioner, råd og udvalg – herunder har han beskæftiget sig med for eksempel det grønlandske retsvæsen, PET og straffesager om sexovergreb på børn.
Selvom han i 14 år har arbejdet som dommer, har han tydeligvis ikke sluppet interessen for straffesager.
I fagbogen ‘Forsvareren’, som udkom for fire år siden, beskæftiger han sig indgående med etik, habilitet og andre emner.
Thomas Rørdam er 64 år og er kendt for at være en ivrig motionist. Han har en lejlighed i Alperne, hvor han dyrker bjergbestigning, MTB, trekking og skiløb.